Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Græsning og andre former for herbivori

Oprindelige forfattere HePet og PMiP

Den generelle betegnelse for dyrs fortæring af levende plantemateriale er herbivori. Herbivori omfatter foruden det, man sædvanligvis forstår ved græsning, også fortæring af frugter og frø samt insekters og snegles afgnavning eller afraspning af plantedele og sugning af plantesaft. Også parasitisme og symbiose på planter kan betragtes som specielle former for herbivori. Herbivori omfatter også fortæring af underjordiske dele af planterne, som når rådyr æder anemonernes jordstængler om vinteren, og mosegrise eller insektlarver æder gulerødder og kartofler.

De store dyrs græsning

I Danmark er der kun få store, vildtlevende herbivorer i det åbne land: hjortevildt, harer, kaniner, gæs og svaner, og de har kun lokalt indflydelse på vegetationen. De vigtigste store herbivorer er vore husdyr. Deres græsning har til gengæld stor indflydelse på vegetationens udvikling og artssammensætning, ikke mindst hvor det er naturtyper som eng, strandeng, græsland og hede, der afgræsses. Hvis græsningen ikke er for intensiv, fortæres der ikke mere af planternes skud og blade, end at de kan fortsætte deres vækst, og plantedækket forbliver intakt.

Interessant nok er plantedækkets produktivitet i mange tilfælde noget større, hvis det udsættes for moderat græsning, end hvis der slet ikke græsses (figur 3-29). Det kan have flere årsager. For det første bidrager de græssende dyr til en hurtigere cirkulation og dermed større tilgængelighed af næringsstoffer. For det andet erstattes gamle plantedele, der ikke er så effektive i produktionen, af unge. Og for det tredje forhindres dannelsen af en måtte af døde plantedele, der skygger for de grønne blade, som det f.eks. er tilfældet med rød svingel på strandenge og bjergrørhvene på mere tør bund.

Annonce

 FIGUR 3-29. Skematisk fremstilling af plantedækkets produktion som funktion af græsningstrykket. Produktionen er størst ved et moderat græsningstryk; det skyldes især, at ældre og visne plantedele fjernes ved græsningen, således at de ikke skygger for yngre og mere produktive plantedele.

FIGUR 3-29. Skematisk fremstilling af plantedækkets produktion som funktion af græsningstrykket. Produktionen er størst ved et moderat græsningstryk; det skyldes især, at ældre og visne plantedele fjernes ved græsningen, således at de ikke skygger for yngre og mere produktive plantedele.

Hvis græsningen er så kraftig, at væksten ikke kan følge med, og plantedækket eventuelt brydes op, kan produktionen dog falde drastisk. Man taler da om overgræsning.

Græsning er på mange måder en styrende økologisk faktor i det åbne lands naturtyper. Den påvirker konkurrencen mellem de plantearter, der indgår i vegetationen, til fordel for lavtvoksende arter. planter, som har hårde, stikkende eller tornede skud og blade, som horsetidsel, undgås. I øvrigt afhænger det af dyrearten, hvilke planter der foretrækkes, og hvilke der vrages (mere om dette i f.eks. kapitlet Moserne og de ferske enge, se Præsentation og de følgende afsnit). Eksempelvis lader heste arter af skræppe stå, og kreaturer vrager ranunkler, som indeholder giftige og skarpt smagende stoffer. Får æder i højere grad end kvæg bredbladede urter, og derfor kan fåregræsning medføre, at græsser kommer til at udgøre en større andel af plantedækket, end hvis området græsses af f.eks. kvæg.

En anden virkning af græsning er, at der sker en omfordeling af næringsstoffer, idet jorden beriges med kvælstof og fosfor de steder, hvor dyrene ofte opholder sig og samtidig afleverer deres gødning og urin. Og gødningen kan indeholde levende plantefrø og give særlig fordelagtige vilkår for spiring og opvækst, så græsningen derved fremmer visse arters spredning og etablering. Endelig har dyrenes tramp den virkning, at jorden blottes, så nye planter får mulighed for at etablere sig fra frø eller udløbere. Det har især betydning for lavtvoksende arter og arter med lille konkurrenceevne. Moderat græsning kan således være vigtig for opretholdelse af en stor artsrigdom i vegetationen.

Mindre dyrs græsning

Mindre dyrs afgnavning af blade og andre plantedele over eller under jorden er i princippet sammenlignelig med de store dyrs græsning, men den har sjældent samme gennemgribende virkning på vegetationen. Der er dog eksempler på drastiske virkninger, f.eks. ændring af store hedeområder bevokset med hedelyng pga. masseforekomster af lyngens bladbille, se Tilgroning.

NID-3-136.pngNID-3-137.png
FIGUR 3-30. To karakteristiske galler på planter i det åbne land. A) Den smukke såkaldte bedeguargalle på vilde roser fremkaldes af en galhveps, Rhodites rosae. B) Gallen skyldes en båndflue, Urophora cardui. Den er uhyre almindelig på agertidsel overalt i det åbne land. Foto: H. Petersen.

Andre former for herbivori

Herbivori omfatter også en serie andre fødestrategier, som spænder fra ren parasitisme til mine- og galledannelse samt sugning af plantesaft og celleindhold. Umiddelbart opfattes disse fødestrategier som klart afgrænsede, men i virkeligheden er der, som det vil fremgå af det følgende, glidende overgange mellem dem.

Parasitter er organismer, som kun kan gennemføre deres udvikling i eller på en værtsorganisme, som de får deres næring fra. Hos planter optræder især en række vira, svampearter og rundorme som parasitter med økonomisk vigtige sygdomme hos landbrugsafgrøderne til følge.

 FIGUR 3-31. Mine på agertidsel; en gangmine gnavet af larven af en minérflue, Phytomyza spinaciae.

FIGUR 3-31. Mine på agertidsel; en gangmine gnavet af larven af en minérflue, Phytomyza spinaciae.

Galler på planter skyldes en særlig form for parasitisme, der udøves af galhvepse, galmyg, visse bladlus og galmider (figur 3-30). Galledannelsen starter med, at hunnen med sin læggebrod placerer æg i bestemte planters væv. Påvirkninger fra ægget og senere larven får planten til at udvikle en opsvulmet galle med et karakteristisk udseende. Gallen beskytter larven og indeholder væv, der er egnet som føde for den.

Hos sommerfugle, fluer og biller er det almindeligt, at larverne vokser op inde i plantedele, f.eks. mellem over- og undersiden af et blad. Når larverne gnaver sig frem, opstår ekskrementfyldte gange, som bliver bredere og bredere, efterhånden som larven vokser. Det er de såkaldte miner, der jo egentlig er resultatet af en form for parasitisme (figur 3-31).

Mange planteædende dyr har udviklet stikkende og sugende munddele. De suger plantesaft fra blade, stængler eller rødder eller gennemborer cellevægge og suger celleindholdet ud og kaldes under et for saftsugere. Bladlus er typiske saftsugere, der stikker deres stiletformede snabel ind i planternes karstrenge, hvorfra plantesaften opsuges eller på grund af trykket i karrene pres ses ind i dyret. Imidlertid findes de proteiner, der er vigtige for bladlusens udvikling, kun i lave koncentrationer i plantesaften. Derfor må bladlusene konsumere store mængder plantesaft for at dække deres næringsbehov. Det overskud af sukker i plantesaften, som bladlusene ikke kan udnytte, udskilles som dråber, honningdug, der i mange tilfælde udnyttes af myrer (se nedenfor).

Saftsugere findes især inden for insektgrupperne frynsevinger, Thysanoptera, og næbmunde, Hemiptera, som bl.a. omfatter bladlus, skjoldlus, cikader og tæger. Også en del rundorme, nematoder, lever som parasitter, især på rødder og andre underjordiske plantedele. De er forsynet med en stilet i mundhulen, hvormed de kan gennembore cellemembraner, hvorefter celleindholdet udsuges.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Petersen, Peter Milan Petersen: Græsning og andre former for herbivori i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484282

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk