Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Planterne og deres tilpasninger

Oprindelig forfatter SiNL

De plantearter, som forekommer på en given eng- eller moselokalitet, udviser en række tilpasninger, der gør, at de kan klare sig under de betingelser, som lokaliteten byder dem. Enkelte plantearter er så specialiserede i deres tilpasninger, at de kan fungere som indikatorer til adskillelse af forskellige eng- og mosetyper.

Tilpasning til det våde miljø

Fælles for eng- og moseplanterne er som nævnt, at de kan tåle fugtighed, og at de som regel er ret lavtvoksende og lyselskende. En stor del af arterne er desuden flerårige – analyserer man floraen på en fersk eng, kan mere end 90 % af arterne være flerårige, mens de resterende er en- og toårige arter. Det store antal af flerårige arter vidner om, at enge og moser er relativt stabile levesteder for planter.

Nogle plantearter er godt tilpasset konstant vandmætning af jordbunden. Arter som f.eks. tagrør, dynd-padderok og arter af star kan transportere ilt ned til rødderne, selv om disse befinder sig i vandmættet jord uden ilt. Denne ilttransport gør det muligt for planterne at uskadeliggøre giftige jern- og svovlforbindelser, som findes i den vandmættede rodzone (figur 4-22).

Annonce

Andre af mosens og engens planter – f.eks. blåtop, sump-snerre, knop-siv og lyse-siv – er tilpasset til, at vandstanden varierer hen over året. Mere permanente vandstandsændringer, som i dag oftest skyldes menneskelige indgreb i form af afvanding, vandindvinding eller vandløbsregulering, kan få dramatiske konsekvenser for naturindholdet, se senere afsnit.

Tilpasninger til græsning og slæt

 FIGUR 4-22 (a). Tagrør har, som det ses, lange jordstængler med rødder på.

FIGUR 4-22 (a). Tagrør har, som det ses, lange jordstængler med rødder på.

Engplanterne har tilpasninger, som gør dem egnede til at overleve og vokse i et miljø, der er præget af græsning og slæt. Disse tilpasninger kan vise sig i plantens vækst, dens indholdsstoffer, bestøvning og frøspredning (figur 4-23).

De fleste arter på engene har deres knopper placeret i jordoverfladen, de er såkaldte jordskorpeplanter. Herved bevarer planten muligheden for at vokse frem igen senere på sæsonen eller året efter, selv om de overjordiske dele er bidt eller slået af. Mange orkidéer, f.eks. kødfarvet gøgeurt, maj-gøgeurt og mygblomst, har rodknold, og kan derfor ligesom jordskorpeplanterne skyde frem igen næste år.

Rosetdannende arter undgår ved deres vækst at blive spist i større omfang. Det gælder f.eks. djævelsbid, mælkebøtte, almindelig brunelle og engkarse. Også arter med udløbere, som f.eks. lav ranunkel og kryb-hvene, tåler græsning godt. Endelig er nogle engplanter i stand til at danne nye individer fra stykker af rødder eller jordstængler, og de er derfor ret hårdføre over for at blive trampet på og gnasket i stykker. Dette gælder f.eks. mælkebøtte og lyse-siv. Særlig modstandsdygtige over for tråd er de stift tueformede arter katteskæg og børste-siv.

Tilpasninger til forsvar mod græsning

Hvis en plante skal undgå at blive ædt, kan det ske ved, at den er mindre attraktiv som føde for de græssende dyr, f.eks. ved at bære mange hår eller skarpe torne. På grund af kær-tidsels mange torne, undgås den f.eks. af kvæg og heste, mens får godt kan finde på at æde den.

 FIGUR 4-22 (b). De rødbrune udfældninger omkring rødderne viser, at planten transporterer ilt til rodsystemet. Det sker, selv når tagrør vokser på fuldstændig vanddækket jord som f.eks. rørsump langs bredden af en sø. Lufttransporten drives af trykforskelle i planten, der skabes af forskellig solpåvirkning, af temperaturforskelle eller forskellig vindhastighed.

FIGUR 4-22 (b). De rødbrune udfældninger omkring rødderne viser, at planten transporterer ilt til rodsystemet. Det sker, selv når tagrør vokser på fuldstændig vanddækket jord som f.eks. rørsump langs bredden af en sø. Lufttransporten drives af trykforskelle i planten, der skabes af forskellig solpåvirkning, af temperaturforskelle eller forskellig vindhastighed.

Flere karakteristiske engplanter ædes slet ikke af de græssende dyr, fordi de indeholder giftige stoffer. Nogle af de giftige planter kan ligefrem lugte eller smage bittert, så dyrene hurtigt lærer at fravælge dem. Man kan ofte observere, at ældre dyr synes at lære de unge, at visse planter ikke skal ædes. Men hvis der er mange husdyr pr. ha og derfor hård konkurrence om føden, eller der er tale om unge dyr uden erfaring, kan dyrene finde på at æde giftige planter. Det er bl.a. set hos får, som var sat ud i en indhegning med mange kæmpebjørneklo.

Giftvirkningen viser sig, når plantens celler knuses under tygningen. Derved frigøres der enzymer, som spalter giftstoffet til aktive stoffer, der kan angribe det græssende dyrs nervesystem mv. Hos ranunkel og engkabbeleje frigives stoffet protoanemonin, når enzymer i planten nedbryder plantens indhold af ranunkulin. stoffet kan give hjerte-, nyre- og åndedrætsproblemer. Plantesaften kan desuden forårsage betændelse og vabler på hud og slimhinder. Når planterne er tørre og f.eks. indgår i hø, bliver giften inaktiveret og er ikke længere farlig for husdyrene.

Hos arter af star og trehage deponeres såkaldte cyanogene glykosider i plantecellernes vakuoler. Når plantevævet skades ved f.eks. græsning, kan enzymer i plantecellens cytoplasma spalte disse glykosider og frigive giftig blåsyre (cyanid). Hos kær-padderok findes der alkaloider, som er basiske nitrogenholdige forbindelser. Det er påvist, at indholdet af alkaloider i kær-padderok kan nedsætte mælkeydelsen, hvis der bare findes 2 g af planten i kvægets hø hver dag.

Planternes bestøvning og frøspredning

Åbne landskabstyper som enge og moser indeholder mange vindbestøvede arter som f.eks. græsser, halvgræsser og siv. Desuden bestøves mange af de bredbladede urter af sommerfugle, bier, svirrefluer og bladbiller, der er særligt knyttet til enge og moser.

 FIGUR 4-23. Eng-nellikerod har frø der spredes nemt, fordi krogformede dannelser på frugterne kan hæfte på dyrs pels.

FIGUR 4-23. Eng-nellikerod har frø der spredes nemt, fordi krogformede dannelser på frugterne kan hæfte på dyrs pels.

Nogle planters frugter og frø spredes ved, at dyrene æder dem. Eng-viol og græsarten tandbælg efterstræbes f.eks. af myrer, som gerne vil have fat i frøenes olieholdige vedhæng. Fidusen for planten er i alle den slags tilfælde, at en del spiredygtige frø vil overleve dyrenes behandling og have chance for at ende et nyt og bedre sted, hvor de kan spire frem til nye planter. Frø og frugter kan også spredes ved at hænge fast i pelsen på vilde dyr eller græssende husdyr. Eng-nellikerod og brøndsel har krogformede dannelser eller små torne på frugterne (figur 4-23). Andre arter spreder deres frø med vinden. orkidéerne har således meget små frø, der let vindspredes over store afstande.

En art som eng-kabbeleje spreder sine frø med vand. Frøkapslerne åbner sig kun i fugtigt vejr, og så kan regnen føre frøene til et nærliggende vandløb. Frøene indeholder et svampet væv, der gør det muligt for dem at flyde. også de luftfyldte frugthylstre hos star kan flyde. Og en art som gifttyde har en hul rodknold, der kan flyde ned gennem et vandløb og etablere en ny plante dér, hvor knolden driver ind på bredden. På enge, der tidvis oversvømmes, har vandspredning særlig stor betydning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Signe Nepper Larsen: Planterne og deres tilpasninger i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484348

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk