Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Saltengens planter

Oprindelig forfatter PeVe

 FIGUR 8-13. Stigende artsantal med stigende terrænhøjde på strandengen på Ølsemagle Revle ved Køge Bugt.

FIGUR 8-13. Stigende artsantal med stigende terrænhøjde på strandengen på Ølsemagle Revle ved Køge Bugt.

Saltengene – de geolittorale, græssede strandenge – er rige på plantearter. Det drejer sig dels om arter, der udelukkende eller helt overvejende forekommer her, f.eks. strand-annelgræs, vingefrøet hindeknæ, sandkryb og strandgåsefod.

Dels om arter, der indgår helt regulært i saltengenes vegetation, men som også er almindelige i naturtyper inde i landet, f.eks. rød svingel og almindelig kvik på græsland, kryb-hvene på enge og tagrør i ferske rørsumpe.Antallet af arter forøges gradvist fra den nedre til den øvre del af engen (figur 8-13). Det skyldes, at mange indlandsarter breder sig ned på den øvre salteng, hvor de kan konkurrerer med saltengsarterne på grund af det lave saltindhold.

Saltengenes plantesamfund

 FIGUR 8-14. Plantesamfundene på græssede strandenge ved Isefjorden, Sjælland.

FIGUR 8-14. Plantesamfundene på græssede strandenge ved Isefjorden, Sjælland.

Inden for et areal, hvor miljøet er ensartet med hensyn til f.eks. salt, fugtighed og græsning, forekommer de samme plantearter. De udgør et plantesamfund (se Variation i rum: Samfund og gradienter). På strandengen er den økologiske variation mest udtalt vinkelret på kysten. Plantesamfundene på strandengen danner derfor typisk bælter eller zoner parallelt med kysten (figur 8-14). En beskrivelse af strandengenes vegetation vil naturligt tage udgangspunkt i disse zoner, ikke mindst fordi flere af dem er karakteristiske for strandengene i det meste af landet.

Annonce

Grænsen mellem plantesamfundene på saltengen er dog oftest ikke skarp. Der er en betydelig overlapning mellem samfundene med hensyn til artssammensætning – mange plantearter forekommer i flere samfund. Bredden af arternes økologiske amplitude varierer fra art til art (se Organismernes økologiske niche). Når visse arter ofte vokser sammen, er det, fordi de har overlappende økologisk amplitude, dvs. at de delvis er tilpasset de samme ydre forhold, samt at de ikke udkonkurrerer hinanden. Men det skyldes også at de fleste samfund, selv om de ved første blik synes at være homogene, ved nærmere eftersyn viser sig at rumme en mikroheterogenitet, der ikke mindst skyldes græssende dyrs påvirkning, og som skaber nicher for mange arter.

NID-3-527.pngNID-3-528.png
FIGUR 8-16. Strandannelgræs breder sig ud over en vade ved hjælp af overjordiske udløbere. Tegningen til venstre skyldes „the grand old man“ i udforskningen af dansk vegetation, professor Eugenius Warming (Warming, 1906). Fotografiet til højre er fra en srandeng på Læsø. August 2003. Foto: P. Vestergaard.

 FIGUR 8-15. Tætblomstret hindebæger på en græsset strandeng på Læsø. Sammen med hindebæger ses strand-annelgræs og kveller. August 1967.

FIGUR 8-15. Tætblomstret hindebæger på en græsset strandeng på Læsø. Sammen med hindebæger ses strand-annelgræs og kveller. August 1967.

Strand-annelgræs-engen

Den nedre del af saltengen er for det meste helt domineret af strand-annelgræs, men rum mer også indslag af andre flerårige arter, f.eks. strand-asters, vingefrøet hindeknæ, strand-vejbred, tætblomstret hindebæger (figur 8-15) og strand-trehage. Enårige arter spiller en mindre rolle i strand-annelgræs-engen, men kveller og strandgåsefod er dog almindelige.

Strand-annelgræs-engen oversvømmes hyppigt ved højvande. Plantedækket er tæt, men ofte trådt op i tuer af de græssende dyr (figur 8-12). Strand-annelgræs har lange, overjordiske udløbere, som sætter det i stand til at brede sig ud over store flader (figur 8-16). Det tætte blad- og skudtæppe „sier“ havvandet ved højvande; derved aflejres der finkornet materiale mellem skuddene, og bunden hæves gradvist.

Spredningen af strand-annelgræs fremmes af græsning eller rettere af, at dyrene færdes på engen. Herved produceres der nemlig masser af små skudfragmenter, der villigt slår rod og vokser videre i den fugtige bund.

Kryb-hvene-engen

 FIGUR 8-17. Kryb-hvene-eng med spredte skud af strand-kogleaks og tagrør. Nyord ved Møn. Juli 1984.

FIGUR 8-17. Kryb-hvene-eng med spredte skud af strand-kogleaks og tagrør. Nyord ved Møn. Juli 1984.

Ved brakvandskysterne langs Østersøen afløses strand-annelgræs på den nedre del af saltengen af kryb-hvene (figur 8-17). Andre hyppige arter er enskællet sumpstrå, gåse-potentil, strandasters, arter af mælde, strand-trehage, strand-kogleaks og blågrøn kogleaks. Også kryb-hvene har overjordiske udløbere, og den spiller samme rolle med hensyn til opfangning og aflejring af materiale, som strand-annelgræs gør ved mere salte kyster.

Harril-rød svingel-engen

Dette plantesamfund er udbredt på den mellemste del af saltengen. Antallet af arter er højere end på strand-annelgræs-engen, men artssammensætningen varierer en del fra strandeng til strandeng. Plantedækket er oftest ret jævnt og ensartet. Den dominerende art er harril. Den kaldes ofte for harrilgræs, men er en art af siv. Harril er flerårig og har underjordiske udløbere, hvorfra der udgår talrige oprette skud (figur 8-18). Den tåler græsning godt.

Hvor harril dominerer, får samfundet hen på sommeren en karakteristisk mørkegrøn farve, tonet af harrils brune frøkapsler. Derved adskiller denne zone sig tydeligt fra den blågrønne strand-annelgræs-eng nedenfor og fra den mere lysegrønne rød svingel-jordbær-kløver-eng ovenfor. Rød svingel er anden vigtig art. Det er en vidt udbredt græsart, der forekommer i mange slags vegetation både i og uden for strandengen.

 FIGUR 8-19. Blomstrende soløje-alant og afblomstret ager-svinemælk på en strandeng på Skallehoved ved Nakskov Fjord, Lolland. August 1968.

FIGUR 8-19. Blomstrende soløje-alant og afblomstret ager-svinemælk på en strandeng på Skallehoved ved Nakskov Fjord, Lolland. August 1968.

Sammen med de dominerende arter træffes ofte den lille rødblomstrede sandkryb (figur 8-38), der hører til kodriverfamilien. Men også kryb-hvene og strand-vejbred er vigtige arter. De karakteristiske arter formerer sig vegetativt ved hjælp af over- eller underjordiske udløbere. Som i strand-annelgræs-engen spiller formering ved frø en underordnet rolle. Kun på steder, hvor vegetationen er ødelagt, så jordoverfladen blotlægges, er frøformering mulig. Her træffer man også enårige arter, f.eks. kødet hindeknæ.

Rød svingel-jordbær-kløver-engen

På den øvre del af saltengen dominerer rød svingel. Vegetationen er artsrig. Det skyldes ikke mindst den variation, som de mange myretuer skaber. Sammen med rød svingel finder man meget ofte jordbær-kløver (figur 8-11). Andre karakteristiske arter er hvid-kløver, fjernakset star, smalbladet kællingetand, mark-rødtop, strandtusindgylden, eng-rapgræs og engelskgræs. På myretuerne vokser smalbladet hareøre, fliget vejbred og strand-firling (se boks 8-3 i afsnittet Dyrenes aktivitet følger tidevandets rytme).

Samfund med strand-svingel

Helt oppe, hvor saltengen går over i strandoverdrevet, især på steder hvor bunden er sandet og opskyllet tang tilfører organisk materiale, møder man ofte den store græsart strand-svingel (figur 8-57). Andre hyppige arter her er eng-byg, fjernakset star, muse-vikke, strand-krageklo og soløje-alant (figur 8-19).

NID-3-533.pngNID-3-534.png
FIGUR 8-20. A) Kant-bælg-strandeng i granitterrænet ved Allinge på Nordbornholm. B) Kantbælg. Juni 1996. Foto: P. Vestergaard.

Kantbælg-strandengen på Bornholm

 FIGUR 8-21. Artsrigt kær med melet kodriver i blomst på den indre del af strandengen ved Bølshavn, Nordbornholm. Juni 1996.

FIGUR 8-21. Artsrigt kær med melet kodriver i blomst på den indre del af strandengen ved Bølshavn, Nordbornholm. Juni 1996.

I klippeterrænet langs granitkysten på Nordbornholm er der mange steder små strandenge, der er helt anderledes end i det øvrige Danmark (figur 8-20 og 7-66). Forskellen skyldes, at havvandet har lav saltholdighed, omkring 6 %o, at strandengen er udviklet på klippebund, og at udstrømmende ferskvand fra landsiden i høj grad er med til at præge miljøet. De dominerende arter er rød svingel og kantbælg. Kantbælg findes her i landet ellers kun i rigkær i Storebæltsområdet. Andre karakterarter på kantbælg-strandengen er strand-tusindgylden og strand-vejbred.

Indadtil glider kantbælg-strandengen ofte over i artsrige kær, der er betinget af tilstrømmende, kalkrigt ferskvand med høj pH-værdi. Vegetationen domineres af blåtop og kantbælg. Men dertil kommer arter fra kalkprægede lavmoser som kødfarvet gøgeurt, sump-hullæbe, leverurt, vibefedt og blågrøn star samt den ellers meget sjældne melet kodriver (figur 8-21).

 FIGUR 8-18. Harril er en siv, der dominerer på den mellemste del af saltengen. Fra de underjordiske udløbere, jordstængler, udgår talrige oprette skud.

FIGUR 8-18. Harril er en siv, der dominerer på den mellemste del af saltengen. Fra de underjordiske udløbere, jordstængler, udgår talrige oprette skud.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Vestergaard: Saltengens planter i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484575

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk