Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Levevilkårene i græsland

Oprindelige forfattere H-HB og REj

Selvom græslandet på afstand kan forekomme ensartet, vil man på nært hold opdage en stor variation i de planter og dyr, som forekommer på forskellige områder. Nogle af forskellene skyldes tilfældigheder i arternes indvandring og lokaliteternes historie. Andre forskelle skyldes variationer i levevilkårene – klima, jordbund og græssende dyr.

Klima

Klimaet spiller en vigtig rolle for levevilkårene i græslandet. Temperaturen og nedbøren er i sig selv levevilkår for planterne, men klimaets virkning på jordbundsdannelsen er endnu vigtigere for dem.

Der er regionale forskelle i nedbørsmængder og solskinstimer i Danmark, med det nedbør rige Syd- og Midtjylland på den ene side og den solrige og tørre Storebæltsregion på den anden. Men selvom disse forskelle også giver sig udtryk i regionale forskelle i græslandsfloraen, så er den klimavariation, som findes helt lokalt på skrænter med forskellig hældning og orientering langt vigtigere for organismerne. En bakkeside, som skråner mod syd, får en langt større solindstråling og langt højere temperatur end en bakkeside, som skråner mod nord (figur 3-9).

Annonce

De ofte dramatiske forskelle på skrænter med forskellig hældning afspejles tydeligt i vegetationen (figur 5-14). Disse forskelle kan inden for få kvadratmeter iagttages på de forskellige sider af en gravhøj, hvis ikke græslandsplanterne er udryddet efter gødskning og sprøjtning eller skygget væk af træer og buske (se boks 5-2). Forskellene kan dog være endnu mere udtalte på kystskrænter, hvor klimaets virkning på jordbundsdannelsen er tydeligere end på f.eks. tørveklædte gravhøje.

På sydvendte skrænter vil den kraftige solindstråling bevirke en udtørring, som modvirker udvaskningen. Planteproduktionen er yderst beskeden som følge af vandmangel, og dødt plantemateriale omsættes let. Konsekvensen bliver en mineralsk jordbund med høj pH, et optimalt levested for kontinentale og sydlige plantearter som knopnellike, markbynke og glat rottehale – og for varmekrævende insekter. Den kraftige udtørring skaber hele tiden åbnin ger i plantedækket som koloniseres af enårige plantearter som femhannet hønsetarm, liden sneglebælg og bakke-forglemmigej.

Boks 5-2. Gravhøje i agerlandet

 Nogle plantearter, der typisk forekommer på gravhøjenes nord- og sydsider.

Nogle plantearter, der typisk forekommer på gravhøjenes nord- og sydsider.

Gravhøje fra oldtiden har en artsrig græslandsvegetation, fordi de i mange hundrede år har ligget uden anden menneskelig brug end græsning for bondens husdyr. I flere egne af landet er gravhøjene faktisk de eneste tilbageværende levesteder for planter og dyr knyttet til græsland.

Gravhøje er blevet bygget af Danmarks beboere fra Stenalderen frem til Vikingetiden, men langt de fleste stammer fra Bronzealderen. De blev oprindeligt bygget af græstørv, som blev skrællet af hvilende agre eller overdrev i højens umiddelbare omgivelser. Gravhøjenes jordbund er næsten altid temmelig udvasket og kalkfattig; dels blev de konstrueret af allerede udvasket topjord, dels er jordbunden siden blevet yderligere udvasket. Af og til byggede bronzealdermenneskene en gravhøj oven på en eksisterende lille bakke af kalkrigt grus. I så tilfælde kan gravhøje have kalkholdig jordbund for neden og sur udvasket jordbund i toppen. Vegetationen vil ofte afspejle denne forskel med kalkgræsland forneden og surgræsland foroven.

En mere generel forskel i vegetation på næsten alle gravhøje findes mellem nord- og sydsiden, som har et meget forskelligt mikroklima (se kapitlet Livsbetingelser og tilpasninger til livet i det åbne land). På nordskråninger vil man ofte finde plantearter, som er typiske for fugtigt surgræsland: tormentil, hvid anemone, hunde-viol, krat-fladbælg, læge-ærenpris, af og til sågar blåtop. På sydskråninger finder man derimod arter, som er karakteristiske for tørt surgræsland: tjærenellike, sand-hvene og hedelyng. Gravhøjsfloraen varierer en hel del fra egn til egn. I hederige egne i Jylland finder man flere egentlige hedeplanter på gravhøjene, f.eks. håret visse.

I forbindelse med ‘blus på højene’ til valborgaften eller sankthansaften er vegetationen, eller i hvert fald det tørre græs fra året før, blevet brændt af; ikke nødvendigvis med forsæt, men det er sket fra tid til anden, at ilden bredte sig fra blusset på højens top og ned ad siderne. Der er ikke blevet blusset på alle høje, men især på frit- og højtliggende høje i agerlandet. Den jævnlige afbrænding minder om den traditionelle brug af heden. Når gravhøjenes vegetation ofte har et hedepræg, kan det altså både skyldes den udvaskede jordbund og afbrændingens indvirkning.

Græslandsvegetationen på gravhøjene er i dag forsvundet mange steder som følge af tilgroning og utilsigtet påvirkning med sprøjtemidler og gødning fra den tilgrænsende markdrift.

NID-3-276.pngNID-3-277.png

A) Lav skorsoner har en forkærlighed for gravhøje. B) Gravhøj ved Rønde omgivet af dyrket græsmark. Billedet er typisk for gravhøje i agerlandet, hvor der er pløjet tæt til kanten af højen, som er groet til i højt græs og tidsler. Foto: R. Ejrnæs.

På nordvendte skrænter vil den lave fordampning omvendt bevirke et nedbørsoverskud, som på en kalkfattig sandjord vil føre til udvaskning af næringsstoffer og forsuring af jordbunden. Forsuringen er selvforstærkende: Efterhånden vil der nemlig indvandre planter med en svært nedbrydelig førne, hvis sure nedbrydningsprodukter yderligere accelererer forsuringen.

 FIGUR 5-13. En rødfrugtet sandmælkebøtte fra ugødskede græsland. Denne art er lille og nøjsom med små, dybt fligede blade – helt ulig den store og voldsomme fandens mælkebøtte fra kulturgræsmarkerne.

FIGUR 5-13. En rødfrugtet sandmælkebøtte fra ugødskede græsland. Denne art er lille og nøjsom med små, dybt fligede blade – helt ulig den store og voldsomme fandens mælkebøtte fra kulturgræsmarkerne.

Nedbrydningen vil langsomt gå i stå i det sure og kølige miljø, og konsekvensen bliver en organisk jordbund med en topjord af råhumus. Her er det svært for frø at spire, og man kan sige, at de etablerede planter i kraft af deres påvirkning af de økologiske processer er med til at holde andre planter ude af samfundet. sådanne steder ser man lyngplanter sammen med bølget bunke, sand-hvene og krybende hestegræs.

Hvis jorden er kalkrig, vil den bedre kunne modstå udvaskning og forsuring, og den høje pH vil begunstige nedbrydningen og modvirke ophobning af dårligt nedbrudte planterester. Virkningen på artsantallet er slående. På den kalkrige nordside vil man kunne observere op til 50 arter på en kvadratmeter, mens den sure nordside ofte vil have færre end 10 arter.

Øst- og vestvendte skrænter indtager en mellemposition, og alligevel kan der være betydelige forskelle i klima og jordbundsudvikling. Generelt vil østskrænterne modtage mindre nedbør end vestskrænterne, fordi vinden især bringer regnen ind fra vest. Østskrænterne vil end videre have et mere moderat klima end vestskrænterne, fordi solen først skal jage nattens kølighed på flugt. Temperaturen er allerede høj når solen rammer vestskrænterne, som derfor på en varm dag kan nå samme høje temperaturer som sydskrænterne.

Boks 5-3. Indikatorer for naturkvalitet

NID-3-281.png

Hvis man vil anvende planter som indikatorer, skal man ned på knæ, så man også får de ikke-blomstrende arter med. Her ses bl.a. knoldet mjødurt, smalbladet klokke og håret viol. Foto: J. Ejrnæs.

Det er ofte vanskeligt at fremskaffe pålidelige informationer om græslands-områdernes historie, og her byder planterne sig til som historisk arkiv. Planterne kan f.eks. afsløre, om et uopdyrket område med lysåben vegetation er et værdifuldt levested, som skal prioriteres særlig højt af miljømyndighederne.

Planterne egner sig også godt til naturovervågning, hvor gentagne undersøgelser kan afsløre om udviklingen går mod bedre eller dårligere naturtilstand. Eksempler på negative og positive indikatorarter for gammelt græsland er givet i tabel 5-1. Man kan anvende indekset til vurdering af et områdes bevaringsværdi – jo flere point et område får, jo større er sandsynligheden for, at det er bevaringsværdigt græsland.

Ofte vil der på den samme lokalitet være områder med forskellig dyrknings historie – derfor er det vigtigt, at indekset kun anvendes på afgrænsede områder med samme type vegetation. Hvis man skal kunne sammenligne indeksværdier mellem områder, bør indekset anvendes på områder med samme areal, f.eks. 100 m2.

-1+1+2
Ager-tidsel
Almindelig / småfrugtet dværgløvefod
Almindelig kvik
Almindelig rajgræs
Almindelig rapgræs
Almindelig torskemund
Almindelig/ager-stedmoderblomst
Butbladet/kruset skræppe
Enårig rapgræs
Fuglegræs
Gederams
Glat vejbred
Horse-tidsel
Lav ranunkel
Vej-pileurt
Almindelig kællingetand
Almindelig knopurt
Almindelig pimpinelle
Bakke-nellike
Bidende stenurt
Blågrøn star
Bugtet kløver
Fåre-svingel
Hedelyng
Læge-ærenpris
Liden klokke
Lyng-/liden snerre
Mark-frytle
Smalbladet høgeurt
Smalbladet/bredbladet timian
Almindelig/bitter mælkeurt
Blåbær
Blodrød storkenæb
Djævelsbid
Due-/vellugtende skabiose
Engelsk/farve-visse
Eng-havre
Glat rottehale
Guldblomme
Hjertegræs
Hulkravet kodriver
Hunde-/håret viol
Hvid anemone
Kattefod
Katteskæg
Knoldet mjødurt
Krat-fladbælg
Lav skorsoner
Lav tidsel
Nikkende limurt
Nikkende/opret kobjælde
Pille-/vår-/bakke-/lyng-star
Plettet kongepen
Smalbladet klokke
Stivhåret borst
Stivhåret kalkkarse
Tormentil
Vild hør
Voldtimian
Skov-/bakke-gøgelilje
Soløje
Tandbælg
Vår-/bakke-/mat/grå potentil
TABEL 5-1. Indeks for næringsfattigt græsland med lang kontinuitet. Første kolonne (-1) rummer arter der tæller ét minuspoint. Anden (+1) og tredje kolonne (+2) er med arter der tæller pluspoint. Nogle arter er samlet i grupper med skråstreger, og de tæller kun en gang. Summen af artspoint fra ét område kan fortolkes således: Under 6 points: Lokaliteten kan ikke betegnes som græsland. 6-10 points: Lokaliteten er sandsynligvis en gammel græsset opgiven ager. 11-15 points: Lokaliteten er tørt græsland eller en gammel opgiven ager som har udviklet sig til græsland. 16-80 points: Lokaliteten er med stor sandsynlighed næringsfattigt græsland med lang kontinuitet. Hvis området er generelt artsfattigt (fx ved meget sur jordbund) bør pointsummen fortolkes mindre restriktivt.

Jordbundens betydning

Jordbunden er hele tiden under udvikling, og den levende del af økosystemet, planter, dyr, svampe og bakterier, deltager i denne proces og er dermed med til at skabe deres egne levevilkår.

 FIGUR 5-14. Syv græslandsarters præferencer langs en indstrålingsgradient. Værdien 1 på x-aksen svarer til indstrålingen på en plan flade, og de tilsvarende kompasretninger på en stejl skrænt er angivet i figuren. Y-aksen viser sandsynligheden for at møde arterne i et tilfældigt kvadrat på fem gange fem meter.

FIGUR 5-14. Syv græslandsarters præferencer langs en indstrålingsgradient. Værdien 1 på x-aksen svarer til indstrålingen på en plan flade, og de tilsvarende kompasretninger på en stejl skrænt er angivet i figuren. Y-aksen viser sandsynligheden for at møde arterne i et tilfældigt kvadrat på fem gange fem meter.

Jordbundens geologiske udgangsmateriale er meget varieret i Danmark. sammen med klimaet er jordens indhold af kalk i form af calciumkarbonat den mest betydende faktor. Kalk på denne form stabiliserer jordens surhedsgrad, pH, på værdier over 6,8, og den kan være helt op til 8,5 på tørre kalkskrænter. surhedsgraden har ligesom klimaet stor indflydelse på jordens fysiske og kemiske egenskaber og på planternes, jordbundsdyrenes og mikroorganismernes evne til at optage og omsætte næringsstoffer (se afsnit om planternes tilpasninger).

Adgangen til nødvendige ressourcer som næring og vand er afgørende for planternes overlevelse. Kvælstof, som er et af de vigtigste næringsstoffer, findes ikke i det geologiske udgangsmateriale, men tilføres gennem mikroorganismers kvælstoffiksering og afsætning af kvælstofilter og ammoniak på vegetationen med vand og luft. Til gengæld kan der findes større eller mindre mængder af andre vigtige næringsstoffer i jorden såsom fosfor og kalium.

Næringsstoffer

Blandt de mest almindelige græslandsplanter finder vi ærteblomstrede arter som rundbælg, bugtet kløver, gul kløver, fin kløver, almindelig kællingetand og humle-sneglebælg (figur 5-15). De danner symbiose med kvælstoffikserende bakterier af slægten Rhizobium (se også Symbiose). Bakteriernes og dermed ærteblomsternes kvælstoffiksering stimuleres af tilgængeligt fosfor, men hæmmes af store mængder kvælstof i jorden. Den naturlige kvælstoffiksering er dog lille sammenlignet med de 10-25 kg kvælstof pr. ha pr. år som i dag tilføres jorden fra forurenet luft og regnvand (2003).

NID-3-283.pngNID-3-284.png
NID-3-285.pngNID-3-286.png
FIGUR 5-15. Græsland er rigt på ærteblomstrede planter, f.eks. rundbælg, gul kløver, bugtet kløver og hare-kløver. Tegning: J. Overgaard Christensen.

For planterne er næringsstoffernes omsætning i jorden dog endnu vigtigere end jordens næringsstofkapital. Hvis kvælstof og fosfor er bundet til dårligt nedbrudte planterester, er de nemlig ikke umiddelbart tilgængelige for planterne. Derfor er nedbryderfødekædens aktivitet afgørende, for hvor meget næring planterne kan få adgang til. Til nedbryderne hører både små og store jordbundsdyr, eksempelvis mider, springhaler og regnorme, samt bakterier og svampe. Jo surere jorden er, desto færre regnorme og bakterier vil der være, og på de sureste græslandstyper vil omsætningen foregå meget langsomt (mere om nedbrydningsprocesserne i kapitlet Livsbetingelser og tilpasninger til livet i det åbne land: Åbent land eller skov og de følgende afsnit). På meget kalkrige jordtyper er omsætningen mere effektiv, men til gengæld vil kalken binde fosfor og jern hårdt og derved begrænse produktiviteten.

På de tørreste græslandstyper er det i sommerhalvåret ikke så meget næringsstoffernes tilgængelighed, men derimod jordens vandindhold, som er den begrænsende faktor for planternes vækst. De fra naturens hånd mest produktive græslandstyper findes følgelig på lerjorder som hverken er sure eller alt for kalkholdige, og som har en god vandtilgængelighed.

Betydningen af trykvand

 FIGUR 5-16. Mens rådyret kun tager de mest næringsrige skud, græsser kronhjorten mere som de egentlige græsædere kvæg og heste. Og så optræder den ofte i store flokke.

FIGUR 5-16. Mens rådyret kun tager de mest næringsrige skud, græsser kronhjorten mere som de egentlige græsædere kvæg og heste. Og så optræder den ofte i store flokke.

På skrænter og i lavninger i terrænet vil man af og til kunne opleve, at vegetationen pludselig synes påfaldende friskgrøn. Hvis vegetationen i øvrigt er lavtvoksende og artsrig, kan man være sikker på, at frodigheden ikke skyldes gødskning. sådanne områder kan optræde midt i en ellers artsfattig hedeagtig vegetation eller på en meget tør skrænt domineret af nogle få specialiserede planter.

Den pludselige frodighed skyldes, at næringsfattigt regnvand eller grundvand presses ud i skrænten eller op i lavningen, uden at det giver anledning til et egentligt væld. På skrænter kan fænomenet optræde som følge af et vandstandsende lerlag, som samler det tilløbende regnvand i indskæringer og terrasser i skrænten, gerne med en forsinkelse som gør, at tilførslen af vand er jævnere og mere konstant end nedbøren.

Ofte optræder der sådanne steder en meget artsrig græslandsvegetation, som typisk omfatter arter, vi kender fra kær og enge – eksempelvis stivhåret borst, hjertegræs og vild hør (se også kapitlet Moserne og de ferske enge). Det er også her, man finder de rigeste forekomster af vokshatte, køllesvampe og jordtunger.

Trykvandspåvirkede græslandsområder er i dag truet af sænkning af vandspejlet som følge af vandindvinding og dræning. Forurening af trykvandet med næringsstoffer fra højere liggende marker udgør også en trussel.

Samspillet mellem arterne

Selv om klima og jordbund sætter nogle rammer for, hvilken type græsland der udvikles, så er dette dog kun halvdelen af historien om levevilkårene. Resten handler om det mylder af andre levende organismer, der omgiver hver enkelt plante og dyr. Planterne konkurrerer med hinanden, og der er dyr som æder af planterne og af hinanden. Planterne nyder godt af bakterierne og svampenes omsætning af næringsstoffer, men konkurrerer samtidig med dem om vand og næring.

Samspillet mellem planter og store græsædere

 FIGUR 5-17. Hvis græslandet ikke græsses eller på anden måde forstyrres, vil det med tiden gro til med vedplanter. Her adskiller hegnet et afgræsset område fra et område, som ikke har været græsset af husdyr i mindst 30 år.

FIGUR 5-17. Hvis græslandet ikke græsses eller på anden måde forstyrres, vil det med tiden gro til med vedplanter. Her adskiller hegnet et afgræsset område fra et område, som ikke har været græsset af husdyr i mindst 30 år.

Blandt de mest afgørende samspil i græsland er pattedyrenes græsning på planterne (figur 5-16). Uden græsning ville de fleste græslands områder på vore breddegrader før eller siden gro til med skov. Når græsningen ophører på en græslandslokalitet, vil høje græsser og urter samt nedbidte buske typisk vokse frem, og lokaliteten vil forandre karakter til højstaudevegetation eller tæt krat af stikkende og tørketålende buske som roser, tjørn, slåen, ene, æble og benved. Der vil ofte også være islæt af eg, som skyder igen efter nedbidning, samt ask og elm, som er gode til at kolonisere hurtigt efter græsningsophør (figur 5-17).

Græsningens økologiske funktion er at fastholde det lysåbne stadium, og her kan man tale om en fælles interesse for planter og dyr. Græsningen påvirker dog også konkurrencen mellem græsser og urter ved at straffe de hurtigst voksende arter, som satser på at vinde konkurrencen med andre planter om lys og næring. Deres opsamlede ressourcer bliver ædt og ført tilbage til systemet med gødningen, som omsættes i nedbryderfødekæden. De græssende dyr er også afgørende for at planterne kan sprede sig, og nye bestande kan opstå. Dyrene træder vegetationen op, så der bliver pletter med bar jord, som kan koloniseres af nye individer, og dyrene er selv aktive i spredningen af planternes frø.

 FIGUR 5-18. Helårsgræsning er stort set ophørt, fordi der ikke længere er knaphed på staldfoder. Enkelte steder praktiseres dog græsning hele året – som her i Mandemarke bakker på Høje Møn.

FIGUR 5-18. Helårsgræsning er stort set ophørt, fordi der ikke længere er knaphed på staldfoder. Enkelte steder praktiseres dog græsning hele året – som her i Mandemarke bakker på Høje Møn.

Under forrige mellemistider og istider græssede kæmpedyr som næsehorn og elefant side om side med vildhest, kronhjort og urokse. Når vilde dyr skal overleve hele året ude i naturen, er det mængden af føde i det tidlige forår, som bestemmer, hvor mange dyr der kan være. Græslandets planter og dyr er derfor tilpasset en let græsning om sommeren, når planterne blomstrer og sætter frø, og nedgræsning og optrampning i vinterens løb.

I vore dage, hvor der ikke er knaphed på staldfoder, er dyrene ofte kun ude mellem maj og oktober. Græsningen er således intensiv i sommerhalvåret og helt fraværende i vinterhalvåret. Dette kan have negative konsekvenser for insekter og andre smådyr, som i sommerperioden må konkurrere med en tæthed af store græssende dyr, der ligger langt over den naturlige bærekapacitet. samtidig bider husdyrene ikke træer og buske ned i samme omfang som vilde græsædere, der er tvunget til at finde føde i vinterhalvåret, hvor der er ringe græsvækst eller snedække (figur 5-18).

Samspillet mellem planter og små græssende dyr

Selv om det kan være svært at se, så æder også de små dyr af planterne. Mus, snegle og planteædende insekter tager for sig af retterne, og ofte går det mere ud over nogle planter end andre. Den underjordiske græsning på planternes rødder og jordstængler er af lige så stor betydning som den overjordiske græsning.

For at undersøge betydningen af insektgræsning har man udført forsøg, hvor insekterne er blevet bekæmpet målrettet i udvalgte områder. sammenligning med ubehandlede kontrolfelter har vist, at insektgræsningen kan have en betydelig virkning på konkurrencen mellem plantearterne og dermed for vegetationsudviklingen i et område – også selv om plantedækket eller biomassen ikke er markant reduceret af insekternes græsning. Det kan forklares ved, at insekterne i modsætning til de store husdyr græsser der, hvor planterne er mest sårbare, f.eks. på de yderste skudspidser, kimplanterne eller på blomster og frø.

De insekter, som æder planternes frø, kan helt eller delvist ødelægge frøsætningen hos en planteart, hvilket selvsagt kan have alvorlige konsekvenser for artens langsigtede overlevelse og spredning. Denne viden har man bl.a. udnyttet til at bekæmpe invasive plantearter, som har spredt sig til en ny verdensdel, uden at deres naturlige insektfjender er fulgt med. I et af de tidligst kendte eksempler lykkedes det således at bekæmpe den velkendte danske græslandsplante prikbladet perikon i Nordamerika, efter at den var blevet et kæmpeproblem der. Efter at man i flere årtier havde forsøgt sig med forskellige insekter, fik man succes med en bladbilleart (Chrysolina quadrigemina) som, selv om den er sjælden i Danmark, trivedes mægtigt i Californien og reducerede bestandene af perikon til 1 % af deres tidligere størrelse (figur 5-19).

Boks 5-4. Samspillet mellem insekter, svampe og almindelig kællingetand

Almindelig kællingetand, som hører til ærteblomstfamilien, er blot en ud af en lang række plantearter, som kun er al- mindelige i græsland. Mange af disse arter er hele små økosystemer i sig selv, og hvis de forsvinder fra et område, trækker de en række andre organismer med sig.

Almindelig kællingetand forsvarer sig mod at blive ædt med bitterstoffer og blåsyrelignende giftstoffer. Alligevel har en lang række dyre- og svampearter specialiseret sig i et intimt samliv med denne art: Mere end 140 arter af insekter er konstateret på almindelig kællingetand, heraf 30 arter som er helt afhængige af denne art. Her præsentes et lille udvalg.

Kællingetands komplicerede samliv med andre organismer er imponerende og ikke noget enestående tilfælde blandt græslandsplanterne. Derfor har ødelæggelsen af græslandsplanternes levesteder kaskadevirkninger gennem fødekæderne.

NID-3-290.png

Fotos og tegninger: A) A. Mackay, B) P. Vestergaard, C) J. Bijkerk, D og E) J. Sunesen.

Samspillet mellem planter og jordbundens svampe

Under jorden er det ikke til at komme uden om planternes samliv med mikroorganismer. Det er velkendt at mikroorganismer deltager i omsætningen af næringsstoffer, og at der er parasitiske svampe, som kan inficere planter med f.eks. rust og skimmel.

 FIGUR 5-19. Prikbladet perikon, der er en almindelig og fredelig græslandsplante i Danmark, blev et stort problem i Nordamerika og Australien.

FIGUR 5-19. Prikbladet perikon, der er en almindelig og fredelig græslandsplante i Danmark, blev et stort problem i Nordamerika og Australien.

Mindre kendt er planternes samarbejde med svampe. Men det er faktisk sådan, at de fleste plantearter har mangedoblet deres vandoptagelseskapacitet ved at indgå i et forpligtende samarbejde med svampe og derved fået adgang til svampenes vidt forgrenede net af fine hyfer. Dette samarbejde bygger på dannelsen af mykorrhiza, og svampen får kulstof af planten for sin ulejlighed. Den mykorrhizatype, som er mest udbredt i græsland, kaldes arbuskulær mykorrhiza efter de små nøglebundter af hyfer, som findes inde i plantens rodceller.

Det er således en tilsnigelse at sige, at planter suger vand og næring op med deres rødder. Med få undtagelser, f.eks. nellikefamilien og de korsblomstrede, har græslandsplanterne altid mykorrhiza i naturen. I dag ved vi desuden, at et planteindivid kan være knyttet sammen med flere svampemycelier på en gang, og at en svamp tilsvarende kan have forbindelser til mange planter. I praksis betyder det, at planterne i græsland er vanskelige at adskille som enkeltindivider, fordi de i virkeligheden hænger sammen i et netværk under jorden.

Undersøgelser med radioaktivt mærket kulstof har vist, at dette netværk transporterer kulstof mellem forskellige individer og forskellige arter. Forsøg, hvor man har fjernet mykorrhizasvampene med svampegifte, har endvidere dokumenteret, at svampene spiller en meget stor rolle for mangfoldigheden af, og balancen mellem, forskellige plantearter i græslandsvegetation.

Undersøgelser har også vist, at nogle plantearter er mere kræsne med svampepartneren end andre, og at fraværet af optimale svampepartnere kan betyde, at de ikke formår at etablere sig succesfuldt. Hidtil har resultaterne af mykorrhizastudierne imidlertid ikke været entydige, og det er derfor endnu for tidligt at generalisere, når det gælder betydningen af mykorrhiza for diversitet og artssammensætning i græsland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans-Henrik Bruun, Rasmus Ejrnæs: Levevilkårene i græsland i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484397

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk