Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Planternes tilpasninger

Oprindelige forfattere IKS og TR-N

Tilpasninger til næringsfattige forhold

På lynghederne må planterne bl.a. kunne klare sig med meget begrænsede mængder af næringsstofferne fosfor og kvælstof. Det gør de ved hjælp af forskellige tilpasninger.

Lyngplanterne sørger f.eks. for, at næringsstofferne ikke forlader planterne. De er stedsegrønne og beholder bladene i 3-5 år. Desuden trækker de den største del af næringsstofferne tilbage fra bladene, inden de visner og afkastes.

En anden tilpasning til de beskedne mængder næring består i et kompliceret sæt af mekanismer. Den ses hos alle dværgbuskene og sikrer, at mere næringskrævende, konkurrerende planter ikke får adgang til det kvælstof, der trods alt kunne komme ud i jorden under nedbryd ning af dødt materiale. Buskene gør det, at de udskiller store mængder polyfenoler fra såvel levende som døde blade under nedbrydningen. Mikroorganismerne i jorden binder disse polyfenoler og kvælstof sammen i svært omsættelige forbindelser, som er utilgængelige for de fleste planter, men som kan udnyttes af lyngplanterne selv gennem deres symbiose med særlige mykorrhizasvampe (se boks 6-1).

Annonce

Græsser og urter må naturligvis også være tilpasset de særlige forhold for at overleve. Bølget bunke har vist sig at kunne optage frie aminosyrer (se Levevilkår på heden), men arten er sandsynligvis ikke i stand til at udnytte mere komplekse organiske kvælstofforbindelser. Den har nemlig en anden mykorrhizatype end lyngplanterne. Lyngplanterne har i det hele taget med deres helt specielle mykorrhiza (boks 6-1) sandsynligvis adgang til en kvælstofressource, som kun i ringe grad kan udnyttes af de andre planter på heden.

Boks 6-1. Lyng-mykorrhiza

Dværgbuskene har tilpasset sig det lave indhold af uorganisk kvælstof og fosfor i jorden ved hjælp af mykorrhizasvampe. Mykorrhiza betyder „svamperod“, og ordet bruges om et symbiotisk forhold mellem bestemte svampe og finrødder hos højere planter, se Livsbetingelser og tilpasninger til livet i det åbne land.

NID-3-355.png

Tværsnit af ungt hedelyng-rodhår (diameter ca. 70 µm). Cellerne er stærkt koloniseret af mykorrhizasvamp. Svampehyferne danner et løst netværk på røddernes overflade. De trænger ind i barkcellerne og danner her små „nøgler“, hvor næringsudvekslingen mellem værtsplanten og svampen finder sted. Foto: U. Søchting.

Alle hedens planter danner mykorrhiza. Men der findes forskellige former. Hedelyng, klokkelyng, tyttebær, mosebølle og revling danner den særlige lyng-mykorrhiza. Svampehyferne gror i et tyndt lag på lyngplanternes finrødder. Svampen vokser ind i røddernes barkceller og danner små „nøglebundter“. I nøglebundterne udveksles stoffer mellem plante og svamp. Hyferne har med deres vidtforgrenede net i jorden en meget stor overflade, hvorigennem næringsstoffer kan optages (fotografiet). Disse næringsstoffer kommer også planten til gode, mens omvendt svampen får kulhydrater fra plantens fotosyntese. Helt op til 20 % af det kulstof, som planterne assimilerer, kan gå til svampene.

Det specielle ved lyng-mykorrhizasvampene er, at de kan nedbryde de tidligere omtalte, svært tilgængelige organi- ske forbindelser, der er rige på kvælstof, og overføre det til planten. Men i hvilken form dværgbuskene optager kvælstofforbindelserne fra svampen, ved man endnu ikke præcist. Hvor meget dværgbusken får fra svampen i form af kvælstof- og fosforforbindelser er heller ikke kendt, men med nye metoder, der inkluderer bestemmelse af svampene ved hjælp af deres DNA og mærkning med stabile kvælstofisotoper, forsøger man at kortlægge mykorrhizasvampes udbredelse og betydning for næringsoptagelsen hos dværgbuskene.

Tilpasninger til de tørre forhold

På de sandede jorde er der stor risiko for tørke. Risikoen er til stede hele året – om sommeren ved at jorden udtørres, eller om vinteren ved at jorden fryser til og hindrer rødderne i at optage vand.

Nogle planter har tilpasset sig denne situation ved at nedsætte vandtabet fra deres indre. Klokkelyng, revling og hedelyng har små blade med nedadbukkede kanter, der næsten mødes på bladets underside (figur 6-17). Det nedsætter fordampningen af vand fra spalteåbningerne, der sidder på undersiden af bladet. Ydermere er undersiden beklædt med hår. Hårene kan fange og holde vanddråber fra dug eller regn. Desuden dæmper de luftbevægelse hen over bladet og hæmmer dermed fordampningen af vand fra bladet.

Cellevæggene på bladenes overside er desuden fortykkede og dækket af isolerende voks, der yderligere forhindrer fordampning af vand. De mange små blade sidder tæt ind mod stænglen, hvilket også beskytter mod udtørring. Endelig har lyngplanterne en del rødder, der går dybt ned i jorden. Det kan sikre vandforsyningen under tørke.

Tilpasning til brand

Brand er et vigtigt levevilkår for hedens planter (figur 6-31). For hedelyngen gælder det endda, at brand er med til at sikre dens fortsatte beståen, og den udviser da også træk, der fremmer brand. Lyngen lagrer f.eks. ikke energi i form af stivelse, men derimod olie. Det gør bladene meget brandbare. Og de tynde, fine og forveddede grene er som skabt til at brænde.

Også hedelyngens frø er tilpasset brand, idet brand får særlig mange af dem til at bryde frøhvilen.

NID-3-356.pngNID-3-357.png
FIGUR 6-17. Tværsnit af A) revling- og B) hedelyngblad. Bladrandene når helt sammen hos revling, og spalteåbningerne er lukket inde i et hulrum, hvorfra fordampningen af vand og udveksling af luft kun sker gennem en hårklædt fure. Hedelyngbladet er fortykket, så der på undersiden dannes en dyb fure. I furen sidder spalteåbningerne. Tynde hår i furen beskytter mod udtørring. Overhudscellerne er meget store, og deres indre cellevægge fungerer som vandmagasin. De langstrakte celler indenfor har grønkorn. Her foregår fotosyntesen. Foto: L. Bolt Jørgensen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Inger Kappel Schmidt, Torben Riis-Nielsen: Planternes tilpasninger i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484444

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk