Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De stenede strande

Oprindelig forfatter SNChr

Kystklinter af morænemateriale indeholder ofte mængder af sten, der falder ned på stranden, når klinten bliver eroderet. Efterhånden som det finere materiale bliver skyllet bort, efterlades der en stenet strand nedenfor klinten (figur 7-42). Hvor strøm og bølgepåvirkning er tilstrækkelig kraftig vil imidlertid også de grovere materialer efterhånden blive transporteret bort fra erosionsstedet.

Sten og grus transporteres langs med kysten ved bølgepåvirkning i havstokken samt med havis. Dertil kommer, at der på sten i vandkanten og på lavt vand kan vokse større algearter som f.eks. blæretang. Når algerne har nået en vis størrelse, kan de ved bølgernes og strømmens kraft løfte og transportere stenene langs kysten. Stenede strande kan derfor findes langt fra de klinter, som stenene stammer fra. Eksempler er stenstrandene på Feddet i Sydsjælland og Ulvshale på Møn, der er dannet af materiale fra henholdsvis Stevns og Møns klinter. Stenstrande findes særlig hyppigt i tilknytning til eksponerede morænekyster ved de indre farvande. Se også i bindet om geologien.

Levevilkår og vegetation

I selve havstokken ruller bølgerne stenene rundt og sliber dem mod hinanden. Derved får stenene afrundede former, „rullesten“. Den stadige bevægelse af stenene forhindrer, at der etableres plantevækst mellem og på dem. Men hvis sten og blokke er for store til, at kraftige storme kan flytte dem, vil de efterhånden blive bevokset med laver (figur 7-43).

Annonce

NID-3-459.pngNID-3-460.png
FIGUR 7-43. A) Storstenet strand, der indadtil går over i et strandoverdrev. På stenene vokser forskellige lyse- og mørkegrå skorpelaver. De orange laver vokser fortrinsvis på de største sten, der får mest fuglegødning („fugletoppe“). B) Klippe-grenlav (Ramalina siliquosa) og almindelig væggelav på en stor strandsten. Ordrup Næs, juni 1995. Foto: S.N. Christensen.

På grund af lavarternes forskellige tilpasning til havets indflydelse vil de danne horisontale bælter, der ligner dem, man ser på klippekysterne (se Klippekysterne). Oftest er lavbælterne på strandens store sten dog mere fragmentarisk udviklet. Det kan skyldes isskuring, men også at stenene er for små til at rumme hele zoneringen.

Lidt højere oppe på stranden er forholdene knap så urolige. Hvor der er sand mellem stenene, findes spredte bevoksninger af nogle af de samme arter, som man finder på sandstranden, f.eks. strandsennep, strandarve, strand-kamille og arter af mælde.

Rullestensstrandvolde

 FIGUR 7-44. Strandvoldskyst. Til venstre rullestensstrandvold med spredte strandkål. Til højre strandoverdrev på rullesten. I baggrunden græslandsskrænt med fårestier. Kobberhage, Djursland, juni 1965.

FIGUR 7-44. Strandvoldskyst. Til venstre rullestensstrandvold med spredte strandkål. Til højre strandoverdrev på rullesten. I baggrunden græslandsskrænt med fårestier. Kobberhage, Djursland, juni 1965.

Under kraftige pålandsstorme kan grus og sand, men også større sten, blive transporteret højere op på stranden og aflejret i såkaldte rullestensstrandvolde parallelt med kystlinjen (figur 7-44). Hvis materialetransporten fortsat fører nye stenmasser til, så kysten vokser udad, kan der efterhånden dannes flere parallelle strandvolde uden på hinanden.

En spadseretur fra kystlinjen og ind over et sådant system af parallelle strandvolde fortæller en interessant historie om, hvorledes vegetationen på strandvolden udvikler sig, som årene går (figur 7-45). De yderste volde er de yngste, mest ustabile og samtidig de mest næringsrige, fordi sandet mellem stenene ofte er gødet af tangrester og andet opskyllet organisk materiale. Her finder man et spredt plantedække, ofte præget af strandkål (figur 7-33), strandarve og strand-bede, men også med sjældnere arter som strand-limurt. De noget ældre strandvolde længere inde fra kysten er beskyttede af de foranliggende volde. Her er forholdene mere stabile, og vegetationen er tilsvarende mere artsrig og sammenhængende (figur 7-44). Det er især almindelige græslandsarter på tør bund, der spiller en rolle her, og vegetationstypen bliver ofte kaldt strandoverdrev; se mere herom i kapitlet Strandengskysterne.

 FIGUR 7-45. Antallet af arter på et system af strandvolde ved Korshage, Nordsjælland. Strandvoldenes alder stiger fra strand til hede. Derved kommer artsantallets ændring til at afspejle en succession, hvor stranden er det yngste stadium og heden det ældste. Bemærk, at antallet af urtearter er lavest, hvor forholdene er mest ustabile, dvs. på stranden, og hvor jordbunden er mest sur og næringsfattig, dvs. på heden.

FIGUR 7-45. Antallet af arter på et system af strandvolde ved Korshage, Nordsjælland. Strandvoldenes alder stiger fra strand til hede. Derved kommer artsantallets ændring til at afspejle en succession, hvor stranden er det yngste stadium og heden det ældste. Bemærk, at antallet af urtearter er lavest, hvor forholdene er mest ustabile, dvs. på stranden, og hvor jordbunden er mest sur og næringsfattig, dvs. på heden.

Endnu ældre strandvolde fjernere fra den nuværende kystlinje er kun lidt påvirket af havets nærhed. De har været stabile i en meget lang periode og evt. stabiliseret ved landhævning.

På disse gamle strandvolde finder man ofte en spændende mosaik af laver og dværgbuskhede domineret af revling, hedelyng og bølget bunke. Forudsætningen for, at dette økosystem kan udvikles, er fattigdom på næring, der skyldes manglende tilførsel af næringsstoffer fra havet og porøs jordbund, der tillader udvaskning af næringsstoffer. Netop under sådanne forhold kan de langsomtvoksende laver udvikle artsrige samfund uden konkurrence fra de mere næringskrævende og kraftigere voksende planter. Se beskrivelsen af ørkenen på Anholt.

En anden mulig udvikling på de gamle rullestensstrandvolde er tilgroning med krat eller skov. Rullestensstrandvoldene på Ulvshale på Møn er eksempelvis bevokset med bl.a. navr, ahorn, avnbøg, dunet gedeblad, fjeld-ribs, tarmvrid røn og småbladet lind.

Levevilkårene og planternes tilpasninger

Flere forhold har betydning for plantevækstens sammensætning på rullestensstrandvoldene. Ud over stabiliteten, dvs. i hvilket omfang strandvolden stadig kan nås af bølgerne, har især kornstørrelsessammensætningen betydning. Lokaliseringen af planterne på stenstranden er således i høj grad bestemt af forekomsten af sand og grus mellem rullestenene (figur 7-46). Sandet og gruset tilbageholder formodentlig de finere partikler af ler og organisk materiale, således at jordbunden forbedres med hensyn til både næringsindhold og evnen til at indeholde vand. Derved forøges muligheden for, at frø kan spire, og planter kan etablere sig. I samme retning virker tang, der skyller op på strandvolden med bølgeslaget.

NID-3-463.pngNID-3-464.png
FIGUR 7-46. A) Forekomsten af hornskulpe på en engelsk stenstrand. Der er god sammenhæng mellem hornskulpens forekomst og indholdet af finere partikler, sand, grus og vand mellem stenene. B). Hornskulpe på en strandvold. Blakeney Point, England. August 2004. A efter Scott, 1963. Foto: S.N. Christensen.

Hvis underlaget består af rullesten med groft grus imellem, men intet sand, er der ikke meget vand at hente for planterne nær strandvoldens overflade. De er så henvist til at søge i dybden efter nedsivende regnvand eller til at udnytte ferskvand, der dannes ved kondensering af vanddamp mellem stenene. Bidende stenurt er en af de få planter, der kan overleve under disse betingelser. Den har et veludviklet rodnet og kan således optage de små mængder vand, der måtte være til stede. Desuden har den små sukkulente blade, der sidder tæt op ad stænglen – en tilpasning, der både kan lagre vandet og nedsætte fordampningen.

Består strandvolden af store rullesten uden finkornet materiale imellem, er den oftest uden planter.

Økotyper på rullestensstrandvoldene

 FIGUR 7-47. Nedliggende kystøkotype af bittersød natskygge. Risinge Hoved, Fyn, maj 2006.

FIGUR 7-47. Nedliggende kystøkotype af bittersød natskygge. Risinge Hoved, Fyn, maj 2006.

Flere af de arter, der forekommer på de mere stabile dele af strandvoldene, er arter, der også forekommer inde i landet, typisk i skove, men som på strandvoldene har en nedliggende vækstform. Burre-snerre, som de fleste kender på grund af dens frugter (præstelus) med stive, hagekrummede børster, træffes bl.a. i skove på næringsrig bund. Her er vækstformen opret, og ofte støtter den sig til andre planter. På strandvoldene optræder den derimod i en nedliggende form, der ved dyrkningsforsøg har vist sig at være genetisk betinget. Det er en såkaldt økotype, dvs. en genetisk afvigende race, der har udviklet sig under anderledes, ofte ekstreme økologiske forhold, end hovedracen lever under.

Andre almindeligt forekommende eksempler på nedliggende strandvoldsøkotyper af indlandsarter er stinkende storkenæb og bittersød natskygge (figur 7-47), men fænomenet kendes også hos en vedplante som slåen. En mulig forklaring på fænomenet er, at planterne udnytter varmeudstrålingen fra stenene. En anden kunne være, at den nedliggende vækst i nogen grad beskytter planten mod vinden og dermed nedsætter fordampningen, hvilket er en fordel i dette vandfattige miljø. Fænomenet er imidlertid ikke rigtig undersøgt, så nogen sikker forklaring er ikke givet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steen N. Christensen: De stenede strande i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 4. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484467

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk