De første skriftlige kilder fra Middelalderen (år 1050 til 1536) fortæller om mange forskellige og flere nye udnyttelser af de ferske vande. Ud over erhvervsfiskeri i søer og vandløb, varetransport og udnyttelse af vandet til drikkevand og brandslukning som i tidligere tider, drejede det sig nu også om opdræt af fisk og krebs i damme, opstemning af vandet for at drive møllehjul, rødning af hamp og hør, is til køling og vand til at skylle latrinaffald væk med. Ingen åer måtte løbe i stranden uden at have gjort landet gavn, fastslog Valdemar Atterdag. Og skønsmæssigt fem tusinde vandmøller har der været ud over landet i den tidlige middelalder. De skulle især male korn, men også knuse kridt og farvestoffer, slibe bygningssten og fliser, drive sigter og rensemaskiner.
Senere i 1600-, 1700- og 1800-tallet opstod det industrialiserede Danmark, hvor man brugte vandets kraft til at drive metalværker, krudtværker, klædefabrikker og papirfabrikker. Men allerede i slutningen af 1800-tallet blev denne energiforsyning ubetydelig i forhold til energien fra fossile brændsler.
I begyndelsen af 1900-tallet overgik mange af de opstemninger, hvis vandkraft førhen var blevet brugt direkte til at drive de nævnte maskiner, til at drive elektricitetsproducerende turbiner. Man etablerede endog helt nye opstemninger på de største åer, f.eks. den opstemning på Gudenå, der blev til Tange Sø, med henblik på elektricitetsproduktion. At disse gamle elektricitetsværker er blevet opretholdt helt op til vore dage, har især nostalgiske grunde, og de har været til ubodelig skade for bestandene af vandrende laks og havørred.
Sådan ændrer vores afhængighed, udnyttelse og syn på omgivelserne sig til stadighed, og det kan være svært at sadle om og omprioritere på ny under rejsen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.