Sandstrand er almindelig langs de danske kyster. De største sandstrande findes langs den jyske vestkyst, ved Kattegats åbne kyster og ved Østersøens øst- og sydvendte kyster.
Plantevækstens udformning bestemmes af strandens bredde, hældning og eksponering samt af sandets kornstørrelse. Ofte fordeler planterne sig i flere bælter (figur 7-2). I selve havstokken, der nås af bølgerne, er sandet fugtigt og mørkt. Her vokser ingen planter – miljøet er for ustabilt. Indadtil ender havstokken ofte i en lav vold af grus og småsten, der efterlades, når bølgerne trækker sig tilbage (figur 7-3).
På den nedre del af stranden, på landsiden af havstokken, er der ofte fugtige områder, hvor der vokser mikroskopiske grønalger, kiselalger og cyanobakterier, som giver sandet et grønligt til brunligt skær. Algerne, og i særlig grad cyanobakterierne med deres slimkapper, er med til at kitte sandkornene sammen. De lever i et tyndt lag lige under overfladen, hvor der er lys nok til fotosyntese. Oftest er en enkelt algeart særlig fremtrædende i de enkelte bevoksninger. I groft sand lever især arter, der sidder fast på sandkornenes overflade. I fint sand dominerer arter, der bevæger sig frit mellem sandkornene, hovedsagelig kiselalger.
Dybere nede i sandet, hvor der ikke er tilstrækkeligt med lys til fotosyntesen, aftager iltindholdet. Hvor der ikke længere er fri ilt til stede, kan sandet være farvet sort eller blåsort. Det skyldes bakterier, der udnytter svovlforbindelser (sulfationer) i vandet mellem sandskornene i nedbrydningen af organisk stof i stedet for ilt. Derved dannes der svovlbrinte, der i forbindelse med bestemte jernforbindelser danner svovljern (ferrosulfid), som farver sandet mørkt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.