Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det åbne land er igen på retur

Oprindelig forfatter PeVe

 FIGUR 1-6. Skovrejsning til rekreative formål: ung skov af birk og eg. De første træer i den 1.250 hektar store Vestskov nær København blev plantet i 1967. Maj 1985.

FIGUR 1-6. Skovrejsning til rekreative formål: ung skov af birk og eg. De første træer i den 1.250 hektar store Vestskov nær København blev plantet i 1967. Maj 1985.

Det åbne land har igen været på retur gennem de sidste 150 år på grund af skovrejsning og byudvikling. Det åbne land fylder dog stadig omkring 68 % af landet.

Skoven breder sig

I dag udgør skovarealet godt 11 % af landets areal. Forøgelsen af skovarealet fra lavpunktet i 1820 frem til i dag skyldes en aktiv indsats for at tilføre landskabet mere skov. På hederne blev der anlagt plantager, og klitarealer blev plantet til med nåletræer som værn imod sandflugt. Derved er store lysåbne hede- og klitarealer forsvundet.

I vore dage bliver marker plantet til med skov, f.eks. „bynær skov“ til rekreative formål (figur 1-6). På andre marker dyrkes der juletræer, og der plantes skov for at beskytte grundvandet mod forurening. Alt i alt rejses der i disse år omkring 2000-3000 ha ny skov årligt. Dertil kommer mere diffuse træplantninger, som gradvist gør det åbne land mindre åbent, især i egne med mange fritidslandbrug, f.eks. plantning omkring bebyggelse og tilplantning af lavninger og andre småområder som „vildtremiser“.

Annonce

 FIGUR 1-7. Krat af gråpil i Nørreådalen ved Vejrumbro. Når græsning og høslæt ophører på de fugtige enge, rykker pil og rød-el ind. August 2004.

FIGUR 1-7. Krat af gråpil i Nørreådalen ved Vejrumbro. Når græsning og høslæt ophører på de fugtige enge, rykker pil og rød-el ind. August 2004.

Skovarealet forøges også ved naturlig tilgroning. Når græsning og høslæt ophører på de ekstensivt udnyttede naturarealer, eller når dyrkning af marker opgives, breder skoven sig på arealerne. Fugtige enge bliver til pilekrat og elleskov (figur 1-7), mens det tørre græsland og de tidligere marker viger for stadig mere sammenhængende krat og skov. På lynghederne breder eg, birk og nåletræer sig. Og højmoser vokser til med birk.

Naturtyperne er gået tilbage

De naturligt lysåbne og især de ekstensivt udnyttede naturtypers areal er blevet reduceret forholdsvis langt mere end det åbne land som helhed. Det er nu nede på 9 % af landets areal. Det skyldes dels, som netop nævnt, skovplantning og naturlig tilgroning, men også intensiveringen af landbruget og den tiltagende urbanisering af landskabet.

 FIGUR 1-8. „Grønt“ bylandskab. Birkerød, Nordsjælland.

FIGUR 1-8. „Grønt“ bylandskab. Birkerød, Nordsjælland.

Tiltagende urbanisering og infrastruktur

Oprindeligt var byerne skarpt adskilt fra det dyrkede land. Men fra omkring 1960'erne begyndte byerne i stigende grad at miste deres visuelle klarhed i landskabet. Omkring de gamle byer bredte der sig bræmmer af parcelhuskvarterer og forstadsbebyggelser, der udviskede grænsen mellem land og by, og store sommerhusområder har bredt sig langs kysterne.

By- og landzonelovgivningen fra 1970 virkede bremsende på denne udvikling. Men byzonearealet er alligevel vokset med en tredjedel gennem de seneste 25 år. Urbanisering præger nu stadig større dele af det åbne land, der i stigende grad får karakter af bynære landskaber, hvis anvendelse er påvirket af bymæssige funktioner. Men samtidig kryber naturen ind i byerne i villahaver, parker og friarealer (figur 1-8). Det er blevet sværere at trække en grænse mellem land og by. Derfor har vi i denne bog valgt at lade beskrivelsen af det åbne land omfatte bylandskabet også.

 FIGUR 1-9. Vejanlæg lægger beslag på store arealer i det dyrkede landskab. Men en del af arealerne efterlades som lysåbne rabatter og vejskrænter, der i et vist omfang er potentielle levesteder for det åbne lands dyr og planter. Her sydmotorvejen ved Haslev, Sjælland. Oktober 2004.

FIGUR 1-9. Vejanlæg lægger beslag på store arealer i det dyrkede landskab. Men en del af arealerne efterlades som lysåbne rabatter og vejskrænter, der i et vist omfang er potentielle levesteder for det åbne lands dyr og planter. Her sydmotorvejen ved Haslev, Sjælland. Oktober 2004.

Det øgede behov for mobilitet, som skyldes erhvervslivets udvikling og befolkningens øgede fritid, medfører, at infrastrukturanlæg – veje, stier, jernbaner mv. – i stigende grad præger det åbne land. Således er den samlede vejlængde forøget fra 42.200 km i år 1900 til 71.700 km i år 2000. Stadig større landbrugsarealer inddrages til vejanlæg. En betydelig del af disse arealer henligger dog som vejskråninger, rabatter o.lign. og fungerer derved som potentielle levesteder for det åbne lands dyr og planter (figur 1-9).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Vestergaard: Det åbne land er igen på retur i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484217

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk