Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vand og jordbund

Oprindelig forfatter SiNL

Vand og jordbund er sammen med den landbrugsmæssige udnyttelse og andre kulturpåvirkninger de hovedfaktorer, der bestemmer dannelsen af og naturindholdet i mosen og den ferske eng. Derudover er indholdet af arter bestemt af planternes konkurrenceevne og spredningsøkologiske forhold, se Variation i rum: samfund og gradienter.

Vandets og vandtilførslens betydning

Mose- og engvegetationen er afhængig af, at jordbunden enten er vandmættet hele tiden eller så hyppigt, at fugtigbundsplanterne ikke bliver udkonkurreret af plantearter, som ikke kan tåle vandmætning. På den anden side må jordoverfladen ikke være permanent vanddækket – så bliver arealet et sjapvandsområde eller en egentlig sø.

Forskellige slags vandtilførsel

Vandet i moserne og engene hidrører som nævnt tidligere fra to kilder:

Annonce

  1. Nedbør, ombrogent vand, som kommer direkte fra atmosfæren i form af regn eller sne. Der er regionale forskelle på nedbørsmængderne i Danmark (se figur 3-5), og der er som regel mest nedbør i månederne august til marts.

  2. Grundvand, minerogent vand, som har passeret gennem jorden og udvasket næringsstoffer og kalk. Der er stor regional forskel på grundvandets indhold af opløste stoffer og brintioner (pH), da det gennemstrømmer forskellige geologiske lag, men grundvand indeholder altid flere næringsstoffer end nedbør (tabel 4-1).

 Almindelig milturt.

Almindelig milturt.

Den minerogene vandtilførsel kan igen deles op i en topogen, en soligen og en limnogen type med dertil svarende mere eller mindre veladskilte mose- og engtyper (figur 4-12).

Topogen vandtilførsel findes i flade lavninger eller ådale, hvor terrænoverfladen oprindeligt har ligget under grundvandsspejlet, og hvor der med årene er dannet et mere eller mindre tykt tørvelag.

Soligen vandtilførsel findes på steder, hvor grundvandsspejlet skærer terrænoverfladen på skrånende terræn. Grundvandet kommer her frem som en kilde eller et væld, og den stadige tilstrømning af frisk grundvand betyder, at temperaturen er lav året rundt – omkring 6-8 °C. Moser med soligen vandtilførsel kan derfor være snefrie vinteren igennem, undtagen hvis der optræder streng frost i lange perioder. Er der meget kalk i de jordlag, som grundvandet gennemstrømmer, kan vældpåvirkningen medføre dannelse af kildekalk, der udfældes, hvor vandet kommer ud i luften – et fænomen som bl.a. Grejsdalens enge og moser er kendt for (figur 4-13).

Et sjældent plantesamfund i moser, og til dels også på græssede ferske enge med soligen vandtilførsel er det såkaldte paludellavæld, hvor mosarten piberensermos, Paludella squarrosa (figur 14-33), forekommer. I paludellavæld, der er meget sårbare over for næringsstofpåvirkning, vokser sjældne arter som gul stenbræk og leverurt. Paludellavæld findes i dag kun i Jylland, men trues af ændringer i grundvandstilførslen, tilgroning og tilførsel af næringsstoffer.

 Vinget perikon.

Vinget perikon.

Vandspejlet i moser og enge med soligen vandtilførsel kan være relativt konstant hen over året, eller det kan variere mellem få centimeter over terræn og helt ned til 0,5-1 m under terræn. Nogle plantearter ser ud til at være specielt knyttet til soligene moser med stabil vandstand, f.eks. almindelig milturt, vinget perikon og skov-kogleaks, mens andre plantearter bedre kan klare svingende vandstand som f.eks. blåtop, sumpsnerre, sump-kællingetand og knop-siv. Er der konstant vandmættet bund, vil vegetationen oftest være en højtvoksende og artsfattig pile-eller rørsump.

Limnogen vandtilførsel kommer i form af oversvømmelse fra søer og især vandløb. oversvømmelserne kan medføre aflejring af større mængder uorganisk dynd og organisk slam, der tilfører jordbunden næringsstoffer. I nogle ådale udvikles såkaldte dyndenge som et resultat af disse aflejringer. Vegetationen på dyndengene er sjældent særlig artsrig, men rummer plantearter, der er tilpasset store mængder næringsstof såsom stor nælde, knæbøjet rævehale og bidende pileurt.

NID-3-178.pngNID-3-183.png
NID-3-179.pngNID-3-184.png
NID-3-180.pngNID-3-185.png
NID-3-181.pngNID-3-186.png
NID-3-182.pngNID-3-187.png
NID-3-177.pngFIGUR 4-12. Jordbundens vandmætning er afgørende for tilstedeværelsen af moser og enge. Her vises forskellige typer vandtilførsel, som igen betinger de forskellige mose- og engtyper. 1-4 viser minerogen vandtilførsel, mens ombrogen vandtilførsel ses i 5. Foto: Nr. 3 af N. Riis, nr. 5 af P. Vestergaard, resten af S. Nepper Larsen. Ill.: Jørgen Strunge.

Variationer i vandmængden

I mindre mose- og engområder kan vandtilførslen som regel henføres til en af de ovennævnte typer, men oftest er vandtilførslen mere kompleks. I ådale kan alle typer af vandtilførsel således forekomme i mosaik.

 FIGUR 4-13. Kildekalk i væld i Grejsdalen. Når regnvand under nedsivning gennem jorden opløser kuldioxid, bliver vandet surt. Det sure vand kan opløse store mængder kalk, og når kildevandet løber ud ved f.eks. foden af en skrænt, udfældes kalken som kildekalk.

FIGUR 4-13. Kildekalk i væld i Grejsdalen. Når regnvand under nedsivning gennem jorden opløser kuldioxid, bliver vandet surt. Det sure vand kan opløse store mængder kalk, og når kildevandet løber ud ved f.eks. foden af en skrænt, udfældes kalken som kildekalk.

Om sommeren er der kraftig fordampning fra en vandmættet eng og mose. Derved trækkes der vand op fra de underjordiske grundvandsmagasiner ved den såkaldte hårrørseffekt. Alle luftlommer i jorden bliver derfor vandfyldte. Det resulterer i, at der næsten ikke kan komme ilt ned i jorden. Manglen på ilt betyder, at døde plantedele nedbrydes meget langsomt og i stedet ophobes som tørv.

Hvis en eng eller mose bliver afvandet ved dræning og pumpning på nærliggende landbrugsarealer eller ved vandindvinding, falder grundvandsstanden, og naturindholdet ændres dramatisk inden for kort tid, da fugtigbundsplanterne ikke tåler længerevarende tørke. I meget tørveprægede moser og enge vil et fald i grundvandsstanden desuden betyde hurtig omsætning af tørven ved bakteriel nedbrydning, hvorved der frigives næringsstoffer til omgivelserne. På grund af afvandingen af tørven kan terrænet over en årrække sætte sig og falde sammen flere meter (figur 4-15). Det er bl.a. observeret i nogle af de sjællandske ådale, hvor der er kraftig vandindvinding i forbindelse med vandforsyningen til København. I lavtliggende terræn, hvor der sker en reduktion af tørvelaget, f.eks. efter afvanding, kan der på længere sigt ske en forsumpning og hyppige oversvømmelser. Dette er f.eks. set i Søborg Sø i Nordsjælland.

TABEL 4-1. Indholdet af nogle opløste stoffer (mg pr. liter) i nedbøren fra to stationer (gennemsnit for 1957-1961) og i grundvand fra en sandjords- og en morænelersstation. Fra Petersen og Vestergaard, 2006.
StofNedbørGrundvand
LyngbyHøjerSlagelse (moræneler)Grindsted (smeltevandssand)
Calcium1,21,01087
Magnesium0,40,782
Klor2,28,73421
NID-3-190.pngNID-3-191.png
FIGUR 4-15. Når grundvandsstanden sænkes, sætter tørven sig. Figuren viser sætningens størrelse på årsbasis for en topogen og en ombrogen mose. En del af sætningen skyldes, at tørven tørrer ud. Den øvrige del skyldes, at tørven nedbrydes, som alt organisk materiale gør. Billedet viser sætning af tørven i en birkeskov ved Sjælsø. Tørven sprækker med store fordybninger. Foto: P. Milan Petersen.

Mosernes og engenes forskellige jordbund

 FIGUR 4-14. Mosekonen brygger. I gamle danske fortællinger omtaler man den dis/tåge, der især i varme sommernætter dannes ved fortætning af vanddamp over mose- og engområder, som mosekonens bryg.

FIGUR 4-14. Mosekonen brygger. I gamle danske fortællinger omtaler man den dis/tåge, der især i varme sommernætter dannes ved fortætning af vanddamp over mose- og engområder, som mosekonens bryg.

Mens vandet er den overordnede forudsætning for, at der overhovedet udvikles moser eller enge i et landskab, er jordbundens egenskaber vigtige for naturindholdet. Disse egenskaber er bestemt af den fysiske sammensætning, f.eks. om jorden består af ler eller sand. Dertil kommer indholdet af organisk stof, vandindholdet, iltningsgraden, surhedsgraden og ikke mindst indholdet af næringsstoffer.

Tørv eller ikke tørv

Den karakteristiske jordbundstype i enge og moser er tørv. Tidligere brugte man tykkelsen af tørvelaget og indholdet af organisk materiale til at klassificere moser og enge. Den danske moseforsker og botaniker August Mentz (1867-1944) lagde stor vægt på disse karakterer, og han krævede, at en lavmose skulle have et mindst 30 cm tykt tørvelag og et organisk indhold heri på mindst 70 % af tørvægten. Enge, der ikke levede op til disse kriterier, blev betegnet dyndenge. I dag bruger man både jordbundens sammensætning, vandforholdene, driften og ikke mindst artsindholdet til typeinddeling af enge og moser.

NID-3-192.pngNID-3-193.png
NID-3-194.pngNID-3-195.png
FIGUR 4-16. Eksempler på de fire typer af moser og enge, inddelt efter indholdet af næringsstoffer, som omtales i teksten. A) Typisk næringsrig eng i Elbodalen, B) moderat næringsfattig eng fra Karup Å, C) kalkpræget eng i Vindinge Å-dal på Fyn, D) ekstremt næringsfattig mose nær Varde. Foto: A-C: S. Nepper Larsen, D: S. Hinge-Christensen.

Højmosetørv er en af de sureste jordbundstyper, der findes i Danmark. I Draved Kongsmose er der således målt pH-værdier i mosevandet på 3,6-3,9. En årsag til de lave pH-værdier er, at tørvemosserne meget effektivt udskiller brintioner i bytte med næringsstofioner fra nedbøren (og denne egenskab er så i øvrigt grunden til, at mosserne kan få næringsstoffer nok i det næringsfattige vand).

I ferske enge er der imidlertid ikke altid særlig kraftig tørvedannelse. Det kan skyldes, at engjorden ikke er tilstrækkelig vandmættet. Men også vældpåvirkning kan nedsætte tørvedannelsen – det strømmende vand skaber et mere iltrigt miljø, der bevirker, at det døde plantemateriale nedbrydes og dermed ikke ophobes som tørv. Også vedvarende græsning og høslæt nedsætter tørvedannelsen, fordi meget af den biomasse, som kunne være blevet til tørv, bliver fjernet.

Betydningen af kalk og næringsstoffer

Vegetationens artsrigdom og sammensætning i moser og enge er især afhængig af jordbundens indhold af næringsstoffer og kalk. Man kan inddele mose- og engvegetation i fire typer: 1) de næringsrige, 2) de moderat næringsfattige uden kalkpræg, 3) de kalkprægede og endelig 4) de meget næringsfattige moser og enge (figur 4-16 og tabel 4-2).

Produktionen af biomasse er stor på de næringsrige moser og ferske enge (type 1) sammenlignet med den, man finder på de moderat til meget næringsfattige typer (type 2 og 4). Hvis der ikke er græsning og/eller høslæt på de næringsrige enge, bliver vegetationen hurtigt artsfattig og højtvoksende, se næste afsnit.

NID-3-196.pngNID-3-197.pngNID-3-198.png
NID-3-199.pngNID-3-200.pngNID-3-201.png
FIGUR 4-17. A). 1: Hvas avneknippe, 2: mygblomst, 3: krognæb-star forekommer i kalkprægede eller næringsrige moser. B) 1: Klokkelyng, 2: tuekæruld og 3: tranebær forekommer i næringsfattige moser og nogle enge. Foto: S. Nepper Larsen og M. Vestergaard.

I de kalkprægede moser og enge finder man nogle af de mest artsrige danske naturtyper med mange sjældne plantearter – der er ofte mellem 20 og 30 arter af karplanter og mosser pr. m2. Vegetationen er overvejende præget af lavtvoksende arter, hvoraf mange er sjældne, ikke mindst fordi biotopen er sjælden (tabel 4-2). Mere højtvoksende arter findes dog også. Eksempelvis hvas avneknippe, der er en kraftig, højtvoksende halvgræs med rustfarvede blomsterstande og skarpt takkede blade – deraf tilnavnet ‘hvas’ (figur 4-17A). En anden er butblomstret siv, der betragtes som en af karakterarterne for det såkaldte ekstremrigkær (boks 4-2), som kalkmoser og -enge ofte kaldes med henvisning til deres store artsrigdom.

Kalkengene er også voksested for mange arter af lever- og bladmosser. På en kalkrig eng i Tryggevælde Å-dal er der eksempelvis fundet karakteristiske arter som skorpionsmos (Scorpidium scorpioides), kær-guldstjernemos (Campylium stellatum), kalk-blødmos (Ctenidium molluscum), grov tufmos (Cratoneuron commutatum) og almindelig tufmos (Cratoneuron filicinum), sump-endeknop (Bryum pseudotriquetrum) og tyk nerveløs (Aneura pinguis).

Endelig er der mange arter af orkidéer i de kalkprægede moser og enge: Sump-hullæbe med de sart rosa til hvide blomster er ikke almindelig, men findes dog på lokaliteter over hele landet. Den meget sjældne og lidt uanselige ca. 5-15 cm høje mygblomst (figur 4-17A) med de gulgrønne, lidt glinsende stængler er i stærk tilbagegang og findes formodentlig kun på godt 20 lokaliteter i Danmark. Langakset trådspore er det ikke gået meget bedre, den vokser sandsynligvis kun tre steder i landet nu. Tidligere forekom den mange steder i den østlige del af Danmark, mens den altid har været sjælden i Jylland.

Produktionen af biomasse i de kalkprægede enge og moser er lav. Dette skyldes, at en stor del af det vigtige plantenæringsstof fosfor bindes som calciumfosfat og dermed bliver svært tilgængeligt for planterne. Også mængden af kvælstof er lille.

Kalkprægede enge og moser er i dag sjældne naturtyper i Danmark i forhold til tidligere. En undersøgelse udført af Fyns Amt har vist, at 70 % af de kalkprægede moser og enge, Fyn havde før 1980, i dag er forsvundet på grund af tilgroning, øget næringsstofpåvirkning, isolation og dræning. Samme tendens formodes at gælde resten af landet.

TABEL 4-2. Karakteristiske karplanter på enge og moser med forskellig næringsstatus i jordbunden.
NæringsstatusKarakteristiske plantearterProduktivitetJordbundpH
Type 1 Næringsrige moser og ferske engeMoser
Almindelig mjødurt, kærstar, lådden dueurt, bittersød natskygge, topstar, høj sødgræs, gul iris
HøjFosfor, kvælstof og andre næringsstoffer let tilgængeligt5,5-7,2
Enge
Kær-padderok, engkabbeleje, lav ranunkel, bidende ranunkel, trævlekrone, eng-nellikerod, krybende læbeløs, sump-snerre, kær-trehage, toradet star, maj-gøgeurt, almindelig rapgræs, engkarse
Type 2
Moderat næringsfattige enge/moser og ferske enge/moser uden kalkpræg
Krybende pil, eng-viol, sump-kællingetand, kragefod, tormentil, blåtop, almindelig star, vandnavle, kær-svovlrod, bukkeblad, eng-troldurt, djævelsbid, eng-rørhvene, dusk-fredløs, hirse-starMiddelFosfor og kvælstof moderat tilgængeligt3,8-5,5
Type 3
Kalkprægede moser og ferske enge
Vinget perikon, tormentil, vild hør, seline, blågrå siv, sump-hullæbe, blåtop, butblomstret siv, kødfarvet gøgeurt, mygblomst, blågrøn star, avneknippe, tvebo star, loppe-star, fåblomstret kogleaksMiddelKun lidt fosfor og kvælstof, men meget kalkOver 7
Type 4
Meget næringsfattige moser og ferske enge
Klokkelyng, dynd-star, rundbladet soldug, hvid næbfrø, smalbladet kæruld, pors, tue-kæruld, tranebær, hedelyng, revling, rosmarinlyngLavYderst fattig på fosfor og kalk3,3-3,7
Boks 4-3. Kvælstofkredsløbet i enge og moser

 Kvælstofkredsløbet i en typisk dansk ådal. Tilførsel, omsætning og transport er de væsentligste overordnede processer i kredsløbet.

Kvælstofkredsløbet i en typisk dansk ådal. Tilførsel, omsætning og transport er de væsentligste overordnede processer i kredsløbet.

Grundstoffet kvælstof (N) indgår i væsentlige biologiske og biokemiske processer i alle naturtyper, herunder også ferske enge og moser. Tilførslen til jorden sker via det naturlige stofkredsløb, hvor organiske kvælstofforbindelser i døde planter og dyr samt ekskrementer fra dyr nedbrydes af mikroorganismer til ammonium. Processen kaldes mineralisering.

Ammonium kan optages direkte af vådbundsplanter. Men hvor der er svingende vandstand, eller hvor der sker dræning og afvanding, kan ammonium også blive iltet, først til nitrit og derefter til nitrat, gennem en mikrobiel proces, der kaldes nitrifikation.Også nitrat kan optages af planterne, men da nitrat ikke bindes så godt i jorden, udvaskes det nemt til omgivelserne og giver de velkendte næringsstofproblemer for vandmiljøet i søer og kystnære farvande.

En anden naturlig mikrobiel proces i eng- og mosejorde er denitrifikation, der omdanner nitrat til luftformigt kvælstof (N2). Denitrifikation kræver, at jorden er iltfri, som vandmættet engjord er det. Denitrifikation fjerner kvælstof, så det ikke når frem til vandløb, søer og kystnære områder. I forbindelse med den statslige handlingsplan for et bedre vandmiljø – Vandmiljøplan II (VMP II) – har man etableret sjapvandsområder og meget fugtige engarealer, som man lader drænvandet fra markerne løbe igennem. Derved kan denitrifikationen forløbe, og beregninger tyder på, at der kan fjernes 350 kg kvælstof pr. år pr. hektar i sådanne områder.

Særlige typer af bakterier i jorden kan optage kvælstof direkte fra luften og omdanne det til ammonium; processen kaldes kvælstoffiksering. En af disse bakterier, Rhizobium, indgår i symbiose med ærteblomstrede planter som f.eks. hvid- og rød-kløver. Bakterien får organisk stof fra planten og kvitterer med ammonium. Kulturenge er oftest tilsået med en vis mængde kløver, der ved denne symbiose bidrager til et større udbytte på engen.

Kvælstof i form af ammonium eller kvælstofi lte tilføres også via atmosfærisk nedfald, som i Danmark ligger på et årligt gennemsnit på ca. 18-20 kg kvælstof pr. ha – og tallet stiger stadig. For arealer nær større husdyrbrug er nedfaldet meget højere end gennemsnittet, da ammoniakken fra stalde og gylle under udbringning giver et væsentligt bidrag.

Nedfaldet på de 18-20 kg kvælstof pr. ha ligger over de tålegrænser, som er opstillet for en række sårbare naturtyper (se mere i kapitlet Menneskets påvirkning af naturtyperne i det åbne land). F.eks. vurderes det, at tålegrænsen for højmoser og næringsfattige moser og enge ligger på 5-10 kg kvælstof pr. ha årligt. Spørgsmålet er, om de negative påvirkninger af naturen, som skyldes overskuddet af næringsstoffer, for altid har ændret på vilkårene for den biologiske mangfoldighed i de næringsfattige naturtyper, eller om den udvikling kan vendes.

Ud over det atmosfæriske nedfald tilføres enge og moser også kvælstof fra den gødning, der bruges i landbruget. Som eksempel kan nævnes, at en græsmark, en såkaldt kultureng, med intensiv græspilleproduktion gødskes med 400 kg kvælstof pr. ha om året. Når så store mængder gødning tilføres arealer oven for en eng eller en mose, bliver kvælstoffet vasket ud af den dyrkede jord og føres ned til engene og moserne med vand, der løber gennem drænkanaler eller på jordoverfladen. Overskuddet af næringsstoffer forrykker konkurrenceforholdene mellem planterne på engen eller mosen. Højtvoksende, næringselskende planter som stor nælde, lådden dueurt, vild kørvel, ager-tidsel og kåltidsel kommer til at dominere på bekostning af lavtvoksende plantearter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Signe Nepper Larsen: Vand og jordbund i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484336

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk