Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vandløbsplanter

Oprindelig forfatter KSJe

 Figur 6-4. Rødalger i kildebække. A) Skorpealgen Hildenbrantia atra postkasserød, B) paddeleg, Batrachospermum moniliforme og C) strømtråd, Lemanea fluitilis er blågrønne.

Figur 6-4. Rødalger i kildebække. A) Skorpealgen Hildenbrantia atra postkasserød, B) paddeleg, Batrachospermum moniliforme og C) strømtråd, Lemanea fluitilis er blågrønne.

Vandløbsplanterne er ikke nogen homogen gruppe, hvad angår tilpasning, udseende, forekomst eller slægtskab. Tværtimod. For det første har arterne en varierende tilknytning til vandet: Nogle lever helt i vand, andre overvejende i vand og atter andre på overgangen mellem vand og luft. For det andet ser arterne meget forskellige ud og udfolder sig også for forskelligt til, at man kan operere med begrebet „en typisk“ vandløbsplante. For det tredje kan vandløbsplanter og ferskvandsplanter i det hele taget komme fra næsten alle kendte plantefamilier.

Den varierende tilknytning til vand gør det svært entydigt at opgøre antallet af vandplantearter. Ifølge Rostrups flora fra 1960’erne var der i alt 1265 urteagtige planter i Danmark. Af disse kan 51 regnes som ægte vandplanter med permanent neddykkede blade og skud, ca. 45 er amfibiske arter med evnen til at vokse både på land og i vand, og ca. 75 arter kan karakteriseres som sekundære vandplanter, der kan tåle at være neddykkede i kortere eller længere perioder. De sekundære vandplanter vokser først og fremmest, når de er udsat for luft, men de kan godt overleve en periode under vand.

I en undersøgelse af 131 vandløbsstrækninger blev ægte vandplanter registreret i 33 % og amfibiske planter i 47 % af tilfældene. De sekundære vandplanter stod for de resterende 20 %. Det er altså ganske almindeligt at finde planter, der normalt forbindes med land, ude i vandløbene. Som eksempel kan nævnes eng-forglemmigej, lav ranunkel og lådden dueurt.

Annonce

Fordelingen ned gennem vandløbene

En del plantearter kan man møde både øverst og nederst i vandløbene. Men der er også arter, man kun træffer i de kolde kilder øverst i vandløbene, og andre arter, som kun vokser i det sommervarme åvand i vore store vandløb.

Temperaturen er som nævnt i afsnittet Temperatur omkring 8 °C i kilder, som fødes af grundvand med konstant temperatur. Tæt ved udspringet varierer temperaturen ikke meget mellem sommer og vinter, især ikke, hvis vandløbet er vandrigt. Men er der mindre vand, får kontakten med luften temperaturen til at svinge mellem eksempelvis 4 og 12 °C i løbet af året et stykke fra udspringet. Endnu længere nede ad vandløbet stiger temperaturen om sommeren til typisk 18-20 °C, mens den falder til lidt over frysepunktet om vinteren. Vandløbet fører også mere vand og bliver bredere og dybere, jo længere man bevæger sig nedad, hvorved land- og sumpplanter får stadigt vanskeligere ved at vokse ud i vandløbet.

Udvekslingen af arter mellem land og vand foregår lettere i naturligt slyngede vandløb, der løber højt oppe i terrænet end i udrettede, kanaliserede vandløb. De naturligt slyngede vandløb har flere arter i overgangszonen på brinken, og denne er samtidig mindre stejl og derfor nemmere at passere. Derfor vokser engens vandmynte, eng-forglemmigej, engkabbeleje og lancetbladet ærenpris ud i vandløbet. Den stejle overgangszone i regulerede vandløb, der løber dybt nedskåret under terræn, passeres derimod blot af yderst få arter.

Kildens og bækkens planter

I skyggede kilder og bække i skoven kan man på sten møde langsomt voksende rødalger. Dels røde skorper af Hildenbrantia atra dels totter af alger i slægten paddeleg (Batrachospermum). På strækninger med lidt mere lys og kraftig strøm vokser den sjældne strømtråd (Lemanea fluviatilis), der fremtræder som en blågrønlig tråd på 2-3 mm’s tykkelse med vekslende knudeagtige dannelser (figur 6-4). På stenene findes også bevoksninger af mosser, især almindelig kildemos. På den bløde bund over vandspejlet møder man rodfæstede planter, f.eks. almindelig og modsatbladet milturt, som fra det våde kildefelt breder sig ud i den vanddækkede kilde sammen med mosserne. Bortset fra almindelig kildemos træffes de nævnte arter ikke i de varme, nedre dele af vandløbene.

 Figur 6-5. Vegetationsrig kildebæk med bl.a. lancetbladet ærenpris.

Figur 6-5. Vegetationsrig kildebæk med bl.a. lancetbladet ærenpris.

Er kildebækken lysåben og uden intensiv grødeskæring, dominerer eng-forglemmigej, vandmynte, vandstjerne og sideskærm. Andre typiske kildearter i lysåbent terræn er tyk- og tyndskulpet brøndkarse, manna-sødgræs, tæppegræs, lancetbladet og tykbladet ærenpris (figur 6-5). Ingen af disse arter, måske lige med undtagelse af tykskulpet brøndkarse, er almindelige i de nedre vandløb, selv om man kan træffe på dem.

Sideskærm kan sammen med tykskulpet brøndkarse og vandstjernearter stå flotte og grønne i kilderne om vinteren og i det tidlige forår, og de vokser udmærket i det kølige vand. Fladfrugtet vandstjerne forekommer også almindeligt om vinteren og i det tidlige forår i vestjyske, grundvandsfødte vandløb. I Grydeå, et tilløb til Storå, danner arten et maksimum i marts-april, før storblomstret vandranunkels udvikling topper i maj-juni.

Vækstforsøg med fire vandplanter i Dollerup Bæk, en kildebæk med temperaturer mellem 7 og 9 °C året rundt, har vist, at fladfrugtet vandstjerne og storblomstret vandranunkel vokser hurtigere end vandpest og kruset vandaks ved de lave temperaturer. De to sidstnævnte arter møder man da også mere hyppigt i sommervarme vandløb. Den maksimale væksthastighed hos vandpest og kruset vandaks var ved 7-9 °C blot 2-4 % pr. dag, mens vandstjerne og vandranunkel voksede med 4-12 % pr. dag.

Åens planter

I de dybe, sommervarme åer træffer man vandplanter, som også vokser i søer. Det gælder f.eks. enkelt pindsvineknop, grenet pindsvineknop, søkogleaks, brudelys og pilblad. I de dybe åer finder man også de store vandaksarter som børstebladet vandaks, glinsende vandaks, hjertebladet vandaks og langbladet vandaks. På steder med langsom strøm vokser planter med flydeblade såsom gul åkande og svømmende vandaks.

Der sker altså karakteristiske forskydninger i arters og artsgruppers relative hyppighed ned gennem vandløbene (figur 6-6). Især falder hyppigheden af fladfrugtet vandstjerne og roset-vandstjerne, men også vandranunklernes hyppighed falder i de nederste åløb. Til gengæld mere end fordobles hyppigheden af vandpest og store vandaksarter. Med den øgede bredde og dybde og den mindre kontakt mellem vandløbet og det omgivende land optræder landplanter og amfibiske planter også mindre hyppigt i forhold til de ægte, permanente vandplanter.

 Figur 6-6. Ned gennem vandløbene bliver vandstjerner og vandranunkler gradvist sjældnere, mens de store vandaksarter bliver hyppigere.

Figur 6-6. Ned gennem vandløbene bliver vandstjerner og vandranunkler gradvist sjældnere, mens de store vandaksarter bliver hyppigere.

Den samlede artsrigdom af vandplanter i 40 undersøgte danske vandløb er lavest – i gennemsnit omkring 10 arter på 200 m lange strækninger – i vandløb, der er smallere end 3 m. Til gengæld ligger artsantallet nogenlunde konstant på 12-13 arter pr. strækning, når vandløbene er bredere. Der er god logik i forskellene. Man kan blot undre sig over, at de ikke er større. I meget smalle og lavvandede vandløb er der både et mindre vandløbsareal til rådighed for planterne og begrænset variation i dybden sammenlignet med forholdene i større vandløb. Desuden er tilførslen af arter fra andre vandløbsstrækninger mindre sandsynlig i de øvre vandløb end i de nedre vandløb, der kan modtage planter med strømmen fra opstrøms strækninger.

Flere forhold begrænser artstallet af planter i vandløbene. Ikke mindst de nedre dele af vandløbene har potentiale til at huse flere arter, hvis overgangszonen til land fik lov til at udvikle sig mere naturligt, grødeskæringen og oprensningen af vandløbsbunden blev mindre intensiv og opblomstringen af planktonalger i vandet blev mindsket. De store åer har betydelig dybde, og derfor begrænses vandplanternes dækning af bunden til de laveste afsnit, hvis vandet er uklart af planktonalger eller opslemmede partikler fra bunden og brinkerne. Fysisk forstyrrelse af vandløbet øger også partikelmængden og derved lysets udslukning ned gennem vandet. Stopper forstyrrelserne, og får vandløbet lov til at slynge sig og danne delta, bliver der til gengæld ypperlige forhold for vandplanterne. I de nedre afsnit af Gudenå ved Randers kunne man således i 2012 snildt finde dobbelt så mange arter af vandplanter, som man i gennemsnit kunne i danske vandløb.

Fordeling efter kalkholdighed og surhedsgrad

Der er betydelige forskelle mellem vegetationen i de kalkrige østdanske og kalkfattige vestdanske vandløb, og indholdet af hydrogenkarbonat (fra kalken) er den vandkemiske faktor, der bedst kan forklare disse forskelle. De fleste af vandaksarterne, aks-tusindblad, hårfliget vandranunkel, vandkrans, brudelys og pilblad findes således især i de kalkrige vandløb med meget hydrogenkarbonat, mens rust-vandaks, hår-tusindblad, storblomstret vandranunkel og vandmosser især findes i kalkfattige vandløb.

I små kildebække med et yderst begrænset opland med udvasket sand i undergrunden kan indholdet af hydrogenkarbonat være så lavt som 0,1 mmol pr. liter, og den tilknyttede pH er lidt under 7,0. Her kan man møde hår-tusindblad og kransnålalger af slægten Nitella, som man ellers især møder i de kalkfattige søer. Man møder også sjældne vandmosser uden danske navne såsom Scapania undulata.

 Figur 6-7. Antallet af vandplantearter (tallene) og pH-værdier (punkter) i hovedløbet Søby Å fra brunkulslejet i Søby i 1970’erne. Artsantallet og pH er også vist i sidetilløb (åbne cirkler).

Figur 6-7. Antallet af vandplantearter (tallene) og pH-værdier (punkter) i hovedløbet Søby Å fra brunkulslejet i Søby i 1970’erne. Artsantallet og pH er også vist i sidetilløb (åbne cirkler).

Små skovvandløb i sandområder kan helt mangle hydrogenkarbonat, have endnu lavere pH (4-5) og være næsten uden vegetation på grund af den store surhedsgrad, for lidt lys og en humusholdig bund, som rødderne vokser dårligt i.

I afløbene fra de nu nedlagte brunkulslejer, hvor vandløbene modtager svovlsyre fra forvitring af pyrit i jorden, kan forholdene som tidligere nævnt være helt ekstreme, idet vandet kan være rævesurt (pH 3 eller lavere). I de sureste afløb (pH 2-3) fra brunkulslejerne ved Haunstrup syd for Herning var der i 1970’erne overhovedet ingen vegetation. Men ved pH 3-4 voksede en særlig undervandsform af liden siv helt enerådende over en 10 km lang strækning af Søby Å i afløbet fra de gamle brunkulslejer i Søby (figur 6-7). Eneste supplement var mossen Polytricum longisetum, som man også møder på sur, fugtig jord, og to makroskopiske algearter. Dengang formåede arterne i sidetilløbene til Søby Å ikke at trænge ind i hovedløbet, men stoppede som ramt af et surt opstød ved selve indløbet. Nu 40 år senere er vandet mindre surt i Søby Å, og arter som storblomstret vandranunkel, hår-tusindblad, enkelt pindsvineknop og smalbladet pindsvineknop har fra sidetilløbene formået at kolonisere hovedløbet.

Udbredelsen af vandplanter i afløbene fra de gamle brunkulslejer er det bedst kendte eksempel på knivskarpe fordelinger skabt af ekstreme pH-forhold. Det er sjældent, at en enkelt kemisk faktor, her pH og den tæt koblede kalkholdighed i den grad dikterer plantefordelingen. Det er mere sædvanligt, at adskillige kemiske, fysiske og biologiske faktorer i vekselvirkning med hinanden bestemmer arternes fordeling og hyppighed. Det er da også tilfældet i de pH-neutrale vandløb.

Vandløbenes vandplanter sammenlignet med søernes

Det er slående, at de fleste arter af vandplanter både lever i vandløb og søer. Der findes faktisk kun meget få vandløbsplanter, som ikke også kan findes i søer. Flod-klaseskærm har man kun fundet ved vandløb, men der er nok intet til hinder for, at den kunne vokse ved søbredder. Der er dog flere søarter, der ikke normalt vokser i vandløb. Det gælder arter af blærerod med svag rodforankring, der ikke kan overleve i strømmende vand og ej heller her kan udnytte deres evne til at fange små dafnier og vandlopper. Meget langsomt voksende arter fra næringsfattige søer, f.eks. tvepibet lobelie og gulgrøn og sortgrøn brasenføde, møder man heller ikke i vandløb, da de næppe overlever den ret hyppige omlejring af vandløbsbunden ved vekslende vandføring og strøm. I afløb fra søer med ret stabil vandføring er det imidlertid i udlandet muligt at træffe søplanten strandbo, som i sin form og udbredelse ligner tvepibet lobelie og sortgrøn brasenføde. Strandbo vokser dog noget hurtigere og spreder sig vegetativt med udløbere i modsætning til de to andre nævnte arter.

Forskellene mellem vandløbenes og søernes vandplanter ligger da også alt overvejende i arternes forskellige hyppighed de to steder. Blandt de 20 hyppigste arter i danske søer er 6 gengangere i vandløb, mens de resterende 14 ikke optræder på vandløbenes top 20-liste (tabel 6-1). Tre arter er hyppige begge steder, nemlig børstebladet vandaks (nr. 1 i søer og nr. 11 i vandløb), vandpest (henholdsvis nr. 2 og 3) og kruset vandaks (henholdsvis nr. 6 og 9). Alle tre arter vokser hurtigt, spredes effektivt og tåler højt næringsindhold, og det er tre centrale egenskaber, når man skal klare sig i de ferske vande her i landet nu om dage.

Der er en logisk grund til det betydelige sammenfald mellem arter i vandløb og søer. De to miljøer hænger nemlig ofte sammen i netværk. Vandløb løber ind i søer og kan føre plantefragmenter og frø med sig fra vandløbet. Og det vandløb, som forlader søen, kan modtage plantefragmenter og frø fra planter, som vokser i søen. I en undersøgelse fra Sverige mærkede man løsrevne skud af langbladet ranunkel i et vandløb og kunne påvise en betydelig nedstrøms spredning til en sø. Men søen virkede dog som fælde for den videre transport. Langbladet ranunkel havde etableret en lille bestand i søen, men den måtte først vokse sig stor, før spredningen kunne fortsætte videre i vandløbet via udløbet fra søen.

Hvis lavvandede søer har klart vand, kan de huse tætte bestande af undervandsplanter og berige vandløbene nedenfor med frø og plantefragmenter, så man oplever et stort sammenfald af arter. Herhjemme var det især tilfældet for 100 år siden, før søerne blev for voldsomt forurenet med næringssalte og udviklede grønt, uklart vand fyldt med planktonalger. I gamle, klassiske undersøgelser herhjemme kunne man endog møde typiske søarter uden rodudvikling som tornfrøet hornblad i afløbene fra søer. Men også aks- og kranstusindblad, kredsbladet vandranunkel og flere store vandaksarter var tidligere meget mere almindelige i vandløbene efter søer.

Med skiftet til uklart, planktonrigt vand forsvandt lyset og livsbetingelserne for undervandsplanter både i søerne og i afløbene fra dem. Hermed blev det også sværere eller aldeles umuligt for undervandsplanterne at sprede sig fra sø til vandløb eller omvendt, og det har sikkert medvirket til, at vegetationen både er langt fattigere og meget mere forskellig mellem de to miljøer i dag, end den var for 100 år siden.

Tabel 6-1. Den relative hyppighed af de 20 mest almindelige langskudsplanter blandt blomsterplanterne i 82 søer og ca. 200 vandløbsstrækninger i Danmark undersøgt i slutningen af 1990’erne. Procent af lokaliteter med arten er angivet. Data fra T. Riis, K. Sand-Jensen og O. Vestergaard, original.

Søart

Relativ hyppighed

Vandløbsart

Relativ hyppighed

Børstebladet vandaks

50,0

Enkelt pindsvineknop

72,1

Vandpest

39,0

Roset/fladfr. vandstjerne

69,7

Hjertebladet vandaks

39,0

Vandpest

60,6

Kredsbladet vandranunkel

37,8

Smalbladet mærke

57,7

Aks tusindblad

37,8

Eng-forglemmigej

51,9

Kruset vandaks

37,8

Grenet pindsvineknop

51,9

Butbladet vandaks

37,8

Storblomstret vandran.

36,1

Liden vandaks

34,1

Lancetbladet ærenpris

32,2

Tornfrøet hornblad

26,8

Kruset vandaks

30,2

Enkelt pindsvineknop

26,8

Manna-sødgræs

9,3

Spinkel vandaks

22,0

Børstebladet vandaks

18,3

Fladfrugtet vandstjerne

18,3

Svømmede vandaks

17,8

Kors andemad

18,3

Strand-vandranunkel

17,8

Hår tusindblad

17,1

Brudelys

16,8

Krybende vandkrans

15,9

Hjertebladet vandaks

14,9

Svømmende sumpskærm

14,6

Alm. vandranunkel

13,5

Smalbladet vandstjerne

13,4

Vandmynte

12,5

Græsbladet vandaks

13,4

Brøndkarse

11,5

Smalbladet pindsvineknop

13,4

Dynd-padderok

11,5

Vandrøllike

11,0

Kredsbladet vandranunkel

11,1

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen: Vandløbsplanter i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 13. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498216

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk