Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jordbundsdyrenes tilpasninger

Oprindelige forfattere HePet og PMiP

Tilpasning til fugtigheden

For jordbundsdyr har vandets tilgængelighed en anden betydning end for planter.

Hos de dyr, der lever i luftfyldte porer i jorden, f.eks. mikroleddyr som mider og springhaler, er det ikke selve mængden af vand, der betyder noget. Derimod er den relative fugtighed vigtig, idet den bestemmer fordampningen fra deres overflade. Hvis deres hud er let gennemtrængelig for vand, som tilfældet typisk er for jordlevende mikroleddyr, mister de vand ved fordampning, indtil det osmotiske tryk i kropsvæsken er i ligevægt med den relative fugtighed i jordluften.

Det osmotiske tryk i dyrene afhænger som nævnt i boks 3-3 af koncentrationen af opløste stoffer i kropsvæsken. Jordluftens relative fugtighed bestemmes af den kraft, hvormed vandet er bundet til jordpartiklerne (jordens sugeevne), som igen er afhængig af jordbundens tekstur og graden af vandmætning. Jo mere finkornet og udtørret jordbunden er, desto stærkere er vandet bundet til jordpartiklerne og desto lavere er den relative luftfugtighed i jordporerne.

Annonce

 FIGUR 3-26. Grå orm i sommerdiapause.

FIGUR 3-26. Grå orm i sommerdiapause.

Selv i en tør jord ved de højere planters permanente visnegrænse er den relative fugtighed i jordluften oppe omkring 99 %. Men de typisk jordlevende mikroleddyr er ikke desto mindre udsat for tørkestress ved denne tilsyneladende høje luftfugtighed.

Sædvanligvis søger disse dyr hen imod steder med højere luftfugtighed, dvs. dybere ned i jorden, når jordens vandindhold nærmer sig planternes visnegrænse. Nogle arter har imidlertid udviklet fysiologiske tilpasninger, så de kan overleve et betydeligt vandtab. Hos visse arter af jordlevende springhaler har man f.eks. påvist, at der ved ekstrem tørkepåvirkning ophobes sukkerstoffer og alkoholer som f.eks. glycerol i kroppen. Derved holdes dyrenes osmotiske tryk i balance med den omgivende jordluft, så der ikke sker fordampning fra kroppen. Det er den samme mekanisme, som beskytter små dyr med vandgennemtrængelig hud mod frost, se Dyrenes tilpasninger.

De små, mikroskopiske jordbundsdyr, mikrofaunaen, som lever i vandhinden omkring de større mineralpartikler og i de vandfyldte porer mellem partiklerne, reagerer på tørke ved at gå i dvale. Protozoerne kan indkapsle sig og danne såkaldte cyster, som er modstandsdygtige mod udtørring. Hjuldyr, bjørnedyr og rundorme kan overgå i en tilsyneladende livløs tilstand, hvor de mister så godt som alt vand, og stofskiftet går helt i stå. I denne tilstand, anabiose, kan de overleve lange perioder med ekstrem tørke og hurtigt genoptage aktiviteten, når der igen er tilstrækkeligt vand til rådighed.

 FIGUR 3-27. Elektrisk aktivitet i regnormenerver ved forskellig pH aflæst vha. oscilloskop. Hos lang orm øges den elektriske aktivitet stærkt fra pH 4,2 til pH 4,0. Hos den mere tolerante skovregnorm sker der først en øgning af nerveaktiviteten ved pH 3,6.

FIGUR 3-27. Elektrisk aktivitet i regnormenerver ved forskellig pH aflæst vha. oscilloskop. Hos lang orm øges den elektriske aktivitet stærkt fra pH 4,2 til pH 4,0. Hos den mere tolerante skovregnorm sker der først en øgning af nerveaktiviteten ved pH 3,6.

Større jordbundsdyr med vandgennemtrængelig hud, f.eks. regnorme og dværgregnorme, har behov for, at deres hud til stadighed er fugtig. Disse dyr kan ligesom mikrofaunaen betragtes som ferskvandsorganismer, der har tilpasset sig et liv i jorden. Det osmotiske tryk i deres kropsvæske er under normale forhold lavt. De vil typisk søge dybere ned i jorden, allerede inden vandindholdet når ned på planternes permanente visnegrænse. Stor regnorm, Lumbricus terrestris, kan søge ned i 1-2 meters dybde, når overfladejorden bliver for tør.

Andre af de større jordbundsdyr klarer sig på andre måder. Voksne individer af lang orm, Aporrectodea longa, har f.eks. en fast sommerdvale, idet de fra maj til september-oktober lever inaktivt, sammenrullet i en slimcelle. Grå orm, Aporrectodea caliginosa, ungdomsstadierne af lang orm og flere andre regnormearter indretter sig også efter forholdene og går i dvale, men de gør det først, når jordens fugtighed falder under et vist niveau. De overlever ligesom lang orm tørken sammenrullet i et lille nøgle omgivet af slim (figur 3-26).

Tilpasning til pH

Som det er tilfældet for planterne, er det også for dyrenes vedkommende vanskeligt at skelne mellem direkte og indirekte virkninger af jordens brintionkoncentration, pH. Der er dog foretaget en del eksperimenter, som viser, at adfærd og vækst hos jordbundsdyr kan være direkte afhængig af pH. Det gælder især dyr med tynd, gennemtrængelig hud.

Forskellige arter af regnorme reagerede forskelligt, når de i laboratoriet blev udsat for opløsninger med forskellig pH (figur 3-27). Således var der forskel på, hvor hurtigt de trak mundlappen tilbage fra opløsningen. Der var også forskel på deres nerveaktivitet, målt som elektriske impulser. Reaktionerne svarede godt til de pågældende arters forekomst i naturen, så de kunne inddeles i tre grupper, som var hhv. tolerante, intolerante og indifferente over for syre. Hos springhaler er der forskel på arternes ynglesucces i jord med forskellig pH.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Petersen, Peter Milan Petersen: Jordbundsdyrenes tilpasninger i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484277

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk