Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pesticidernes direkte betydning

Oprindelig forfatter JRed

De giftstoffer, der bruges i landbruget, kaldes både for pesticider, sprøjtemidler og plantebeskyttelsesmidler. Herbicider er gifte mod ukrudt, fungicider er gifte mod svampe, og insekticider er gifte mod insekter. Pesticider anvendes især i foråret og forsommeren samtidig med, at der er flest fritlevende insekter i marken. Det konventionelle landbrugs massive pesticidanvendelse har derfor givet anledning til bekymring – ikke kun for vandløb og drikkevand, men også for landbrugslandets vilde dyreliv. Pesticidanvendelsen varierer meget mellem afgrøderne – i rug bruges generelt ikke meget, i kartofler og vårraps meget. Pesticidbelastningen er dog reduceret noget i de senere år – det gælder dog især mængden, for den biologiske virkning af pesticiderne er ikke reduceret i samme grad (figur 9-33).

Man har længe vidst, at insekticiderne ikke virker særlig præcist. De rammer ikke kun de få skadevoldende arter, de bruges imod. Ganske vist er de „gamle“ midler som f.eks. DDT, der også ramte fisk, fugle og pattedyr, i store træk gået ud af brug i Danmark, men blandt insekterne er der stadig mange andre arter end de skadevoldende, der rammes.

 FIGUR 9-33. Pesticidanvendelsen på de dyrkede marker i Danmark (2002) beregnet som antal normaldosering pr. arealenhed pr. år. Det samlede forbrug af ukrudts-, svampe- og insektmidler svinger noget fra år til år, afhængigt af klima og smittens omfang, men det har generelt været svagt faldende i de sidste årtier. I den enkelte mark er pesticidanvendelsen derimod meget varierende fra år til år, fordi den først og fremmest afhænger af afgrødevalget; kartofler og ærter giver stort forbrug af herbicider, kartofler desuden stort forbrug af fungicider og vårraps af insekticider.

FIGUR 9-33. Pesticidanvendelsen på de dyrkede marker i Danmark (2002) beregnet som antal normaldosering pr. arealenhed pr. år. Det samlede forbrug af ukrudts-, svampe- og insektmidler svinger noget fra år til år, afhængigt af klima og smittens omfang, men det har generelt været svagt faldende i de sidste årtier. I den enkelte mark er pesticidanvendelsen derimod meget varierende fra år til år, fordi den først og fremmest afhænger af afgrødevalget; kartofler og ærter giver stort forbrug af herbicider, kartofler desuden stort forbrug af fungicider og vårraps af insekticider.

Insektgifte anvendes typisk kun for at bekæmpe en enkelt skadevoldende insektart, men i mange tilfælde – f.eks. pyrethroider og dimethoat mod kornbladlus – rammer giftvirkningen samtidig en stor mængde andre insektarter, der er helt harmløse eller måske endda nyttige ved at efterstræbe skadedyr. Det gælder endda i nogen grad også for nyere „smalspektrede“ midler, f.eks. et bladlusmiddel som pirimicarb, der stadig forårsager stor dødelighed hos bladlusenes nære slægtninge, tæger og cikader, som er vigtige fødeemner for insektædende fugle.

Annonce

Ud fra navnene ukrudts-, svampe- og insektmidler kunne man forledes til at tro, at det alene er insektmidlerne, der udgør et problem for insekterne. Men sådan er det ikke. En del ukrudts- og svampemidler er meget virksomme kemiske stoffer, og derfor vurderer man også giftigheden over for insekter, inden de godkendes til brug. F.eks. har man udsat forskellige insekter for sådanne pesticider i standardiserede laboratorieforsøg. Hele 67 ukrudtsmidler og 38 svampemidler er blevet afprøvet på rovbillen Aleochara bilineata, og det viste sig, at flere af de ukrudts- og svampemidler, der bruges i Danmark, øgede dødelighed eller nedsatte forplantningsevnen hos denne art. Sandsynligvis kan disse uventede virkninger genfindes hos mange andre insektarter.

Boks 9-3. Ukrudt som føde for dyrene

Hvis der i afgrøderne er veludviklede ukrudtsplanter, kan de være meget vigtige for fødekæderne i kornmarken, både direkte og indirekte. Agerhønens kyllinger er i de første leveuger efter klækning af fuglefødedyr. Hvis der er 100 ukrudtsplanter pr. m2 fordelt på 10 ukrudtsarter, inkl. de arter, som agerhønens føde lever på, er der gode chancer for at den øvrige natur i marken også trives.

I betragtning af, at reduktionen i det dyrkede lands ukrudtsvegetation er gået stærkt ud over de arter, agerhønens føde lever på, er det sandsynligt, at bestandene af agerhøns alene på grund af fødemangel har fortsat nedturen. Dette bekræftes af engelske erfaringer. I første halvdel af 1980’erne fandt man i England, at sprøjtefri randzoner på 6 m kunne afbøde den negative udvikling i i juni helt afhængige af lettilgængelige, proteinrige insekter og andre smådyr. Nogle af disse dyr lever på ukrudtsplanter; det gælder f.eks. pileurtens bladbille, sommerfuglelarver, blomstertæger, cikader og bladhvepselarver. Andre lever på jordoverfladen, f.eks. små dagaktive løbebiller.

Hvis der sprøjtes med ukrudtsbekæmpelsesmidler, påvirkes forekomsten af fuglenes fødedyr markant. Dels har mange fødedyr ukrudtsplanter som værtsplanter, dels skaber ukrudtet i kornmarken et mikroklima, der er gunstigt for fødedyrene (tabel 9-7).

Agerhønebestanden herhjemme er faktisk i de sidste 50 år faldet fra ca. 100.000 par til 20.000-30.000 par. Vil man undersøge, om en kornmark har et naturindhold, der giver agerhønekyllinger gode overlevelsesmuligheder, kan man benytte sig af, at der er en vis kobling mellem ukrudtsvegetationen og mængden agerhønebestandene, fordi kyllingedødeligheden blev reduceret vha. den øgede fødemængde. Denne konklusion holder imidlertid ikke i nutidens dyrkede land. Det skyldes, at ukrudtsniveauet generelt er meget lavere nu – både i de sprøjtefri randzoner og i marken som helhed. Desuden indeholder vintersædsmarker færre af de plantearter, der understøtter fødekæden. En aktiv indsats for agerhønsene er derfor nødvendig i form af større vårsædsarealer dyrket uden kemiske bekæmpelsesmidler og uden mekanisk ukrudtsbekæmpelse efter såning.

TABEL 9-7. Ukrudtsfloraen af tokimbladede planter kan deles i to grupper efter, i hvor høj grad planterne understøtter de planteædende fødedyr, der er specielt knyttet til ukrudtsfloraen. Det er kun en mindre del af de vilde tokimbladede planter i kornmarken, der understøtter fuglenes fødedyr. Kilde: Hald m.fl., 1994.
Plantegrupper med mange herbivore fødedyrPlantegrupper med få herbivore fødedyr
PlantefamilierKorsblomstfamilie
Syrefamilien
Kurvblomstfamilie
Stedmoderblomst
Nellikefamilien
Rubladfamilien
Salturtfamilien
Ærenpris-arter
Tvetand-arter
Andel af plantebestanden i kornmarker30 %66 %
Andel af herbivore fuglefødedyr, knyttet til disse familier91 %3,1 %
Antal herbivore fuglefødedyrpr. m214,90,43

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Reddersen: Pesticidernes direkte betydning i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484590

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk