Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Græslandets oprindelse

Oprindelige forfattere H-HB og REj

Ligesom skovens planter er græslandsplanterne indvandret efter, at den sidste istids gletsjere var smeltet bort. Det skete for ca. 10.000 år siden, og den efterfølgende tid kan opfattes som den hidtil seneste mellemistid i en lang række af skiftende istider og mellemistider.

Græslandsplanternes oprindelse

I den sidste del af istiden var ikke alene det land, som siden skulle blive til Danmark, men i det hele taget store dele af Europa dækket af tundrasteppe. Her levede planter, som i dag forekommer vidt forskellige steder, f.eks. alpine arter, der nu forekommer i den skandinaviske fjeldkæde og i Alperne, og steppearter, hvoraf en del i dag kun forekommer på Eurasiens stepper langt øst for Danmark. Mange af steppearterne forekommer dog stadig i Danmark, og det gør de netop i græsland, f.eks. bakke-soløje, bibernelle, merian og engelskgræs.

Efterhånden blev landet imidlertid invaderet af skovens planter, som i den såkaldt atlantiske tid (se bindet om geologi) endte med helt at dække det tidligere åbne land med urskov. spørgsmålet er så, om alle den åbne steppes arter uddøde i den forbindelse for siden at genindvandre efter oldtidsbøndernes skovrydninger? Eller om der, selv da skoven var tættest, var lommer af lysåben vegetation, refugier for lys- og varmeelskende arter?

Annonce

 FIGUR 5-8. Tør erosionspræget kystskrænt på vestkysten af Helgenæs.

FIGUR 5-8. Tør erosionspræget kystskrænt på vestkysten af Helgenæs.

Man kender ikke svaret med sikkerhed, men meget taler for, at både genindvandring og overlevelse har bidraget til vore dages artsrigdom. Græslandsrefugierne i det skovdækkede landskab har eksisteret på steder med tørt lokalklima, kalkrig jordbund eller tynd jord over klippe, tidvis erosion langs kysten (figur 5-8) eller i ådale, og hvor de vildtlevende græsædere som bison, kronhjort, urokse og vildhest holdt skoven nede. Da oldtidens bønder begyndte at rydde skov, kunne mange af disse arter udvide deres bestande, og andre arter kunne (gen)indvandre.

Planternes genindvandringsveje

Græslandsplanterne er genindvandret fra forskellige verdenshjørner. På kalkgræsland (for gennemgang af de forskellige græslandstyper, se Græslandets planter og plantesamfund, Surgræsland, Sandgræsland, Tørgræsland og Kalkgræsland) er der mange arter med en sydøstlig udbredelse, herunder steppearter som mark-bynke, og såkaldte skovsteppearter som bugtet kløver. På surgræsland er der en større andel af arter med en vesteuropæisk udbredelse, f.eks. hedelyng, sandskæg og smuk perikon (figur 5-9).

De fleste græslandsplanter har imidlertid deres hovedudbredelse i Centraleuropa, som har haft omtrent samme vegetationsudvikling efter istiden som Danmark. Græslandsplanterne kræver lys, og hvis ikke der havde været lysninger i den tætte urskovs storhedstid (refugier) dér også, ville de ikke have haft noget sted at sprede sig fra, efterhånden som oldtidsbønderne åbnede landskabet.

NID-3-271.pngNID-3-272.pngNID-3-273.png
FIGUR 5-9. Tre karakteristiske udbredelsesmønstre for græslandsplanter (sammenhængende udbredelse vist med fladesignatur, spredte forekomster med prikker). A) Udbredelsen af smuk perikon er overvejende vesteuropæisk. Dette er et typisk udbredelsesmønster for arter fra surgræsland og sandgræsland. B) Udbredelsen af mark-bynke i Europa er overvejende østlig; den findes på stepperne mod øst ind i Sibirien. Dette er et typisk udbredelsesmønster for arter fra tørgræsland og kalkgræsland. C) Udbredelsen af hvidgrå draba i Europa er udpræget nordlig med enkelte udposter i Mellemeuropas bjerge. Dens udbredelsesområde omfatter også Sydgrønland og dele af Canada. Dens bestande i Danmark kan være rester (relikter) af en mere sammenhængende udbredelse i Nordeuropa i senglacial tid. Jørgen Strunge efter Hultén og Fries, 1986.

Refugier i Danmark

Til støtte for forestillingen om refugier på dansk grund har danske botanikere som Tyge Böcher og Johannes Iversen foreslået, at lyskrævende planter, hvis nuværende danske forekomster er geografisk isoleret fra arternes hovedudbredelse, må have overlevet i Danmark, siden de indvandrede første gang lige efter istiden. Sådanne arter kaldes senglaciale relikter.

Det er plantearter, som engang har været vidt udbredt på tundrasteppen, men som i dag kun findes på næringsfattige kystskrænter og marint forland, som kan have været lysåbne i hele denne periode. Blandt sådanne arter er de nordjyske bakke-fnokurt, bitter mælkurt og hvidgrå draba (figur 5-9), de bornholmske klippe-røn, tarmvrid-røn og finsk røn samt arter med forkærlighed for det varme og tørre klima i Storebæltsområdet og på Bornholm: svalerod, enblomstret fladbælg, storblomstret brunelle, bakke-potentil og skrænt-star.

De store græslandsdyr

Også dyrene skulle genindtage de områder, der under den seneste istid dækkede store dele af Europa. Efter at det moderne mennesket begyndte at brede sig ud over landet for 30.000-40.000 år siden, skete der en gradvis udryddelse af de vilde, græsædende dyr. Det gik særligt ud over dyr med maksimumvægt over 1000 kg. Den samme udvikling har fundet sted i det danske område; blot satte den ind senere, fordi landet her først blev isfrit senere.

 FIGUR 5-10. Husdyrene har erstattet de vilde græsæderes nøglerolle i økosystemet.

FIGUR 5-10. Husdyrene har erstattet de vilde græsæderes nøglerolle i økosystemet.

Blandt de kæmpedyr, som forsvandt, finder vi til manges overraskelse eksotiske arter, som altså også har eksisteret på vore breddegrader – flere arter af næsehorn, skovelefant, mammut, kæmpehjort og flodhest. Mere velkendt er det, at uroksen og vildhesten, hvis gener i dag lever videre i tamdyrene, uddøde sent i vores mellemistid, og at bison, kronhjort, elg, bæver og vildsvin overlevede, selv om de i dag kun findes i sparsomt befolkede egne. Læs mere herom i bindet om geologi.

De senere tilkomne husdyr, ikke mindst tamformerne af urokse og vildhest, overtog efterhånden de vilde græsæderes funktion i dette græslandsøkosystem. Vore dages husdyrbrug, hvor dyrene afgræsser små folde i det omfang, de overhovedet kommer ud i landskabet, er naturligvis forskellig fra en naturlig helårsgræsning af mange forskellige vilde dyr (se afsnit om levevilkårene i græsland), men den har samme grundlæggende funktion. Den holder vegetationen lavtvoksende og lysåben og har således været med til at sikre, at græslandsnaturen har overlevet i et landskab uden vilde dyrs hjælp (figur 5-10). Desværre vælges græsningsdriften på naturarealer i stigende grad fra i det moderne landbrug, fordi udbyttet ikke opvejer besværet med at hegne og vande dyrene. Se også kapitlet Det åbne lands kulturhistorie: Landskabets bestanddele og de følgende afsnit.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans-Henrik Bruun, Rasmus Ejrnæs: Græslandets oprindelse i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484385

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk