Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dyrenes aktivitet følger tidevandets rytme

Oprindelig forfatter HDr

Alle organismer har en døgnrytme i deres aktivitet, idet de enten er aktive i lys eller i mørke. Forholdene om dagen og om natten er så forskellige, at de fleste organismer ikke kan være tilpasset til at være aktive på begge tidspunkter. En tidsmæssigt korrekt beliggenhed af aktiviteten er så vigtig for dyrenes overlevelse, at den er styret af en indre fysiologisk rytme, et såkaldt „biologisk ur“. Dets tilstedeværelse afsløres ved at registrere dyrenes aktivitet i laboratoriet under konstante forhold. Dyrene vil da vedblive med at være aktive på omtrent det sædvanlige tidspunkt, selv om der ikke er noget lys-mørkeskifte.

For dyrene i tidevandszonen har ebbe og flod samme forudsigelighed og betydning for overlevelsen som skiftet mellem lys og mørke. Højvande og lavvande indtræffer hver med 12,4 timers mellemrum. Tidevandet skifter derfor i en anden rytme end lyset, hvilket betyder, at højvande og lavvande kan forekomme både om dagen og om natten.

Det indre tidevandsur

Aktiviteten hos de organismer, der lever i tidevandszonen, er tydeligt afhængig af tidevandet. De fleste egentlige havdyr er kun aktive ved højvande. For landdyrene i tidevandszonen gælder, at de er aktive ved lavvande, men aktivitetens intensitet afhænger af, om lavvandet forekommer om dagen eller om natten. Forsøg har vist, at tidevandsrytmerne hos havdyrene og hos nogle af landdyrene i tidevandszonen er styret af en indre fysiologisk rytme ligesom døgnrytmerne, men med en rytme, der svarer til tidevandets.

Annonce

 FIGUR 8-49 (a). Tidevandsrytmen hos springhalen Archisotoma pulchella. Figuren her viser antal fouragerende dyr på overfladen af vade i Ho Bugt inden for et observationsfelt på 38 cm2. Kurven viser vanddækningens højde.

FIGUR 8-49 (a). Tidevandsrytmen hos springhalen Archisotoma pulchella. Figuren her viser antal fouragerende dyr på overfladen af vade i Ho Bugt inden for et observationsfelt på 38 cm2. Kurven viser vanddækningens højde.

 FIGUR 8-49 (b).  Antal aktive dyr (%) på overfladen i et terrarium i laboratoriet ved konstant belysning. Pilene viser tidspunkterne for det samtidige højvande (H) og lavvande (L) i felten.

FIGUR 8-49 (b). Antal aktive dyr (%) på overfladen i et terrarium i laboratoriet ved konstant belysning. Pilene viser tidspunkterne for det samtidige højvande (H) og lavvande (L) i felten.

Aktivitetsrytmen hos springhalen Archisotoma pulchella er undersøgt på Skallingen af Ellinor Bro Larsen. Disse dyr lever øverst på vaden, visse steder i tætte bestande. Ved lavvande kravler dyrene rundt på overfladen og græsser alger (figur 8-49A). I god tid inden højvandet kravler de ned i revner og hulrum, som er luftfyldte under vanddækningen. Dyrene er mest aktive om dagen, og derfor er der flest dyr på overfladen, når lavvandet forekommer om dagen. Da dyrene forsvinder, inden det stigende vand når stedet, kunne man formode, at aktiviteten er styret af en indre tidevandsrytme. Dette blev undersøgt ved at anbringe dyrene på et stykke af jordbunden i et lille terrarium i laboratoriet og tælle antallet af aktive dyr på overfladen. I konstant lys var dyrene aktive to gange i døgnet på de tidspunkter, der svarede til lavvande i naturen (figur 8-49B). Der er altså virkelig tale om et indre „tidevandsur“, selv om rytmen forsvandt efter et par døgn.

 FIGUR 8-50. De røde larver af dansemyggen Clunio marinus lever på tang i havet langs kyster med tidevand. Larverne forpupper sig på bestemte tidspunkter, således at de voksne myg klækker med 14 dages mellemrum hver gang, det er springflod (grønne streger) – det eneste tidspunkt, hvor levestedet tørlægges ved lavvande. I løbet af få timer parrer hunnerne sig, lægger æg og dør. Den blå linje viser tidevandet på larvernes levested (brune bjælke), og man ser tydeligt skiftet mellem springflod og nipflod, hvor forskellen mellem høj- og lavvande er henholdsvis maksimal og minimal.

FIGUR 8-50. De røde larver af dansemyggen Clunio marinus lever på tang i havet langs kyster med tidevand. Larverne forpupper sig på bestemte tidspunkter, således at de voksne myg klækker med 14 dages mellemrum hver gang, det er springflod (grønne streger) – det eneste tidspunkt, hvor levestedet tørlægges ved lavvande. I løbet af få timer parrer hunnerne sig, lægger æg og dør. Den blå linje viser tidevandet på larvernes levested (brune bjælke), og man ser tydeligt skiftet mellem springflod og nipflod, hvor forskellen mellem høj- og lavvande er henholdsvis maksimal og minimal.

Hos nogle dyr forekommer en aktivitetsrytme, der er synkroniseret med springflod, dvs. aktiviteten forekommer med ca. 15 døgns mellemrum. Et eksempel er dansemyggen Clunio marinus, der lever langs tidevandskyster. Larverne lever på tang på steder, som normalt er vanddækket, men som tørlægges ved de laveste lavvander, dvs. ved springflod, som forekommer nogle få dage omkring nymåne og fuldmåne. Larverne forpupper sig nogle få dage før springflod, og når denne indtræffer, og levestedet er tørlagt, klækkes de voksne myg (figur 8-50). De lever kun i få timer og parrer sig straks efter klækningen. Hunnerne er ude af stand til at flyve og skal nå at lægge æg på de tørlagte tangplanter, inden højvandet vender tilbage.

Klækningen af de voksne myg følger altså en månerytme på ca. 15 døgn. Den er også styret af et „biologisk ur“. Hvis larverne holdes i laboratoriet under konstante forhold, klækker de voksne myg med 15 døgns mellemrum (efter 15, 30 eller 45 døgn). Dog kun hvis larverne først har oplevet nogle døgn med svagt lys om natten, svarende til fuldmånelys. Funktionen af denne månerytme er at synkronisere bestandens formering og give optimale betingelser for æglægningen.

Boks 8-3. Den gule engmyre

 A. Hovedet af den gule engmyre set forfra. Bemærk øjnene, som er mindre og har færre facetter end almindeligt hos myrer, fordi arten lever underjordisk.

A. Hovedet af den gule engmyre set forfra. Bemærk øjnene, som er mindre og har færre facetter end almindeligt hos myrer, fordi arten lever underjordisk.

Den gule engmyre (Lasius flavus, A), laver de meget karakteristiske tuer, som ofte ses på græssede strandenge (B). De vegetationsklædte tuer er 30-40 cm høje og kan ligge ganske tæt med op til 60 pr. 100 m2, hvor forholdene er gunstige. Dette er dog kun tilfældet inden for en ret snæver zone. Ud mod havet sættes grænsen af den tid, myresamfundet kan tåle vanddækning, hvilket i marsken svarer til ca. 1-1,5 m over middelvandstandslinjen. Ved højvande fyldes tuen formodentlig med vand, men det generer ikke myrerne, der kan tåle neddykning i saltvand i op til 5 døgn. Indefter begrænses zonen af jordbundens struktur og fugtighed og af konkurrence fra andre arter af myrer.

Tuerne er normalt lukkede, og arbejderne kommer sjældent op på overfladen. Fra tuen udgår underjordiske gange i alle retninger (C). Både i selve tuen og i gangene sidder rodlus og suger saft af planterødder. Rodlus er en slags bladlus, og som disse afgiver de sukkerholdige ekskrementer, kaldet honningdug. Myrerne lever af honningduggen, men hvis de mangler protein, æder de også rodlusene.

 B. Den gule engmyres tuer kan dominere på strandenge, her Rønnerne på Læsø.

B. Den gule engmyres tuer kan dominere på strandenge, her Rønnerne på Læsø.

Der findes adskillige arter af rodlus, der lever i et gensidigt afhængighedsforhold (mutualisme) med myrerne. Rodlusene opnår myrernes beskyttelse mod rovdyr og nyder også godt af det bedre mikroklima, der findes i myretuen. Rodlusene er præget af den underjordiske, beskyttede tilværelse. De er blege og tyndhudede, har reducerede lemmer og øjne, og de mangler forsvarskirtler. De afviger fra „normale“ bladlus ved ikke at have et skifte mellem to forskellige værtsplanter, og ved udelukkende at formere sig ukønnet ved jomfrufødsel, dvs. de har ikke nogen kønnet generation.

Engmyrens livscyklus
Den gule engmyres tuer kan blive meget store og gamle. Hver tue har et territorium på et par m2 og kan indeholde fra 15.000 til 100.000 arbejdere. I løbet af sommeren produceres et enormt antal myredronninger og droner (hanner), og i august kommer disse op på overfladen for at sværme og parre sig. En befrugtet dronning skal nu grundlægge en ny koloni.

Selv om dronningerne kan spredes vidt omkring med vinden, vil de fleste gå til. Nogle få når frem til egnede steder, men disse er som regel mættet med myretuer. Derfor sker det ofte, at en dronning slår sig ned i en allerede eksisterende tue. En myretue kan derfor godt indeholde flere ubeslægtede dronninger med hver sit afkom. Tilsyneladende samarbejder de ubeslægtede arbejdermyrer helt som myrer normalt gør i en koloni af beslægtede individer.

Med engmyren følger mange andre arter
Tilstedeværelsen af den gule engmyres tuer øger antallet af arter på strandengen. Tuerne skaber en mosaik af forskellige mikroklimaer og jordbundstyper, som tillader flere arter at sameksistere.

 C. En gennemskåret myretue af den gule engmyre. Bemærk gallerier og gange (ved pilene).

C. En gennemskåret myretue af den gule engmyre. Bemærk gallerier og gange (ved pilene).

Dette gælder både for jordbundsdyrene og planterne med de dyr, der er knyttet til dem.

Vegetationen på selve myretuerne er mere artsrig og adskiller sig fra vegetationen på de omgivende flader, fordi forholdene de to steder er ret forskellige. Myrerne bærer jord eller sand op, som de anbringer på tuens overflade, hvilket giver et ustabilt vækstmiljø. Jorden i tuerne er mere tør og sandet end på fladerne og har et lavere indhold af organisk materiale.

Planter som bredbladet timian, fåresvingel, liden klokke, strandfirling, smalbladet hareøre og fliget vejbred vokser næsten kun på tuerne, enten fordi forholdene her passer dem bedre, eller fordi konkurrencen er mindre end andre steder. De fleste af de planter, der vokser på tuerne, forekommer dog også på fladerne ved siden af, men er hyppigere på tuerne.

Der skal græsning til
Myrerne er afhængige af, at strandengen bliver græsset. Hvis græsningen ophører, vil vegetationen overvokse tuen, hvorved dens mikroklima ændres, f.eks. vil temperaturen blive lavere. Kolonien vil derfor uddø efter få år, og kun de døde tuer bliver tilbage som tegn på, at strandengen tidligere har været græsset.

NID-3-592.pngNID-3-590.pngNID-3-593.png

Tegninger: J. Overgaard Christensen, J. Sunesen og Heie (Heie, 1980).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Dreisig: Dyrenes aktivitet følger tidevandets rytme i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484550

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk