Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lynghederne

Oprindelig forfatter BFrit

Hedens historie

Ordet „hede“ betyder egentlig blot et fladt, skovløst landskab. Et område som Heden sydvest for København, som langt tilbage i historien har været kendetegnet ved et ganske intensivt agerbrug og en høj befolkningstæthed, var altså hede ifølge denne definition. Men med tiden blev betegnelsen specielt anvendt om de dværgbuskdominerede landskaber, som især fandtes i tyndt befolkede egne i Midt- og Vestjylland. „Heden“ blev identisk med „lyngheden“.

Hedelyng, Calluna vulgaris, indvandrede til Danmark for ca. 10.000 år siden, da isen var smeltet bort efter den seneste istid, men i hele perioden frem til den første større bølge af skovrydninger 5000 år senere voksede den antagelig først og fremmest i lysninger på næringsfattig jord. Pollenanalytiske undersøgelser af søsedimenter fra vestjyske hedeflader fra denne tid har imidlertid vist, at skoven nogle steder erstattedes af græsland, mens hedelyngen tog over andre steder. Denne ujævne udbredelse af lyngheden må skyldes menneskets delagtighed. For der optræder et tydeligt sammenfald af lyngpollens og kulstøvs hyppighed. Det må betyde, at lynghedens udbredelse og vedligeholdelse er blevet fremmet ved naturlig eller menneskeskabt afbrænding af de landskaber med spredt trævækst, som dominerede de lettere jorde efter skovrydningen.

Hedens første permanente ekspansion satte ind for ca. 5000 år siden, men den nåede først sin største udbredelse i 1500- og 1600-tallet. Men hvorfor foretrak Bondestenalderens mennesker hedelyng frem for græs? Nok først og fremmest fordi lyngen gav bedre vintergræsning end græsland på stærkt udvasket jord. Men også fordi det ved ildens hjælp var forholdsvis simpelt at holde græsningsarealer med hedelyng fri for skyggende træer og buske, eftersom tør hedelyng brænder så villigt og i modsætning til træer ikke tager skade af ilden.

Annonce

Lyngheden var altså gennem en meget lang periode i danmarkshistorien en ekstensivt udnyttet naturressource for husdyrbruget. Dens vedligeholdelse afhang dog af mennesket. Så da udnyttelsen aftog i 1800-tallet, gav det ikke mindst enen mulighed for at brede sig. I dag forudsætter opretholdelsen af hedearealer, der er beskyttet i henhold til Naturbeskyttelsesloven, ganske omfattende pleje i form af afbrænding, græsning eller slæt. Mere herom i kapitlet Lynghederne, se Præsentation og de følgende afsnit.

Lyngens anvendelse

Heden var fra første færd en foderressource. Allerede i Bondestenalderen har man således antagelig både ladet sine husdyr græsse på heden og skåret unge lynggrene som vinterfoder.

Men heden leverede også byggemateriale. Ved opførelsen af gravhøje, som især tog til i omfang, efter at befolkningen i enkeltgravstid og bronzealder var forskudt mod vest, anvendte man lyngtørv, dvs. 8-10 cm tykke tørv bestående af topjord, rødder og plantedele. Man regner således med, at der blev skrællet tørv af et areal svarende til 1 % af Danmarks areal.

 FIGUR 2-39. Fotografi taget af H. P. Hansen fra 1931 „Ældre mand graver hedetørv på hede i Sdr. Grene i Hoven“.

FIGUR 2-39. Fotografi taget af H. P. Hansen fra 1931 „Ældre mand graver hedetørv på hede i Sdr. Grene i Hoven“.

Der blev også skåret tørv til andre formål. Ligesom mosetørv anvendtes lyngtørv tidligt som brændsel. Og for at holde hus med næringsstofferne, begyndte man allerede i Bondestenalderen at blande lyngtørv i husdyrgødningen. sådanne blandingsgødninger blev i det traditionelle hedelandbrug anvendt overalt i Nordvesteuropa langt ind i 1800-tallet. I 1830'erne skrællede en gård på 36 ha ager og eng og 220 ha hede årligt 25 m2 lyngtørv til brændsel og 112 m2 til gødning.

I det lyngen jo netop fandtes på sandjorde, gav denne tilbagevendende blotlæggelse af mineraljorden anledning til erosion. undersøgelser af jordprofiler har påvist, at der undertiden forekom sandfygning allerede for ca. 8000 år siden i Jægerstenalderen. Det kan skyldes kortvarige åbninger af skovdækket som følge af skovbrand. Men fra Bronzealderen er der klare tegn på gentagen erosion, som må tilskrives tørveskrælning (figur 2-39). sandfygningen førte til dannelsen af såkaldte indsande eller indlandsklitter.

 FIGUR 2-40. Skovfoged Marius Johansen fra Feldborg brænder lyng af for at rydde nyt land. 1908-10.

FIGUR 2-40. Skovfoged Marius Johansen fra Feldborg brænder lyng af for at rydde nyt land. 1908-10.

Heden indgik i Fællesskabstiden – og nok også før den – sammen med enge og agerjord i et fint afstemt koncentrationsagerbrug. Fra hede og eng blev hø og lyng bragt sammen i stalden, hvor det tjente som vinterfoder for de husdyr, der i sommerhalvåret græssede på heden. Den gødning, som var et af staldfodringens resultater, blev herefter blandet med lyngtørv på møddingen og siden spredt på agerjorden. Men for at lyngens foderværdi kunne opretholdes, måtte den til stadighed forynges ved slåning eller afbrænding. Ikke sjældent tog ilden imidlertid overhånd, hvorefter vidtstrakte hedearealer blev dens bytte (figur 2-40). Og man må endvidere antage, at fortsat udvaskning med tiden gjorde hedearealerne stadig mere næringsfattige.

Lyngens overjordiske dele anvendtes også til utallige andre formål end foder. De blev, som tørven, brugt til brændsel, omend brændværdien af sådanne lyngkoste var beskeden. De var også et nærmest universalt byggemateriale i vægge, tage, veje og sågar som erstatning for sengehalm. Som en 1700-talsiagttager formulerede det, var lyngplanten lige så værdifuld for Vestjylland som kokosnødderne for sydhavsøerne.

 FIGUR 2-41. En typisk hedegårds økonomiske landskab som det fremtræder på matrikelkort fra 1803 over enkeltgården Bar i Vind sogn syd for Holstebro. Langt den overvejende del af tilliggendet består af ekstensivt udnyttet lynghede, mens både ager og engarealer er forholdsvis ubetydelige.

FIGUR 2-41. En typisk hedegårds økonomiske landskab som det fremtræder på matrikelkort fra 1803 over enkeltgården Bar i Vind sogn syd for Holstebro. Langt den overvejende del af tilliggendet består af ekstensivt udnyttet lynghede, mens både ager og engarealer er forholdsvis ubetydelige.

Hedens opdyrkning efter 1750

Hedens bebyggelse i historisk tid var overordentlig spredt. Ikke alene fandtes der store men nesketomme ødemarker mellem landsbyerne, Midt- og Vestjylland havde også flere enkeltgårde end nogen anden landsdel. Da den lærde offentlighed i 1700-årene fattede interesse for landbrugets produktivitet, var det derfor nærliggende at opfatte heden som en fattig og tilbagestående landsdel. Men det er langtfra et sandfærdigt billede. Faktisk var mange hedegårde både større og rigere end østdanske landbrug (figur 2-41). Betydelige indtægtskilder var således afsætning af fedekvæg, men også allehånde supplementer til landbrugsproduktionen, såsom strikkevarer og lysestøbning på basis af fårehold, biavl og brænding af lerkar (jydepotter).

Ikke desto mindre tog staten ved århundredets midte de første initiativer til at opdyrke heden efter østdansk mønster. I 1759 bosatte man nogle hundrede indforskrevne tyske nybyggere i kolonier på Alheden ved Karup og Randbøl Hede, af eftertiden kendt som „kartoffeltyskerne*. Deres virke i Danmark blev ikke langvarigt, men de blev siden fulgt af andre nybyggere, og især i sidste del af 1800-tallet gik hedeopdyrkningen hurtigt. Små, fattige brug skød op på parceller, der var udstykket fra de gamle, rige hedegårde, og hedejord blev brændt, pløjet, merglet og sået til. Fra 1822 til 1881 blev Jyllands hedeareal nord for Kongeåen reduceret fra knapt 6600 til 4700 km2. Men gennem de følgende 50 år gik det stærkt. I 1930 var der kun 2300 km2 tilbage.

 FIGUR 2-42. Som i fællesskabstiden udgør vinderosion stadig en latent risiko på sanddominerede agerjorde på den tidligere hede. Der er derfor siden 1880'erne plantet tusindvis af kilometer levende hegn som læ om markerne. Hvis de ikke holdes ved lige, bortfører forårsstorme jord, sæd og gødning.

FIGUR 2-42. Som i fællesskabstiden udgør vinderosion stadig en latent risiko på sanddominerede agerjorde på den tidligere hede. Der er derfor siden 1880'erne plantet tusindvis af kilometer levende hegn som læ om markerne. Hvis de ikke holdes ved lige, bortfører forårsstorme jord, sæd og gødning.

Hedeopdyrkningen fortsatte gennem resten af 1900-tallet, og i dag skønnes det tilbageværende hedeareal at være på ca. 825 km2. Resultatet har været en fragmentering af heden i stadig mindre arealer, så det i dag kan være vanskeligt at forestille sig, hvor knugende vidtstrakt og uovervindelig heden måtte virke på 1800-tallets mennesker.

Lyngheden har imidlertid ikke kun veget pladsen til fordel for agerjord. I 1788 anlagde staten sin første plantage på gammel hedejord ved stendalgård på Alheden, og gennem de følgende hundrede år fulgte både hede- og klitplantager efter. Rigtig gang i anlæggelsen af private plantager, hvis formål det var at skaffe skovløse hedeegne både træ og læ, kom der dog først efter Hedeselskabets stiftelse i 1866. Resultatet blev, at Midt- og Vestjylland fra at have været landets mest skovfattige landsdel blev den mest skovrige. Dertil kom de tusindvis af kilometer læhegn, der er blevet plantet siden 1880'erne (figur 2-42).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Fritzbøger: Lynghederne i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484238

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk