Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Moser og ferske enge – før, nu og i fremtiden

Oprindelig forfatter SiNL

Arealnedgang

I dag udgør naturtyperne moser og ferske enge ca. 195.000 ha eller 4,5 % af det danske landareal. Men sådan har det ikke altid været. Omkring år 1800 udgjorde enge og moser ca. en fjerdedel af landarealet, og de var en væsentlig ressource i datidens landbrug gennem høslæt og græsning mv. (se Engen i 1800- og 1900-tallet).

Siden 1800-tallet er mose- og engarealet gået stærkt tilbage på grund af afvanding og opdyrkning til landbrugsjord (figur 4-36). Fra omkring 1920 mistede moserne og de ferske enge deres betydning som ressource i landbruget med indførsel af kunstgødning, nedgang i kvægbestanden og mere effektive landbrugsmetoder, og de blev derfor inddraget til landbrugsareal, drevet ekstensivt eller opgivet og overladt til tilgroning med rørsump, skovsump og egentlig skov. Det betød reduktion af eng- og mosearealet, men det medførte også, at de enkelte eng- og moselokaliteter ofte blev isoleret fra hinanden, hvilket gør det sværere for bestande af disse naturtypers planter og dyr at spredes sig og udveksle gener. Det forringer yderligere engenes og mosernes naturindhold.

Man mener, at der i 1919 var højmose i 668 mosekomplekser. I dag er der godt 20 egentlige højmoser tilbage, hvoraf kun de otte er større end 5 ha – heriblandt er Lille Vildmose i Nordjylland med sine godt 2000 ha en af de største, aktive højmoser i det europæiske lavland. Tilbagegangen for denne naturtype skyldes primært tørvegravning og afvanding ved anlæg af grøfter, pumpning, vandindvinding mv.

Annonce

 FIGUR 4-36. Omkring 1800 var der langt større arealer med enge og moser i det danske landskab, end der er i dag. Her ses en sammenligning af arealet af enge og moser omkring 1800 (lys signatur) og arealet i dag (mørk signatur). Eksemplet er fra Østfyn omkring Vindinge og Ladegårds Åer.

FIGUR 4-36. Omkring 1800 var der langt større arealer med enge og moser i det danske landskab, end der er i dag. Her ses en sammenligning af arealet af enge og moser omkring 1800 (lys signatur) og arealet i dag (mørk signatur). Eksemplet er fra Østfyn omkring Vindinge og Ladegårds Åer.

Et godt eksempel er den tidligere omtalte Holmegårds Mose på Sydsjælland, hvor højmosevegetationen er blevet kraftigt reduceret. Det nærliggende glasværk havde brug for store mængder brændsel til produktionen, og hvad var mere naturligt end at udnytte de store naturressourcer i form af tørv fra mosen op gennem 1800- og 1900-tallet, hvor olie, kul og naturgas ikke var let tilgængelige energikilder. Heldigvis har en fredning af dele af Holmegårds Mose forhindret fuldstændig bortgravning af alle veludviklede højmoseflader (figur 4-6).

Til gengæld trues den næringsfattige natur af afvanding og af den stigende eutrofiering af landskabet.

Den markante tilbagegang i højmoser observeres ikke kun i Danmark – i hele Vesteuropa er aktive højmoser en særdeles truet naturtype, som der gøres en del for at beskytte og om muligt genoprette med midler fra bl.a. EU.

Forringelse af naturkvalitet

Ikke bare er arealet med enge og moser blevet reduceret, men områdernes naturkvalitet er også blevet forringet. Det afspejles bl.a. i antallet af sjældne arter, som er opført på den nationale rødliste. Ud af 202 karakteristiske engplanter er de 20 rødlistede, mens 46 af 251 karakteristiske moseplanter er rødlistede.

 FIGUR 4-37. Vådområder som vandhuller, enge og moser trues i dag primært af tilgroning og eutrofiering. Men vådområder trues også af byudvikling og anlæg af ny infrastruktur. Her er en mose med et vandhul tæt på at blive fjernet ved anlæg af motorvej mellem Ris og Ølholm i Vejle.

FIGUR 4-37. Vådområder som vandhuller, enge og moser trues i dag primært af tilgroning og eutrofiering. Men vådområder trues også af byudvikling og anlæg af ny infrastruktur. Her er en mose med et vandhul tæt på at blive fjernet ved anlæg af motorvej mellem Ris og Ølholm i Vejle.

En værdifuld dokumentation af naturkvalitetens udvikling i enge og moser før og efter 1980 er tilvejebragt af Fyns Amt i en undersøgelse fra 2001. Som mål for naturkvaliteten anvendte man mosernes indhold af rødlistede plantearter, forekomst af den engang så almindelige engblomme samt mosens indehold af plantearter tilhørende mosetypen ekstremrigkær (se boks 4-2). På 172 velundersøgte moselokaliteter kortlagde man fund af karakteristiske og sjældne plantearter før 1980 ved hjælp af gamle ekskursionsberetninger, herbariemateriale etc. De samme lokaliteter blev derefter genundersøgt i 1998-1999 med en målrettet eftersøgning af de arter, som tidligere var kendt derfra.

Undersøgelsen viste et markant fald i naturkvaliteten. Af de 172 moser, der før 1980 havde forekomst af en til flere rødlistede plantearter, var der kun 45, som stadig husede disse arter efter 1980. Dette svarer til, at de rødlistede plantearter er forsvundet fra 74 % af lokaliteterne. De mest sjældne arter var tilmed forsvundet fra 85 % af lokaliteterne. Dertil kom, at der i de tilbageværende moser med forekomst af rødlistearter kunne observeres næsten en halvering af disse arters bestande.

Undersøgelsen viste også, at udbredelsen af den tidligere ret almindelige engblomme i de fynske moser nu er sparsom – arten er forsvundet fra 72 % af de 88 tidligere kendte forekomster. Og af de 92 ekstremrigkær, der var kendt før 1980, er nu 59 % forsvundet.

Ud fra beregninger af mosernes areal og indhold af arter forudsagde Fyns Amt, at selv hvis der sker en total opbremsning for reduktion/forringelser i mosernes areal, vil yderligere 20-30 moseplanter alligevel forsvinde fra amtet, da bestandene nu er blevet så små og isolerede, at de ikke kan opretholdes.

Beskyttelse og trusler

Opgørelsen af det nuværende danske mose- og engareal, 4,5 % af landarealet, omfatter kun de moser og ferske enge, der er beskyttede efter § 3 i Naturbeskyttelsesloven. Moser og ferske enge på under 2500 m2 er ikke medtaget. Disse helt små naturområder har man ingen tal for. De § 3-beskyttede moser og ferske enge udgør hhv. 2,1 % og 2,4 % af landets samlede areal. De fleste moser findes i Jylland. For de ferske enges vedkommende er omkring 30 % beliggende i det tidligere Nordjyllands Amt, og desuden er der store engarealer i de tidligere Ribe og Sønderjyllands amter.

NID-3-250.pngNID-3-251.png
FIGUR 4-39. Forsøg med slæt på en tilgroet eng ved Gentofte Sø. Efter 10 års slåning var en række højurtearter gået tilbage, mens lavtvoksende engarter var gået frem. Efter Buchwald og Vikstrøm, 1991.

Den lovmæssige beskyttelse indebærer, at moser og enge sammen med andre naturtyper er beskyttet mod opdyrkning, afvanding, bebyggelse mv. Beskyttelse har dog ikke kunnet forhindre, at naturkvaliteten i mange moser og enge i dag er ringe. Det karakteristiske og værdifulde naturindhold er ved at forsvinde på grund af manglende drift, påvirkning med næringsstoffer, isolation af bestande og mangel på vand i landskabet. Det kunne bl.a. dokumenteres på basis af de grundige § 3-registre-ringer af moser og enge på Fyn, som Fyns Amt foretog fra slutningen af 1980'erne til midten af 1990'erne i henhold til Naturbeskyttelseslovens bestemmelser. Hver mose blev besøgt, og ud over en registrering af plantearter og vegetationstyper blev det vurderet, hvad der påvirkede naturindholdet i mosen (tabel 4-4). Det var især tilgroning og dræning, som truede naturkvaliteten i de fynske moser.

TABEL 4-4. Faktorer, der i dag påvirker naturen i 668 moser, som er registreret i 10 fynske kommuner. På den enkelte lokalitet kan der være flere påvirkninger. Efter Ellemann m.fl., 2001.
FaktorKerte-
minde, Munkebo, Ullerslev og Lange-
skov
Ærøs-
købing og Marstal
Få-
borg
Ny-
borg
Tom-
me-
rup
OdenseTotalAndel
af regi-
stre-
rede
moser (%)
Tilgroning1614598445512652979
Dræning131353916365731447
Opfyldning73182914273019129
Tilplantning6553422214218928
Græsning20203315284416024
Kunstig sø3621517191710616
Ande-
opdræt
412241571210115
Bebyggelse12 8916216610
Vejanlæg23516 44under 10
Gødskning 4242under 10
Jord-
bearbejd-
ning
153464 32under 10
Høslæt411 51122under 10
Stævning10 10under 10
Rørskær4? 2??6under 10
Forsvundet ifølge 4-cm kort41 41under 10
Totalt antal registre-
rede moser
180501595168160668

Naturpleje og genopretning af moser og enge

Naturpleje kan genskabe engen Ved en målrettet naturplejeindsats kan man bringe tilgroede og artsfattige højurteenge eller enge, der er tilgroet med birk og gråpilekrat, tilbage til en artsrig, lysåben naturtype. Naturplejen indledes med engangsindgreb i form af rydning af vedplanter og slæt af højtvoksende urter og græsser. Derefter sættes kontinuerlig pleje med græsning eller høslæt i gang.

 FIGUR 4-38. Oversigt over de danske enge, der i dag falder ind under betegnelsen autentiske „høenge“, dvs. at der foretages mindst ét årligt slæt før 1. juli, vegetationen slås helstrået med le, fingerklipper eller skivehøster, og det afslåede materiale fjernes fra engen. Desuden må engen ikke være gødsket eller omlagt, og driften skal have foregået kontinuert. Kortet viser de arealer, som i 2003/2004 blev drevet med høslæt. De fleste er enge med naturpleje (rød cirkel), men nogle har sandsynligvis været brugt som høenge i „mands minde“ (grønne cirkler).

FIGUR 4-38. Oversigt over de danske enge, der i dag falder ind under betegnelsen autentiske „høenge“, dvs. at der foretages mindst ét årligt slæt før 1. juli, vegetationen slås helstrået med le, fingerklipper eller skivehøster, og det afslåede materiale fjernes fra engen. Desuden må engen ikke være gødsket eller omlagt, og driften skal have foregået kontinuert. Kortet viser de arealer, som i 2003/2004 blev drevet med høslæt. De fleste er enge med naturpleje (rød cirkel), men nogle har sandsynligvis været brugt som høenge i „mands minde“ (grønne cirkler).

Tilgroningen af mange af de danske enge og moser er imidlertid så voldsom og udbredt, at de få naturplejetiltag, som myndighederne sætter i værk, kun ændrer ganske lidt på den negative udvikling. Men dér, hvor indsatsen sker, hjælper den. Lokale initativer som kogræsserforeninger og høslætslaug har reddet mange mindre engområder landet over (figur 4-38).

En eng ved Gentofte Sø nær København er et godt eksempel på naturplejens positive virkning (figur 4-39). I starten af 1980'erne var engen meget tilgroet med lådden dueurt, tagrør, kåltidsel og hjortetrøst. I 1981 startede man et forsøg med maskinel slåning med fingerklipper og buskrydder. I løbet af 10 år viste resultatet sig – karplanternes artsantal steg fra 18 til 29 arter pr. m2, og antallet af blomstrende kødfarvet gøgeurt steg fra 2 til 433 eksemplarer. Desuden har plejen gjort mulighederne for ynglende vadefugle betydeligt bedre.

Genopretning

Inden for de sidste ca. 15 år har den offentlige naturforvaltning også forsøgt at vende den negative udvikling ved at iværksætte egentlig genopretning af mose- og englokaliteter. Der er i denne periode genoprettet omkring 1080 ha mose og 1330 ha fersk eng. Det svarer til godt 1,0 % af det beskyttede areal.

Også i Vandmiljøplan II var der fokus på at genskabe vådområder, herunder våde enge, nemlig med det formål at tilbageholde næringsstoffer for at undgå iltsvindsproblemer i fjorde og kystvande. Målsætningen var at genskabe 16.000 ha vådområder, herunder våde enge, moser og søer, indtil år 2003. Det ville virkelig give en mulighed for at få enge og moser tilbage i landskabet. Men det er ikke gået helt så hurtigt – i januar 2004 var der genoprettet 1871 ha og givet tilsagn om genopretning af yderligere ca. 3000 ha.

 FIGUR 4-40. Naturgenopretning går ofte ud på at genslynge vandløb. Derved bliver der mulighed for at genskabe enge og moser på de vandløbsnære arealer. Tegningen viser Gels Å ved Bevtoft i Sønderjylland før naturgenopretningen (lyseblå) og efter genslyngningen af åen, der fandt sted i 1989 (mørkeblå).

FIGUR 4-40. Naturgenopretning går ofte ud på at genslynge vandløb. Derved bliver der mulighed for at genskabe enge og moser på de vandløbsnære arealer. Tegningen viser Gels Å ved Bevtoft i Sønderjylland før naturgenopretningen (lyseblå) og efter genslyngningen af åen, der fandt sted i 1989 (mørkeblå).

Formålet med naturgenopretning er ofte at genskabe søer eller genslynge vandløb, men ikke specifikt at genoprette enge og moser. Men f.eks. genslyngning af vandløb skaber ofte mulighed for, at forsvundne enge og moser kan blive erstattet af nyindvandret vegetation på de vandløbsnære arealer. Naturindholdet på disse nye arealer vil blive bestemt af jordbundsforholdene og af den efterfølgende drift samt af nærheden af potentielle spredningskilder i form af velfungerende artsrige ferske enge og moser, hvorfra de karakteristiske arter kan sprede sig til det nye areal. Flere undersøgelser, bl.a. fra Gels Å i Søn derjylland (figur 4-40), viser, at der kan gå lang tid, før de egentlige engplanter vandrer ind på de genoprettede enge. Det skyldes bl.a., at den nye jordbund er for næringsrig, og at der kan være langt til gode spredningskilder (eksisterende ferske enge og moser). Floraen bliver derfor ret triviel med almindeligt forekommende arter. Så selv om jordbunden bliver mere våd, er det altså ikke altid den mest værdifulde eng- og mosenatur, som udvikles på de nye arealer. Et specielt tiltag med statslig naturgenopretning kan ses i boks 4-6.

Måske har vi endnu ikke den viden, der skal til for at skabe mose- og engområder med høj naturkvalitet. Noget andet er, at der er mosetyper, som slet ikke lader sig genoprette inden for en overskuelig tidshorisont – f.eks. højmoserne, hvis dannelse er betinget af stor nedbør og af tørvemossernes langsomme vækst gennem århundreder.

Nogle få steder har man forsøgt at skabe betingelser for højmoseudvikling, bl.a. i Frøslev/ Jardelund Mose i Sønderjylland med et stort naturgenopretningsprojekt på tværs af den dansk/tyske grænse. Her forsøger man at genoprette vandbalancen i hele området ved at lukke afvandingsgrøfter og ændre på driften af arealerne. De regionale naturforvaltningsmyndigheder følger udviklingen i mosen og har kunnet rapportere om betydelig fremvækst af tørvemos og begyndende udvikling af en hængesæk – de første trin på vej mod udvikling af egentlig højmose. Det vil dog vare en lang årrække, før man kan være nogenlunde sikker på, at Frøslev/Jar-delund-området på langt sigt vil udvikle sig til en højmose.

Boks 4-6. Bæveren genopretter enge og moser

I løbet af 1990’erne var der i Danmark megen debat om genindførsel af store pattedyr og fugle, og om der overhovedet er plads til dem i den danske natur. Som en reaktion på denne debat besluttede Skov- og Naturstyrelsen i 1999 at genindføre et hold tyske bævere på seks lokaliteter i Flynder Å, der løber gennem Klosterheden i Vestjylland (A). Bæveren forekom naturligt i Danmark indtil for ca. 800 år siden.

Indførslen af bæveren er begrundet i, at dens aktiviteter kan medvirke til skabe større variation i naturen. Bæveren bygger dæmninger af træstammer og kviste over mindre vandløb, hvorved vandstanden i området hæves (B). Derved skabes der søer, hvor bæveren kan leve og bygge boer med indgang under vandet. Bæveren kan således stå for en „naturlig“ naturgenopretning og være med til at genskabe skovsumpe og småsøer.

Vedplanter som pil, bævreasp og birk indgår som en vigtig del af bæverens føde. Når den rydder et pilekrat og fjerner træerne, skabes der lysninger, hvor lavtvoksende og mere lyskrævende plantearter kan vokse frem. Bæveren kan også begrænse rørsumpes udbredelse, da den gerne æder tagrørs underjordiske udløbere. Herved kan der skabes artsrige moser. Men efter en årrække vil der ikke være mere føde for bæveren i området, og den spreder sig til andre steder i vandløbssystemet.

Dæmningen vil forfalde, og der, hvor der før var vand, vil der nu kunne opstå en såkaldt bævereng. Her kan typiske eng- og moseplanter indvandre. Bæverens tilstedeværelse kan således skabe en mere varieret og dynamisk natur langs et større vandløb som Flynder Å.

NID-3-252.pngNID-3-253.png
A. Bæverens udbredelsesområde. B. Midt i billedet ses en bæverdæmning, som hæmmer vandets afløb nedad i billedet. DMU, Foto: A. B. Madsen, DMU.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Signe Nepper Larsen: Moser og ferske enge – før, nu og i fremtiden i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484321

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk