Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skiftende syn på naturen i det åbne land

Oprindelig forfatter PeVe

Indtil hen i 1800-tallet tilhørte det åbne land stort set landbruget. Sammen med de dyrkede marker indgik de store ekstensivt udnyttede landbrugsarealer som en integreret og nødvendig del af driften. Husdyrene græssede på overdrevene; hø og lyng til vinterfoder blev slået på engene og hederne, og staldgødning blev spredt på markerne. Det kan der læses om i kapitlet Det åbne lands kulturhistorie, se Landskabets bestanddele og de følgende afsnit. At de vidtstrakte overdrev, enge, heder og strandenge også tjente som levesteder for størstedelen af landets flora og fauna var næppe særlig påagtet i almindelighed.

Men efterhånden aftog betydningen af de ekstensivt udnyttede arealer i landøkonomien. Samtidig satte en bredere interesse for naturhistorie – dyrs og planters karaktertræk og livsytringer – ind, og man blev mere bevidst om den artsrigdom, som de ekstensivt udnyttede arealer rummede. Udforskningen af den danske natur fik et kraftigt opsving og udmøntede sig i en omfattende registrering af dyr og planter og deres udbredelse – videreført til vore dage i såkaldte atlas-projekter.

I anden halvdel af 1800-tallet og langt ind i 1900-tallet blev landbrugsdriften i stigende grad intensiveret. Husdyrene kom på stald, og kunstgødning erstattede husdyrgødning. Det betød, at overdrev og enge blev overflødige for landbruget. Arealerne blev inddraget til agerjord – for de våde områders vedkommende bl.a. gennem store afvandingsprojekter. Ønsket om mere dyrkningsjord resulterede endvidere i opdyrkning af store hedearealer og landvinding på søterritoriet ved storstilede inddæmningsprojekter.

Annonce

 FIGUR 1-12. Naturgenopretning i Skjern Å-dalen. Den slyngede å og de våde enge er gendannet på den nederste strækning af Skjern Å.

FIGUR 1-12. Naturgenopretning i Skjern Å-dalen. Den slyngede å og de våde enge er gendannet på den nederste strækning af Skjern Å.

I takt med, at arealerne med ekstensivt udnyttede naturtyper således blev mindre, øgedes interessen for dem som vigtige bærere af landets biodiversitet. Naturhistorien blev videreført i økologien. Fremtrædende biologer som E. Warming, C. Raunkiær og C. Wesenberg-Lund, og mange flere efter dem, interesserede sig for, hvorledes naturtypers artssammensætning afhænger af de naturgivne forhold og af kulturpåvirkningen, og de studerede arternes tilpasning til omgivelserne. Også i den bredere befolkning steg interessen for naturen og landskaberne, og enge, heder, overdrev, strandenge og klitter fik stigende rekreativ betydning – de store vidder med højt til himlen, den rene luft og det særegne dyre- og planteliv blev værdsat.

Med intensiveringen af landbrug, industri og byudvikling steg behovet for naturbevaring og naturbeskyttelse. Forskellige tiltag blev sat i værk i løbet af 1900-tallet, i begyndelsen især på foranledning af Danmarks Naturfredningsforening. Der blev gennemført lovgivning om naturfredning og naturbeskyttelse, som f.eks. gav de ekstensivt udnyttede naturtyper en meget vigtig beskyttelse – senest gennem § 3 i Naturbeskyttelsesloven af 1992. I 1970'erne og 1980'erne blev der oprettet statslige og amtslige natur- og landskabsadministrationer, som har ydet en uvurderlig indsats for bevarelse og pleje af landskaberne og naturværdierne. Arbejdet er løbende blevet støttet af statslige, rådgivende organer, først gennem en lang årrække Naturfredningsrådet, som i 1990'erne blev efterfulgt af Naturbeskyttelsesrådet og senest af det nu nedlagte Naturråd.

Efter år 2000 er naturbevaringsbestræbelserne især blevet videreført med fokus på beskyttelse af naturen i de såkaldte „EU-habitatområder“ og med udvikling af nationalparker – en idé, som senest blev lanceret af det såkaldte Wilhjelmudvalg i 2001 (kapitlet Det åbne lands fremtid). Samtidig er interessen for de dyrkede markers og småbiotopers betydning for landskabets biodiversitet øget.

I vore dage er der stærke bestræbelser i gang for ikke alene at beskytte den eksisterende natur, men også for at skabe mere natur til erstatning for den forsvundne. I midten af 1980'erne blev begrebet marginaljorder lanceret, dvs. jorder, som det af den ene eller anden grund ikke rigtigt kan betale sig at drive landbrugsmæssigt. Marginaljorderne blev kortlagt, og deres naturpotentiale blev vurderet.

Fra sidst i 1980'erne frem til 2004 er der vedtaget i alt tre vandmiljøplaner med det primære sigte at forbedre vandmiljøet. Et af virkemidlerne er at skabe dyrkningsfri bræmmer langs vandløb og våde enge på vandløbsnære jorder, som er taget ud af landbrugsdrift. Formålet er at forhindre, at fosforrige jordpartikler ved erosion ender i vandløbene, at fjerne kvælstof fra det nedsivende vand, at undgå sprøjtegifte i vandløbene og at give plads for et rigere dyre- og planteliv.

Ønsket om at skabe mere og bedre natur ligger også bag den såkaldte naturgenopretning. Adskillige vellykkede projekter er blevet gen nemført. Slyngede åløb, der tidligere var blevet rettet ud, er blevet genslynget og på ny omgivet af våde enge. Det mest storslåede eksempel er Skjern Å-projektet (figur 1-12). Et andet eksempel er Gels Å i Sønderjylland (figur 4-40 i Eksempler på lokaliteter, hvor man kan opleve moser og ferske enge). Andre tiltag har sat lavninger i terrænet under vand, f.eks. Spøttrup Sø på Salling og engsøerne langs Pøleåen i Nordsjælland. Og på inddæmmede strandenge er tidligere naturtyper blevet genskabt ved åbning for indstrømning af saltvand; eksempler er Hjarbæk Fjord og Geddal Strandenge ved Limfjorden (figur 16-9 i Naturforvaltningen).

På mange landbrugsjorder indstilles dyrkningen for en kortere eller længere årrække ved såkaldt braklægning, hvilket giver vilde dyre- og plantearter lidt bedre vilkår i brakperioden. Andre arealer bliver udlagt til såkaldt „fri succession“, hvor urter, buske og træer får lov at indvandre og etablere sig og vokse op til naturskov uden menneskets påvirkning og regulering. Skov vil sikkert i fremtiden i stigende grad komme til at præge landskabet – efter alt at dømme overvejende på bekostning af dyrkningsarealet.

Det sidste kapitel i denne bog giver et bredere bud på den fremtidige udvikling af det åbne land i Danmark – en udvikling, der næppe kan undgå at blive præget af den ændring af vores klima, der efter alt at dømme allerede er i gang.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Vestergaard: Skiftende syn på naturen i det åbne land i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484219

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk