Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En vision for det åbne land

Oprindelig forfatter PAGG

I Det Internationale Klimapanels (IPCC’s) scenario for år 2100 opereres der med en tredobling af verdens befolkning, og et bruttonationalprodukt, der er 10 til 26 gange højere end i år 2000. Det peger i retning af en flerdobling af presset mod naturen og miljøet.

Danmark og det globale gennemsnit

Det er dog langtfra givet, at denne øgning i befolkningstæthed og forbrug vil fordele sig jævnt ud over kloden. Dermed er det heller ikke givet, at de danske landskaber vil blive belastet med den gennemsnitlige, globale stigning i befolkning og forbrug. Det kan end ikke udelukkes, at der vil være tale om en mindskning i forhold til i dag, omend det næppe er sandsynligt. Eksempelvis kan faldende fødselstal, stram indvandringspolitik og aldring i befolkningen for en tid føre til en relativ stagnation i samfundsudviklingen økonomisk og kulturelt. Men under alle omstændigheder vil den globale sammenhæng, som den danske landskabsudvikling befinder sig i, før eller siden slå igennem. Direkte eller indirekte vil den globale befolkningsudvikling og forbrugsstigning frem mod år 2100 også vise sig i det danske landskab.

Hvis man blot ser en generation (30 år) frem, vil den globale situation med stor sandsynlighed være præget af en fortsat urbanisering med byspredning og flere infrastrukturanlæg såsom veje og andre forsyningslinjer, stigende kuldioxidudslip og tilhørende klimaproblemer samt en forværret eutrofiering. Heller ikke denne udvikling, som er forudsagt af FN’s miljøprogram (UNEP), behøver dog at påvirke det åbne land i Danmark med samme styrke som gennemsnittet for kloden. Det giver en usikkerhed i forudsigelserne, som der til gengæld kompenseres for, ved at der allerede på en række områder er lagt planer for, hvad der skal ske i den nærmeste fremtid.

Annonce

Fremtiden er allerede begyndt

Følgende udviklingstræk kan med forbehold for følgerne af krige og andre lignende ulykker formodes at være gældende:

  • Velfærden vil øges

  • Landbrugets relative betydning vil fortsat falde.

  • Landbrugets specialisering og koncentrering vil fortsætte

  • Byarealet inkl. infrastrukturarealet vil øges,

  • Skov- og naturarealet vil stige.

  • Den skjulte urbanisering vil fortsætte.

  • Turismen vil vokse.

Den vigtigste enkeltfaktor af betydning for fremtidens danske landskab er formentlig velstandsudviklingen. Den vil stimulere alle de efterfølgende punkter. Landbruget har i en ubrudt årrække sakket agterud i forhold til den øvrige økonomiske vækst i samfundet målt som en faldende andel af arbejdsstyrken og bruttonationalproduktet (BNP). Det vil formentlig fortsætte en rum tid endnu.

Det må formodes, at landbruget som hidtil vil være i stand til at undergå en stærk teknologisk udvikling. I løbet af sidste halvdel af 1900-tallet blev produktiviteten pr. beskæftiget i landbruget mere end ti-doblet. Forsøg på at spare arbejdskraft vil utvivlsomt fortsætte. Dette kan få to konsekvenser.

Den ene er, som man allerede længe har set det inden for arbejdsintensive industrier, f.eks. tekstilindustrien, at de mest arbejdskraftkrævende dele af produktionen flytter til udlandet bl.a. fjernøsten og Østeuropa. Scenariet kan være, at store dele af den danske svineproduktion flytter til f.eks. Hviderusland, hvor både lønninger og miljøkrav er lave.

Den anden er, at de dele af produktionen, der bliver i Danmark, automatiseres yderligere. Hvor effektiviseringen hidtil har fundet sted inden for både svine-, kvæg- og planteavl, er svineavlen nu ved at tage teten. EU’s støtteafvikling vil også bedst kunne bæres af svinesektoren.

Så set ud fra et økonomisk synspunkt er det derfor ikke helt urealistisk at forvente, at dansk landbrug vil udvikle sig i retning af en stor højteknologisk og konventionel verdensmarkedsorienteret svinesektor, og en lille økologisk kvægsektor orienteret mod hjemmemarkedet.

Hertil skal så lægges en arealmæssig og økonomisk set begrænset, men antalsmæssig stor sektor af deltids- og hobbybrug. Desuden vil en del arealer være ekstensiveret eller helt taget ud til miljømæssige og rekreative formål samt til egentlig urbanisering i form af beboelser og etablering af småindustrier.

Går et eller andet imidlertid „galt“, så svinesektorens ekspansion stoppes – f.eks. pga. svinepest i Danmark eller langvarig, hård konkurrence med faldende priser på verdensmarkedet – slås billedet i stykker. Sker det, vil der blive plads til en yderligere økologisering af den konventionelle produktion ved at nedsætte dens forbrug af gødning og sprøjtemidler og ved en yderligere omlægning til økologisk jordbrug, så dette måske kommer op på at dække 25-50 % af landbrugsarealet.

Med til billedet kan høre, at den højteknologiske svineproduktion i højere grad flytter op på de bedste jorde på morænefladen og nærmere de store motorveje, hvor forbindelsen til verdensmarkedet for denne „all in-all out“-industri er bekvem. Kvægbruget vil findes på de øvrige gode landbrugsjorde. På de landbrugsmæssigt mindre værdifulde arealer i ådalene og yderdistrikterne vil der så blive plads til naturen og de værdifulde landskaber med små kvægbrug, naturparker med ekstensiverede landbrugsarealer og – især nær de større bysamfund – deltidsbrug, hobbyfarme og nyetablerede skove.

Hvad angår de sidste fire af ovennævnte syv punkter, så er der her tale om udviklinger, der allerede er i gang, og som tidligere i vidt omfang har været omtalt: Byarealet inkl. infrastruktur vokser med 5000-10.000 ha om året, af hensyn til friluftsliv og grundvandsbeskyttelse plantes der 2000-3000 ha skov pr. år, landmændenes antal skrumper med 2000-3000 pr. år, som det har været tilfældet i nu en menneskealder, og nye beboere rykker ud på landet. Og turismen bare vokser.

Flere krav

Med øget velstand vil kravene fra befolkningen på flere måder skærpes. Det vil resultere i stigende efterspørgsel efter økologisk producerede fødevarer. Og der vil blive stillet flere krav til immaterielle værdier i form af natur og værdifulde landskaber.

Mere konkret, men også mere usikkert, kan det endvidere forventes, at det økologisk drevne areal vil vokse, at halvnaturarealet vil aftage på grund af tilgroning, og at plantning af hegn og vildtremiser vil fortsætte. Usikkerheden afhænger bl.a. af, i hvilken udstrækning myndighederne bakker op, eller med andre ord hvordan politikken på landskabsområdet udvikler sig.

Naturinteresserne vil generelt være bedst tjent med, at der skrues mest muligt ned for blusset under det konventionelle landbrug. Visionen kan være, at den diffuse spredning af næringsstoffer og pesticider kommer ned under naturens tålegrænser, se nedenfor. Dette vil indebære, at tabet af kvælstof skal ned under 25 % af, hvad det var i slutningen af 1980'erne, og ikke kun ned under 50 %, som målet er med vandmiljøhandlingsplanerne I, II og III. Det vil således kræve en skærpet Vandmiljøhandlingsplan IV og en udfasning af rutinemæssig sprøjtning med pesticider.

Derudover må der ske en genopretning af landskabets naturindhold. Arealet med enge og overdrev skal øges med 100.000 ha, og det kan passende ske ved en omlægning af halvdelen af de godt 200.000 ha, der i de senere år har været udlagt som mere eller mindre tilfældigt spredte brakarealer.

Også antallet af småbiotoper skal øges. Mest effektivt kan det ske på baggrund af naturplaner, som ejeren udarbejder i samråd med konsulenter for hver enkelt ejendom og eventuelt samordnet inden for et større lav, som det vi kender fra den traditionsrige læplantning i Danmark.

Derudover vil der for at imødekomme Wilhjelmudvalgets anbefalinger og ønsket om at respektere naturens tålegrænser være behov for at udlægge betydelige arealer som bufferzoner rundt om vores mest sårbare naturtyper.

For skov- og naturarealerne vil der, hvis den allerede vedtagne skovpolitik og de af Wilhjelmudvalget fremsatte anbefalinger føres igennem, være tale om en arealmæssig fordobling over de næste 50-60 år. Derved vil det samlede areal med skov og natur komme til at dække op imod 40 % af det danske landareal, hvilket samtidigt vil indebære, at landbruget skal afgive en tredjedel af sit nuværende areal.

Naturens tålegrænser

Naturrådet har i 2002 skønnet, at kvælstoftabet skal reduceres, hvis naturens tålegrænser (se kapitlet Menneskets påvirkning af naturtyperne i det åbne land) skal respekteres, og at der vil være behov for en betydelig effektivisering af landbrugets kvælstofudnyttelse, så tabet reduceres, for en begrænsning af produktionen og for, at en del af jorden tages ud af produktion. I et scenario, hvor 1) kvælstofudnyttelsen øges fra de nuværende 33 % til 45 %, 2) produktionen af slagtesvin begrænses til, hvad den var i første halvdel af 1990'erne, dvs. 17 mio. pr. år, og 3) 1/3 af jorden anvendes af svinebranchen, 1/3 af økologisk kvæghold og andre ekstensive former for landbrugsproduktion og 1/3 til natur- og miljøbeskyttelsesformål, vil der være en rimelig chance for, at naturens tålegrænser kan overholdes.

Adgangsforhold

Adgangsforholdene i det åbne land skal genoprettes, så der kompenseres for de senere års indskrænkninger. Samtidigt må der fremtidssikres over for den stigende urbanisering, dvs. inden landbrugene er solgt til bylandmænd, som i høj grad ønsker at holde ejendommen for sig selv uden offentlig adgang. Endvidere vil en henvisning til forbedrede muligheder for friluftsliv og turisme være et argument, når modspillerne omkring forhandlingsbordet i WTO skal overbevises om, at vores landbrug virkelig er multifunktionelt.

NATURA 2000

De områder, der er udpeget for at beskytte truede arter og naturtyper inden for EU, kaldes NATURA 2000-områder. Naturparkerne, EU-habitatområderne og de andre dele af netværket af „NATURA 2000-områder“ vil indgå som væsentlige elementer i fremtidens landskaber.

 FIGUR 16-13. EF-fuglebeskyttelsesområder og EU-habitatområder udgør tilsammen NATURA 2000, der med 255 områder dækker 8 % af landarealet og 12 % af havarealet i Danmark.

FIGUR 16-13. EF-fuglebeskyttelsesområder og EU-habitatområder udgør tilsammen NATURA 2000, der med 255 områder dækker 8 % af landarealet og 12 % af havarealet i Danmark.

Naturparkerne, som OECD og siden Wilhjelmudvalget har anbefalet, er endnu i støbeskeen under betegnelsen nationalparker. OECD anbefalede „mulighederne for at etablere et net af nationalparker, som kan omfatte nogle af de mest værdifulde økosystemer ved kysten, som f.eks. tidevandsflader, klitområder, kystklinter og heder.“ Og Wilhjelmudvalget foreslog „at staten beslutter at etablere et antal nationale naturområder“ og pegede i den forbindelse på seks konkrete områder (figur 16-12). Endvidere anbefalede man, at et eller flere tilsvarende områder forsøgsvis blev etableret på havet.

EU-habitatområderne, hvoraf der nu er udpeget 255 og de tidligere udpegede 111 EF-fuglebeskyttelsesområder og 27 Ramsarområder, der også indgår i habitatområderne, udgør tilsammen den danske del af NATURA-2000-netværket. Der er tale om et ganske betydeligt overlap mellem de forskellige udpegninger og overvejende tale om vandområder. Tilsammen dækker de 8 % af Danmarks landareal (figur 16-13).

Selv om der i forbindelse med selve udpegningen ikke er sket synlige ændringer i „marken “ må man være opmærksom på, at forskellen mellem de udpegede områder og deres omgivelser med tiden vil tiltage, idet en del af den kommende udvikling med fortsat udbygning af infrastruktur, bebyggelse, råstofgravning mv. i nogen grad vil gå uden om disse områder. Samtidig vil naturgenopretning og pleje fortrinsvis ske inden for disse områder. Kontrasterne i landskabet vil dermed blive større.

Det er vigtigt, at der bliver tale om ekstensivering og genopretning, ikke kun i NATURA 2000-netværket, men på alle niveauer: På marken ved nedsættelse af gødskning og pesticidanvendelse, på ejendommen ved etablering af småbiotoper og pleje af halvnaturarealer, i landskabet ved etablering af bufferzoner, stisystemer og spredningskorridorer og på egnsniveau ved skovrejsning og etablering af nationalparker. Og på nationalt niveau ved som sagt at leve op til vores internationale ansvar for beskyttelse af en række særlige naturtyper og ansvarsarter. Kun på den måde vil vi kunne indfri visionerne om en bæredygtig brug af landet.

En måske forbigående bedring

I det hele taget bliver balancen mellem det lokale og det nationale, og mellem det nationale og det overnationale, en udfordring i de kommende år. På den ene side lurer faren for, at lokal konservatisme og hensynet til lokale foretagender bliver afgørende til skade for interesserne inden for det større nationale eller internationale fællesskab. På den anden side lurer faren for, at en udefra kommende forvaltning bliver oplevet som så uforstandig og overgribende, at den ikke kan accepteres af lokalbefolkningen.

Kort sagt kan det forventes – hvis man ser bort fra den umiddelbare nedprioritering, der siden 2002 har været kendetegnende for den overvejende del af den danske naturforvaltning – at vi på lidt længere sigt vil se en bedring af naturens vilkår i det åbne land. Dette begrundes i en forventning om øget indflydelse fra EU’s naturpolitik, en fortsat omlægning af EU’s landbrugspolitik og en svækkelse af indflydelsen fra dansk landbrug. Endelig vil den forventede velstandsstigning overvejende skubbe i samme retning. Længere ud i fremtiden er billedet, bl.a. på grund af klimaforandringer og befolkningsvækst, både mere sløret og dunkelt.

Et billede af hvordan de beskrevne idéer kan udfolde sig på det konkrete lokale niveau, hvis fornuften får lov at råde, kan ses i boks 16-2, der bringer en vision for det åbne land år 2010.

Boks 16-2. Hvordan ser det åbne land så ud i år 2010?

Hvis det går som beskrevet, vil et mere naturvenligt, multifunktionelt landbrug have udviklet sig. Samtidig er urbaniseringen af landskabet fortsat. Lad os prøve at fokusere på en enkelt landsby med omgivelser.

Tæt på landsbyen er det mest synlige udtryk den „landsbyfælled“, der med støtte fra landdistriktsmidlerne blev til som led i landsbyens samlede „natur- og miljøplan“. Den blev gennemdrøftet i det nye Borgerforum gennem en hel vinter og endte med en aftale med den sidste store jordbesidder om en fælles forpagtning af et areal med vedvarende græs. Her græsser nu byens 5 ponyer, en halv snes får og 5 gæs.

I Borgerforum fik man også forhandlet sig til rette om det stisystem, der nu for første gang gør det muligt at gå en rundtur til fods. Det bruges af folk, der jogger, lufter hund eller bare „vanker en liden aftentur med sin udkårne“. Ved samme lejlighed kom en cykelsti, der tillader børnene at cykle til skole. Kommunen betalte selve anlægget.

På bakkerne over mod det ene nabosogn er der nu for alvor kommet gang i skovrejsningen. De træer, der blev plantet allerede i 1990’erne, er kommet godt i vejret, og der er tilplantet et nyt, stort areal med støtte fra vandværket i X-købing. To økologiske deltidsbrug er ved hjælp af tilskud blevet en del af samme grundvandsområde.

I ådalen til den anden side kan man se, at græsning med kødkvæg igen har sat skik på det store engområde, der 10 år tidligere var ved at forsvinde i pilekrat og rørsump. Det er en stor økologisk kvægavler i nabosognet, der efter en jordfordeling vovede sig i gang med projektet, som i øvrigt også er støttet med midler fra EU.

Nedstrøms er der udlagt 10 ha som våde enge. Det var et af midlerne i Vandmiljøhandlingsplan II, som nu helt er overhalet af handlingsplan IV, hvis mål endeligt er at nå ned på naturens – ikke landbrugets – tålegrænser. Det er den nu langt mere naturrettede støtte fra EU, der har gjort det muligt (og nødvendigt). Men i øvrigt har de danske miljømyndigheder måttet tage sig gevaldigt sammen for at leve op til Habitatdirektivets og andre direktivers krav. Det har ført til en opprioritering af naturbeskyttelsen i NATURA-2000-netværket, hvilket nødvendigvis har betydet en relativ svækkelse af opmærksomhed over for naturen i det øvrige landskab.

Men måske er det væsentligste den ændrede holdning og gode vilje, som spirede frem under og efter udgivelsen af Wilhjelmudvalgets rapport fra 2001. Det førte til, at landbrugerne tog idéen om naturplaner på ejendomsniveau til sig. Det sker nu i et omfang, på en måde og med en begejstring, som man skal helt tilbage til læplantningsbevægelsen i forrige århundrede for at finde mage til.

Den ene tilbageværende heltidsbedrift er sammen med syv af sognets tolv deltidsbedrifter og 17 andre ejendomme i nabosognene gået ind i et stort naturplanlav. Med støtte fra staten og rådgivning fra kommunen er der udarbejdet en sammenhængende plan for udbygning af biotopnetværket. Det er udformet, så det udgør en del af spredningskorridoren mellem regionens nye nationalpark og to habitatområder. Og det er udbygget, så det tilgodeser både den udbredte jagtinteresse, en rideskole og den besøgsgård og naturskole, der nyligt er indrettet på en af de smukke gamle gårde.

Og de tre store svinebrug, som det en overgang var på tale at etablere? – De endte alle med at flytte: en til Polen og to til X-lev, hvor de i det nye erhvervsområde nyder godt af nærheden til motorvejen og faste rammer for natur- og miljøhensyn, som andre industrier har kendt til længe. Dette sidste blev først muligt efter længere tids pres fra miljømyndigheder og naturorganisationer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peder Agger: En vision for det åbne land i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484890

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk