Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Landbrugets udvikling i 1800- og 1900-tallet

Oprindelig forfatter BFrit

Landboreformerne ændrede landbrugsdriftens vilkår radikalt, og det fik stor betydning for de følgende århundreders arbejdsindsats og produktivitetsudvikling. Men også folketallets vækst og gode internationale afsætningsmulig heder for danske landbrugsprodukter ligger til grund for den himmelstormende vækst, som kendetegnede 1800- og 1900-årene. Fra 1800 til 1880 fordobledes befolkningen fra ca. 1 til 2 millioner; og fra 1880 til 1940 igen til 4 millioner (figur 2-3).

Ved den statistiske opgørelse af landbrugsarealets anvendelse i 1861 nåede man frem til et samlet omdriftsareal på 20.300 km2. Talrige lokalstudier har påvist, at dette tal repræsenterer en betydelig vækst i forhold til situationen ved århundredets begyndelse. Men der findes ikke tilstrækkelig sikre statistiske oplysninger fra denne tid til at afgøre, hvor stor stigningen var på landsplan. Hvad den officielle statistik derimod kan fortælle er, at arealet fortsatte med at stige indtil 1938, hvor det (inklusive det i 1920 inkorporerede Sønderjylland) udgjorde 32.700 km2 eller ca. 76 % af landets samlede areal. Herefter er der i forbindelse med byernes vækst sket en jævn tilbagegang til ca. 25.900 km2 (60 %) i 2005.

Store landbrug, små landbrug og deres antal

Landbrugsarealets fordeling på bedrifter har også ændret sig i tidens løb. I 1680'erne indførte man med udgangspunkt i areal og produktionskapacitet en fast skelnen mellem to bedriftskategorier: gårde, der principielt kunne brødføde en familie, og huse, hvis beboere var afhængige af supplerende indtægter fra håndværk eller landarbejde.

Annonce

I tiden efter landboreformerne og i takt med indførelsen af selveje steg antallet af landbrugs bedrifter stærkt, hovedsagelig ved opdeling af gårde. Den del af befolkningsoverskuddet, som ikke bosatte sig i byerne eller emigrerede, søgte ind i husmandsstanden. Gårddelingen tog dog lokalt et sådant omfang, at det i 1819 ved lov blev forbudt helt at nedlægge en gård i forbindelse med opdeling. Derfor var det ikke i antallet af gårde, man fandt den største ændring gennem 1800-årene. I perioden 1835-1860 steg antallet af gårde således kun med 7 %, mens antallet af huse øgedes med 55 %.

NID-3-49.pngNID-3-50.png
FIGUR 2-24. Gårdsammenlægninger og stadig større redskabsbredder betød, at markerne gennem 1900-tallet blev større ved rydning af skel. Disse to luftfotos af egnen omkring landsbyen Tingerup på Sjælland henholdsvis 1954 og 2006 viser denne udvikling. Kort- og Matrikelstyrelsen.

Antallet af små landbrug fortsatte med at stige gennem de følgende årtier. Det var således ikke mindst som følge af anlæggelsen af talrige statsstøttede husmandsbebyggelser efter jordlovgivningen i 1899 og 1919, at det samlede antal landbrugsbedrifter steg fra knap 70.000 i 1850 til godt 200.000, da det nåede sit maksimum i 1946.

Især inden for den seneste menneskealder er dette tal atter faldet markant. Endnu i 1970 havde Danmark ca. 140.000 landbrugsbedrifter. Men i forbindelse med tilpasningen til en skærpet international konkurrence på fødevaremarkedet og indordningen under i øvrigt lukrative EU-støtteordninger faldt tallet til kun godt 48.000 i 2005. sammenholdt med arealud viklingen svarer denne reduktion til en eklatant stigning i bedrifternes gennemsnitsstørrelse. Fra 1920'erne frem til 1960'erne var det gennemsnitlige landbrugsareal pr. gård nogenlunde konstant; ca. 16 ha. I 1970 var arealet steget til 21 ha, og i 1985 til i gennemsnit 31 ha. Ved indgangen til 2000-årene var gennemsnitstørrelsen 50 ha, og i 2005 var det steget til hele 54 ha.

 FIGUR 2-25. De brune søjler viser landbrugsarealets størrelse, og cirklerne dets benyttelse 1861-2000. Udarbejdet på grundlag af den officielle landbrugsstatistik fra Danmarks Statistik.

FIGUR 2-25. De brune søjler viser landbrugsarealets størrelse, og cirklerne dets benyttelse 1861-2000. Udarbejdet på grundlag af den officielle landbrugsstatistik fra Danmarks Statistik.

Energi, maskiner og specialisering

Selv om forskellige former for handelsgødning blev kendt og anvendt allerede gennem 1800-årene, bestod den årtusindgamle kobling mellem husdyrbrug og planteavl helt frem til midten af det følgende århundrede. Markernes dyrkning beroede på dyrenes gødning og trækkraft. Men efter anden verdenskrig fortrængte traktoren hesten samtidig med, at importerede gødningsstoffer udgjorde en stadig større del af det samlede forbrug. I 1946 rådede Danmark over 653.000 heste; i 1966 var der 45.000 tilbage, mens 3/4 af alle landbrug havde fået egen traktor, hvor dette tyve år tidligere kun gjaldt 7 %. Landbrugserhvervet tog altså del i den eksplosive vækst i forbruget af fossil energi, som prægede tre årtier efter 1945. Samtidig steg brugen af handelsgødning fra at udgøre ca. V af den samlede gødningsmængde umiddelbart før krigen til 60 % omkring 1970.

Med denne udvikling åbnedes der mulighed for specialisering på enten plante- eller husdyrproduktion. Ved slutningen af 1900-tallet bestod 6 % af samtlige bedrifter af specialiserede svinebedrifter, 17 % af kvægbedrifter og 48 % af bedrifter med hovedvægten på planteavl. Geografisk var kvæglandbrug markant vigtigst i det sydlige Jylland, og med hensyn til fordelingen af afgrøder i planteavlen viste der sig den samme grundlæggende afhængighed af bonitetsforholdene som i Fællesskabstiden.

 FIGUR 2-26. Udviklingen i landbrugets høstudbytte sammenholdt med gødningsforbruget gennem 1900-tallet opgjort i foderenheder (FE) – se teksten. Det fremgår, hvordan man siden 1970’erne stort set ingenting fik for et stærkt stigende gødningsforbrug, som til gengæld belastede vandmiljøet voldsomt. Udarbejdet på grundlag af den officielle landbrugsstatistik fra Danmarks Statistik.

FIGUR 2-26. Udviklingen i landbrugets høstudbytte sammenholdt med gødningsforbruget gennem 1900-tallet opgjort i foderenheder (FE) – se teksten. Det fremgår, hvordan man siden 1970’erne stort set ingenting fik for et stærkt stigende gødningsforbrug, som til gengæld belastede vandmiljøet voldsomt. Udarbejdet på grundlag af den officielle landbrugsstatistik fra Danmarks Statistik.

Landbrugets motorisering skabte sammen med en øget afhængighed af indførte foderog hjælpestoffer en internationalisering, som i vid udstrækning kom til at erstatte bindingen til lokale naturforhold. Ikke sådan at jordbund og vejrlig er blevet uden betydning. Men de udgør ikke længere en „naturtvang“ i samme grad, som de gjorde i det „gamle landbrug“. Til gengæld har landbrugsproduktionen siden anden verdenskrig i hidtil uset omfang påvirket landskabet; netop fordi den biologiske tvang er borte – eller i hvert fald mindre synlig.

Produktionsudviklingen

Gennem hele perioden har agerbrugets valg i det væsentlige stået mellem korn og græsmarksafgrøder. Men så længe det kombinerede ager- og husdyrbrug var stort set enerådende, producerede hver eneste gård både korn til salg og græs og grøntfoder til staldfodring af kreaturerne. Denne binding afspejler sig også i næsten lige store arealer til de to formål indtil anden verdenskrig. Derefter muliggjorde import af foderstoffer og specialisering af produktionen en nedskæring af græsmarksafgrøderne, som i dag kun dækker ca. 1/3 af arealet. En tilsvarende reduktion gjaldt rodfrugterne, der først for alvor vandt indpas i landbruget i 1800-tallets sidste årtier, hvor de især på Lolland-Falster fik overordentlig stor betydning.

Den første officielle statistik over landbrugsarealets anvendelse udkom i 1861, og før da kender vi ikke i detaljer udviklingen i produktion og areal. Det er derfor heller ikke muligt sikkert at bestemme arealproduktiviteten, dvs. produktionen pr. arealenhed. Men meget tyder på, at reformerne, som det var hensigten, virkelig skabte en voldsom produktivitetsstigning. opgjort i målestokken „foderenheder“ (FE), som svarer til næringsværdien af 1 kg byg, skønnes agerjordens produktivitet i slutningen af 1830'erne at have været knapt 1200 FE pr. ha. I 1910 var den godt og vel fordoblet, og i dag er den godt 6000.

NID-3-53.pngNID-3-54.png
FIGUR 2-27. To kortudsnit af egnen nordvest for Ølgod henholdsvis ca. 1870 (A) og 2003 (B). Landskabets forskellighed forstået som antallet og variationen af landskabselementer er klart reduceret gennem perioden. Men specielt i gamle hedeområder som dette er det ikke sikkert, at landskabet var mere heterogent endnu længere tilbage i tiden. For 1700-tallets midtjyske hedelandskab var jo i virkeligheden langt mere ensartet end vore dages landbrugslandskab. Kort- og Matrikelstyrelsen.

Den aftagende brug af brak i omdriften er et godt udtryk for agerbrugets intensivering. Ved opgørelsen i 1861 hvilede knapt 9 % af omdriftsarealet, mens denne andel var faldet til 4 % i 1950 og stort set forsvundet i 1980 (figur 2-25). I forbindelse med landbrugets afsætningsvanskeligheder og den dermed forbundne omlægning af den europæiske landbrugspolitik i 1980'erne blev der imidlertid mulighed for mod økonomisk kompensation at udtage urentable arealer som brakjord. Så siden midten af 1990'erne har brakarealer igen udgjort omkring 8 % af det samlede landbrugsareal.

Også husdyrbruget prægedes af øgede udbytter og produktivitetsfremgang; ikke mindst efter at man gennem 1800-tallets sidste halvdel systematisk udnyttede naturvidenskabelige principper. Ved et målrettet avlsarbejde og bedre pasning af dyrene lykkedes det eksempelvis at forøge den årlige mælkeydelse pr. ko fra ca. 1,5 tons omkring 1880 til i dag over 5.

Agerlandets småbiotoper

Landbrugsarealets vækst blev bragt til veje ved inddragelse af hidtidige marginaljorder på heder og i skove, og ved intensivering i udnyttelsen af arealet inden for markgærdet (figur 2-27). Eftersom agerjorden i Fællesskabstiden sjældent udgjorde mere end halvdelen af en landsbys marker, var der efter udskiftningen rige muligheder for en „indre kolonisering“ af de nye marklodder. udfyldning og afvanding af vandhuller, dræning af vandlidende lavninger, rydning af krat, fjernelse af sten og forbedring af jorden ved mergling – alt dette bidrog til at øge produktiviteten og landskabets ensformighed.

 FIGUR 2-28. Planteuddeling i Hammerum Herreds Plantningsforening i 1890’erne. De unge hegnsplanter er „slået ind“, dvs. gravet ned, for at beskytte deres rødder inden udplantningen.

FIGUR 2-28. Planteuddeling i Hammerum Herreds Plantningsforening i 1890’erne. De unge hegnsplanter er „slået ind“, dvs. gravet ned, for at beskytte deres rødder inden udplantningen.

Den „indre kolonisering“ tog i høj grad form af en geometrisk nyordning af landbrugslandskabets biotoper. Tilfældigt beliggende vandhuller erstattedes i første omgang af netværk af åbne drængrøfter og jævnt fordelte mergelgrave. Fortidens oppløjede agerrygge blev jævnet. De hyppige holme af buske og store, enkeltstående træer veg pladsen for rækker af pile- eller poppeltræer forbundet af flettede hegn. Og de store marksten blev til fundamenter i grundmurede gårdbygninger eller gjorde nytte som stendiger, før skærveknuseren tog dem. Landbrugslandskabet var således ved 1800-tallets midte fortsat rigt på såkaldte småbiotoper; de var blot nogle andre end i Fællesskabstiden.

Ikke desto mindre betegner udviklingen gennem de seneste århundreder alt i alt en nedgang i det dyrkede lands uensartethed og dermed i antallet af sådanne biotoper. Fra endnu i 1700-årene blot at have været et landskabselement blandt mange, blev den ryddede markflade dominerende i 1900-årene. Ikke uden grund er det den uafbrudte markjord, som på vore dages topografiske kort danner det hvide grundlag, hvorfra alle andre landskabselementer skiller sig ud. Med et landskabsøkologisk udtryk kan man sige, at agerjorden danner matrix.

Overgangen fra åbne til lukkede dræn var et vigtigt skridt i retning af landbrugsjordens homogenisering. Et andet var indførelsen af ståltrådshegn fra 1880'erne. Med dem blev det muligt at rydde uendelige rækker af gamle levende hegn for derved at indvinde kostbar landbrugsjord. Hegnsrydningen fandt fortrinsvis sted i det trærige Østdanmark, mens plantningen af levende hegn som værn mod vindens hærgen på nyopdyrket hedejord samtidig blev sat i system i Midt- og Vestjylland (figur 2-28).

 FIGUR 2-29. Plantningen af seksrækkede løvtræshegn over hele landet er i dag et markant udtryk for træernes og variationens tilbagevenden til det danske landbrugslandskab.

FIGUR 2-29. Plantningen af seksrækkede løvtræshegn over hele landet er i dag et markant udtryk for træernes og variationens tilbagevenden til det danske landbrugslandskab.

Gennem 1900-tallet har den overordnede udvikling gjort landbrugslandskabet endnu mere ensformigt. Ikke mindst 1950'ernes mekanisering af markdriften tilsagde, at marker så vidt muligt blev lagt sammen til større enheder, hvorved mange markskel blev sløjfet. og denne udvikling blev forstærket af den samtidige bølge af gårdsammenlægninger. samtidig blev mange gamle mergelgrave sløjfet.

Til gengæld skete der i samme periode en stedvis opgivelse af marginale landbrugsarealer, hvilket førte til nye småbiotoper. uproduktive lavbundsjorde blev ofte opgivet efter nogle årtiers dyrkning for eksempelvis at blive tilplantet med nåletræ. Men eftersom den nødvendige pleje af træerne ofte blev forsømt, fik mange af disse småplantninger et ejendommeligt præg af „brakskov“. Som ly for vildtet er de dog ikke uden betydning.

Inden for de seneste årtier er der dukket atter andre småbiotoper op i landbrugslandskabet. Brede løvtræshegn har f.eks. siden 1970'erne erstattet mange gamle, enkeltrækkede nåletræshegn, og i dag plantes de også i egne, hvor levende hegn ikke først og fremmest er et middel mod vinderosion (figur 2-29). Ikke sjældent etableres der desuden småsøer for at tiltrække jagtbare andefugle. Landskabsæstetik og vildtplejehensyn spiller altså i visse sammenhænge en større rolle end snævre landbrugsinteresser. Der er mere om småbiotoperne i kapitlet Det dyrkede land, se Præsentation og de følgende afsnit.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Fritzbøger: Landbrugets udvikling i 1800- og 1900-tallet i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484228

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk