Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Predation og parasitisme på dyr

Oprindelige forfattere HePet og PMiP

Man kalder det predation, når et rovdyr lever af at dræbe og fortære en anden art, byttedyret. Man ser dog også udtrykket anvendt i bredere forstand, f.eks. om fortæring af plantefrø (frøpredation). Som ved herbivori kan det også være vanskeligt at afgrænse predation over for parasitisme – de mange blodsugende arter af insekter og mider er således hverken rovdyr eller parasitter i klassisk forstand.

Egentlig predation

Rovdyrene har udviklet mange forskellige tilpasninger i bygning og adfærd til at indfange deres byttedyr så effektivt som muligt. Nogle benytter en jagttaktik, hvor byttet opsøges og indhentes. Blandt dem er nogle dagaktive og har et veludviklet syn, som hjælper dem til at lokalisere og fange byttet. Blandt billerne kan f.eks. sandspringerne fremhæves for deres særdeles veludviklede øjne. Et andet eksempel er almindelig zebraedderkop (Salticus scenicus), en springedderkop, der har to meget store, fremadrettede øjne og seks mindre sidevendte øjne; den regnes for at have det bedste syn blandt de hvirvelløse dyr. Inden for hvirveldyrene er især rovfuglene kendt for deres utroligt skarpe syn, som gør dem i stand til at få øje på små byttedyr på lang afstand. Andre aktivt jagende rovdyr benytter i højere grad lugtesans, hørelse og følesans.

 FIGUR 3-33. Edderkoppespind på et overdrevsområde en septembermorgen. Nattens dug har sat sig på spindene. Billedet viser spind af flere arter af hjulspindere og baldakinspindere.

FIGUR 3-33. Edderkoppespind på et overdrevsområde en septembermorgen. Nattens dug har sat sig på spindene. Billedet viser spind af flere arter af hjulspindere og baldakinspindere.

En anden jagttaktik består i at sidde på lur og overfalde forbipasserende dyr. Denne taktik bruges af mejere, som registrerer forbipasserende bytte ved hjælp af følesansen i deres lange, udstrakte ben. Bedst er den passive fangstteknik dog udviklet hos edderkopperne, blandt hvilke mange arter spinder fangstnet af varierende udseende (figur 3-33). Et andet eksempel på brug af fælder er myreløvelarven (Myrmeleon formicarius), som sidder i bunden af en tragtformet fordybning i sandet og venter på, at en myre skal glide ned i hullet. Hvis myren prøver at kravle op, slynger myreløvelarven sand efter den.

Annonce

Overgange mellem predation og parasitisme

En overgang mellem levevis som typisk rovdyr og typisk snylter ses hos vejhvepse og gravehvepse. Hos dem lammer hunnen hhv. edderkopper og insekter med gift og slæber byttet ned i en rede udgravet i jorden, hvorefter den lægger ét æg i reden. Når ægget klækkes, æder larven løs af det lammede, men stadig levende og derfor friske bytte. Hos nogle arter bringer hunnen frisk føde til reden flere gange under larvens opvækst.

 FIGUR 3-34. Snyltehveps. Den lange læggebrod bores ind i byttet, hvorefter et eller flere æg placeres i byttedyrets krop.

FIGUR 3-34. Snyltehveps. Den lange læggebrod bores ind i byttet, hvorefter et eller flere æg placeres i byttedyrets krop.

En mere udviklet form for parasitisme findes hos nogle fluefamilier og især hos et meget stort antal arter af snyltehvepse. Hos de fleste af disse insekter lægger hunnen ved hjælp af sin læggebrod et til flere æg i et æg eller en larve af et andet insekt (figur 3-34).

Snylterens larver lever så af værtsdyrets væv. Til forskel fra egentlig parasitisme æder larverne i løbet af deres udvikling alt værtsdyrets indre væv. Til sidst er kun værtsdyrets hud tilbage. Det snyltende insekt forpupper sig oftest på værtsdyrets overflade, men i nogle tilfælde sker forpupningen inde i værtsdyrets hud. Denne type parasitiske insekter betegnes parasitoider. De såkaldte hyperparasitoider er specialiseret til at snylte på andre parasitoider. Man kan således finde snyltende larver inde i en anden larve, som snylter på en tredje.

 FIGUR 3-35. Larver af ringspinderen Malacosoma castrensis. Den stive hårbeklædning og det fælles spind er en effektiv beskyttelse over for rovdyr.

FIGUR 3-35. Larver af ringspinderen Malacosoma castrensis. Den stive hårbeklædning og det fælles spind er en effektiv beskyttelse over for rovdyr.

Egentlig parasitisme

Egentlig parasitisme på dyr er meget udbredt og udøves af en lang række organismer, f.eks. bakterier, svampe, protozoer, rundorme, mider og insekter. parasitter kaldes også snyltere. Nogle er udvendige snyltere, ektoparasitter, mens andre lever inde i værtsdyret, endoparasitter.

Forsvar mod predation

Til forsvar mod rovdyrene har byttedyrene udviklet et væld af tilpasninger, som gør det besværligt eller mindre tiltrækkende at æde dem, f.eks. et tykt og stærkt hudpanser, evt. med torne, skæl eller stive hår, som tilfældet er hos mange insekter (figur 3-35); ubehagelig lugt og smag, som det kendes hos skrubtudse, spidsmus og ægte tusindben; og giftighed, som hos køllesværmere. Biers og hvepses stik og myrers udsprøjtning af myresyre er også effektive afskrækkelsesmidler.

 FIGUR 3-36. Larve af dueurtsværmer. Den oppustede forkrop med de store øjetegninger, som ved fare svajer frem og tilbage, kan narre rovdyr fra at angribe larven.

FIGUR 3-36. Larve af dueurtsværmer. Den oppustede forkrop med de store øjetegninger, som ved fare svajer frem og tilbage, kan narre rovdyr fra at angribe larven.

En anden type forsvar er baseret på bluff. Mange dyr kan f.eks. puste sig op eller på anden måde give udseende af, at de er større, end de i virkeligheden er. Andre har farvetegninger, som ligner store dyrs øjne (figur 3-36), eller som får rovdyret til at forveksle hoved og bagkrop. Der er også mange eksempler på, at ikke-giftige og ufarlige dyr efterligner farver og adfærd hos giftige eller farlige dyr, såkaldt mimicry. Bedst kendt er svirrefluers efterligning af hvepses og biers sort-gul-stribede bagkrop, som kan narre selv os mennesker.

Der er også sommerfugle, fluer, biller og edderkopper, som efterligner hvepse eller humlebier (figur 3-37), og tæger og biller, der efterligner myrer.

En meget udbredt metode til beskyttelse mod predation er kamuflage ved hjælp af farver eller kropsbygning, som får byttedyret til at gå i ét med omgivelserne (figur 3-38). Individer af f.eks. markgræshopper af samme art kan have vidt forskellige farvemønstre afhængigt af jordbunden og plantedækket på deres levested. Det samme er tilfældet hos markfirbenet. Benyttelse af huller, retræter og andre former for skjul er en helt generel strategi til beskyttelse mod rovdyr.

 FIGUR 3-37. Mimicry hos hvepseedderkop, der beskytter sig ved at ligne stikkende hvepse.

FIGUR 3-37. Mimicry hos hvepseedderkop, der beskytter sig ved at ligne stikkende hvepse.

Predationens økologiske betydning

Rovdyr og snyltere har stor økologisk betydning ved at regulere størrelsen af de populationer, der er placeret før dem i fødekæden. Det første niveau af predatorer kan således påvirke planteædernes antal og derved hindre overgræsning. Et velkendt eksempel fra insektverdenen er den syvplettede mariehøne (Coccinella septempunctata), som lever af bladlus. En voksen mariehøne kan i gennemsnit æde mellem 0,5 og 1,1 bladlus pr. minut. Mariehønsene og deres larver kan således i løbet af kort tid reducere en bladlusebestand til næsten ingenting. De og talrige andre predatorer på bladlus og andre planteædere har stor økonomisk betydning ved at begrænse udbrud af skadedyr på afgrøder. Rovdyr, som æder mariehøns og andre af planteædernes predatorer, får derimod den modsatte virkning, idet de begrænser fortæringen af planteæderne.

Man kan altså konstatere, at predatorerne i bred forstand har indflydelse på byttedyrenes bestandstørrelse. Derimod er det ofte vanskeligt at afgøre, om størrelsen af de forskellige populationer i en fødekæde hovedsagelig bestemmes (reguleres) „oppefra“ af predatorerne eller „nedefra“ af deres egne ressourcer. Bladlusebestandene er f.eks. ud over reguleringen forårsaget oppefra af predatorer også udsat for regulering nedefra, da planternes næringsindhold er afgørende for bladlusebestandens mulighed for vækst.

NID-3-146.pngNID-3-147.png
FIGUR 3-38. Eksempler på kamuflage hos græshopper, til venstre ses en lynggræshoppe, til højre en sumpgræshoppen. Foto: M.D.D. Hansen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Petersen, Peter Milan Petersen: Predation og parasitisme på dyr i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484284

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk