Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Trusler mod hederne

Oprindelige forfattere IKS og TR-N

Fragmentering

Opdyrkning og tilplantning har indskrænket hedearealerne drastisk. De tilbageværende arealer er ofte små (tabel 6-1) og omgivet af det moderne kulturlandskabs elementer: marker, plantager og levende hegn. De tidligere så udstrakte heder er blevet reduceret til små, isolerede øer i det dyrkede land. Selv om opdyrkning og tilplantning stort set er ophørt og den aktuelle trussel fra vej- og byudvikling er ringe, må man regne med, at opsplitningen stadig påvirker hedens plante- og dyreliv. Dets opretholdelse er på langt sigt en balance mellem indvandring og uddøen. Urfuglen, som sidst blev set i 1996, må således primært regnes for at være uddød som følge af arealændringer, der er sket for mange år siden. Man må derfor forvente at tidligere tiders arealændringer også i fremtiden vil betyde tab af hedens specifikke planter og dyr.

En interessant følge af fragmentering er, at antallet af insektarter på hedeøerne paradoksalt nok stiger, jo mindre arealet og jo større isolationen bliver. Det fremgår af engelske undersøgelser. Årsagen er indvandring af arter fra de omkringliggende områder. Denne såkaldte randeffekt er større på små heder end på store og afhænger også af naboområdets vegetation. Selv om der bliver flere arter på heden, bliver der altså færre af de specielle hedearter. De erstattes i stedet ofte af skovgeneralister eller nåletræsspecialister.

På Randbøl Hede er der tilsvarende registreret en række nye plantearter, der er indvandret siden T. W. Böcher undersøgte heden i 1941. Mange af arterne er dog ikke specielt tilknyttet heder. Foruden træer er det ukrudtsarter eller arter fra omkringliggende områder, der grænser op til hederne.

Annonce

Tilgroning

Tilgroning er en naturlig proces, hvor heden koloniseres af træer, som udkonkurrerer de karakteristiske lysåbne plantesamfund. Tilgroningen er taget kraftigt til, og mange åbne heder er i fare for helt at forsvinde. I NOVANA 2004-undersøgelsen havde 25 % af hedestationerne mere end 10 % tilgroning. Som beskrevet i tidligere afsnit er mange laver, karplanter og insekter knyttet til hedens åbne sandede flader. Tilgroning er derfor en direkte trussel mod selve hedemiljøet og indskrænker levestederne for hedefaunaen. Samtidig introduceres der insektarter, der er fremmede for heden.

Der kom først rigtig fart på tilgroningen af de vestjyske heder, da man plantede skov og læhegn og indførte fremmede træarter som bjerg-fyr og glansbladet hæg. Bjerg-fyr, som oprindeligt hører hjemme i bjergegne i Syd- og Mellemeuropa, blev indført til landet i midten af 1800-tallet til læhegn. I dag optræder bjerg-fyr som den primære pionerart på vestjyske heder (figur 6-30). Bjerg-fyr har ligesom hedelyng en begrænset levetid; den dør efter ca. 100 år. Men har bjerg-fyr først etableret sig, tager tilgroningen fart. Fyrretræerne giver fugle en rasteplads, og spredningen af frø fra røn, glansbladet hæg og eg til området forøges. Derfor ser man ofte spiring og opvækst af eg og røn under bjergfyr. Fyrretræerne beskytter desuden løvtræerne mod græssende dyr. Bjerg-fyr fungerer altså som „ammetræ“ for disse arter.

I modsætning til løvtræerne overlever bjergfyr ikke rydning. Til gengæld er birk god til at kolonisere områder, hvor bjerg-fyr er blevet ryddet. Birk har altid været en vigtig træart i tilgroningen af heden i Østdanmark. Men efterhånden som den har bredt sig mod vest, er den også her et stigende problem. Arten spreder sig effektivt på forstyrrede områder, f.eks. bare pletter efter brand (figur 6-31) eller angreb af lyngbladbillen.

Da alle hedens løvtræarter skyder villigt fra stubbene, er de ikke lette at slippe af med igen, når de først er kommet ind. Det vil derfor kræve en stor indsats at genskabe og vedligeholde åbne hedelandskaber.

Invasive planter

Invasive arter, også kaldet „landskabsukrudt“ er arter, der er indført eller for nyligt indvandret, og som vokser aggressivt og udkonkurrerer lokale arter og dermed påvirker biodiversiteten negativt. De mangler ofte de fjender eller plantesygdomme, der holder dem i ave i deres oprindelige udbredelsesområde. Specielt fem invasive arter har indtaget hederne og sætter mange steder deres præg på dem – det er bjerg-fyr, glansbladet hæg, mosarten vestlig bredribbe (Campylopus introflexus), gyvel og rynket rose.

 FIGUR 6-30. Indvandring af træer på Nørholm Hede. Bjerg-fyr, eg og birk er pionerer på heden. Her ses en front af bjerg-fyr og birk, som indvandrer fra kanten af heden.

FIGUR 6-30. Indvandring af træer på Nørholm Hede. Bjerg-fyr, eg og birk er pionerer på heden. Her ses en front af bjerg-fyr og birk, som indvandrer fra kanten af heden.

Bjerg-fyr har siden indførslen til landet (se under tilgroning) bredt sig til tilstødende klit- og hedearealer og udgør i dag den største trussel mod de åbne hedelandskaber. Sammen med bjergfyr kan man nævne en række andre nåletræarter, men ingen af disse når op på siden af bjergfyr, når det gælder evnen til at kolonisere et hedeområde.

Også glansbladet hæg er indført til plantning i hegn. Den er utroligt nøjsom, og kan vokse næsten alle steder. Den sætter mange frø, der ædes af fugle, ræve mv., og som derfor spredes effektivt i landskabet. Når planten først har koloniseret et område, er den svær at komme af med. Hvis området brændes eller den skæres ned, skyder den masser af nye skud fra stubben. Generelt græsses små, nyetablerede løvtræer hårdt af en stærkt stigende vildtbestand, men dyrene undgår glansbladet hæg, fordi dens løv indeholder blåsyre, som er giftig.

Der er mere om invasive arter i kapitlet Mønstre i det åbne land.

Forøget kvælstoftilførsel

Mængden af kvælstof, der stiger op i atmosfæren fra f.eks. landbrugsområder, industri og trafik, spredes rundt med luftmasserne og derefter falder ned andre steder (kvælstofnedfald), er steget gennem de seneste 50 år fra ca. 5 kg pr. ha til i gennemsnit ca. 20 kg pr. ha årligt. Tålegrænsen for kvælstof, det vil sige den mængde kvælstof, den tørre, næringsfattige hede kan tåle at modtage fra luften, uden at der sker nævneværdige ændringer i artssammensætningen, er vurderet til at ligge på 10-15 kg pr. ha årligt, se også Luftbåren kvælstofforurening. De fleste danske hedearealer modtager mere kvælstof end tålegrænsen. Fagfolk er dog ikke enige om, hvorvidt det alene er kvælstof, der er skyld i de ændringer af hederne, der er observeret gennem de seneste årtier.

 FIGUR 6-31. De fleste hedeplanter er tilpasset brand, men også birk klarer sig godt. Den skyder frem efter branden, spirer let på den nøgne jord og kan blive et problem.

FIGUR 6-31. De fleste hedeplanter er tilpasset brand, men også birk klarer sig godt. Den skyder frem efter branden, spirer let på den nøgne jord og kan blive et problem.

Det øgede nedfald af kvælstof har under alle omstændigheder betydet, at der nu er mere plantetilgængeligt kvælstof (boks 6-3) i hedejordene. I det østlige Danmark, hvor også tilgængeligheden af fosfor og andre næringsstoffer er større, medfører det, at hederne er ved at gro til med mere næringskrævende græsser og urter. På heder i det vestlige Danmark er planternes væksthastighed primært begrænset af mangel på fosfor. Det viser et gødskningsforsøg, der blev etableret i 1994 på Hjelm Hede.

I forsøget blev der tilført enten kvælstof eller fosfor eller både kvælstof og fosfor samtidig. Forsøget blev anlagt umiddelbart efter et lyngbladbilleangreb, hvor lyngen døde, for at følge denne meget kritiske periode, hvor hedelyng skal spire og etablere sig (figur 6-32 og boks 6-2). Efter angrebet bredte græsserne sig. Mod forventning var der ingen forskel på de felter, som ikke havde modtaget gødskning, og dem, som kun havde modtaget kvælstof. I begge tilfælde bredte græsserne sig meget langsomt. Selv et par år efter angrebet var græsvegetationen helt åben. Hedelyngen kom igen og var i 2002 meget livskraftig (figur 6-32A). Til gengæld stimulerede fosfor græssernes vækst, så de få år senere dækkede jorden. I 2002 var hedelyng også kommet igen på de fosforgødskede felter, men den var lav. Det skyldes sandsynligvis, at fremspiringen havde været forsinket af græsvegetationen (figur 6-32B). Regenerationen af lyng er dog så fuldstændig, at felterne er blevet til lynghede igen. På de felter, der havde fået både kvælstof og fosfor, voksede græsserne kraftigt. Her blev lyngen helt udkonkurreret af bølget bunke og var ikke til stede i 2002. Det tætte filt af døde græsblade hindrede hedelyng i at spire på området (figur 6-32C).

NID-3-383.pngNID-3-384.png
NID-3-385.pngNID-3-386.png
FIGUR 6-32. Hjelm Hede blev i 1994 angrebet af lyngbladbiller, og hedelyngen døde bort. I forsøgsfelter på Hjelm Hede, der var gødet med henholdsvis kvælstof (A) og fosfor (B) eller en kombination af kvælstof og fosfor (C), blev genvæksten undersøgt i 2002. Gødskning med kvælstof havde en tydeligt god virkning på hedelyng. Gødskning med fosfor resulterede også i genvækst af hedelyng, men denne var forsinket af græsvækst. Kombineret gødskning med kvælstof og fosfor resulterede i et tæt tæppe af bølget bunke, og der var ikke lyngplanter i disse felter. Foto: I. Kappel Schmidt. Ill.: Jørgen Strunge.

Forsøget viser, at græsvæksten ikke blev på virket af kvælstof alene. Græssernes vækst var tydeligvis begrænset af fosfor. Den meget kraftige græsvækst på felter, der både fik kvælstof og fosfor antyder dog, at en hede, hvis jordbund er lidt mere rig på fosfor, vil kunne udvikle sig til græshede, når nedfaldet af kvælstof øges, som det ses i Østdanmark.

 FIGUR 6-33. Udviklingen i vegetationens kvælstof-indikatorværdier. Kurven er baseret på 17 prøvefelter fra tør hede på Nørholm Hede. I analysen er plantearterne vægtet i forhold til deres dækningsgrad.

FIGUR 6-33. Udviklingen i vegetationens kvælstof-indikatorværdier. Kurven er baseret på 17 prøvefelter fra tør hede på Nørholm Hede. I analysen er plantearterne vægtet i forhold til deres dækningsgrad.

Kvælstof har dog en direkte virkning på andre af hedens plantesamfund end den tørre lynghede. Det gælder i klithede, hvor der er meget lidt organisk materiale i jorden, og på tørveskrællet hede, hvor en stor del af det organiske materiale og dets indhold af kvælstof er fjernet. Disse heder er kvælstofbegrænsede og derfor særlig truet af kvælstofnedfaldet. Her vil kvælstof øge successionshastigheden, så de lavrige flader hurtigere dækkes af en højere vegetation. Man regner også med, at kvælstofnedfaldet er med til at ændre klokkelynghederne til samfund domineret af blåtop.

Kvælstofnedfalds virkning er også undersøgt ved hjælp af successionsstudier på Nørholm Hede. Her er vegetationen som nævnt blevet fulgt siden græsningens ophør omkring 1895. De første 50 år var kvælstofnedfaldet lavt og har derefter været stigende. Figur 6-33 viser, hvorledes vegetationens kvælstof-indikatorværdi, der er et mål for planternes tilpasning til kvælstoftilgængelighed, har udviklet sig i samme periode. Kvælstofindikatorværdien – den såkaldte Ellenberg-indikatorværdi – går fra 1 til 9, hvor høje værdier indikerer stor tilgængelighed af kvælstof i miljøet.

 FIGUR 6-34. Forsøg i Mols Bjerge med kunstig opvarmning af vegetation og jord om natten. Opvarmningen skete med reflektive alufolie-gardiner, der blev rullet ud over vegetationen, når det blev mørkt. Tilsvarende blev nogle felter udsat for forlænget sommertørke ved, at plastgardiner blev rullet ud over vegetationen i 1-2 måneder i forsommeren, hvis det regnede. Solcellerne leverede strøm til forsøget.

FIGUR 6-34. Forsøg i Mols Bjerge med kunstig opvarmning af vegetation og jord om natten. Opvarmningen skete med reflektive alufolie-gardiner, der blev rullet ud over vegetationen, når det blev mørkt. Tilsvarende blev nogle felter udsat for forlænget sommertørke ved, at plastgardiner blev rullet ud over vegetationen i 1-2 måneder i forsommeren, hvis det regnede. Solcellerne leverede strøm til forsøget.

På Nørholm Hede når indekset kun lige over 2. Det viser, at planterne efter næsten 100 år uden menneskelige indgreb stadig er tilpasset relativt små mængder tilgængeligt kvælstof. Indikatorværdien er nok steget en smule, men stigningen var lige så stor i første halvdel af 1900-tallet, hvor kvælstofnedfaldet var lille, som i anden halvdel af perioden, hvor kvælstofnedfaldet var stort. Vegetationsskiftet på Nørholm Hede fra hedelyng til revling og græsser kan derfor ikke entydigt forbindes med tilgængeligheden af kvælstof. Undersøgelsen viste også, at laverne gik kraftigt tilbage i de første 50 år. Undersøgelsen peger derfor på, at det er ophøret af græsning og andre aspekter af den traditionelle brug af heden, som er hovedårsagen til ændringerne.

Kvælstof er dog ikke uden betydning på den tørre hede. Kvælstof påvirker som nævnt planternes kemiske sammensætning, hvilket fører til øget følsomhed over for tørke og kulde. Desuden er lyngbladbillernes angreb sandsynligvis hyppigere og mere intense ved høj kvælstoftilgængelighed (boks 6-3). Det har stor betydning for successionen på heden. I 1999 og 2000 blev lyngen i Mols Bjerge angrebet af bladbiller. Græsserne, domineret af bølget bunke, udgjorde før angrebet ca. 50 % af vegetationen. Allerede et år efter angrebet havde bølget bunke overtaget hele området. I det tætte filt af græsførne har hedelyng ikke kunnet genetablere sig (boks 6-3).

Klimaændring

 FIGUR 6-35. Angreb af lyngbladbiller på Mols i felter, der har været udsat for henholdsvis forlænget sommertørke og natopvarmning.

FIGUR 6-35. Angreb af lyngbladbiller på Mols i felter, der har været udsat for henholdsvis forlænget sommertørke og natopvarmning.

Hvis klimaet ændrer sig som forudsagt, kan vi i de næste 100 år forvente yderligere temperaturstigninger og et ændret nedbørsmønster på grund af højere CO2-indhold i atmosfæren. Revling har som nævnt sin sydgrænse som dominerende hedeplante så tæt på som i Nordtyskland, og selv en ganske beskeden opvarmning skønnes derfor at kunne svække arten i Danmark. Da revling med sin dominans i sene successionstrin sandsynligvis er med til at sikre danske heders stabilitet mod ændring til græsheder, vil svækkelsen kunne få store konsekvenser for hederne i fremtiden.

De nævnte ændringer i nedbørsmønstret kommer ifølge nyere undersøgelser til at bestå i mindre nedbør om sommeren og mere om vinteren. Heder er en „kystpræget“ naturtype og kræver en ikke for lav nedbør i vækstsæsonen. Forsøg på en tør hede på Mols (figur 6-34) viser, at forlænget sommertørke hæmmer spiringen og væksten af hedelyng. En sådan ændring af nedbørsmønstret kan derfor få stor betydning for hederne.

Forøget temperatur ser derimod ud til at fremme både vækst og spiring af hedelyng, men også angreb af lyngbladbiller (figur 6-35) og væksten af græsser fremmes. Opvarmningen kan desuden forstærke nedbrydningen af moreller tørvelagene og dermed forøge tilgængeligheden af næringsstoffer, hvilket yderligere kan accelerere hedens tilgroning med skov. Disse få eksempler viser, at klimaændring kan gøre de i forvejen sårbare heder endnu mere sårbare. Se også kapitlet Menneskets påvirkning af naturtyperne i det åbne land.

Boks 6-2. Lyngens bladbille

 Lyngbladbillens livscyklus.

Lyngbladbillens livscyklus.

Lyngens bladbille har en enkelt generation om året. På de første lune forårsdage, når døgnets maksimumtemperatur overstiger ca. 10 °C, forlader de overvintrende biller vinterkvarteret i hedejorden. De begnaver lyngens knopper og blade, parrer sig, og når lufttemperaturen når ca. 15 °C flyver de livligt omkring. Samtidig tager ægudviklingen fart. Er lyngen for hærget efter tidligere års bladbilleangreb, bliver der fødemangel.

Sultne bladbillehunner er mere flyvelystne end velnærede – de går på vingerne og kan med vinden føres vidt omkring. Dengang lyngheden dækkede store, sammenhængende arealer, var denne spredningsstrategi sikkert hensigtsmæssig. Men i dag, hvor lynghederne er isolerede øer i kulturlandskabet, kommer de fleste biller på afveje og omkommer. Undersøgelser af bladbillebestande fra danske heder viser dog, at der sker udveksling af DNA mellem bestandene, så for nogle individer må spredningen trods alt lykkes. Lander bladbillehunner i en brugbar lynghede, nedbrydes flyvemuskulaturen, og de frigjorte ressourcer omdirigeres til ægproduktion. Der er ikke ressourcer til samtidig at bevare flyveevnen og producere æg.

 Lyngbladbilleangreb på Hjelm Hede 1994.

Lyngbladbilleangreb på Hjelm Hede 1994.

Hver hun lægger 175-200 små, gulorange æg i hedens bundlag; derefter dør hun. Æggene lægges i maj og klækker tidligt i juni. Sommeren igennem æder larverne løs af lyngen. Larverne anretter den alvorligste skade på lyngen, da lyngkvistene afløves helt eller delvist og får en karakteristisk rustrød farve. Larverne forpupper sig sidst i juli eller først i august, og den nye billegeneration kommer frem et par uger senere. De nyklækkede biller begnaver lyngen fra slutningen af august og så længe, vejret tillader det, men ind i november er stort set hele bestanden krøbet i vinterkvarter under hedens bunddække.

En del lyngbladbiller dør i vinterens løb. Insektparasitiske svampe dræber typisk 5-10 % af dem. Men hvad betyder vintervejret for overlevelsen? Lyngbladbillen kan i al fald overleve temperaturer ned til ca. -10 °C i 5-7 timer, men blot nogle få timers kuldepåvirkning ved ca. -12 °C synes at være dødelig. I praksis vil frost dog næppe have større betydning for overlevelsen; hedens bunddække isolerer nemlig godt, og et snelag vil yderligere afbøde frostens virkning. Derimod kan en usædvanlig mild vinter øge billernes stofskifte så meget, at forbrændingen af energireserverne fremskyndes. Hvis de udtømmes, kan det øge vinterdødeligheden i billebestanden.

 Udbrud af lyngbladbille i Danmark, Nordvesttyskland og Holland fra 1901 til 1984. Angrebene er stort set synkroniseret over et større geografisk område, hvilket antyder, at vejret er vigtigt for bestandenes udvikling og overlevelse. Søjlernes højde angiver angrebenes omfang; lave søjler repræsenterer formodede lokale angreb. Hvide søjler angiver usikre registreringer.

Udbrud af lyngbladbille i Danmark, Nordvesttyskland og Holland fra 1901 til 1984. Angrebene er stort set synkroniseret over et større geografisk område, hvilket antyder, at vejret er vigtigt for bestandenes udvikling og overlevelse. Søjlernes højde angiver angrebenes omfang; lave søjler repræsenterer formodede lokale angreb. Hvide søjler angiver usikre registreringer.

Afløvning er en hård belastning for lyngen. Unge lyngplanter i god vækst har dog gode chancer for at overleve et bil leangreb, mens ældre lyngbevoksninger på 15-20 år eller derover ofte bukker under. I årene efter et angreb står lyngrisene grå og triste tilbage. Afløvningen kan også påvirke lyngens blomstring, så hedens blomsterbesøgende insekter berøves en fødekilde, og honningbierne mister en vigtig trækplante – til skade for biavlen.

Lyngens bladbille er en såkaldt udbrudsart. Med års mellemrum optræder den i så vældige mængder, at lyngen alvorligt skades, men i de mellemliggende år er den fåtallig. På få år kan arten opformere sig til det skadevoldende ni veau, der typisk opretholdes et par år. Fugtigt vejr menes at fremme overlevelsen af lyngbladbillens æg og larver. Et par fugtige forsomre i træk er derfor blevet foreslået som en mulig forudsætning for den voldsomme opformering. Som det er karakteristisk for udbrudsarter, bryder bladbillebestandene sammen på et eller andet tidspunkt. Det kan i nogle tilfælde tilskrives fødemangel, men ofte er årsagen ukendt. Billen og dens larve efterstræbes af rovinsekter og angribes af snyltere, men det er ikke med sikkerhed påvist, at naturlige fjender har kunnet bestemme bestandsstørrelsen.

Boks 6-3. Kvælstoftilførsel og bladbilleangreb

Tilførsel af kvælstofholdig gødning øger kvælstofindholdet i lyngskuddene (A). Forsøg tyder på, at det fremmer lyng-bladbillelarvernes vækst og overlevelse. Øget tilførsel af kvælstof til lyngheder kan antagelig også medføre hyppigere angreb af lyngbladbiller. I Holland synes lyng-bladbilleangreb i hvert fald at optræde hyppigere og voldsommere end tidligere.

NID-3-389.png

Kvælstofindholdet i lyngskud øges, når planterne gødskes med kvælstofholdig gødning. Derved får lyngen højere foderværdi for lyngbladbillen og andre planteædere. Ill.: Jørgen Strunge.

Hvor der før var ca. 25 år mellem angrebene, er der nu mindre end 10 år mellem dem – og samtidig har der været en stigende kvælstof-forurening fra luften. I Danmark er der tegn på en lignende udvikling: et meget omfattende angreb i 1979-84, et nyt udbrud i 1993-95 og igen omkring år 2000. Man kan dog ikke være sikker på, at alle ældre angreb er blevet registreret, og derfor er det svært at vurdere hyppigheden af alvorlige angreb i fortiden.

Hyppigere bladbilleangreb betyder, at hedelyngen jævnligt begnaves og skades alvorligt. Det kan bidrage til, at balancen mellem hedelyng og græsser forskydes til fordel for græsserne (B), og det vil kunne udløse varige ændringer i hedens plante- og dyreliv. Lynghedens habitatspecialister forsvinder og erstattes af græshedens generalister – især saftsugende græstæger og cikader samt stængelborende fritfluearter, som også træffes i vejrabatter.

NID-3-388.pngNID-3-390.png

Mols Bjerge ved „Den italienske sti“. A) Heden, som den så ud i 1998, før området blev angrebet af lyngbladbiller i 1999 og 2000. Vegetationen bestod da overvejende af hedelyng og bølget bunke med en dækningsgrad på ca. 50 % for hver art. B) I 2003 var området dækket næsten 100 % med bølget bunke. Enkelte lyngplanter er ved at spire frem.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Inger Kappel Schmidt, Torben Riis-Nielsen: Trusler mod hederne i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484416

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk