Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tilpasninger til et iltfattigt miljø

Oprindelig forfatter HDr

Det største problem for saltengens insekter er de gentagne vanddækninger, som giver anledning til en høj saltholdighed og et iltfattigt miljø. Problemerne med iltforsyningen har medført, at stort set alle insekter på vaden og i marsken er små. F.eks. vejer en gennemsnitlig bille her blot 6 mg, hvilket er betydeligt mindre end andre steder. Små insekters fordel er et lille stofskifte og en kort transportvej for ilten.

Når havet oversvømmer et område, afskæres insekterne fra den normale adgang til luftens ilt. En del af dem er i stand til at undgå vanddækning ved at flygte til højere områder, klatre op i vegetationen eller flyde på vandoverfladen. Andre, bl.a. springtæger og mange biller, bliver dog dækket af vandet og reagerer typisk ved at klamre sig til plantestængler mv., mens de forbliver ganske ubevægelige. Derved reduceres deres stofskifte og iltforbrug betydeligt. I modsætning til dette vil insekter fra andre miljøer bruge megen energi og ilt på at undslippe, hvis de dækkes af vand.

Mange af de insekter, der tilbringer højvandet under vand, medbringer et iltforråd i form af et tyndt luftlag eller en luftboble, f.eks. under vingerne eller på kroppens underside (figur 8-47). Dette forråd står i forbindelse med insektets åndehuller og vil fungere som en såkaldt fysisk gælle. Når dyret bruger af ilten i forrådet, falder iltens partialtryk og er mindre end partialtrykket i vandet, mens kvælstoffets partialtryk stiger og er større end i det omgivende vand. Derfor vil ilt, der er opløst i det omgivende vand, diffundere ind i luftboblen, mens kvælstoffet vil diffundere ud i vandet.

Annonce

 FIGUR 8-47. Den lille vandkær Octhebius er en af marskens gravende biller. På undersiden har den en luftboble, der fungerer som en fysisk gælle, når billen er i vand. Ved hjælp af antennerne dannes en kanal, når luften i boblen skal fornys. Billen er 2-3 mm lang.

FIGUR 8-47. Den lille vandkær Octhebius er en af marskens gravende biller. På undersiden har den en luftboble, der fungerer som en fysisk gælle, når billen er i vand. Ved hjælp af antennerne dannes en kanal, når luften i boblen skal fornys. Billen er 2-3 mm lang.

Luftarternes samlede partialtryk i vandet og i boblen skal være i ligevægt. Hvis der intet kvælstof var i luftboblen, men kun ilt, ville faldet i iltens partialtryk blot medføre, at boblens volumen blev mindre i takt med iltforbruget, men da kvælstoffet på grund af en mindre opløselighed kun relativt langsomt siver ud, vil faldet i iltens partialtryk i højere grad udlignes ved, at ilt diffunderer ind fra det omgivende vand. Da kvælstoffet dog efterhånden forsvinder, skal insektet af og til op til overfladen for at forny luften, men kan dog forblive neddykket i otte gange så lang tid, som hvis det blot brugte det medbragte iltforråd.

En del insekter kravler ned i luftfyldte revner, hulrum eller gange under vandet, og disse luftlommer vil da fungere på samme måde som en fysisk gælle. Andre vandlevende insekter har udviklet et vandskyende hårlag på visse steder af kroppen, som fastholder et luftlag. Hårene øger overfladespændingen, hvilket gør det sværere at reducere luftlagets volumen, hvilket igen betyder, at indstrømningen af ilt yderligere forøges for at kompensere for faldet i iltens partialtryk. Disse insekter kan derfor være under vand i mange timer uden at skulle op for at forny luften.

Hos nogle af disse insekter består hårlaget af et meget stort antal mikroskopiske hår (op til en million pr. mm2), som fastholder luftlaget med en sådan kraft, at det ikke kan ændre volumen. Dette forøger yderligere indstrømningen af ilt. Hårlaget kaldes da for en plastron, og gør, at insektet kan være permanent neddykket.

Plastron er almindelige hos insekter i ferskvand, men findes også hos insekter, der lever under middelhøjvandslinjen, især flue- og myggelarver, eller som lever permanent neddykket ved klippekyster. Insekter, der lever på strandengen, har ikke udviklet en plastron, da vanddækningen her er af så kort varighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Dreisig: Tilpasninger til et iltfattigt miljø i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484547

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk