Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ændringer i småbiotopernes planteliv

Oprindelig forfatter ABHa

 FIGUR 9-20. Anvendelsen af ukrudtsbekæmpelsesmidler, der visner hele vegetationen ned, som glyphosat – mest kendt under handelsnavnet Roundup – er øget markant de seneste år. Roundup er godkendt til at bekæmpe almindelig kvik i markerne. Det hænder dog ofte, at Roundup anvendes alt for tæt på småbiotoper eller til direkte bekæmpelse i disse.

FIGUR 9-20. Anvendelsen af ukrudtsbekæmpelsesmidler, der visner hele vegetationen ned, som glyphosat – mest kendt under handelsnavnet Roundup – er øget markant de seneste år. Roundup er godkendt til at bekæmpe almindelig kvik i markerne. Det hænder dog ofte, at Roundup anvendes alt for tæt på småbiotoper eller til direkte bekæmpelse i disse.

Småbiotoperne i det åbne land er helt eller delvist omgivet af dyrkede marker. I løbet af de sidste 50-60 år er en tidligere ukendt forstyrrelse af planternes levemuligheder og miljøforholdene begyndt at påvirke småbiotoperne, nemlig spredning og afdrift af pesticider fra markerne. Pesticider i kombination med øget påvirkningen med gødning, forstyrrelser i forbindelse med markarbejdet og bortfald af evt. udnyttelse af småbiotoperne har betydet, at naboskabet med markerne har fået stor betydning for den udvikling, småbiotopernes vegetation har undergået.

Naboskabet med marker i omdrift betyder først og fremmest indvandring af markens enårige arter til åbne pletter i småbiotoperne. Da småbiotopernes normale plantedække er permanent og sammenhængende, kan åbne pletter kun opstå som følge af forstyrrelser i forbindelse med det fysiske markarbejde, eller de kan være en følge af behandling med ukrudtsbekæmpelsesmidler som glyphosat (figur 9-20).

 FIGUR 9-21. Det ser flot ud med korn-valmue, kornblomst og arter af kamille i vejkanterne, men ret beset hører disse enårige planter ikke hjemme her. Når de alligevel forekommer i vejkanterne, skyldes det ofte forstyrrende aktiviteter på den tilgrænsende omdriftsmark.

FIGUR 9-21. Det ser flot ud med korn-valmue, kornblomst og arter af kamille i vejkanterne, men ret beset hører disse enårige planter ikke hjemme her. Når de alligevel forekommer i vejkanterne, skyldes det ofte forstyrrende aktiviteter på den tilgrænsende omdriftsmark.

Hvor der er sket fysiske forstyrrelse, optræder markens vilde planter som kornvalmue og kamillearter sammen med vår-brandbæger, vinterkarse og kulturplanten raps meget synligt i landskabets småbiotoper (figur 9-21). En følgevirkning af nærkontakt med ukrudtsmidlerne kan være masseoptræden af arter som kanadisk bakkestjerne, gold hejre og burre-snerre. Resultatet er, at småbiotoperne i agerlandet de sidste 50 år er blevet invaderet af arter, der ellers hører hjemme i de dyrkede marker og andre forstyrrede områder.

Annonce

Påvirkningen med gødning og jordbrugskalk fra dyrkede marker har desuden skabt mere næringsrige forhold i småbiotopernes kant. Det har gjort levevilkårene vanskeligere for mange af de arter, der er mindre konkurrencestærke og som ellers kunne forventes i småbiotoperne. Stor nælde og almindelig kvik er nu blandt de mest udbredte arter i de næringsrige småbiotoper. Se også boks 9-1 og 9-2.

Boks 9-1. Vejkanterne har forandret sig

 A. Flere salttålende plantearter er blevet almindelige langs vore veje på grund af vintersaltning. Her er det engelskgræs.

A. Flere salttålende plantearter er blevet almindelige langs vore veje på grund af vintersaltning. Her er det engelskgræs.

Der foreligger kun ret beskeden dokumentation af de ændringer, der er foregået i småbiotopernes blomsterpragt. Den ældre del af befolkningen kan dog iagttage forandringen, når erindringen om barndommens vejkant i 1950’erne konfronteres med selvsyn af vejkanterne i dag. Der findes dog en undersøgelse af vejkanternes udvikling. I 2000 undersøgte man 37 jyske og fynske vejkanter, der var blevet analyseret første gang omkring 30 år tidligere. I 1968/69 var vejkanternes skrænter bevokset med lave urter som f.eks. håret høgeurt og blåklokke. I 2000 var vejkanterne i stigende grad blevet domineret af højtvoksende, konkurrencestærke græsser og urter, herunder arter, der optræder som ukrudt i marker (tabel 9-5).

Artssammensætningens ændring på vejkanter er således markant. I 1968/69 kunne man nemt plukke en blomsterbuket langs vejene. I 2000 er vejkanterne blevet farlige for græs-, bynke- og nældeallergikere, og buketten må købes hos blomsterhandleren. Ændringerne i vejkanternes vegetation tyder på stigende dominans af arter med større biomasseproduktion. Det kan skyldes manglende eller ændret pleje, og at det afslåede ma teriale ikke længere fjernes. Men det kan også skyldes forøget næringsstofbelastning. Således var fosforindholdet i jordbunden forøget væsentligt i løbet af de 30 år, der lå mellem de to omtalte undersøgelser.

Det antal år, der er gået siden anlæggelse/udvidelse af en ny vejrabat på råjord, spiller givetvis også en væsentlig rolle for næringsstofindholdet. Mange af de i dag mest artsrige vejstrækninger forekommer således på lavproduktiv råjord langs nye veje. Efter anlæggelsen af hovedvej A 26 i Salling, Mors og Thy voksede der på øst- og nordvendte vejskråninger hele tre sjældne ulvefodsarter på den blottede mineralbund.

I de senere år har forkanten langs de større veje fået et nyt indslag af arter på grund af vintersaltningen – nemlig arter der ellers træffes på salt bund langs vore kyster. Det er f.eks. fliget vejbred, strand-vejbred, udspærret annelgræs, dansk kokleare og engelskgræs (figur A og 14-28).

TABEL 9-5. I 1960’erne bestod vejkanterne af flere blomstrende og lavtvoksende urter end i år 2000. Det bekræfter en sammenlignende analyse. De 11 mest almindelige arter i vejkanterne i 1960’erne og i år 2000 er anført efter aftagende hyppighed. Kilde: Lange og Jelnes, 2002; Hansen og Jensen, 1972.
Mest almindelig i 1960’ernePlantegruppeMest almindelig i 2000Plantegruppe
Almindelig røllikeUrtAlmindelig kvikGræs
Almindelig hveneGræsAlmindelig rajgræsGræs
Fandens mælkebøtteUrtRød svingelGræs
Lancet-vejbredUrtVild kørvelUrt
Høst-borstUrtDraphavreGræs
Almindelig hønsetarmUrtBurre-snerreUrt
Håret høgeurtUrtAlmindelig rapgræsGræs
Liden klokkeUrtAger-tidselUrt
Hvid-kløverUrtKryb-hveneGræs
KongepenUrtGrå bynkeUrt
Bidende ranunkelUrtGlat vejbredUrt
Boks 9-2. Småbiotoper belastes med næringsstoffer

Vegetationen i levende hegn er ekstra belastet med næringsstoffer, fordi træer og buske opfanger kvælstof fra den luft, der passerer gennem hegnet. Den del af biotopen, der er allernærmest marken eller under trækronernes drypfelt, vil som regel være domineret af næringsstofbegunstigede, højtvoksende græsser og urter som almindelig kvik, vild kørvel, stor nælde og grå bynke. Disse arter var da også blandt de 10 hyppigste arter i 207 danske hegn, der er undersøgt i 1980’erne og 1990’erne (tabel 9-6). En art som blåhat, der førhen var almindelig i hegn, blev fundet i mindre end en fjerdedel af de undersøgte hegn.

Tabel 9-6. De 10 hyppigste arter fundet i bundvegetationen i hegn ag forskellig alder, type og lokalisering i Danmark, baseret på 207 analyser udført i perioden 1983-2000. Efter Tybirk m.fl., 2001.
ArtsnavnAndel af hegnene (%) hvor arten er fundet
Almindelig kvik99
Almindelig hundegræs88
Vild kørvel79
Burre-snerre73
Ager-tidsel72
Mælkebøtte70
Stor nælde68
Almindelig rapgræs66
Grå bynke64
Rød svingel55

Blandt de mindst hyppige arter i hegnene i 1980’erne og 1990’erne var en række kon-
kurrencesvage arter fra græsland og vældmoser: kommen, vår-star, mark-
tusindgylden, liden museurt, tre-nervet snerre, merian, fladkravet kodriver, sump-hullæbe, skov-padderok og lund-fladstjerne. Disse arter blev primært fundet i gamle, flerrækkede hegn. Her har de formodentlig holdt stand som rester af en fordums mere artsrig vegetation. Det viser, at foranstaltninger til sikring af artsdiversiteten i hegnene i fremtiden først og fremmest bør tage hånd om de brede, gamle hegn, hvor der er noget at bevare. Den næringsstofbelastning, som hegnene er udsat for fra begge sider, medfører, at vegetationen overvejende kommer til at bestå af arter, der klarer sig godt under næringsrige betingelser, hvis hegnet er for smalt.

NID-3-644.png

NID-3-645.png

Øget næringsbelastning af småbiotoper i agerlandet fører til en vegetation, der består af færre arter og er domineret af en til to konkurrencestærke arter. Samtidig får græsarterne relativt større betydning. Situationen er her illustreret med data fra vandløbsbræmmer. A) Småbiotop med natur som nabo. B) Småbiotop med mark som nabo. Hver søjle repræsenterer én art. Ill.: Jørgen Strunge. Data fra Hald, 2002.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anna Bodil Hald: Ændringer i småbiotopernes planteliv i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484617

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk