Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sæsonvandringer

Oprindelig forfatter JRed

Markernes insektfauna er naturligvis underlagt den samme sæsoncyklus som andre insekter i vores tempererede klima. Ja, de er det måske endda i særlig grad, fordi markerne om vinteren yder så ringe beskyttelse. Insekterne skal undgå sult, frost og udtørring og må derfor overvintre på beskyttede steder i et kuldetolerant, inaktivt stadium. Afhængigt af arten kan overvintringsstadiet være æg (den toplettede blomstertæge Calocoris norvegicus), larve (f.eks. græsfluen Opomyzaflorum, smeldere og nogle løbebiller), puppe (bladhvepsene Dolerus, kålsommerfuglene Pieris) og – meget hyppigt – voksne (f.eks. blomstertægen Exolygus rugulipennis, cikaden Jaavasella pellucida, mariehøns, mange løbebiller og rovbiller, glimmerbøssen og guldøjer).

Mange af de insekter, der har kunnet tilpasse sig til at leve i markerne, overlever kun efterårets markarbejde og vinterens ubeskyttede forhold ved ikke at være på marken i den kritiske periode. De forlader marken inden høst og overvintrer og fouragerer evt. i det tidlige forår uden for markerne, for så at vende tilbage ret sent om foråret.

Mennesker oplever faktisk ofte en lille del af markinsekternes årsrytmer og vandringer, nemlig i form af de enorme „hjemløse“ bestande, der i sensommeren forlader de modnende marker. Da det dyrkede areal udgør hovedparten af Danmarks landareal, bliver tallene alene derfor meget store. I varmt, stille højtryksvejr kan milliarder af insekter på kort tid forlade markerne for at søge føde til vinterhuldet og beskyttende overvintringslokaliteter. På sådanne dage kan luften være fyldt med småedderkopper, især tæppespindere, „flyvende sommer“, mens sværme af thrips (gnavpander, tordenfluer), svirrefluer og mariehøns kan samle sig i frodige haver eller ophobes ved kysterne. Vandringerne forekommer hvert år, men i køligere vejr sker det mere gradvist og derfor mindre mærkbart (figur 3-12).

Annonce

 Kålsommerfugl.

Kålsommerfugl.

På den første rigtig fine forårsdag – omkring den tid, hvor mælkebøtterne blomstrer – vil luften igen være fuld af voksne markinsekter, der „tanker op“ efter vinterdvalen, bl.a. glimmerbøsser, der forsyner sig med mælkebøttepollen i vejkanter, og svirrefluer i blomster på slåen og tjørn i buskadser og levende hegn.

Mange insekter er glimrende flyvere, f.eks. glimmerbøsser, bladlus, rovbiller, kålsommerfugle og nogle tæger og cikader. Derfor kan de ofte kolonisere hele marken på en enkelt god forårsdag, lige meget hvor langt der er til nærmeste udyrkede overvintringshabitat. Andre arter kan ikke flyve, og er derfor mere stedbundne, og de må i stedet vandre ud i marken. De større af dem, f.eks. løbebiller (Pterostichus, Calathus og Harpalus), kan dog vandre temmelig langt – over 100 m på et døgn. I foråret kan man med rækker af fælder fra et græsdige og ud i marken følge disse arter i en koncentreret udvandring – en „bølge“, der på ret få døgn bevæger sig ud i marken.

 FIGUR 9-38. Markinsekternes afhængighed af gode, beskyttede overvintringssteder er velkendt. Specielt mange af rovinsekterne vandrer eller flyver hvert forår og efterår hhv. ind og ud af marken til overvintringsstedet. I store marker har man forsøgt at udlægge 2-3 m brede striber med græsarter, der også i vinterperioden opretholder tætte, tykke og beskyttende vegetationslag. Det betyder, at nyttige rovinsekter ikke skal vandre så langt. Fænomenet går under betegnelsen „Beetle banks“, billebanker, fordi det er en engelsk idé, men man har også forsøgt den herhjemme. Sådanne landskabsmanipulationer, der forebygger opformering af skadevoldere, kan let blive et almindeligt indslag i moderne miljøskånsom landbrugsdrift.

FIGUR 9-38. Markinsekternes afhængighed af gode, beskyttede overvintringssteder er velkendt. Specielt mange af rovinsekterne vandrer eller flyver hvert forår og efterår hhv. ind og ud af marken til overvintringsstedet. I store marker har man forsøgt at udlægge 2-3 m brede striber med græsarter, der også i vinterperioden opretholder tætte, tykke og beskyttende vegetationslag. Det betyder, at nyttige rovinsekter ikke skal vandre så langt. Fænomenet går under betegnelsen „Beetle banks“, billebanker, fordi det er en engelsk idé, men man har også forsøgt den herhjemme. Sådanne landskabsmanipulationer, der forebygger opformering af skadevoldere, kan let blive et almindeligt indslag i moderne miljøskånsom landbrugsdrift.

Mange andre af markens insekter vandrer også, men ikke nær så langt. Det er tilfældet for en del tæger og cikader, der klækker i kantbiotopen som æg, og derefter som små nymfer kun formår at vandre et kort stykke ud i marken. Nogle af dem findes derfor kun ret få, måske 3-10 meter ude i marken og endda kun ud fra markkanter med gode overvintringsforhold. Den samme tilknytning til markkanten findes hos andre leddyr – sommerfugle, bænkebidere, mejere, græshopper, skolopendre og myrer – som man alene finder i kanten af markerne, fordi deres hovedopholdssted faktisk er den udyrkede kant. Nogle af disse arter bør måske snarere opfattes som „tilfældige gæster“ i marken end som en egentlig del af markernes insektfauna.

Om grunden er den ene eller den anden, så er det dog tydeligt, at insektfaunaen er særlig rig på både arter og individer i markernes yderste 3-10 meter, der grænser op til udyrkede småbiotoper som græsdiger, vejrabatter, skovbryn og læhegn. Derfor har man foreslået landmænd at undlade at sprøjte i denne randzone (sprøjtefri randzoner), hvor udbyttetabet er begrænset og gevinsten for insektfaunaen er særlig stor.

De insektarter, der findes længere ude i markerne, er altså typisk meget bevægelige – i hvert fald i voksenstadiet – hvad enten de flyver, svæver eller vandrer. Man kan dog næppe tale om, at de i snæver forstand er tilpassede til den dyrkede mark, men snarere at de har kunnet tilpasse sig det ustabile, kortlivede menneskeskabte landbrugslandskab, fordi de selv er kortlivede og besidder en meget stor spredningsevne.

Sæsonvandringerne påvirkes af markstørrelsen

Med strukturændringerne i det moderne landbrug bliver markerne større og afstanden til overvintringshabitaten større – for nogle insekter kritisk større. Undersøgelser har vist, at større marker ikke giver problemer for skadedyrenes sæsonvandringer (f.eks. bladlusenes), men godt kan give problemer for en del af de rovinsekter, der spiller en vigtig rolle i den naturlige biologiske kontrol af skadevoldende insekter. Man mener således, at øgede markstørrelser har givet større skadedyrproblemer. Man har derfor – bl.a. i økologisk jordbrug – forsøgt at understøtte rovinsekternes sæsonvandringer i landbrugslandskabet ved at anlægge udyrkede græsdiger (såkaldte „beetle-banks“) tilsået med store, tuedannende græsser som draphavre og almindelig hundegræs mellem markerne.

Forsøg har vist, at græsdigerne hyppigt blev brugt til overvintring af landbrugsskadedyrenes naturlige fjender – især løbebiller, rovbiller og edderkopper (figur 9-38). Man har samtidig fundet en reduktion i skadedyrbestandene tæt på græsdigerne. I fremtiden vil man sikkert se flere af sådanne bevidste manipulationer af landskabet, hvormed man forsøger at udnytte insekternes forskellige biologi i en retning, der sikrer en mere miljøskånsom landbrugsdrift.

Sæsonvandringernes årsager

Mange af de nævnte vandringer er ofte igangsat af hormonale impulser styret af årstid eller habitatkvalitet. Men sæsonvandringer kan også simpelthen være styret af, at arten kun har stor spredningsevne i voksenstadiet. Bortset fra edderkoppenymfernes svævetråde har nymfe-, larve-, puppe- og ægstadierne altid lav eller ingen spredningsevne. Hos markinsekterne er det ofte de voksne, der overvintrer og derfor dem, der koloniserer markerne, lægger æg og ofte dør kort efter. I det sene forår og sommeren vokser larverne, indtil pupperne klækker og årets nye generation af voksne kommer frem, og når marken kort efter modner, forlader disse nye voksne den døende habitat i en udvandringsbølge.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Reddersen: Sæsonvandringer i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484599

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk