Vandløbene fryser sjældent til. De løber året rundt, også om vinteren, fordi de tilføres betydelige mængder af „varmt“ grundvand, drænvand og spildevand. Til gengæld bliver de ikke så sommervarme som damme og lavvandede søer.
Fødes vandløbet af grundvand fra en kilde, er temperaturen 8 °C året rundt i selve kildefeltet. Men et stykke fra kildefeltet varierer temperaturen betydeligt i løbet af dagen og fra årstid til årstid, fordi vandmængden er beskeden og derfor påvirkes meget af luftens temperatur og solindstrålingen (figur 5-18). Længere nede ad vandløbet stiger sommertemperaturen, mens vintertemperaturen falder, fordi luften og Solen over længere tid kan påvirke temperaturen. Til gengæld varierer temperaturen mindre over døgnet, da større vandmasser udgør et større varmereservoir og mindsker temperaturudsving. Allernederst i de dybe vandløb er både den daglige og den årstidsbestemte temperaturvariation mindre.
Temperaturmålinger på tre stationer ned gennem Pøleå ved Hillerød illustrerer dette mønster (figur 5-19). I kildebækken Selbæk ca. 400 m fra udspringet er årsvariationen 3,4-12,8 °C. I den øvre del af Pøleå før Strødam Engsø er årsvariationen 2,0-23,0 °C. I den nedre del af Pøleå umiddelbart før udløbet i Arresø er temperaturudsvingene over året dæmpet af den større vandmasse til 1,0-21,8 °C, og de daglige udsving er næsten forsvundet.
Indskudte søer forøger årsvariationen, idet vandløbsvandet om vinteren afkøles yderligere ved passage af søerne, mens det om sommeren opvarmes yderligere pga. den lange kontakt med luften og den direkte indstråling. I udløbet fra Strødam Engsø varierer temperaturen fra minus 2,2 til 25,1 °C i løbet af året. Minimumtemperaturen er således 4,2 °C lavere, og maksimumtemperaturen er 2,1 °C højere end i indløbet (figur 5-20).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.