Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eksempler på gode græslandslokaliteter

Oprindelige forfattere H-HB og REj

Roskilde Fjord og Isefjord

Langs Roskilde Fjord og Isefjord er de stejle, græsklædte kystskrænter fremtrædende. Det er såkaldte littorinaskrænter, dannet ved afslutningen af sidste istid, og udsat for kraftig kystnedbrydning under varmetiden for 5-7000 år siden (se bindet om geologi). Dengang stod havniveauet højere end nu, og desuden har landet på denne egn hævet sig tre til fem meter siden istiden.

Særlig flotte eksempler på græsland finder man ved Kyndbyværket på Hornsherreds Isefjordskyst. Her finder man skrænter hældende mod alle verdenshjørner, og på forskellige jordbundstyper. Syd for Kyndbyværket skærer Grimsdalen sig dybt ind i landet. På den sandede, sydvendte skrænt i dalens nordside finder man tørgræsland. Det er under tilgroning med krat, men processen går langsomt i det tørre mikroklima, så endnu ses en del lysåbne områder. Her vokser bl.a. svalerod, som er Nordeuropas eneste repræsentant for den store, overvejende tropiske, plantefamilie silkefrøfamilien.

Dens bestøvningsbiologi er lige så kompliceret og fascinerende som orkidéernes. Pollenkornene er kittet sammen til pollinier, som bliver hægtet fast på besøgende fluer. Frøene dannes i store bananformede bælgkapsler, som ofte sidder parvis. Frøene er forsynet med rigelig, silkeagtig frøuld.

Annonce

 FIGUR 5-37. Nordvendt skrænt ved Kyndby.

FIGUR 5-37. Nordvendt skrænt ved Kyndby.

Hvor svaleroden ikke står tæt, vokser fladstrået rapgræs og mange enårige, varmeelskende planter, f.eks. knopnellike og langstakket væselhale.

Lige ved Kyndbyværket er skrænterne vendt mod nordvest og meget høje. De har ikke været afgræsset i mange år, men på grund af det tørre mikroklima og den stenede jordbund er vegetationen fortsat helt lavtvoksende mange steder med f.eks. smalbladet timian, lav tidsel og mat potentil.

Hvor tørken er knap så kraftig, ses lidt højere stauder som f.eks. blodrød storkenæb, trenervet snerre, grenet edderkopurt, skov-kløver, smalbladet klokke og knoldet mjødurt. Blodrød storkenæb har store smukke purpurfarvede blomster. Det blodrøde henviser til løvets høstfarve. Grenet edderkopurt er beslægtet med liljerne. Den har en stor, forgrenet blomsterstand med mange hvide stjerneformede blomster. På skrænten kan man også have held til at finde storblomstret brunelle, i landets eneste bestand af denne sydlige art. Grenet edderkopurt, skov-kløver og mat potentil findes i Danmark næsten udelukkende i Hornsherred og langs Roskilde Fjords og Isefjords kyster.

FIGUR 5-38. Israndsbakke med kampesten ved Mols Bjerge.

FIGUR 5-38. Israndsbakke med kampesten ved Mols Bjerge.

På de nordvendte skrænter længere mod øst kan lignende vegetation genfindes, her blot med spredt krat (figur 5-37). Her findes landets eneste bestand af himmelblå lungeurt. I en indsænkning i skrænten er vegetationen markant vældpræget. Her står deciderede engplanter på stærkt hældende terræn, f.eks. kødfarvet gøgeurt. Oven for skrænten finder man på mere jævnt hældende terræn surgræsland på udvasket smeltevandssand. Her vokser hedelyng, bølget bunke, plettet kongepen og lav skorsoner. En lille runddysse vidner om, at stenaldermenneskerne også havde sans for det storslåede i landskabet her.

Længere østpå er kysten østvendt. Her er vegetationen trykvandspåvirket og indeholder f.eks. blågrøn star og vild hør, men også temmelig tæt krat. Både i de mørke dele af krattene og i den græsdominerede vegetation finder man endnu en Hornsherredspecialitet, fingerlærkespore. Som sine slægtninge i løvskoven kan den, takket være sin rodknold, være hurtigt fremme om foråret og være klar til at kaste frø og visne ned for sommeren allerede i juni. Frøene er forsynet med et lille fedtholdigt vedhæng, der gør dem tiltrækkende for myrer, som så spreder frøene væk fra moderplanten.

Mols Bjerge og Helgenæs

På det sydligste Djursland ligger Mols og Helgenæs – et knudret randmorænelandskab med en lang bugtet kystlinje, små vige, stejle bakker og skrænter og dybe dødishuller. Jordbunden varierer fra plastisk ler over kalkrigt sand til udvasket sand. Sydspidsen af Helgenæs regnes med til Storebæltsregionen, som har et særlig tørt og solrigt klima. I området falder blot mellem 550 og 600 mm nedbør om året, og antallet af solskinstimer er over gennemsnittet. sådan et landskab er som skabt til græsland.

Markperlemorsommerfugl (Mesoacidalia aglaja).

Markperlemorsommerfugl (Mesoacidalia aglaja).

Mols Bjerge er usædvanlig rige på græsland i betragtning af, at det ligger inde i landet, i Østdanmark, hvor de fleste sådanne landskaber er dækket af mark og skov. selv om det meste af jorden i Mols Bjerge har været under plov, er det dog så længe siden, at de fattige sandjorde igen er blevet koloniseret med græslandsplanter. Nogle steder er 1700-tallets højryggede agre bevaret, som det er tilfældet ved Bisgyde Høj og neden for Trehøje. Her ser man stadig konturerne af fortidens flere meter brede, langstrakte markfelter adskilt af render, som antageligt har tjent til at dræne landbrugsjorden i tider med et mere fugtigt klima.

Der er dog også stejle skrænter og bakker med kampesten, som er undsluppet dyrkning og tilplantning med nåletræer. særlig smukke stenstrøninger ses på Langbjerg ved Agri (figur 5-38), og mellem stenene vokser mod nord hvid anemone og blåbær, mod øst engelsk visse, farvevisse og opret kobjælde, mens sydsiderne står med blandt andre knoldet mjødurt, nikkende limurt og plettet kongepen.

Okkergul pletvinge (Melitaea cinxia).

Okkergul pletvinge (Melitaea cinxia).

Neden for den gamle gård strandkær, som i dag tjener som laboratorium og besøgscenter, hæver stenalderhavets sydvendte littorinaskrænter sig over det flade marine forland, og her kan man finde en rig græslandsflora med tørkeelskende planter, bl.a. den sjældne enårige vårærenpris. Her er også imponerende krat af enebær og roser, og man kan se, hvordan egetræerne formår at vokse sig høje på trods af dyrenes græsning. Uden hård græsning ville Mols Bjerge med tiden udvikle sig til en lys egeskov, som man i dag kan se det ved skovbjerg.

Mols Bjerge er rig på dagsommerfugle, og her kan man være heldig at se arter, som ellers er blevet relativt sjældne – markperlemorsommerfugl (Mesoacidalia aglaja, a), violetrandet ildfugl (Lycaena hippothoe, c), argusblåfugl (Plebejus argus, d), kommabredpande (Hesperia comma, e) og okkergul pletvinge (Melitaea cinxia, b). De vidtstrakte græslandsarealer byder også på levesteder for markfirben og hugorm.

Violetrandet ildfugl (Lycaena hippothoe).

Violetrandet ildfugl (Lycaena hippothoe).

Oppe fra bronzealderhøjene Trehøje har man en vældig udsigt over hele landskabet med Knebel Vig, Kalø Vig, Ebeltoft Vig og Helgenæs. Bevæger man sig ned fra højene i sydlig retning, vil man kunne opleve store arealer med græsland, heriblandt mindre partier som antageligt aldrig har været under plov. Det gælder f.eks. de stejle skrænter i Fandens Hul, lige hvor grusvejen slår et skarpt sving, den høje skrænt neden for Elbjerg og den lille knold i lavningen begroet med tjørn og roser. Her står de, alle planterne: opret kobjælde, djævelsbid, hunde-viol, almindelig mælkeurt, hulkravet kodriver, krat-fladbælg, eng-havre, vellugtende gulaks, håret løvefod, tormentil og stor knopurt. I september og oktober kan man finde den prægtige skarlagen vokshat eller hvis man er heldig jensens vokshat (Hygrocybe ingrata), rødmende vokshat og trævlet vokshat. Der er rige muligheder for at samle mark- og agerchampignoner til middagsbordet.

Argusblåfugl (Plebejus argus).

Argusblåfugl (Plebejus argus).

Skrænterne på vest- og sydkysten af Helgenæs er meget anderledes. Her har havet skåret sig ind i landet og blottet lag fra tidligere geologiske perioder. Af samme grund blander det unge morænemateriale af sand, grus og ler sig med gamle aflejringer af plastisk ler – ofte såkaldt mergel, farvet lysegråt af kalken. Visse steder, som ved Ørby, kan man se vulkanske askelag i skrænterne. Den varierede jordbund og skræn ternes forskellige hældninger giver sig udtryk i en mangfoldig og varieret flora med et stort indslag af kontinentale eller sydlige arter som glat rottehale, liden sneglebælg, knopnellike og blodrød storkenæb. På fugtigere skråninger myldrer det med hjertegræs, vild hør og blågrøn star. I starten af maj farves landskabet sine steder varmt gult af titusinder af hulkravet kodriver (figur 5-40).

Kommabredpande (Hesperia comma).

Kommabredpande (Hesperia comma).

Her kan man også opleve naturen, som den tager sig ud, når vandet ikke føres bort i dræn: Trykvandet fra de vandførende lerlag afslører sig ved, at man pludselig på de tørre sydvendte skrænter kan se fugtige partier med tagrør, asketræer og elfenbenspadderok. Den ene lavning huser et solbeskinnet vandhul, hvor de grønne frøer hopper i med tydelige plask, når de bliver forstyrret, mens den næste kun er periodevis vanddækket og huser en bestand af den spinkle karsporeplante slangetunge.

Thy og Han Herred

 FIGUR 5-39. Dyrenes gødning er et levested for sig – ikke bare for insekter, men også for svampe. Her ses den sjældne sæksporesvamp Fimaria ripensis, hvis frugtlegemer bryder gennem skorpen på fjordgamle kokasser i juni-juli. Stabelhøje i Mols Bjerge.

FIGUR 5-39. Dyrenes gødning er et levested for sig – ikke bare for insekter, men også for svampe. Her ses den sjældne sæksporesvamp Fimaria ripensis, hvis frugtlegemer bryder gennem skorpen på fjordgamle kokasser i juni-juli. Stabelhøje i Mols Bjerge.

Thy og Han Herred er rig på græsland. Vi er i den del af Danmark, hvor landet har hævet sig mest, og flere af de bakkeknolde af kalk, som i dag er forbundne via marint forland med strande, klitter og søer, lå tidligere som øer i havet. Kalken her kaldes limsten eller danienkalk. Den blev dannet for godt 60 millioner år siden af algers kalkskeletter, som aflejrede sig på bunden af havet.

Vegetationen i klitterne er de fleste steder præget af det næringsfattige flyvesand, hvor dværgbuske som revling, hedelyng, klokkelyng og hede-melbærris trives. Men oppe på kalkskrænterne er der græsland. Den kalkrige undergrund præger også sandet, som sine steder er så kalkrigt, at der dannes græsland i klitterne, såkaldt grønsværklit.

Til de mest imponerende kalkskrænter hører Bulbjerg, som fra toppen, 47 meter over havet, byder på en storslået udsigt over havet og klitterne. Bulbjerg regnes for Danmarks eneste fuglefjeld, og her yngler havfuglene ride og mallemuk. Vegetationen på den næringsfattige jord er karrig: Lave vejrbidte planter dækker de forblæste skrænter, hvor vegetationen ikke er slidt ned eller eroderet bort. Typiske græslandsplanter som rød svingel, gul snerre, almindelig røllike og almindelig pimpinelle blander sig med planter fra de sandede klitter – sand-star, sandskæg, klit-rose og engelskgræs.

 FIGUR 5-40. Hulkravet kodriver i tusindvis i kalkgræslandet ved Fejrup Strand på Helgenæs.

FIGUR 5-40. Hulkravet kodriver i tusindvis i kalkgræslandet ved Fejrup Strand på Helgenæs.

I det hele taget er vegetationen på disse bakker en særegen blanding af arter fra kalkbund og arter fra sur bund. Det er ikke usædvanligt at se kalkelskende planter som dansk kambunke, almindelig hundegræs, humle-sneglebælg og nøgleblomstret klokke stå sammen med arter fra surgræsland som almindelig gyldenris, smalbladet høgeurt, djævelsbid og mark-frytle. Hvor trykvandet presser sig frem i skrænterne, som ved Blegsøskrænten i Hanstedreservatet og ved Svinkløv, kan der optræde rigkærsplanter som vibefedt midt i græslandsvegetationen.

Almindelig hundegræs og plettet kongepen forekommer på Bulbjerg i såkaldte dværgracer. Det var botanikeren Tyge Böcher som i 1940'erne blev opmærksom på disse lavtvoksende planter. Han hjembragte dem til forsøgshaven, men selv under gunstigere vækstbetingelser fastholdt planterne deres lave vækst gennem flere generationer. Böcher gættede på, at de kunne være relikter fra den første indvandring efter istiden. De kan dog også være udviklet lokalt i samspil med det tørre og forblæste miljø.

 FIGUR 5-41. Vejen til stranden skærer sig gennem Hanstholmknuden ved Hamborg. På de stejle kalkskrænter finder man en af Danmarks mest særprægede græslandstyper.

FIGUR 5-41. Vejen til stranden skærer sig gennem Hanstholmknuden ved Hamborg. På de stejle kalkskrænter finder man en af Danmarks mest særprægede græslandstyper.

Til disse mulige senglaciale relikter regnes også hvidgrå draba, bakke-fnokurt og bitter mælkeurt, hvis nordjyske voksesteder i dag er isoleret geografisk fra arternes hovedudbredelse. Vi genfinder dem i Thy, eksempelvis på Hanstholmknuden øst for Hanstholm, en kæmpemæssig limstensbakke, der er gennemskåret af dybe kløfter. Særlig flotte er skrænterne ved Hamborg (figur 5-41). Her er en rig græslandsflora, som ud over de førnævnte arter byder på store bestande af smalbægret ensian, og her finder man også den endemiske planteart klit-øjentrøst.

Hanstholmknuden er også rig på en dværgrace af almindelig gyldenris. Mosfloraen er meget rig og byder på en lang række specialiserede kalkmosser fra slægter som snoblad (Tortella) og guldstjernemos (Campylium). Tyges snoblad har sine eneste danske forekomster her.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans-Henrik Bruun, Rasmus Ejrnæs: Eksempler på gode græslandslokaliteter i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484378

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk