Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fuglene på heder og græsland

Oprindelig forfatter Grell

De fleste af ynglefuglene i det åbne lands mest tørre naturtyper – tørt græsland, overdrev og heder – kan samles under fællesbetegnelsen hedefugle. De typiske repræsentanter er krikand, urfugl, hjejle, trane, stor regnspove, mosehornugle, hedelærke, tinksmed, sortstrubet bynkefugl og stor tornskade. Nogle arter yngler overvejende på indlandsheder og i hedemoser, mens andre foretrækker de kystnære klitheder. Kun ganske få fuglearter er specifikt knyttet til overdrevet som levested. Det er primært rødrygget tornskade og høgesanger.

Hedens udvikling og fuglelivet

De typiske hedefugle kræver store åbne arealer med lav og sparsom vegetation. Visse af arterne lever på tørre heder med sparsom og kort vegetation, men de fleste er afhængige af fugtige lavninger og hedemoser til fødesøgning eller redeskjul. De typiske hedefugle tåler ikke opvækst af mange træer og buske. Andre arter, som f.eks. stor tornskade, lever i den ustabile, forholdsvis kortvarige overgangstilstand, der opstår under de første stadier af tilgroningen. Hedeplejen fastholder mange af de tilbageværende heder i en overgangstilstand, hvilket formentlig er årsagen til, at den sidstnævnte gruppe af hedefugle klarer sig rimelig godt – i modsætning til de mere kræsne arter.

Den måde, som hedebønderne langt op i 1800-tallet udnyttede hederne på, skabte formentlig en optimal biotop for hedefuglene. Lyngen var en værdifuld ressource, hvis fornyelse blev fremmet ved hedebruget. Som det fremgår af kapitlet Det åbne lands kulturhistorie (se Lynghederne), blev lyngen i stor stil slået og anvendt som vinterfoder. De fleste hedebrug rummede traditionelt både enge, der anvendtes til høslæt, græsdækkede brakmarker og mindre marker, der var tilsået med afgrøder samt store hedestrækninger, der kun blev anvendt til fåregræsning. Afskrælning af lyngtørv til brændsel skabte nøgne partier, der kan have været afgørende for en fugl som hjejlen. Resultatet var en mosaikagtig hedebiotop med stor variation i plantesamfundets alder og struktur, der i særlig grad har begunstiget hedefuglene.

Annonce

I takt med hedens opdyrkning og tilplantning er hedefuglenes antal reduceret betydeligt. I en kort overgangsfase blev der skabt nye biotoper, hvor hedehøgen etablerede sig. Den yngler nu ikke længere på hederne, men lever i sydvestjyske marskenge, hvorfor den er medtaget i afsnittet om engfuglene (se også Hedehøg). I de seneste årtier har manglende græsning af hederne, luftbåren kvælstofforurening og tilgroning markant ændret heden som levested for fugle. Tilgroningen sker nu langt hurtigere, og de nøjsomme, lave hedeplanter som hedelyng, revling og rensdyrlav udkonkurreres i stigende omfang af kvælstoftolerante planter, især græsser som blåtop. Det har forringet levemuligheder for hedefuglene.

Den mosaikagtige, halvåbne hedebiotop, hvor åbne partier med lavt græs og lyngvegetation veksler med spredte træer og buske såvel som mere sammenhængende skov, har skabt en velegnet ynglebiotop for fuglearter som natravn, grønspætte og skovpiber. Det er denne karakter, som mange af vore heder og hedeplantager i dag besidder, og derfor klarer disse fuglearter sig generelt udmærket.

Bevarelsen af de danske hedefugle er afhængig af, at der foretages en vedvarende hedepleje. At urfuglen nu er helt væk, og hjejlen tæt på at lide samme skæbne, viser, at der er behov for at forbedre plejen af hederne. Behovet for en mere omfattende, systematisk vidensindsamling om de danske hedefugles biotopskrav såvel som deres reaktion på iværksatte forvaltningstiltag er påtrængende.

FIGUR 13-3. Illustration af de væsentligste åbentlandsfugle i kapitlet – opdelt i de tre fuglegrupper hedefugle, engfugle og agerlandsfugle. Tegning J. Frimer Andersen.
Hedefugle: Gulspurv, Tornirisk, Rødrygget tornskade
NID-3-761.pngNID-3-762.pngNID-3-763.png
Engfugle: Rødben, vibe, bynkefugl, dobbeltbekkasin, gul vipstjert
NID-3-765.pngNID-3-768.pngNID-3-766.png
NID-3-767.pngNID-3-769.png
Agerlandsfugle: Tårnfalk, bomlærke, sanglærke, agerhøne
NID-3-771.pngNID-3-773.png
NID-3-774.pngNID-3-772.png

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Borch Grell: Fuglene på heder og græsland i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484735

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk