Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dyrene på den åbne sandstrand

Oprindelig forfatter HDr

 FIGUR 7-56. Sandgraveren Broscus cephalotes er et rovdyr, men må selv forsvare sig mod andre rovdyr, bl.a. ved at spille død.

FIGUR 7-56. Sandgraveren Broscus cephalotes er et rovdyr, men må selv forsvare sig mod andre rovdyr, bl.a. ved at spille død.

Højere oppe på stranden er der nok mange dyr, men kun få arter. De fleste ser man ikke, fordi de er nataktive eller lever nedgravet i sandet. Tanglopper kan således være meget talrige, men er mest fremme om natten (se boks 7-4). Den store løbebille sandgraveren, Broscus cephalotes, er ligeledes aktiv om natten, hvor den jager tanglopper på stranden og insekter i klitterne. Den kan løbe flere hundrede meter på en nat og ligger nedgravet i sandet om dagen, ofte under brædder eller sten (figur 7-56). På den højere del af stranden øges antallet af højere planter, især arter tilhørende salturtfamilien. En række insekter er knyttet til disse planter, hvoraf et eksempel er vist i figur 7-57.

På stranden aftager vandindholdet i sandet med afstanden fra havet, men selv små højdeforskelle kan give store forskelle i vandindholdet og dyrelivet. I fugtige lavninger på stranden findes en speciel fauna, hvis fødegrundlag er mikroskopiske alger, der giver sandet en grønlig farvetone. Algerne ædes af den lille rovbille Bledius arenarius, som lever i lodrette gange i sandet.

 FIGUR 7-57. Snudebillen Cleonus fasciatus’ maddikelarver lever beskyttet i en galle på roden af strandmælde.

FIGUR 7-57. Snudebillen Cleonus fasciatus’ maddikelarver lever beskyttet i en galle på roden af strandmælde.

Billernes tilstedeværelse kan erkendes ved de små hobe af sand, som de kaster op på overfladen. Arten findes kun, hvor vandindholdet i sandet er 10-15 %. Hvis fugtigheden er højere, bliver iltindholdet for lille for billerne, selv om der stadig er mange alger. En del andre biller hører også til i dette samfund, bl.a. løbebiller af slægten Dyschirius, der jager Bledius (figur 7-64). De voksne fluer og deres larver af arten Scatella stagnalis lever også af algerne, ligesom en lille sortblå springhale, Hypogastrura viatica.

Annonce

Boks 7-4. Tanglopper – et liv i havstokken

Tanglopper er krebsdyr, og som andre krebsdyr lever de overvejende i havet. En del arter er dog tilpasset til et liv på landjorden. De lever på strande over hele verden. I Danmark findes tre almindelige arter, Talitrus saltator, Orchestia gammarellus og Talorchestia deshayesii.

Tanglopper har en udpræget døgnrytme i deres aktivitet. Om dagen sidder de nedgravede i lodrette gange i sandet, men kort før solnedgang kommer de op på overfladen og bevæger sig ned mod havstokken for at fouragere på det opskyllede organiske materiale. Ved solopgang søger dyrene igen længere op på stranden for at grave sig ned. De store tanglopper går længst op, mens de små holder sig nærmere ved havet. Dette skyldes en afvejning mellem fordelen ved at grave sig ned i sikker afstand fra havet, og ulempen ved at den dybde i sandet, hvor dyrene finder en optimal høj fugtighed, stiger med afstanden fra strandkanten. Små dyr kan ikke grave sig så langt ned som store dyr og findes derfor nærmere havet, hvilket betyder en risiko for at blive skyllet væk og måske for at blive gravet ud af f.eks. en fugl. De store dyr kan grave sig ned til en dybde på 40 cm og er derfor i større sikkerhed.

 A. Ti tanglopper holdes i et terrarium ved konstant svagt lys. Deres aktivitet registreres af en fotocelle og udtrykkes ved det antal gange, dyrene passerer forbi fotocellen. Registreringer over fire døgn viser, at dyrene er aktive på omtrent det normale tidspunkt, men at aktivitetsperioden er lidt forsinket hver dag.

A. Ti tanglopper holdes i et terrarium ved konstant svagt lys. Deres aktivitet registreres af en fotocelle og udtrykkes ved det antal gange, dyrene passerer forbi fotocellen. Registreringer over fire døgn viser, at dyrene er aktive på omtrent det normale tidspunkt, men at aktivitetsperioden er lidt forsinket hver dag.

Hvis man registrerer tangloppernes aktivitet under eksperimentelle forhold ved et kunstigt lys-mørkeskifte, vil dyrene også her være aktive i de mørke perioder. Hvis man holder dem ved konstant lys hele døgnet, vil de i begyndelsen være aktive på det tidspunkt, der svarer til nat i naturen, men aktiviteten forskydes lidt dag for dag, hvorved den efterhånden kommer ude af trit med det naturlige døgn (A).

Dette viser, at aktiviteten er styret af en fysiologisk rytme, et såkaldt „biologisk ur“. Når tanglopperne ligger nedgravede i sandet, har de ikke noget lyssignal (solnedgangen), der fortæller dem, hvornår de skal begynde aktiviteten, men de er alene afhængige af deres „biologiske ur“. Når de graver sig ned om morgenen fungerer solopgangen som et tidssignal, der samtidig synkroniserer det „biologiske ur“ med døgnets lys-mørkecyklus, så det ikke kommer ud af trit med det naturlige døgn. Dette betyder, at dyrene kan starte aktiviteten næste aften på det korrekte tidspunkt.

 B. Hvis tanglopper anbringes i en rund arena uden anden information end solens stilling, vil de gå i den korrekte retning mod strandkanten. Kystlinjens orientering på den strand, hvor tanglopperne blev fanget er tegnet ind. I alt 96 tanglopper blev ved forsøgets begyndelse sat på arenaens midte. Stregernes længde angiver den andel af dyrene, der gik i den pågældende retning.

B. Hvis tanglopper anbringes i en rund arena uden anden information end solens stilling, vil de gå i den korrekte retning mod strandkanten. Kystlinjens orientering på den strand, hvor tanglopperne blev fanget er tegnet ind. I alt 96 tanglopper blev ved forsøgets begyndelse sat på arenaens midte. Stregernes længde angiver den andel af dyrene, der gik i den pågældende retning.

Tanglopper tåler ikke udtørring, da de mangler mekanismer til at nedsætte fordampningen fra overfladen. De lever derfor i en smal zone langs havet, hvor der er en høj fugtighed. Men det er også farligt for dem at blive skyllet ud i havet, med mindre de kan finde tilbage til stranden. Tanglopperne har derfor udviklet en adfærd, der skal sikre, at de altid kan finde tilbage til deres optimale levested i strandkanten. Til dette formål bruger de retningen til Solen som et kompas. Anbringer man tanglopper midt på en rund arena, hvor de kun kan se himlen, vil de bevæge sig i den retning, der svarer til retningen mod havet på det sted, hvor de lever (B). Er der vand i arenaen, vil de svømme i den modsatte retning, svarende til retningen mod land.

Dyrene bevæger sig i den korrekte retning på alle tidspunkter. Da de orienterer sig i forhold til Solen, som hele tiden skifter position, vil vinklen mellem retningen til kysten og retningen til Solen til stadighed ændre sig. Ved hjælp af et „biologisk ur“ kender dyrene tidspunktet på døgnet og kan derfor kompensere for Solens bevægelse. At der er tale om et indre ur kan vises ved kunstigt at forskyde lys-mørkecyklussen og derefter teste dyrene i en arena under åben himmel. Resultatet er, at dyrene går i en forkert retning, svarende til tidsforskydningen. Man kan også bruge et spejl til at ændre Solens „position“, hvilket også får dyrene til at ændre deres bevægelsesretning.

Om natten bruger tanglopperne et månekompas, men dette er mindre undersøgt end deres solkompas.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Dreisig: Dyrene på den åbne sandstrand i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484475

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk