Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Strandengenes status og pleje

Oprindelig forfatter PeVe

Mange strandenge er forsvundet

Strandengenes samlede areal blev i 1996 opgjort til 43.622 hektar (tabel 8-4). Det svarer til omkring 1% af landets areal. Opgørelsen omfatter de græssede strandenge, strandrørsumpene og strandoverdrevene, men ikke vaderne ved Vadehavet. Godt og vel en fjerdedel af det samlede areal findes ved Limfjorden og på Læsø i de tidligere Nordjyllands Amt og Viborg Amt. Andre amter med store strandengsarealer er Ribe Amt (bl.a. Skallingen), Sønderjyllands Amt, Ringkøbing Amt (bl.a. Tipperne), Fyns Amt, Storstrøms Amt (bl.a. Nyord) og Københavns Amt (bl.a. Saltholm).

Opgørelsen i tabel 8-4 inkluderer ret store arealer, der ikke kan kaldes egentlig strandeng. Det drejer sig om inddigede arealer, hvor tidligere strandenge nu er godt på vej til at blive til ferske enge. Det gælder f.eks. Bygholm Vejle ved Limfjorden, Vestamager og engene rundt om Saltbæk Vig på Sjælland.

TABEL 8-4. Strandengsarealet i Danmark opgjort på grundlag af indberetninger fra amterne. Tabellen viser strandengsarealet for hvert amt i hektar og i procent af amtets samlede landareal. Efter Skov- og Naturstyrelsen, 1996.
AmtAreal (ha)Andel af amtets samlede landareal (%)
Københavns Kommune3714,2
Københavns Amt33986,5
Frederiksborgs8140,6
Roskilde5620,6
Vestsjællands29891,0
Storstrøms44101.3
Bornholms280,0
Fyns46141,3
Sønderjyllands34330,9
Ribe49171,6
Vejle7060,2
Ringkøbing31820,7
Århus22360,5
Viborg56141,4
Nordjyllands63481,0
Hele landet43.6221,0

Man skønner, at det nuværende strandengsareal udgør mindre end halvdelen af arealet for 150-200 år siden. Hvordan er så store arealer forsvundet? En meget væsentlig del af reduktionen skyldes udvidelse og intensivering af landbrugsdriften. Således har opdyrkning af de højereliggende dele af strandengene været almindelig praksis helt frem til midten af 1970'erne.

Annonce

Er strandengene fortsat truet?

De enkelte strandenge er blevet mindre, og de er kommet til at ligge mere isoleret fra hinanden. Strandengenes dyr og planter har derfor fået ringere mulighed for at bevæge sig rundt mellem de forskellige strandengslokaliteter og for at opretholde lokale, levedygtige bestande.

Men også strandengenes naturlige artssammensætning af dyr og planter, deres overfladeopbygning, vand- og næringsstofkredsløb og deres produktivitet (under ét naturkvalitet) er blevet forringet. Disse ødelæggelser skyldes bl.a. dræning, gødskning og jordbearbejdning. I boks 8-4 karakteriseres en strandeng med høj naturkvalitet.

I vore dage er strandengene ikke længere så truet af yderligere arealreduktion. Det bør i hvert fald den gældende nationale naturbeskyttelseslovgivning forhindre. Man har gennem lovgivningen også forsøgt at forhindre yderligere forringelse af strandengenes naturkvalitet. § 3 i Naturbeskyttelsesloven af 1992 indeholder således en generel beskyttelse af strandengene på linje med andre naturtyper. Beskyttelsen indebærer for strandengenes vedkommende i praksis, at den hidtidige udnyttelse kan videreføres, men at gødskning og dræning ikke må intensiveres og ny ikke må iværksættes, samt at ny omlægning, opdyrkning og tilplantning ikke må finde sted.

Figur 8-51.
1775:
NID-3-594.png
1976:
NID-3-595.png

NID-3-596.png

FIGUR 8-51. Lollands sydkyst omkring 1775 og i nutiden. Meget betydelige strækninger af beskyttet kyst med strandenge er forsvundet på grund af inddæmning og tørlægning efter 1872. Ill.: Jørgen Strunge efter Fredningsplanudvalget for Storstrøms Amt, 1976.

Meget store strandengsarealer er endvidere gået tabt fra midten af 1800-tallet og frem til anden verdenskrig ved inddæmning af arealer på søterritoriet. De inddæmmede områder var ofte lavvandede, beskyttede havområder omgivet af strandenge, der forsvandt som sådanne. Det største samlede inddæmmede havområde findes på Lollands sydkyst (figur 8-51). Her blev ca. 7.200 ha havareal og 11.000 ha lavtliggende landarealer inddæmmet efter stormfloden i 1872 og taget ind til landbrug. Lollands sydkyst bestod oprindeligt af bugter og fjorde med talrige øer omgivet af store strandengsarealer, der blev anvendt til græsning. Hele dette varierede naturlandskab forsvandt med inddæmningen.

Disse beskyttelsesforanstaltninger kan dog ikke forhindre, at strandengene fortsat forandres. Gennem de senere årtier har udnyttelsen af strandengene til græsning og slæt været stadig aftagende. På nogle arealer er antallet af dyr blevet reduceret – græsningstrykket er faldende. Men på mange strandenge, især små og afsides liggende lokaliteter, er græsningen helt ophørt. Når græsningen ophører, starter en succession. Den lavtvoksende salteng bliver til en strandrørsump, og det lysåbne strandoverdrev vokser til med krat og skov – strandengen „gror til“.

Tilgroningen ses i almindelighed som en trussel imod strandengene. Det skyldes, at antallet af levesteder og dermed antallet af dyre- og plantearter reduceres. De tilgroede arealer har lavere biologisk mangfoldighed end de græssede arealer. Det går især ud over mange sjældne eller meget specialiserede arter.

På den anden side har også de tilgroede, mere artsfattige strandenge biologisk værdi i kraft af, at de repræsenterer vegetationsformer, som kan have eksisteret før mennesket begyndte at udnytte og forandre landskabet. Allerede før mennesket introducerede græsning med kvæg og får på strandengene, har en del af arealerne formodentlig været holdt åbne af bestande af vilde græsædere som kronhjort, rådyr og gæs, men store arealer har sikkert henligget som naturlige strandrørsumpe. Og strandrørsumpene, især i de sydøstlige dele af landet, har stor biologisk værdi ved at huse nogle af vore sjældne og beskyttede plantearter (se Strandrørsumpenes planter).

Naturpleje på strandengene

Myndighederne forsøger ved naturpleje at bevare eller genskabe strandengenes natur. Naturpleje forudsætter, at man beslutter sig for, hvilken natur man ønsker. På strandengene er det typisk arealer med lav bevoksning bestående af mange arter, hvor den eneste menneskelige påvirkning består af moderat kreatur- eller fåregræsning. Naturplejen på strandengene retter sig derfor hovedsagelig mod at opretholde eller genskabe denne tilstand.

Boks 8-4. En prima strandeng

En strandeng med høj naturkvalitet har følgende egenskaber:

  • Strandengen er stor, og det meste af arealet er dækket af lav bevoksning som følge af moderat græsning gennem lang tid.
  • Den er ugødsket (ingen gylle) og ikke drænet.
  • Der er uhindret adgang for oversvømmelse og aflejring af tang ved højvande.
  • De naturlige overfladeformer med losystemer, erosionshuller, saltpander og myretuer kan få lov til at udvikle sig.
  • Der kan forekomme bestrøninger med store sten, som isen i sin tid førte med sig.
  • Antallet af levesteder, plantesamfund og arter er højt. Plantesamfundene er tydeligt zoneret i forhold til højden over havet.
  • Fra år til år kan der iagttages lokale variationer i artssammensætningen, dels som følge af naturlige processer, dels som følge af kreaturgræsning.
  • På mindre arealer er græsningen opgivet, så der findes flere tilgroningsstadier og
    økosystemer.

På strandenge, som ikke har været udnyttet til græsning (eller slæt) gennem en lang årrække, eller hvor vandforholdene er blevet ændret ved dræning eller lignende, kan det være nødvendigt at indlede naturplejen med en restaurering af området. Den kan bestå i opfyldning af grøfter og vandstandshævning, f.eks. ved hjælp af brædder på tværs i gamle grøfter. Restaureringen kan også bestå i, at man rydder buske og træer, fjerner rørsump ved rørskær eller afbrænder vissent plantemateriale – alt med det formål at „åbne“ arealet for den lavtvoksende, mere artsrige vegetation.

Når det er gjort, følges plejen op ved genindførelse af den tidligere græsning eller slæt. Græsningstrykket bør være moderat. Der bør ikke græsse mere end 1-1,5 ungkreaturer pr. hektar. Og de græssede arealer må ikke gødskes, sprøjtes eller kalkes, da det vil være til skade for det plante- og dyreliv, man tilstræber.

Genskabte strandenge

Gennem de seneste årtier har der været stigende interesse for at erstatte tabte strandengsarealer med nye strandenge.

Ved Geddal ved Limfjorden er et dige blevet gravet af til en højde af 1,25 meter over havets overflade, hvilket svarer til højden af et tidligere „sommerdige“, dvs. et dige, der er højt nok til at forhindre oversvømmelse om sommeren, men som ikke kan modstå det ofte kraftigere højvande om vinteren. Derfor kan saltvandet nu igen lejlighedsvis oversvømme arealet, og de tidligere marker bliver efterhånden genskabt som lavvandede småsøer og strandenge, hvor vegetationen holdes lav ved græsning eller slæt (figur 16-9).

 FIGUR 8-52. Strand-annelgræs på vaden ved Højer 14 år efter færdiggørelsen af det fremskudte dige. I baggrunden anes Vidåslusen. August 1995.

FIGUR 8-52. Strand-annelgræs på vaden ved Højer 14 år efter færdiggørelsen af det fremskudte dige. I baggrunden anes Vidåslusen. August 1995.

Før 1966 var Hjarbæk Fjord en lavvandet arm af Limfjorden omgivet af strandenge. I 1966 blev fjorden afskåret fra Limfjorden ved en dæmning med en sluse, der ikke tillod indstrømning af saltvand. De tidligere strandenge blev ferske. I 1991 blev slusepraksis imidlertid ændret, således at der nu tillades indstrømning af saltvand op til en vis højvandshøjde. Det har medført, at salttålende arter som strand-annelgræs, harril, kødet hindeknæ og vingefrøet hindeknæ igen indgår i vegetationen.

I forbindelse med bygningen af det fremskudte dige ved Højer ved Vadehavet i årene 1979-81 blev 1100 ha vade og marskforland foran det gamle Højer-dige omdannet til en kog, Margrethekogen. I den sydlige del af området blev der etableret en lavvandet saltvandssø, hvortil der ved højvande strømmer saltvand ind fra Vadehavet. Miljøet på den tidligere marsk er dog blevet afgørende ændret på grund af fraværet af regelmæssigt høj- og lavvande. Som erstatning for det tabte marskareal besluttede myndighederne at anlægge et bredt, grønt forland foran diget. Udviklingen af dette forland har dog, på trods af senere bygning af slikgårde, vist sig at tage længere tid, end det var forudset (figur 8-52).

Boks 8-5. Olieudslip kan være en trussel

 Strandengen Bredemade Eng på Bogø efter olieforurening. September 2001.

Strandengen Bredemade Eng på Bogø efter olieforurening. September 2001.

Olieforurening på havet, som skyldes oliespildsulykker eller ulovlig olieudledning fra skibe, er også en trussel imod strandengene. Hvis olien når ind til kysten i beskyttede farvande, kan den blive fanget i sediment og vegetation og påvirke strandengsmiljøet i adskillige år, inden den bliver nedbrudt af mikroorganismer.

Gennem de senere år har der været adskillige af den slags hændelser i de danske farvande. I efteråret 1985 grundstødte et tankskib ved Hals Barre. 170-200 tons svær fyringsolie drev ind på strandengene langs Læsøs sydkyst. Fjorten måneder senere var olielaget i et prøvefelt endnu ikke helt nedbrudt. Forsøg med forskellige indgreb viste, at den nemmeste og mest skånsomme måde at komme af med olien på, var at lade strandengens bakterier selv nedbryde den. Men den mikrobielle omsætning af olien kunne forøges ved gødskning, især med kvælstof.

I april 2001 blev sydkysten af Bogø – sammen med dele af Falsters og Møns kyster – ramt af en oliekatastrofe. Efter en kollision lækkede et tankskib 2500 tons tyktflydende råolie i Grønsund. En del af olien drev ind på Bogøs kyst, og et tykt lag dækkede strandengene. Olien blev samlet op ved hjælp af store gravemaskiner og kørt til destruktion, men maskinerne efterlod et 20-40 m bredt spor af opkørt mudder og tørv (figuren). Allerede i sommeren 2003 så det dog ud til, at de fleste olierester var borte, og at den tidligere vegetation var godt i gang med at regenerere.

Undersøgelser af oliens virkning på strandengenes vegetation har vist, at der er stor forskel på arternes tolerance. Den enårige kveller er meget påvirkelig, hvorimod en art som eng-klaseskærm (figur 8-31), som netop vokser i rørsumpene langs sydkysten af Bogø, synes at være ret tolerant. Vadegræs tåler nogle få olieringer, men tager skade af gentagne påvirkninger.

En af oliens virkninger kan være, at den forstyrrer transporten af ilt til rødderne gennem plantens luftvæv (se Tilpasninger til vandmættet jord).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Vestergaard: Strandengenes status og pleje i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 27. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484556

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk