Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tilpasninger hos strandens og klittens smådyr

Oprindelig forfatter HDr

Tilpasninger til temperaturen

 FIGUR 7-61. Temperaturpræferens hos den almindelige markgræshoppe. Seks dyr blev anbragt i en løbegang (75 cm) med et temperaturforløb fra 10 til 46°C frembragt ved at køle ned i den ene ende og varme op i den anden (figur 3-2). Dyrenes position i gangen blev noteret hver 10. minut. I naturen opnår græshopperne den høje temperatur ved at solbade.

FIGUR 7-61. Temperaturpræferens hos den almindelige markgræshoppe. Seks dyr blev anbragt i en løbegang (75 cm) med et temperaturforløb fra 10 til 46°C frembragt ved at køle ned i den ene ende og varme op i den anden (figur 3-2). Dyrenes position i gangen blev noteret hver 10. minut. I naturen opnår græshopperne den høje temperatur ved at solbade.

De store temperatursvingninger, især i den hvide klit, er et problem for insekter og andre vekselvarme dyr, som kun fungerer optimalt inden for et snævert temperaturområde. Mange af klittens insekter er som allerede nævnt nataktive og ligger nedgravet i sandet om dagen, hvorved de undgår de høje temperaturer og den lave luftfugtighed på overfladen. Andre arter er dagaktive og foretrækker høje temperaturer (figur 7-61). Dog må de undgå de mest ekstreme temperaturer. De har derfor udviklet adfærdsformer, som maksimerer deres kropstemperatur ved lave lufttemperaturer og minimerer den ved høje.

Sandspringeren Cicindela hybrida kommer frem om morgenen efter at have ligget nedgravet i sandet om natten. Tidligt om morgenen, når temperaturen er lav, skifter sandspringeren mellem at varme op ved at ligge og solbade og løbe rundt på jagt efter andre insekter. Under solbadningen maksimerer den indstrålingen ved at anbringe rygsiden vinkelret på retningen til Solen. Dens gennemsnitlige kropstemperatur er derfor højere, end hvis den undlod at solbade (fase 1 i figur 7-62).

Efterhånden som omgivelsernes temperatur stiger, solbader den i stadig kortere perioder, mens jagtperioderne bliver stadig længere. Ved en optimal temperatur på 35 °C ophører solbadningen, og den jager nu konstant. Hvis temperaturen stiger yderligere, forsøger sandspringeren at fastholde sin kropstemperatur på de 35 ° ved at hæve kroppen højere og højere over den varme sandoverflade (fase 2 i figur 7-62). Dens kropstemperatur er derfor lavere, end hvis den ikke havde denne adfærd. Når den ikke kan komme højere op, kan den køle af ved at foretage korte flyveture eller gå ind i skyggen, men i de fleste tilfælde vil den grave sig ned i sandet, hvor der er betydeligt køligere (figur 7-29).

Annonce

 FIGUR 7-62. Sandspringeren regulerer sin kropstemperatur ved at solbade ved lave temperaturer (fase 1) og gradvist hæve kroppen over sandet ved høje (fase 2). Den fuldt optrukne linje er den målte kropstemperatur hos biller i felten. Den stiplede linje er temperaturen 4 mm over en vandret sandflade, hvilket svarer til den kropstemperatur, billen ville have, hvis den ikke regulerede den. I fase 1 er kropstemperaturen højere, og i fase 2 lavere end den uregulerede temperatur og derved tættere på optimum. Se også figur 7-59.

FIGUR 7-62. Sandspringeren regulerer sin kropstemperatur ved at solbade ved lave temperaturer (fase 1) og gradvist hæve kroppen over sandet ved høje (fase 2). Den fuldt optrukne linje er den målte kropstemperatur hos biller i felten. Den stiplede linje er temperaturen 4 mm over en vandret sandflade, hvilket svarer til den kropstemperatur, billen ville have, hvis den ikke regulerede den. I fase 1 er kropstemperaturen højere, og i fase 2 lavere end den uregulerede temperatur og derved tættere på optimum. Se også figur 7-59.

Disse adfærdsformer betyder, at billens kropstemperatur varierer mindre, og derfor ligger tættere på de optimale 35 °C, end den ville have gjort, hvis billen ikke regulerede sin kropstemperatur ved hjælp af adfærden (den stiplede linje i figur 7-62). Forsøg har vist, at sandspringeren løber hurtigst og er bedst til at overmande byttet ved 35 °C, hvilket betyder, at den maksimerer antallet af fangne byttedyr ved at regulere sin kropstemperatur.

Også hannerne af klitsommerfuglen (figur 7-63) regulerer deres kropstemperatur, når de sidder på sandet. Sommerfuglen maksimerer indstrålingen ved at folde vingerne sammen over ryggen og hælde vingeplanet, så det står vinkelret på solstrålingen. Efterhånden som temperaturen stiger, drejer sommerfuglen sig gradvist, så vinklen mellem vingeplan og retningen til Solen bliver stadig mindre. Derved holder den varmetilførslen og kropstemperaturen konstant. Ved de højeste temperaturer sidder sommerfuglen orienteret parallelt med solstrålerne, hvorved indstrålingen minimeres.

Hannerne ses mest, når de sidder i små bare pletter af sand. Pletterne fungerer som symbolske territorier, idet de er uden ressourcer, men som hannerne ikke desto mindre kæmper indbyrdes om. Når to hanner kæmper om et territorium, flyver de opad til en højde af 20-30 m, mens de hvirvler rundt om hinanden. Det gælder om at være den øverste. Som regel er det territoriets ejer, der vender tilbage efter kampen. Disse kampe har en seksuel funktion, idet hunnerne foretrækker de hanner, som er i stand til at forsvare de mest attraktive sandpletter. Ved at regulere kropstemperaturen opnår hannen en flyvetemperatur så tæt på de optimale 35 °C som muligt, hvilket giver en fordel, når territoriet skal forsvares.

Tilpasninger til vinden

Da det ofte blæser kraftigt på stranden og i klitterne, har mange af dyrene tilpasninger, som skal forhindre, at de bliver blæst væk. Dette er ofte en særlig adfærd, f.eks. har mange af strandens fluer en evne til at opsøge steder med læ. Desuden går og hopper mange af fluerne mere, end de flyver, og når de flyver, sker det i lave buer ganske tæt hen over sandet.

En anden tilpasning til blæst er en reduktion af vingerne, hvorved dyrene mister flyveevnen. Dette gælder især mange af kystens biller (f.eks. Broscus), tæger og fluer. En del arter har dog både vingede og vingeløse, evt. kortvingede, former. Fænomenet er bemærkelsesværdigt i betragtning af den betydning, flyveevnen har for insekters søgning efter føde eller en mage, og for deres muligheder for at undgå rovdyr. En vigtig funktion er også spredningen af arten til nye levesteder.

 FIGUR 7-63. Hannen af klitsommerfugl regulerer sin kropstemperatur, når den sidder på sandet. Ved at ændre vingeplanets hældning og orientering kan sommerfuglen kontrollere indstrålingen fra solen, og dermed sin kropstemperatur. Vinklen mellem retningen til solen og en linje vinkeltret på vingeplanet ændres gradvist fra 0° til 90°.

FIGUR 7-63. Hannen af klitsommerfugl regulerer sin kropstemperatur, når den sidder på sandet. Ved at ændre vingeplanets hældning og orientering kan sommerfuglen kontrollere indstrålingen fra solen, og dermed sin kropstemperatur. Vinklen mellem retningen til solen og en linje vinkeltret på vingeplanet ændres gradvist fra 0° til 90°.

Tab af flyveevne hos en art er ofte bestemt af to forhold: levestedets stabilitet og den risiko, der er forbundet med at bevæge sig til et nyt sted. Det sidste kan være risikoen for at lande et uegnet sted, eller for at blive ædt af rovdyr undervejs. Et stabilt levested i kombination med en stor risiko ved spredning fremmer tab af flyveevnen.

Selv om de fysiske forhold ved kysterne ofte er ekstreme, er stranden og klitten dog stabil i tid og rum for de dyr, som er tilpasset til at leve her. Men en strand er også karakteriseret ved at være lang og smal samt et sted, hvor det altså ofte blæser kraftigt. Derfor er der er stor risiko for, at et flyvende insekt føres ind i land eller ud over havet, og derved går tabt. Arter med to former, henholdsvis med og uden flyveevne, har begge fordele, idet de vingede individer kan sprede populationen, mens de uvingede undgår at gå tabt ved at blive blæst væk. Generelt er udviklingen af de to former bestemt af enten genetiske faktorer og/eller miljøfaktorer, især temperatur og dagslængde.

Tilpasninger til rovdyr

Strand- og klitinsekter har ligesom andre dyr tilpasninger, der skal beskytte dem mod rov dyr. De fleste af disse tilpasninger er generelle og findes også hos dyr fra andre naturtyper (se eksempler i figur 7-56 og 7-60), men nogle er mere specifikke for dyr, der lever på sandede biotoper. Således forekommer der usædvanligt mange gravende arter i den hvide klit. En gravende levevis tjener både til at undgå rovdyr og de mest ekstreme klimatiske forhold.

 FIGUR 7-64. Løbebillen Dyschirius sp. er tilpasset en gravende levevis. Forbenene er kraftige graveben med affladede skinneben besat med torne og børster. Fodleddene er tynde og kan lægges bagud under gravningen.

FIGUR 7-64. Løbebillen Dyschirius sp. er tilpasset en gravende levevis. Forbenene er kraftige graveben med affladede skinneben besat med torne og børster. Fodleddene er tynde og kan lægges bagud under gravningen.

Mange træk i dyrenes bygning viser tilpasning til en gravende levevis. Hos nogle er forbenene eller hovedet udformet som skovle, eller benene er besat med kraftige børster (figur 7-64). Andre dyr er lange og tynde og „slanger“ sig igennem sandet, f.eks. larven af fluen Thereva. Hvis man graver dyrene ud, vil mange af dem straks grave sig ned igen og forbløffende hurtigt forsvinde ned under sandets overflade.

Mange insekter opnår beskyttelse mod fjender ved at falde sammen med omgivelserne, så de er svære at få øje på. På stranden og i klitten er mange dyr bleggule eller grålige, og er dermed kamuflerede, når de sidder på sandet. Flere af disse arter forekommer dog også andre steder end ved kysten og findes derfor i to former, en mørk indlandsform og en lys kystform.

Kamuflage har den ulempe, at den ikke virker, hvis dyrene bevæger sig. Denne form for beskyttelse er derfor mest udbredt hos nataktive dyr, som sidder stille om dagen, f.eks. natsommerfugle og deres larver.

Dog har også sandspringeren og de fleste af kystens edderkopper sandfarver, selv om de er dagaktive. Disse dyr har imidlertid også en anden tilpasning, idet de bevæger sig på en speciel måde. Med jævne mellemrum stopper de op og står ubevægelige et stykke tid, inden de fortsætter. Denne adfærd kan skyldes, at de har nemmere ved at se et byttedyr, når de står stille, end når de løber, men den kan også skyldes, at de selv er sværere at få øje på for et rovdyr, når de står stille. Sandspringeren og andre arter har desuden mønstre på dækvingerne eller kroppen, der opløser konturen af dyret (figur 7-58 og 7-63), hvilket gør dem yderligere svære at se.

En anden form for kamuflage findes hos en del arter, der lever på de smalle blade af marehalm eller hjælme. Disse dyr er lange og smalle, og sidder på langs af bladet, så de er svære at få øje på.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Dreisig: Tilpasninger hos strandens og klittens smådyr i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484479

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk