Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det åbne lands økosystemer har meget forskellig diversitet

Oprindelig forfatter HAds

Økosystemer er hjemsted for et mylder af individer, der tilhører et stort antal arter. Deres livsudfoldelser går kort fortalt ud på, at de selv skal overleve og at de skal videreføre arten – altså formere sig.

 FIGUR 15-2. Kurver for artsdiversitet i forhold til næringsstoffernes tilgængelighed eller den tid, der er forløbet siden sidste forstyrrelse, er ofte „pukkelryggede“ med et tydeligt toppunkt ved et mellemniveau – ifølge amerikaneren Michael Huston. Tidligere mente de fleste, at diversiteten ville fortsætte med at vokse med øget næringsrigdom og reduceret forstyrrelse.

FIGUR 15-2. Kurver for artsdiversitet i forhold til næringsstoffernes tilgængelighed eller den tid, der er forløbet siden sidste forstyrrelse, er ofte „pukkelryggede“ med et tydeligt toppunkt ved et mellemniveau – ifølge amerikaneren Michael Huston. Tidligere mente de fleste, at diversiteten ville fortsætte med at vokse med øget næringsrigdom og reduceret forstyrrelse.

Hvis man kan tælle eller måle, hvor godt dette lykkes for arterne, har man et udtryk for økosystemets evne til at rumme biologisk mangfoldighed både set i nuet, og set over tid. Den målestørrelse, man benytter, er samfundets mangeartethed eller diversitet. Den ideale målestørrelse skal kunne udtrykke en variationsbredde og ikke blot en gennemsnitsstørrelse eller en totalværdi. I boks 15-1 er nogle af de begrebsmæssige og praktiske problemer ved diversitetsbestemmelse behandlet.

Amerikaneren M. Huston har gjort opmærksom på, at et samfunds artsdiversitet ser ud til at være stærkt afhængig af lokalitetens næringsrigdom og graden af forstyrrelse. Hvis man afbilder diversiteten i et diagram med næringsrigdom eller forstyrrelse som x-akse, får man et kurveforløb, hvor diversiteten stiger i starten, når næringsrigdommen eller forstyrrelsen stiger, men falder igen, hvis næringsrigdom eller forstyrrelseshyppighed overstiger en vis grænse (figur 15-2). Man taler om en „pukkelrygget“ diversitetskurve.

Annonce

Forklaringen på dette kurveforløb må søges i, at såvel stor næringsrigdom som lang tids uforstyrrethed alene begunstiger de arter, der er i stand til at dominere økosystemet, mens på den anden side hyppige forstyrrelser og lav næringstilgængelighed gør det vanskeligt for mange planter og dyr at opretholde levedygtige bestande. Imellem disse yderpunkter er der så eksistensmulighed for de mange arter, der hverken er for næringskrævende eller for konkurrencedygtige.

 FIGUR 15-3. Placering af de samme økosystemtyper som i figur 15-1 i forhold til næringsstoftilgængelighed og forstyrrelse. Intensiteten af den blå farve angiver diversiteten ifølge de „pukkelryggede“ diversitetskurver fra figur 15-2. Det er vanskeligt at sætte enheder på akserne – se boks 15-2.

FIGUR 15-3. Placering af de samme økosystemtyper som i figur 15-1 i forhold til næringsstoftilgængelighed og forstyrrelse. Intensiteten af den blå farve angiver diversiteten ifølge de „pukkelryggede“ diversitetskurver fra figur 15-2. Det er vanskeligt at sætte enheder på akserne – se boks 15-2.

Det åbne lands mange forskellige samfund repræsenterer alle trin med hensyn til forstyrrelse og næringsrigdom. Hvorledes passer Hustons model så på disse systemer? I figur 15-3 er dette afbildet. x-aksen er tilgængeligheden af næringsstoffer, og y-aksen er, hvor lang tid der er gået siden sidste store forstyrrelse. Baggrundsfarvens styrke angiver diversitetens størrelse – målt som plantedækkets artsantal.

De naturtyper, som blev vist på figur 15-1, er sat ind i skemaet. Det ses, at de typer, der ligger i midten af begge skalaer, har størst diversitet. Moderat forstyrrelse og moderat næringsstoftilgængelighed giver højest diversitet. De naturtyper, der ligger øverst i figuren – højmose, skov og plantage – overlades mest til sig selv, og er præget af få dominerende arter. I bunden ligger typer med regelmæssig, næsten daglig forstyrrelse – veje, tidevandsprægede steder og jordbehandlede arealer, også med lav diversitet. Høj diversitet findes i den gyldne middelvejs område, hvor dominans forhindres af både forstyrrelse og sparsom næring, og hvor spiring og væskt af nye planter ikke forhindres af for meget forstyrrelse eller for lidt næring.

Boks 15-1. Hvordan måler man diversitet?

Den gængse opfattelse er, at diversitet og mangeartethed er det samme, men det er strengt taget kun tilfældet, når man indsnævrer begrebet til artsdiversitet. Diversitet rummer andre aspekter.

En bestand, eller som økologer plejer at sige: en population, har en genetisk diversitet, som er mængden af dens forskellige stammer eller genotyper med forskellige arveanlæg. Et landskab har en særlig økosystemdiversitet, som er antallet af forskellige økosystemer i landskabet. Artsdiversiteten (artsrigdommen) er knyttet til et enkelt økosystem og angiver antallet af aktive arter.

I princippet er det muligt for en ihærdig biolog at optælle den totale artsdiversitet, men det er en kæmpeopgave, selv i et lille område. Få biologer har et tilstrækkelig bredt artskendskab til at kunne bestemme alle de dyr, planter, svampe og mikroorganismer, som er aktive på stedet. Og for selv de bredest orienterede biologer optræder der også andre vanskeligheder: Er tilstedeværelse det samme som at være aktiv? Og udelukker det forhold, at man ikke ser eller fanger en organisme, at arten alligevel er aktiv på stedet? Det vil f.eks. være urimeligt at regne en trækkende rovfugl, der tilfældigt raster et par timer på en hegnspæl, med til fuglediversiteten i området; og det vil være unaturligt at se bort fra rådsvampe, selv om man kun kan se og identificere svampene, når de en sjælden gang sætter frugtlegemer.

Den praktiske løsning på dette er at benytte egnede grupper af organismer til at udtrykke artsdiversiteten – og så håbe på at disse grupper giver et godt billede af hele artsdiversiteten. Kriterier at udvælge sådanne grupper efter, kan være at:

  • de arter, der hører til en given gruppe, skal være lette at kende;

  • der skal være et rimeligt antal arter i gruppen (ikke for få, ikke for mange);

  • det skal være let at erkende, om arten hører hjemme på stedet.

Karplanter (bregner og blomsterplanter), ynglefugle og visse insekter (f.eks. sommerfugle og løbebiller) opfylder disse kriterier. Langt de fleste diversitetsundersøgelser bygger da også på disse grupper. Der er en klar overvægt af planter i diversitetsundersøgelserne. Dette skyldes, at de ud over at besidde de ønskede egenskaber også danner økosystemernes rumlige struktur, og at de via fotosyntesen sørger for den energi, der holder systemet i gang. Meget tyder på, at en høj plantediversitet giver mulighed for – eller måske endda er en betingelse for – en høj diversitet af andre organismegrupper.

Selv for egnede grupper kan det alligevel være svært at skaffe sig overblik over den totale artsdiversitet, fordi området er stort, eller fordi nogle at arterne kun lader sig se på bestemte tider af døgnet eller året (nataktive dyr, forårsplanter). Man er som regel af praktiske årsager henvist til at tage stikprøver inden for de områder, der skal undersøges. Ud fra stikprøverne kan man ved hjælp af matematiske metoder danne sig et skøn over det totale artsantal.

Disse metoder kræver, at man skaffer sig et mål for, hvor meget der er af den enkelte art. Når det drejer sig om dyr, tæller man ofte, hvor mange individer, der er af arten pr. arealenhed (tæthed).

I botaniske undersøgelser skønner man ofte, hvor mange procent af arealet den enkelte art dækker (dækningsgradsanalyse), eller hvor mange gange den enkelte art registreres, når man undersøger et større antal stikprøver i plantesamfundet (frekvensanalyse, se Livsbetingelser og tilpasninger til livet i det åbne land).

Ud fra disse registreringer kan man med passende matematiske metoder skønne den totale artsdiversitet, eller man kan beregne forskellige såkaldte diversitetsindeks, talstørrelser, som tager hensyn til både forekomst og hyppighed af arterne. De bedst egnede af disse kan give et godt indtryk af diversiteten ud fra ret få og små stikprøver.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Adsersen: Det åbne lands økosystemer har meget forskellig diversitet i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484854

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk