Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Højt og lavt i afgrøderne

Oprindelig forfatter JRed

 Almindelig markløber.

Almindelig markløber.

Selv om en udvokset markafgrøde normalt kun er 1-2 m høj, er der alligevel markante forskelle på insektfaunaen ved jordoverfladen og oppe i afgrøden, og det er bl.a. derfor, at man kun ser et fåtal af de mange insekter, der faktisk lever i markerne.

Ved jordoverfladen domineres dyrelivet naturligvis af nogle grupper, som er mest kendt fra selve jordbunden, se også Jordbund og de følgende afsnit. Det drejer sig f.eks. om springhaler og mider, og mange af dem er meget små (1 mm eller mindre). Men det er også her, at man træffer de store, tunge rovlevende løbe- og rovbiller af slægterne Harpalus, Nebria og Pterostichus.

Det er især markernes planteædende insekter, der sidder oppe i vegetationen, hvad enten de som kornbladlus, thrips, cikader og tæger suger fra aks og blade, som græsfluelarver lever skjult i gange inde i skuddene, eller som larver af bladhvepse Dolerus eller af kornbladbillen Oulema melanopus gnaver på bladene (figur 9-31). En del planteædende arter flytter ligefrem opad i vegetationen, mens afgrøden vokser, dels fordi de nedre blade efterhånden visner og dør, og dels fordi der efterhånden udvikles nye ressourcer oppe i vegetationen i forbindelse med blomstring og frøsætning. Heroppe undgår de også bedre jordoverfladens mange rovdyr.

Annonce

 Mørkebrun ovalløber

Mørkebrun ovalløber

 Coloradobille.

Coloradobille.

Blomstringen i rapsafgrøder eller i højt, tokimbladet ukrudt som lugtløs kamille er et godt eksempel på de nye resourcer oppe i vegetationen, der udnyttes af blomsterbesøgende eller andre planteædende insekter. Små frøædende løbebiller (Amara) kravler således gerne op i vegetationen for at æde ukrudtsfrø direkte af planterne, inden frøene kastes. Under blomstring er blomsterbesøgende insekter nogle af de mest synlige insekter i markerne.

Forskellige sygdomsfremkaldende mikrobladsvampe som meldug og rust, flytter også opad. Først invaderer de bladene nederst på afgrøde og ukrudt, men efterhånden som de nederste blade bliver gamle eller skygget væk, angriber svampene nye blade. De visne blade koloniseres i øvrigt derefter af nedbrydersvampe som sortskimmelsvampene Cladosporium og Alternaria, der ligesom de sygdomsfremkaldende kan være vigtige fødeemner for markens mange svampeædende insekter. Efterhånden som svampene flytter opad, følger de svampeædende insekter givetvis efter.

Bladlus kan have en eksplosiv bestandsudvikling. I en undersøgelse af konventionelle kornmarker udgjorde bladlusene 83 % af alle individer og forekom med hele 20.000 individer pr. m2. En så enorm føderessource får naturligvis ikke lov til at sidde i fred oppe i vegetationen. Mange rovdyr og snyltere, der efterstræber bladlus, kravler (især mindre rov- og løbebiller) eller flyver (mariehøns, svirrefluer, guldøjer og snyltehvepse) op i vegetationen for at æde eller parasitere bladlusene deroppe, hvor de er (figur 9-37).

Figur 9-37.
NID-3-668.png
NID-3-670.pngNID-3-669.pngNID-3-671.png
NID-3-672.pngNID-3-674.pngNID-3-673.png

FIGUR 9-37. Selvom markafgrøderne kun bliver 1-2 m høje, er højden en vigtig ekstra og tredje dimension i fordelingen af de dyrkede markers insekter og deres økologisk samspil og dynamik. A) Bladlus sidder, som det er typisk for de planteædende insekter, stille højt oppe i vegetationen på plantedele i vækst. Her når de ofte at blive meget talrige, inden de specialiserede bladlusfjender kan opformere sig nok til at gøre indhug i bestandene – de kommer for sent. Specialiserede bladlusfjender – f.eks. B) voksne og larver af syvplettet mariehøne, C) voksne og nymfer af bladlustæger Anthocoris og D) guldøjelarver – er til gengæld gode til at klatre eller flyve op til bladlusene. Her indskrænker deres virkning sig endda ikke til bare at æde bladlusene. De igangsætter også en undvigeadfærd hos bladlusene, der i stort tal lader sig falde til jorden. På jorden bliver mange af dem ædt af store ikke-klatrende løbebiller, f.eks. E) Agonum dorsaie og F) Pterosticus melanarius eller fanget i de vandrette spind af små tæppespindende edderkopper som G) Erigone atra. Foto: H.B. Rasmussen (A), Morten D. D. Hansen (B, C, F og G), H. Philipsen (D) og J. Martin (E).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Reddersen: Højt og lavt i afgrøderne i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484597

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk