Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fugle

Oprindelig forfatter Grell

Fuglenes indvandring

Fuglene i det åbne land lever overvejende i et menneskeskabt landskab, og livsbetingelserne er i høj grad bestemt af tidligere tiders og nutidens udnyttelse af landskabet. Mange af fuglearterne i det åbne land stammer oprindeligt fra centraleuropæiske stepper, fra fjeldheder eller fra åben tundra (figur 13-1).

De fleste af arterne indvandrede til Danmark efter, at jernalderbønderne for ca. 2500 år siden for alvor åbnede landskabet gennem omfattende skovrydninger. Men allerede i yngre stenalder kan en art som landsvalen være rykket ind i høvdingens bolig, og skovbrynsfugle som tornirisk og gulspurv har sandsynligvis levet i rydninger omkring bopladserne (figur 13-2).

I takt med at det primitive agerbrug bredte sig, blev der skabt levemulighed for stadig flere arter. I perioden fra år 500 før Kristi fødsel og indtil omkring år 1000 indvandrede de egentlige åbentlandsfugle som vagtel, strandskade, vibe, rødben og flere andre vadefuglearter, kirkeugle samt spurvefugle som engpiber, gul vipstjert, rødrygget tornskade, stenpikker, bynkefugl og gråspurv.

Annonce

 FIGUR 13-1. Kort der med vadefuglene som eksempel viser åbentlandsfuglenes oprindelse fra den lavarktiske tundra og de asiatiske steppeområder.

FIGUR 13-1. Kort der med vadefuglene som eksempel viser åbentlandsfuglenes oprindelse fra den lavarktiske tundra og de asiatiske steppeområder.

I Jyllands sandede egne førte jernalderbøndernes rydning og dyrkning til udpining af jorden. Udpinte marker omdannedes til lyngheder, og ved kysten opstod sandflugt og klitheder. Det åbnede mulighed for indvandring af typiske hedefugle som urfugl, tinksmed, mosehornugle og stor tornskade.

Efter Vikingetiden omkring år 1000 var skovrydningerne blevet så omfattende, at landskabet overvejende var blevet åbent. Kreaturhold blev mere fremherskende, og det skabte behov for store græsarealer til græsning og vinterfoder. Enghøet var en vigtig ressource for datidens bønder. I perioden 1000-1750 har det åbne lands fuglefauna haft fremragende levevilkår. På de spredt beliggende marker, i udmarker og græsfælleder trivedes en frodig græs- og urtevegeta tion, som gav føde til talrige åbentlandsfugle. I den periode etablerede agerlandets typiske karakterarter som hvid stork, agerhøne, engsnarre, sanglærke, bomlærke og råge sig i landskabet. Middelalderen med de mange krige og pestens hærgen, der næsten halverede befolkningstallet, fremskyndede samtidig hedens udvikling. I den periode indvandrede sydlige fuglearter som hvidbrystet præstekrave, sandterne og markpiber, men også nordlige arter som hjejle og stor regnspove.

Fra talrige til fåtallige

Menneskets virksomhed banede således vejen for de fleste af det åbne lands fuglearter. Men i løbet af 1900-tallet har den teknologiske udvikling i landbruget givet bagslag for fuglene i det åbne land. Det virkeligt store vendepunkt indtraf efter midten af 1800-tallet, da Hedeselskabet og landbruget med statens økonomiske støtte påbegyndte en omfattende dræning af lavvandede arealer og lavtliggende arealer og opdyrkede og tilplantede heden. Uopdyrkede og ekstensivt udnyttede naturtyper er som følge heraf reduceret med hele 85 % siden 1850.

 FIGUR 13-2. Tidslinje, der viser fuglearternes indvandring relateret til kulturhistoriske tidsaldre.

FIGUR 13-2. Tidslinje, der viser fuglearternes indvandring relateret til kulturhistoriske tidsaldre.

Med den teknologiske udvikling i 1900-tallet kom kunstgødning og traktorer til. Og så gik det for alvor ned ad bakke med levestederne for det åbne lands fugle. Bl.a. storken, urfuglen og hjejlen gik nu voldsomt tilbage. Allerede i 1852 anførte Niels Kjærbølling, at mange engsnarrer gik til grunde under høslættet, og fremhævede det som årsagen til fuglens begyndende aftagen. Selvbinderens hurtige udbredelse medførte, at engsnarren i løbet af få årtier blev slået ud af den danske natur (se også Engsnarre). Fuglen, der reagerer på en trussel ved at løbe væk og trykke sig i græsset, blev simpelthen klippet i stykker. Det samme gjorde dens æg og unger. Samtidig betød den mere effektive dræning, at marker og enge kunne slås stadig tidligere, hvorved høst tidspunktet faldt sammen med den periode, hvor engsnarren har unger i reden.

Strukturudviklingen i landbruget er især accelereret efter 1950, hvor maskinparken og driftsformerne er blevet højteknologiske, og kemiske bekæmpelsesmidler har fået stor udbredelse. Udviklingen fik endnu et skub fremad med Danmarks indtræden i Den Europæiske Union, hvis generøse landbrugsstøtte skabte en stor økonomisk vækst i erhvervet. Stordrift og specialisering blev yderligere fremmet på bekostning af små og blandede brug. Størstedelen af de få, tilbageværende små moser, enge, vandhuller, diger og skel er som et resultat af denne udvikling blevet erstattet af store marker med monokultur. Sprøjtegifte, kunst- og naturgødning har nu kraftigt reduceret den vilde flora og fauna i markerne. Det har ramt åbentlandsfuglene særlig hårdt. Blandt de mange populære fugle, der er reduceret voldsomt i antal, er hvid stork, agerhøne, vibe, kirkeugle, gøg, sanglærke, engpiber, landsvale, stenpikker, stær, gråspurv og bomlærke.

Nutidens åbentlandsfugle

De mest karakteristiske fuglegrupper, der lever i det åbne land i dag, er gæs, rovfugle, hønsefugle, vadefugle, måger og kragefugle, samt en række mindre spurvefugle som lærker, svaler, pibere, vipstjerter og stær. De kræver åbne biotoper med lav vegetation af græsser eller lave urter. Som jordrugende fugle, der ofte ligger ret åbent, har de brug for at kunne opdage og reagere på predatorer i god tid.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Borch Grell: Fugle i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484704

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk