Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lynghederne

Oprindelige forfattere IKS og TR-N

Præsentation

De fleste forbinder ordet lynghede med udstrakte arealer dækket af blomstrende hedelyng, og botanikere definerer da også oftest heder som områder, hvor stedsegrønne dværgbuske som hedelyng, revling og klokkelyng dominerer plantedækket (figur 6-1). Ved dværgbuske forstås ganske lave, grenede vedplanter, sjældent over 1/2 m’s højde. Myndighederne regner også græsheder med til hederne, hvis de tydeligvis har udviklet sig naturligt fra dværgbuskheder og er domineret af græsser som bølget bunke og blåtop. Endelig bliver arealer, der for nyligt var domineret af dværgbuske, men hvor der nu er naturlig opvækst af træer og buske, af myndighederne medregnet til hederne.

Den hede, vi kender, er en halvnaturtype, der naturligt ville vokse til med træer, hvis den ikke var blevet fastholdt på et kunstigt udviklingsstadium gennem århundreder, fordi den er blevet udnyttet af mennesker. Naturlige heder har sandsynligvis kun eksisteret på skrænter og som kortvarige successionstrin efter skovbrande. I klitegne – eller på Bornholms klipper med tyndt jordlag – kan der også have været arealer med naturlig hede.

Oprindelsen

Lynghederne findes i de kystnære dele af Nordvesteuropa. Der er i hele dette område en tæt sammenhæng mellem menneskelig udnyttelse af landskabet og forekomst af lynghede.

Annonce

Det land, der dukkede frem, da isen var smeltet bort for rundt regnet 15.000 år siden, var bart. Men i løbet af de følgende årtusinder blev det som beskrevet i kapitlet Det åbne lands kulturhistorie gradvist dækket af planter kulminerende med tæt urskov. Man har forsøgt at finde ud af, om der fandtes lyngheder i Danmark, før mennesker for alvor gjorde sig gældende i landskabet for omkring 6000 år siden. Det er f.eks. gjort ved at undersøge pollenforekomsten i søaflejringer fra den tid. De viser, at hedelyng kun fandtes i små mængder dengang. Da hedelyng desuden også gror på højmoser, kan det være svært at afgøre, hvor meget af denne naturlige forekomst af hedelyng der voksede på heder.

NID-3-328.pngNID-3-329.png
FIGUR 6-1 A) Nærbillede af hedelyng fra Mols Bjerge. B) Blomstrende hedelyng på Hjelm Hede. Foto: T. Riis-Nielsen (A) og I. Kappel Schmidt (B).

Dannelsen af heden som halv-naturtype startede midt i Bondestenalderen for ca. 5000 år siden. Kulstøv i søaflejringerne tyder på, at lynghederne bredte sig og blev vedligeholdt som følge af rydning og afbrænding af skov. Skoven blev ryddet for at skaffe arealer til græsning og til kulturafgrøder, men på de næringsfattige jorde førte skovrydning, afbrænding og græsning til hededannelse. Heden blev efterhånden en naturlig del af agerbruget, hvor den leverede lynghø til vinterfoder og tørv til byggeri og brændsel. Heden blev græsset af husdyrene og ind imellem blev der dyrket en enkelt afgrøde. Det, at man fjernede lynghø og tørv, betød, at man igen og igen fjernede næringsstoffer fra heden og samtidig sørgede for planternes foryngelse (se Hedelyng), og det var grunden til, at heden fortsatte med at eksistere gennem årtusinder (se også Det åbne lands kulturhistorie).

NID-3-331.pngNID-3-332.png
FIGUR 6-2. Hedens udstrækning i Jylland og Fyn omkring år 1800 sammenlignet med situationen i 1951.

Udviklingen

Heden nåede sin største udbredelse i 1500- og 1600-tallet. Ved slutningen af 1700-tallet dækkede den ca. 900.000 ha (figur 6-2).

 FIGUR 6-3. Geologiske regioner i Danmark.

FIGUR 6-3. Geologiske regioner i Danmark.

Kort over udbredelsen på den tid viser, at de centrale hedeområder lå vest for isens hovedstilstandslinje. Her var der både hede på de gamle, såkaldte hedesletter af smeltevandssand fra den seneste istid og på bakkeøerne af morænesand og ler, som blev aflejret under forrige istid, og som derfor har været udsat for længere tids udvaskning af næringsstoffer end sletterne (figur 6-3). Også i den nordlige del af Jylland fandtes udstrakte hedearealer, fortrinsvis på morænesand og på arealer med hævet havbund.

I den østlige del af landet består jordbunden mest af moræneler, som er mere næringsrigt, og her var hederne sjældne. Der er dog enkelte undtagelser, f.eks. hederne på Djursland, hvor isen under afsmeltningen gjorde ophold og afsatte smeltevandssand. På Øerne var hede stort set begrænset til kystområder med hævet havbund og gamle strandvoldssystemer, men på Bornholm dækkede heden tidligere op mod en femtedel af øen.

 FIGUR 6-4. Hedearealet fordelt på hedetyper i nogle af de tidligere amter. I Ringkøbing Amt er 15 % af hedearealet kystheder, mens indlandshederne udgør 85 %. Det er lige omvendt i Nordjyllands Amt, hvorimod der er en ligelig fordeling i Viborg Amt.

FIGUR 6-4. Hedearealet fordelt på hedetyper i nogle af de tidligere amter. I Ringkøbing Amt er 15 % af hedearealet kystheder, mens indlandshederne udgør 85 %. Det er lige omvendt i Nordjyllands Amt, hvorimod der er en ligelig fordeling i Viborg Amt.

Igennem de seneste århundreder er hedearealet blevet kraftigt reduceret, efterhånden som hederne er blevet inddraget til dyrkning af afgrøder eller er blevet tilplantet med skov, kapitlet Det åbne lands kulturhistorie. Opdyrkningen gik straks efter udskiftningen i slutningen af 1700-tallet ud over hederne på næringsrig jord i de østlige egne og bredte sig først senere mod vest, hvor den store opdyrkningsaktivitet foregik i midten af 1800-tallet. Skovtilplantningen, som også fortrinsvis ramte de magre, vestlige hedeegne, kulminerede fra slutningen af 1800-tallet til omkring 1930.

I 1961 var hedearealet reduceret til 120.000 ha. Frem til i dag er yderligere ca. 40.000 ha forsvundet. Men i modsætning til tidligere, hvor heden blev opdyrket eller tilplantet, skyldes tilbagegangen i de seneste årtier især naturlig tilgroning.

Hedearealet anslås i dag til godt 80.000 ha, svarende til 1,9 % af Danmarks areal. Hele 80 % af heden findes som små parceller på under 5 ha, så de fleste heder fremtræder i dag som mindre og isolerede hedestykker (tabel 6-1). Hovedparten af indlandshederne finder man nu i de tidligere Ringkøbing og Viborg Amter, mens store arealer med kystheder især findes i det tidligere Nordjyllands Amt (figur 6-4).

TABEL 6-1. Fordeling af hedeparcellerne efter areal. Efter Buttenschøn, 2001.
Areal (ha)AntalAndel af alle hedeparceller (%)
Under 1419043
1-5366138
5-107788
10-508258
50-1001251
100-5001361
500-100011Under 1
Over 10008Under 1
Antal i alt9734100

Referér til denne tekst ved at skrive:
Inger Kappel Schmidt, Torben Riis-Nielsen: Lynghederne i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484405

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk