Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rævehøje og Ralm Bæk nær Varde - næringsfattig natur

Oprindelig forfatter SiNL

Ved Varde er der flere store vandløbssystemer med brede ådale og mange forskellige typer næringsfattig natur. Det er Varde Å, Holme Å, skonager Lilleå mv., der løb vestpå foran isranden under sidste istid. Denne del af Jylland var ikke dækket af is og fremtræder i dag som et storskalalandskab med hedesletter og bakkeøer.

Langs vandløbene kan man finde eksempler på enge og moser, hvor pH er lav, jordbunden er sandet, og næringsstofferne få. Nær en større samling gravhøje, Rævehøje, i nærheden af det kulturhistorisk værdifulde område Hodde med flere interessante jordfund, findes en mindre ådal.

Her er der begyndende hængesækudvikling i et vandhul i bunden af ådalen sammen med en fugtig mose. Vegetationen er domineret af flere arter af tørvemos (Sphagnum), kragefod, smalbladet kæruld og blåtop. På skrænterne ned mod mosen er der hede med arter som revling, hede-melbærris, pors, hedelyng og klokkelyng. På de mindre våde arealer, hvor der ikke er hede, er der blåtop-eng, som kvæget græsser lidt af, men som er uden den store næringsværdi.

Annonce

De næringsfattige enge og moser er ikke så robuste over for indgreb som den mere næringsrige eng- og mosenatur, der er hyppig i det østlige Danmark. Det har vist sig, at indgreb på meget næringsfattige mose- og englokaliteter ikke kan omgøres. I forbindelse med en undersøgelse af næringsfattige moser i Ribe Amt kunne man ved Ralm Bæk syd for Varde se sporene efter et indgreb, der var foretaget 20 år tidligere. I 1980'erne blev der anlagt en naturgasledning gennem ådalen omkring Ralm Bæk, der har moser og enge på begge sider. Der blev gravet et ca. 25 m bredt bælte, og det var nødvendigt midlertidig at foretage en dræning for at gennemføre anlægsarbejdet.

Efter 20 år er „såret“ i ådalen stadig ganske tydeligt. På grund af anlægsarbejdet er jordbunden ændret markant – tørven er delvist væk pga. dræning; der er fyldt ny jord i, og jordlagene er blevet sammenpresset. De karakteristiske plantearter knyttet til næringsfattigt miljø har ikke genetableret sig, men er blevet erstattet af almindeligt forekommende arter karakteristiske for mere næringsrig jordbund.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Signe Nepper Larsen: Rævehøje og Ralm Bæk nær Varde - næringsfattig natur i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484331

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk