Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Brakmarkerne og deres planteliv

Oprindelig forfatter ABHa

 FIGUR 9-13 (a). Brakmarker kan være blomstrende med mange ukrudtsarter de første år.

FIGUR 9-13 (a). Brakmarker kan være blomstrende med mange ukrudtsarter de første år.

Sorte og grønne brakmarker

Brakmark defineres i vore dage som en mark, der tages ud af omdrift i en årrække – et, fem eller tyve år – og herved bliver holdt fri for pløjning, gødskning, pesticider og kalkning.

Denne form for brakmarker blev indført af EU i 1990 som en af måderne at reducere landbrugets overskudsproduktion på. Den største reduktion i landbrugsudbyttet på det mindst mulige areal vil i Danmark kunne opnås ved at lægge frugtbar sjællandsk agerjord brak. Der har imidlertid fra forskellige sider også været andre ønsker til braklægningen. Den skal også levere miljøgoder. I den sammenhæng vil braklægning af sandjord på arealer, hvor der er stor risiko for udvaskning af nitrat til grundvandet være den bedste placering. Ligeledes vil braklægning af arealer langs vandløb og søer kunne reducere næringsstofbelastningen af vandmiljøet. Der er også forventninger til bedre og mere varieret natur på brakmarkerne, mens landmanden på sin side frygter, at opvækst af planter som agertidsel kan give ukrudtsproblemer på naboarealerne, eller når brakmarken igen skal dyrkes.

 FIGUR 9-13 (b). Senere i udviklingen eller på mere næringsrig jord overtages pladsen af få dominerende græsser og høje urter.

FIGUR 9-13 (b). Senere i udviklingen eller på mere næringsrig jord overtages pladsen af få dominerende græsser og høje urter.

Braklægning kan være sort eller grøn. Ved sort braklægning efterlades marken urørt efter høst. Vegetationens sammensætning bestemmes af de plantearter, der har frø i jorden, eller som bliver tilført udefra med vinden eller med dyr. Nogle af de frø fra vilde planter, der befinder sig i de øverste 1-2 cm af jorden, vil spire, hvis de får den påvirkning, som omdriften giver. Derfor er det kun det første år, at arter, der kan optræde som decideret ukrudt, spirer frem i større mængder. Men de forsvinder hurtigt igen og ligger som frøbank i jorden og venter på den genopdyrkning, der atter giver dem spiremulighed. Brakmarken med blomstrende ukrudtsplanter har derfor kun en kort tidshorisont – kortest på den næringsrige lerjord, hvor vegetationsdækket af flerårige arter hurtigt dækker bunden. Den er en overgangsbiotop til plantesamfund bestående af flerårige arter af græsser og urter (figur 9-13).

Annonce

Ved grøn braklægning bliver der om efteråret udsået kulturarter som italiensk rajgræs, almindelig rajgræs og rød svingel. De skal optage den nitrat, der bliver frigjort i jorden efter høst, og forhindre fremspiring af ukrudtsplanter og deres efterfølgende opformering ved frø. Grøn braklægning forhindrer de naturligt forekommende enårige pionerplanter i at spire frem, og den er derfor meget fattig på spontane arter i de første mange år.

 FIGUR 9-14. Brakmarker kan fungerer som „trædesten“ for planter, der spredes i landskabet. Det gælder i særdeleshed for ruderatarter som udspærret vinterkarse, eng-brandbæger eller vår-brandbæger og invasive arter. De spredes på denne måde til naturarealer, hvor de ikke hører hjemme.

FIGUR 9-14. Brakmarker kan fungerer som „trædesten“ for planter, der spredes i landskabet. Det gælder i særdeleshed for ruderatarter som udspærret vinterkarse, eng-brandbæger eller vår-brandbæger og invasive arter. De spredes på denne måde til naturarealer, hvor de ikke hører hjemme.

De mest artsrige brakområder ses i de yderste meter af en brakmark på sandjord, der startes som sort. Det skyldes, at mængden af pionerarter er størst netop i markernes randzoner, hvor også sjældnere og konkurrencesvage arter som museurt, svineøje, gåseurt, hejrenæb, almindelig stedmoderblomst, rødknæ og andre arter fra sur bund forekommer. Men også at sandjorde generelt huser den største mængde arter, samt at konkurrencen fra almindelig kvik og andre græsser er svagere på den mere næringsfattige sandjord end på lerjord.

Mens de frø, der findes i jorden ved overgangen til braktilstanden, stammer fra tiden som mark, vil de frø, der efterfølgende tilføres udefra, typisk være arter med god spredningsevne, ofte pga. særlige svæveanordninger. Eksempler på sådanne arter er vår-brandbæger, eng-brandbæger, kanadisk bakkestjerne, tornet salat samt de såkaldt invasive arter have-gyldenris og kæmpebjørneklo. Brakmarker fungerer således som „trædesten“ for let spredte og invasive arter i landskabet. Ud fra en botanisk synsvinkel bør disse brakarealer derfor slås 1-2 gange i løbet af sommeren for at forhindre, at disse arters frø spredes til naturarealer i nabolaget, hvor de ikke naturligt hører hjemme (figur 9-14).

 FIGUR 9-15 (a). Landbruget udspreder hvert år fosfor på markerne i form af handelsgødning og husdyrgødning. Hvert år overskrider den årlige tilførsel fraførslen med afgrøden.

FIGUR 9-15 (a). Landbruget udspreder hvert år fosfor på markerne i form af handelsgødning og husdyrgødning. Hvert år overskrider den årlige tilførsel fraførslen med afgrøden.

Fra brakmark til ny natur

Både på sorte og grønne brakmarker vil artsantallet stige med årene – hurtigst på de sorte, hvor plantedækket er mindst sammenhængende fra starten. Hvor der gennem årene dannes åbninger i plantedækket, f.eks. på grund af muldvarpeskud og ved dårlig etablering eller manglende overvintring af udsåede arter, vil arter som grå bynke, ager-tidsel, almindelig kvik, almindelig rapgræs, kryb-hvene og draphavre efterhånden etablere sig og danne et græs-urte-samfund af flerårige arter, se nærmere i kapitlet Græslandet.

Også buske og træer kan spire frem og etablere sig i åbninger i plantedækket. De mest almindelige arter er slåen, almindelig hæg, mirabel, engriflet tjørn, almindelig røn, almindelig hyld, bævreasp, bjerg-fyr, skov-fyr, stilk-eg, fugle-kirsebær, vorte-birk og ahorn. Jo nærmere brakmarken ligger ved eksisterende bevoksninger med buske og træer, jo hurtigere invaderes den. En del arter spredes med fugle og småpattedyr. Med indvandringen af vedplanter bliver græs-urte-vegetationen afløst af en „busksteppe“ og senere af pionerskov, hvis brakmarken får lov at forblive uopdyrket og uden pleje længe nok.

 FIGUR 9-15 (b). Da fosfor bindes i jorden, indeholder den store mængder ophobet fosfor (nederst). Da en vis andel af denne fosfor er let tilgængelig for planterne, vil en agerjord, der tages ud af omdrift i dag, have et langt højere produktionspotentiale end en agerjord, der blev overladt til naturen for 50 år siden. Udtages agerjord i dag, har den derfor en meget mindre mulighed end tidligere for at udvikle sig til et naturareal med konkurrencesvage arter.

FIGUR 9-15 (b). Da fosfor bindes i jorden, indeholder den store mængder ophobet fosfor (nederst). Da en vis andel af denne fosfor er let tilgængelig for planterne, vil en agerjord, der tages ud af omdrift i dag, have et langt højere produktionspotentiale end en agerjord, der blev overladt til naturen for 50 år siden. Udtages agerjord i dag, har den derfor en meget mindre mulighed end tidligere for at udvikle sig til et naturareal med konkurrencesvage arter.

Området vil imidlertid ikke vende tilbage til den naturtilstand, det havde før opdyrkningen. Mens området blev dyrket, har det nemlig fået tilført store mængder gødning. Fosfor er i denne sammenhæng vigtigere end kvælstof. Det skyldes, at fosfor bindes til kalk, jern og fine jordpartikler, og kun langsomt frigives igen – og altså ophobes (figur 9-15). Fosfor fra den periode, hvor arealet blev dyrket, påvirker derfor den efterfølgende naturtilstand. Marker, der tages ud af omdrift i dag, har således ophobet langt mere fosfor end marker, der blev taget ud af omdrift i første halvdel af 1900-tallet. De gamle brakmarker er derfor tættere på levevilkårene i den oprindelige naturtilstand (tabel 9-4).

Også markens topografi har stor betydning for naturtilstanden på tidligere agerjorder. En mark på ujævnt terræn med afvekslende højdedrag og fugtige lavninger vil have langt bedre muligheder for at udvikle en varieret natur end en fuldstændig ensartet markflade.

Helt nye naturtyper

De naturtyper med træer og buske, der fremkommer ved braklægning eller permanent udtagning af agerjord af omdrift, er nye i det danske landskab. Deres endelige udseende er derfor ikke kendt, og de har endnu ikke fået navn. Der findes dog nogle enkelte beskrivelser af vegetationens udvikling gennem en årrække på agerjord efter braklægning. De undersøgte områder var placeret tæt på skov, hede eller overdrev, dvs. der var gunstige forhold for spredning af arter fra disse naturtyper, og områderne har ikke været udsat for pleje. Under disse forhold opnås efter 30-40 år en vidt forskellig vegetation på lerjord og sandjord.

På lerjord på Vorsø i Horsens Fjord havde større områder af tidligere marker i løbet af 30 år udviklet sig gennem et græsstadium domineret af draphavre og markfrytle til et samfund domineret af gederams og hindbær. Andre steder havde der etableret sig en mørk ungskov domineret af ahorn. Bundvegetationen i denne nye skov bestod af arter fra mange forskellige plantesamfund. Skoven var således langtfra nogen „typisk“ skov efter 30 år.

På sandmarker i Vestjylland og på Djursland gik udviklingen mod buske og træer betydeligt langsommere end på lerjorderne. Efter 30-40 år var der kun etableret spredte buske, og vegetationen bestod stadig mest af græsser og urter fra tidligere stadier. Arter, der indvandrede sent i forløbet, var bl.a. gul snerre, tjærenellike, mangeblomstret frytle og mark-frytle.

TABEL 9-4. De mest karakteristiske arter, der forekommer i de første ca. 11 år på en brakmark på sandet jord fra begyndelsen af 1900-tallet og fra 1980’erne. Markerne blev opdyrket fra hede og senere opgivet igen henholdsvis 1900-18 og 1980-90. Bearbejdet efter Mogensen (1994). En høj Ellenberg N-værdi udtrykker, at arten er meget næringskrævende og har evne til at udkonkurrere andre arter ved højt næringsniveau. Artssammensætningen viser, at i begyndelsen af 1900-tallet blev brakmarkerne koloniseret af en vegetation, der var lav og mindre konkurrencestærk sammenlignet med en mere højtvoksende og konkurrencestærk vegetation i 1980’erne. Original kilde: Børgesen og Jensen (1904), Ferdinansen (1918), Holst (1987), Mogensen 1994, Ellenberg m.fl. (1992), Hansen (1981).
PlanteartLivsvarighedPlante-højde, cmEllenberg N-værdiBraklagt 1900-18Braklagt 1980-90
Almindelig kællingetandFlerårig10-303x
Bitter bakkestjerneEnårig10-502x
Rank evighedsblomstEnårig20-506x
FløjlsgræsFlerårig20-605x
Tidlig dværgbunkeEnårig3-15 xx
Almindelig hønsetarmFlerårig6-155xx
Almindelig kongepenFlerårig20-403xx
Almindelig hveneFlerårig10-504xx
Almindelig torskemundFlerårig20-505xx
Rød svingelFlerårig25-60indifferentxx
Almindelig kvikFlerårig25-1257xx
Almindelig markarveEnårig5-15indifferent x
Almindelig stedmoderblomstEnårig5-30indifferent x
Mark-forglemmigejEnårig15-406 x
Fandens mælkebøtteFlerårig x
Kanadisk bakkestjerneEnårig50-805 x
Eng-rapgræsFlerårig10-1006 x
Almindelig hundegræsFlerårig30-1006 x
Ager-tidselFlerårig50-1207 x
GederamsFlerårig40-1508 x

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anna Bodil Hald: Brakmarkerne og deres planteliv i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484612

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk