Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Forhistoriens landbrug og agerland

Oprindelig forfatter BFrit

 FIGUR 2-7 (a). Udbredelsen af dysser fra Bondestenalderen.

FIGUR 2-7 (a). Udbredelsen af dysser fra Bondestenalderen.

Bondestenalderen

I Bondestenalderen, der begyndte omkring 6000 år før nu, fandt man størst aktivitet og befolkning på de gode jorde i Østdanmark, mens der i store dele af Midt- og Vestjylland slet ikke er spor efter bosættelse. De fleste bebyggelser lå nær kysten, men ikke som i Jægerstenalderens sidste århundreder helt ud til vandet. På Øerne tiltrak også sø- og moseområder sig en stor befolkningskoncentration. De små bebyggelser, der som regel ikke rummede mere end en storfamilie, var altså anbragt nær de vigtigste naturressourcer. På plateauerne i skoven lå den veldrænede jord, som kunne ryddes og dyrkes. Og ned mod søen, mosen eller kysten fandtes naturligt lysåbne vådbundsjorde med gode græsningsmuligheder.

Fra landbrugets indførelse og ca. 1400 år frem i tiden var dette mønster uændret, omend opdyrkningen tiltog markant. Efter de første 700 år viser pollenanalyserne rydninger af et sådant omfang, at det dyrkede land i hvert fald lokalt må siges at have sat sit præg på landskabet.

Men for omkring 4800 år siden skete der en forskydning af bebyggelsens tyngdepunkt mod vest (figur 2-7). Denne kolonisering af de lettere midt- og vestjyske jorde, som er knyttet til den såkaldte stridsøkse- eller enkeltgravskultur, kan have haft flere årsager. Befolkningstilvækst kan i sig selv have fordret en inddragelse af landområder, som hidtil havde været økonomisk marginale. Arkæologiske fund tyder tillige på, at der samtidig skete en forskydning af husdyrbruget fra kød- til mælkeproduktion. Og til det formål var hedeslettens vidtstrakte, lysåbne skove ideelle.

Annonce

 FIGUR 2-7 (b). Antallet af storhøje fra Bronzealderen.

FIGUR 2-7 (b). Antallet af storhøje fra Bronzealderen.

De østdanske bebyggelser bukkede dog ikke under af den grund. Enkelte steder lukkede skoven sig atter over forladte agre, men i det store hele indvarslede enkeltgravskulturen den efterfølgende bronzealders storstilede åbning af landskabet.

Bronzealderen

Bronzealderen, som begyndte ca. 3800 år før nu og strakte sig frem til 2500 år før nu, kendetegnes ved en intensivering af allerede kendte dyrkningsteknikker. Åben skov domineret af lystræer som eg og birk blev gradvist ryddet for at give plads for nye arealer til agerbrug og græsning. I takt med den deraf følgende udvaskning af næringsstoffer forringedes jordbunden, og på de foretrukne, lette jorde blev landskabet præget af græsland og lynghede med spredte træer. Rundt omkring i dette overdrevslandskab fandtes så agerjorden. Kulturlandskabet bar således tydeligt præg af husdyrbrugets dominans.

 FIGUR 2-8. Kornsegl fra yngre jernalder fundet i Viemose på Fyn.

FIGUR 2-8. Kornsegl fra yngre jernalder fundet i Viemose på Fyn.

Der var imidlertid stadig ganske store geografiske forskelle på opdyrkningens omfang. Pollendiagrammer fra Thy viser et landskab, som var stort set skovløst i Bronzealderen. Selv om afgræssede slettelandskaber nok dominerede, var agerbruget også omfattende, og mange marker må have været dyrket mere eller mindre permanent. omvendt oplevede de centrale dele af Sydsjælland i samme periode en tilbagevenden til et lige så tæt skovdække som det, der fandtes i Jægerstenalderen.

Agerbrugets redskabsarsenal blev udvidet i Bronzealderen. Blandt andet erstattede anvendelsen af krumseglen som høstredskab (figur 2-8) tidligere tiders simple afrivning af det modne korn med en flintsegl. At dømme efter seglenes benyttelse som gravgaver var høsten først og fremmest kvindearbejde. Blandt kornarterne synes byggen at have fortrængt bondestenalderens hvedearter.

Der var dog en betydelig variation i planteavlen. Fra adskillige bopladsfund har vi således både emmer, spelt, hirse, spergel, pileurt og hvidmelet gåsefod.

Fra Jernalderen til Vikingetiden

Udviklingen i ældre jernalder betegnede i store træk en fortsættelse af Bronzealderen. Anlæggelsen af nye landsbyer samt udvidelsen af agerjord og græsningsarealer fortsatte, samtidig med at udbytterne pr. arealenhed faldt. Men for omkring 1800 år siden ophørte ekspansionen brat. Arkæologiske fund og pollenanalyser viser samstemmende en gennemgribende omlægning af landbruget. omfattende agersystemer i bebyggelsens periferi blev forladt for aldrig senere igen at blive opdyrket. skov eller lynghede bredte sig ind over de tidligere agre og græsningsarealer, samtidig med at husdyrproduktionen koncentreredes i landsbyernes umiddelbare nærhed. En arealintensiv landbrugskultur erstattede den ekstensive, som havde præget bronzealder og ældre jernalder (figur 2-9).

 FIGUR 2-9. Kort over spor efter jernalderagre på Skørbæk Hede i Himmerland.

FIGUR 2-9. Kort over spor efter jernalderagre på Skørbæk Hede i Himmerland.

Husdyrene ophørte med at strejfe rundt på vidtstrakte græsningsarealer og kom i stedet på stald om vinteren. Hidtil havde man skaffet ekstra vinterfoder til dem ved om sommeren at nedskære og tørre blade og kviste fra særlig næringsrige løvtræarter som ask, lind, birk og elm. Men med den tiltagende anvendelse af jern i slutningen af Bronzealderen åbnede teknologien nye muligheder for staldfoderproduktion.

Af jernet kunne man nemlig fremstille høleer. Så efterhånden overtog enghø løvhøets plads (figur 2-10).

Med den sæsonvise staldfodring blev der for alvor mulighed for at udnytte dyrenes gødning i agerbruget. Ja, udkørsel og spredning af møg var simpelthen en forudsætning for intensiveringen af markdriften på mindre arealer. Hermed forstærkedes den tætte sammenkædning af planteavl og husdyrproduktion i blandede brug, som var fremherskende helt frem til introduktionen af handelsgødning og maskinkraft.

Vi ved ikke præcis, hvad der var årsagen til den yngre jernalders landbrugsrevolution, men nogle faktorer er kendte. For det første blev klimaet vådere og koldere. Det kunne tale både for vinteropstaldning og øget planteproduktion på lavtliggende høenge. For det andet var jordbunden antagelig så forarmet af udvaskning og afskovning efter århundreders ekstensiv drift med forkærlighed for de lette jorde, at noget måtte ske, hvis sultkatastrofer skulle undgås. og måske blev sådanne katastrofer netop ikke undgået. Måske afspejler den mindre bebyggelse og dyrkning en reduktion af folketallet.

 FIGUR 2-10. Blad af kortskaftet høle fra Jernalderen fundet i Illemose ved Rynkeby på Fyn.

FIGUR 2-10. Blad af kortskaftet høle fra Jernalderen fundet i Illemose ved Rynkeby på Fyn.

Markernes afgrøder adskilte sig ikke meget fra Bronzealderens. Byg var stadig den vigtigste kornart, men både havre og rug blev gennem Jernalderen mere almindelige, og der blev også dyrket kulturplanter som hirse, dodder og spergel.

Samtidige romerske iagttageres dunkle bemærkninger om germanernes livsstil og samfundsopbygning førte længe til den opfattelse, at jorden i Jernalderen henlå i en slags urkommunistisk fællesskab, hvor ingen ejede den. Men sådan var virkeligheden næppe. Tværtimod antyder tusindvis af forladte marksystemer fra ældre jernalder, at der herskede en meget nøjeregnende brugsret til jorden. Hver gård havde et antal rektangulære agerblokke, som enten var afgrænset med lave jorddiger eller i bakket terræn med kanter på de terrasser, der fremkom, når jorden blev pløjet. Flere steder synes det endog, som om disse jernalderagres arealer følger et særligt målsystem. At deres størrelse altså skyldes en systematisk jordfordeling.

En del tyder på, at dette traditionelle system med agerblokke blev opbrudt, da arealudnyttelsen for omkring 1800 år siden blev mere intensiv. En vis specialisering mellem ager- og græsningsjord synes at have fundet sted, og måske havde en form for rotation mellem dyrkning og hvile (med afgræsning) samtidig vundet indpas. Vi ved det ikke. Men de rektangulære agre synes at have domineret indtil Vikingetidens slutning omkring år 1100.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Fritzbøger: Forhistoriens landbrug og agerland i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484254

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk