Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De ferske enge

Oprindelig forfatter BFrit

Engen i forhistorisk tid

Ferske enge forekom i forhistorien naturligt langs bredden af søer og vandløb, men deres landskabelige betydning øgedes først for alvor, efter at høslæt og fodring af opstaldede husdyr med hø blev centrale elementer i Jernalderens landbrug. Det var nemlig det tilbagevendende høslæt, som i længden holdt engens lysåbne græs- og urtevegetation fri for høje stauder og buske (figur 2-34).

Engens foderproduktion og agerjordens høstudbytte var snævert forbundne i det landbrug, der grundlagdes i den yngre bronzealder, vandt udbredelse i Jernalderen og varede ved indtil slutningen af 1800-tallet. Fra engen overførtes næringsstoffer i form af hø til de staldfodrede husdyr, hvis gødning efterfølgende blev spredt på agerjorden. Man kalder det undertiden for koncentrationsagerbrug. Ikke uden grund hed det allerede i Middelalderen at „eng er agers moder“. Men i et historisk tilbageblik er det stort set umuligt at skelne sikkert mellem ferske enge i moderne forstand, dvs. vådenge, og tørt græsland anvendt til høslæt.

Engen fra middelalder til landboreformer

Allerede i Jernalderen synes de fleste landsbyer at have fået afgrænset det landområde, de kunne råde over, i forhold til deres nabobyer. Men det var først i den tidlige middelalder, at bebyggelsen fik en fast plads inden for disse rammer. Og som regel var denne lokalisering central i forhold til de vigtigste naturressourcer. På Øerne lå landsbyerne ofte omgivet af dyrkede marker og med stort set lige langt til alle grænser. Men i andre dele af landet, ikke mindst i de midtjyske ådale og langs tidligere kystskrænter i Nordjylland, befandt gårdene sig midt mellem agerjorden og engen.

Annonce

 FIGUR 2-34. Eng med lysesiv, en meget almindelig plante på græssede engarealer. Tidligere udnyttede man dens hvide marv som væger, deraf navnet. Ulvshale på Møn.

FIGUR 2-34. Eng med lysesiv, en meget almindelig plante på græssede engarealer. Tidligere udnyttede man dens hvide marv som væger, deraf navnet. Ulvshale på Møn.

Gode engdrag opstod ofte, hvor vandet kunne reguleres i forbindelse med mølledrift. Ikke sjældent kunne mindre mølleanlæg kun få lov til at opstemme vandløbet om vinteren, mens dets bredder i sommerhalvåret var forbeholdt græsning og høslæt. Man kaldte dem derfor for græsmøller.

I Fællesskabstiden var begrebet „eng“ imidlertid bredere end i moderne forstand. Engene havde ingen fast beliggenhed. De fleste var ret tørre og fandtes vistnok side om side med landsbymarkernes agerstriber. „Ager- og englodder“ var et fast begrebspar. Det meste af markjorden var nemlig opdelt i gårdvise lodder, og hvis de ikke blev dyrket, fik de snart karakter af græsland („eng“) – enten vådt eller tørt. En ganske betragtelig del af høproduktionen fandt altså i virkeligheden sted på udyrkede marker.

Men foruden disse englodder, som efter slæt og høst samt i de længere hvileperioder henlå til græsning sammen med den øvrige hvilende markjord, fandtes der mange steder specialiserede engarealer. De såkaldte enghaver, der lå i ådalene eller på andre lavbundsarealer, blev ofte udnyttet i fællesskab mellem flere gårde (figur 2-35). Sandsynligvis har enghaverne, der blev skærmet mod ædelystne kreaturer af gærder og volde, i højere grad end markernes englodder bestået af egentlig vådeng.

Det var ikke kun på ager- og englodderne, at høslættet måtte dele areal med andre brugsformer. I de indhegnede enghaver blev det slæt, der fandt sted midt på sommeren, ofte fulgt af eftergræsning eller, hvor vækstbetingelserne var særlig gunstige, af endnu et slæt, kaldet „efter-slæt“. Eftersom sådanne haver ofte var præget af spredt trævegetation, anvendtes de også ved tilbagevendende stævning til produktion af brændsel, gærdsel og mindre tømmerprodukter. Sameksistensen mellem høslæt og stævning synes i visse tilfælde ligefrem at have været sat i system, så beskæringens lysstilling af bunden og frigørelse af næringsstoffer fra træernes rodnet benyttedes til at fremme engens produktion. På sådanne såkaldte løvenge indgik høslættet altså i stævningsskovens vekslen mellem beskæring og genvækst.

Vi har ikke kendskab til engarealets udvikling før midt i 1800-tallet og intet sikkert belæg for høslættets omfang. Det er derfor ikke muligt at gisne om engbundens produktivitet. Men takseringer af høudbyttet i slutningen af 1600-årene viser, at man på det tidspunkt vurderede høets kvalitet meget forskelligt fra sted til sted. Bedst var enghøet, værst mosehøet. Og mange steder besværede man sig over at måtte vade i vand til knæene, når høet skulle bjerges.

Engen i 1800- og 1900-tallet

Ved landbrugsjordens udskiftning kom mange mindre engdrag til at indgå i de nydannede gårdlodder, men større sammenhængende strækninger langs vandløb kunne i sagens natur ikke flyttes. Derfor bestod sådanne enges opdeling i lange, smalle og gårdvise lodder endnu i lang tid, og deres drift bar præg af den samme indbyrdes koordinering, som havde præget Fællesskabstidens markdrift.

 FIGUR 2-36. Engvandingskanaler nær Sønder Felding fotograferet omkring 1888.

FIGUR 2-36. Engvandingskanaler nær Sønder Felding fotograferet omkring 1888.

Som landbruget i øvrigt undergik også engdriften store forandringer gennem 1800-tallet. Naturenge blev fortrængt af kulturenge be stående af forædlede plantearter som rajgræs og rød svingel og baseret på tilbagevendende gødskning, se også kapitlet Moserne og de ferske enges præsentation og følgende afsnit. Og samtidig med at mange af markjordens mindre enge blev drænet og opdyrket, intensiveredes udnyttelsen af ådalenes større, sammenhængende engarealer ved kunstvanding. Fra 1870'erne fungerede Hedeselskabet som sagkyndig entreprenør ved mange hundrede engvandingsanlæg, hvor sidekanaler ledte åvand ud fra hovedstrømmen, således at det efterfølgende kunne overrisle engen og tilføre den næring (figur 2-36). Andre steder, f.eks. omkring Skjern Ås ned løb, blev ådalenes enge omvendt drænet, så de i stedet kunne benyttes som agerjord.

Ved landbrugsarealmålingen i 1861 opgjordes engarealet til 2390 km2 svarende til 6 % af landets areal. Gennem det følgende halve århundrede faldt dette tal kun lidt, men sidenhen er det gået stærkt tilbage. Sammen med tørt græsland kom engene fra 1960 til at figurere i den officielle statistik som „vedvarende græs“, og dette areal faldt i perioden 1960-87 med 60 %. Ved amternes registrering af ferske enge i første halvdel af 1990'erne blev det samlede areal beregnet til 1037 km2 eller godt 2 % af Danmarks areal. Den markante tilbagegang dækker imidlertid også over, at en hel del af de engarealer, der blev inddraget til dyrkning, senere atter blev opgivet, så de i dag ikke fremtræder som eng men som mose- eller kratområder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Fritzbøger: De ferske enge i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484233

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk