Figur 3-1. I år 1900 havde man stadig åbne rendesten med kloakvand i Skipperstræde i Dragør.

.

Figur 3-2. Der var åbne kloakledninger i københavnernes baghaver frem til 1950’erne. Damhuskanalen 1941.

.

Forside den 10. juli 1970.

.

Figur 3-3. Fotografiet for neden viser udledningen fra et svineslagteri til Gudenåen. Den 10. juli 1970 ramte den Jyllands-Postens forside, og historien rejste et massivt folkeligt krav om forbedret spildevandsrensning, bl.a. fra Børge Christensen fra Danmarks Sportsfiskerforbund. Kravet resulterede i 1973 i „Lov om Miljøbeskyttelse“.

.

Rindende vand, der vel ikke flyder med mælk og honning, men med valle fra centralmejerierne og henrådnende tarme fra svineslagterierne. Wesenberg-Lund (1925)

Vandforurening er hverken en beskeden eller en ny foreteelse i Danmark. Den går meget langt tilbage i tiden og har kostet mange danskere livet, når fækale bakterier og virus fra husdyr og mennesker forurenede drikkevandsbrønde. Da Danmark fra midten af 1800-tallet forandredes fra et landbrugssamfund til et industrisamfund, blev problemerne særlig alvorlige i de hastigt voksende byer med tæt bebyggelse, elendig boligstandard og ussel hygiejne. Kolera- og tyfusepidemier var et dødeligt problem her. I 1860-61 fik København og 64 købstæder derfor sundhedsvedtægter, der gav anvisninger på behandlingen af afløb, latriner og drikkevandsbrønde. Men latrinmasse, spildevand og andet affald vedblev med at udgøre en latent smitterisiko (figur 3-1).

Den mest påtrængende opgave var at få fjernet affaldet og afføringen fra menneskene, og løsningen var vandklosetter og kloakker. De første hovedkloakker blev lagt ned i København i 1892-1903 og i Odense i 1905-06. Men spildevandsrensningen kom først til senere, og der skulle gå yderligere 80 år, før den blev tilfredsstillende for de ferske vandes vedkommende (figur 3-2).

Som det fremgår af Wesenberg-Lunds indgangsbøn til kapitlet var den spirende industri en alvorlig kilde til vandforurening. Den tidlige industriforurening leverede organiske spildprodukter fra mejerier, slagterier, bryggerier samt tungmetaller fra garverier og gasværker. En tidlig landbrugsforurening strømmede fra møddingerne, og efter 2. Verdenskrig blev det anvendelsen af kunstgødning, der accelererede forureningsproblemerne. Kunstgødning lægger den dag i dag sammen med kvælstof og fosfor i importeret foder til svineproduktionen en tung dæmper på kvaliteten af grundvand, damme, søer og fjorde.

Man kalder det forurening, når tilførslerne er så store, at det giver anledning til store gener i vandområderne, og det samtidigt ødelægger badevand og fiskevand og skaber hygiejniske risici (boks 3-1).

Historien om de ferske vandes forurening er fortællingen om altid at være for sent ude og aldrig tage det sidste, afgørende skridt. For 150 år siden vidste man ikke bedre eller manglede teknologien, det kan man ikke påstå i dag. Nu er det økonomi og politisk vilje, det skorter på. Undervejs har konsekvenserne for de ferske vande været voldsomme. Intet vandløb og ingen sø herhjemme er sluppet for at blive forurenet. Anlægger man omvendt den positive vinkel, kan man sige, at den udbygning af rensningsanlæggene, der var en følge af Vandmiljøplan I fra 1987, på kort sigt blev en succes, fordi den førte til en effektiv rensning af by- og industrispildevandet.

Under hele forløbet fra 1910 til 1987 forsøgte ferskvandsbiologer og andre naturinteresserede forgæves at råbe politikerne og borgerne op. Nogle gange har man svært ved at forstå, at man fandt sig i det ubeskrivelige svineri og stanken (boks 3-2). Det er tankevækkende, at de gange, hvor der virkelig er gjort drastiske forsøg på at nedbringe forureningen, har udgangspunktet ikke været forureningen af ferske vande, men derimod af havområder. Det skete i Øresund i 1930’erne (boks 3-3) og i Kattegat i 1980’erne. Mange har øjensynligt nemmere ved at acceptere beskidte søer og vandløb end et beskidt hav, man ikke kan bade og fiske i.

Selv op i 1960’erne kunne man som dreng i en jysk købstad, ifølge en af landets prægnante forkæmpere for god og varieret natur, opleve et farverigt skue ved åen gennem byen (figur 3-3): Om onsdagen var åen rød af blod fra svineslagteriet. Det var især „flot“ om vinteren med den røde å mod den hvide sne over landskabet. I stedet for opgang af røde ørreder, var der nedgang af røde kødtrevler. Om fredagen var åen hvid af udledninger fra dampvaskeriet. Det var også flot om vinteren i frostvejr, hvor der stod en em af damp op fra vaskevandet på vej gennem åen mod Kattegat.

Organisk stof og plantenæringssalte var de helt store syndere i forbindelse med de ferske vandes forurening. Men en sidste form for forurening, forsuring, skal også med. Den har spillet en vis rolle for ferskvandsforureningen i Danmark, men i kalkfattige egne i Norge, Sverige, Finland, Skotland og Midteuropa har den været afgørende. Her blev resultatet, at pH-værdien i vandet faldt så meget, at de fleste smådyr og alle fisk forsvandt. Som omtalt senere i dette kapitel skyldtes forsuringen, at atmosfæren i en periode indeholdt meget svovldioxid stammende fra afbrændt kul og olie, og at denne svovldioxid blev omdannet til svovlsyre, som med regnen blev ført til de ferske vande. Forsuringen toppede i 1960-1970’erne, men blev markant reduceret i 1980-2000’erne ved overgang til mere svovlfattige brændsler og rensning af røgen på kraftværkerne.

Boks 3-2. Vandalisme i Maribo Sø i 1929

Brev til professor Wesenberg-Lund fra sagfører Valdemar Herland, Maribo 30. jan. 1929

Hr. Professor Dr. Wesenberg-Lund

Af forskellige blade har jeg set, at hr. Professoren interesserer sig stærkt for og har indflydelse m.h. til vore ferskvandssøer, og undertegnede vil derfor tillade mig at foretage en ærbødig henvendelse ang. vandalismen, der fra Maribo By udøves over for Nørresø (ved hvis nordre bred, jeg har bygget mig et blokhus til helårsbeboelse). Fra halvdelen af byens ejendomme ledes kloakvandet ud i søen (...).

Nu har man i disse dage vedtaget, at også den anden halvdel af byens ejendomme skal have kloakudløb ud til søen. Det er et væmmeligt griseri og om sommeren forpester denne afskyelige stank luften både nat og dag, og hvordan vil det så ikke blive ved den påtænkte "udvidelse"? Man udrydder både fiske- og fuglebestanden i søen, der efterhånden vil stivne i en mudderpøl og ganske ødelægge den landskabelige skønhedsvirkning. Ikke at tale om den sundhedsmæssige side af sagen (badning m.v.).

Man henviser til, at kloakvandet, forinden det siler ud i søen, bliver "filtreret" gennem engbredder, som bestråles af kloakvandet ved et rørsystem, men denne filtrering er i høj grad problematisk og yderst skamskændende (...).

Den lille sø med omgivelser af enge og skove virker i øvrigt overordentlig tiltalende i landskabet og jeg kunne tænke mig, at der kunne være andre hensyn at tage til denne perle af en sø end Maribos kloakker, hvorfor jeg søger bistand til forebyggelse af den påtænkte fuldbyrdede vandalisme. Kan staten ikke gribe ind her?

Da jeg er forretningsmand i byen, ønsker jeg gerne foreløbig at være "inkognito".

Med Højagtelse Vald. Herland

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet De ferske vandes forurening.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig