Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Småbiotoperne og deres planteliv

Oprindelig forfatter ABHa

De små arealer i det dyrkede land, der ikke er i omdrift og ikke ligger brak, kaldes småbiotoper (figur 9-16). Nogle af dem er linjeformede, f.eks. stendiger, jorddiger, naturlige hegn, læhegn, grøfter, småvandløb, markskel, markveje og vejrabatter, men andre består af egentlige flader. Det gælder f.eks. naturlige eller gravede vandhuller, mergelgrave, gravhøje samt småbevoksninger inkl. vildtremiser, der er mindre end 2 ha. Kun stengærder, jorddiger og vandhuller, der er større end 100 m2, er beskyttet efter reglerne i Naturbeskyttelsesloven af 1992, og kun i et vist omfang.

Bortset fra naturlige vandhuller og til dels småvandløb og naturlige levende hegn er småbiotoperne menneskeskabte. De naturlige småvandløb følger dog ikke altid deres naturlige leje, og naturlige hegn kan være gamle skovbryn, der står tilbage efter skovrydning. De menneskeskabte småbiotoper er skabt i meget forskellige tidsperioder og dermed i forskellige omgivelser. Gravhøjene blev f.eks. skabt i forhistorisk tid i et landskab, der var relativt upåvirket af andre menneskelige aktiviteter (mere om gravhøje i kapitlet Græslandet). Sten- og jorddiger er skabt som indhegning eller ejendomsskel i et landskab, der ikke var gødsket nævneværdigt, og hvor overdrev eller hede var udbredt forekommende. Mange af de levende hegn er fra 1900-tallet. De er anlagt med henblik på at give læ og øge produktionen i sandjordsmarkerne og på lokaliteter med en kold pålandsvind om foråret som f.eks. på Stevns. Læhegnene var, sammen med vildtremiser, andre småbeplantninger og mergelgrave omgivet af marker, da de blev anlagt. Se også Det åbne lands kulturhistorie.

Småbiotoperne udgjorde i 1999 ca. 1,7 % af det samlede landareal; på en gennemsnitlig landbrugsbedrift bestod ca. 3 % af arealet af småbiotoper. Men alle småbiotoper er halveret i areal gennem de seneste 100 år, bortset fra vildtremiser og læhegn, der er øget i omfang.

Annonce

FIGUR 9-16. Småbiotoperne er små udyrkede områder i det dyrkede land. De rummer mange forskellige levevilkår.

NID-3-632.png

Gammelt hegn: Hegn er en tør småbiotop. Gamle hegn med hvid anemone og andre skovbundsarter kan være rester af tidligere skov.

NID-3-634.png

Jorddige: Jorddiger er en tør småbiotop. I nogle egne af Danmark er høje jorddiger, bygget af græstørv, karakteristiske i landskabet. De er beskyttet ifølge Naturbeskyttelsesloven.

NID-3-633.png

Markvej: Markvej er en tør biotop. Gamle markveje er forsvundet i stort antal fra det dyrkede landskab.

NID-3-635.png

Midlertidigt vandhul: En tidvis oversvømmet mark som her, er voksested for tudsesiv. Permanente vandhuller større end 100 m2 er beskyttet af Naturbeskyttelseloven.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anna Bodil Hald: Småbiotoperne og deres planteliv i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484620

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk