Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vandløbenes fysiske form

Oprindelig forfatter KSJe

 Figur 5-7. En lille bæk fører vandet væk fra græsmarken.

Figur 5-7. En lille bæk fører vandet væk fra græsmarken.

Drister man sig ud på en tur i et lavvandet, ureguleret vandløb med fast grusbund, skal man passe på, hvor man træder. Nogen steder går det lige ud, men kort efter drejer vandløbet, og skjult bag svinget lurer måske et dybt hul. Bundens hårdhed ændrer sig også inden for få skridts afstand. Man risikerer derfor pludseligt at stå i vand til over livet og med fødderne begravet i løst sand eller mudder til over støvleskafterne. Hvis det går hedt til, kan vanddybden snildt ændre sig fra 20 cm i et såkaldt stryg til 140 cm i et høl få meter derfra.

En fast fysisk form hører absolut ikke til vandløbenes kendetegn. De er tværtimod dynamiske, da både forløbet og bunden flytter sig. Denne ustabilitet er en del af både planternes og dyrenes levevilkår, og som nærmere beskrevet i kapitlet Vandløbenes smådyr har de udviklet forskellige mekanismer til at klare sig.

Ændringer i vandløbets forløb

Ændring af vandløbets forløb og flytning af bunden er to sider af samme sag. Forklaringen er, at partiklerne i bunden og i brinken hele tiden graves fri, flyttes og aflejres igen. Hvis der er tilstrækkeligt med vand og fald på vandløbet, har vandet kraft til at grave i bredden og flytte bundens partikler fra ét sted og aflejre dem et andet sted længere nede ad vandløbet eller sende dem helt ud i havet.

Annonce

Vandløbet bevæger sig desuden sideværts frem og tilbage og udgraver sin egen dal. Får store vandløb i lavlandet lov til at arbejde uforstyrret, skærer de sving af og isolerer dem som hesteskoformede søer, der efterhånden vokser til, mens vandløbet fortsætter ad nye veje. Over længere tidsrum kan vandløbet ligefrem flytte sit leje fra den ene side af ådalen til den den anden side.

 Figur 5-8. Skitse af hovedstrømmens forløb, vandløbstværsnittet i profil og bundforholdene i et slynget vandløb.

Figur 5-8. Skitse af hovedstrømmens forløb, vandløbstværsnittet i profil og bundforholdene i et slynget vandløb.

På den måde graves hele ådalen ud i en bredde, der svarer til vandløbets størrelse og til den tid, det har løbet på stedet. I Vestjylland, dvs. i det område, der var isfrit under sidste istid, har ådalene ligget, hvor de ligger, siden forrige istid for 130.000 år siden, selv om de også tjente til afløb for den sidste is. Vandløbene i øst er derimod kun omkring 11.000 år gamle. Derfor er ådalene forholdsvis bredere i Vestjylland end i Østdanmark. De smalleste ådale findes i det såkaldt marine forland (se Geologien, Istidslandskabets dannelse) og på den tidligere, nu blotlagte havbund i Nordjylland, hvor vandløbene blot har en alder på nogle få tusinde år. Uggerby Å og Liver Å, der løber ud i Nordsøen nær Hirtshals, er eksempler på åer, som nær udløbet løber i det marine forland, mens Lindholm Å og Ryå, der løber ud i Limfjorden vest for Nørresundby er eksempler på åer på den hævede havbund fra Littorinatiden.

Bundbevægelserne

Lige eller svagt slyngede vandløbsstrækninger findes især i de øvre dele af vandløbene, hvor faldet er stort og vandføringen lav. Som regel findes disse typer vandløb i egne med moræne, og bunden kan her bestå af sand, grus eller endog sten og have en betydelig andel af mudder. Heroppe øverst i vandløbet dominerer de gravende kræfter, hvis størrelse er lig med vandføringen ganget med faldet. Nyt bundmateriale tilføres hele tiden ved erosion af brinkerne og jorderne omkring vandløbet. Er vandføringen lille, er kraften utilstrækkelig til at flytte stenene, som derfor bliver liggende tilbage i bunden, hvorimod sand, ler og mudder sættes i bevægelse af strømmen og transporteres længere ned.

I vandløb med et stort fald deles vandløbet op i en serie trin, som veksler mellem lavvandede stryg med stort fald, stærk strøm og en bund med sten eller grus, mens finere bundmateriale aflejres på dybe strækninger (høller) med svag strøm og et mindre fald. Kontrasterne mellem stryg og høller er store, hvad angår dybde, bundtype og strøm (figur 5-8).

 Figur 5-9. Susås højdeprofil fra udspringet 90 meter over havet til udløbet i Karrebæksminde Fjord ved Næstved. Faldet er som i de fleste vandløb størst i de øvre dele.

Figur 5-9. Susås højdeprofil fra udspringet 90 meter over havet til udløbet i Karrebæksminde Fjord ved Næstved. Faldet er som i de fleste vandløb størst i de øvre dele.

Når vandføringen stiger længere nede ad vandløbet, fordi der hele tiden tilføres mere vand fra omgivelserne, øges vandets kraft og dermed dets evne til at erodere bunden, også selv om faldet bliver mindre (figur 5-9). Forklaringen er den, at vandføringen ofte stiger 1000 gange fra små bække til store åer, mens faldet kun reduceres 5-10 gange, så kraften i vandets strømning øges. Herved kan større mængder og flere typer af bundmateriale flyttes. Det fører til regelmæssige slyngninger på vandløbet med vekslen mellem stryg og høller. Afstanden mellem to nabostryg er typisk 5-7 gange så lang, som vandløbet er bredt (figur 5-8).

Ved endnu større vandføring og kraftpåvirkning dannes de stærkt slyngede, meandrerende, vandløb. For at kunne anvende betegnelsen meander skal afstanden mellem to punkter på bredden være mere end 1,5 gange længere, når man følger strømrenden, end når man tager fugleflugtslinjen mellem punkterne. I meget stærkt slyngede vandløb er vejen op til 5 gange længere i strømrenden. Ved svingenes yderside løber vandet hurtigt og graver i skrænterne, mens noget af bundmaterialet aflejres igen på indersiden af dem. Forskellige bundpartikler sættes i bevægelse af strømmen. Ler og mudder findes sædvanligvis opslæmmet i vandet, mens groft sand og grus ruller af sted som en bundstrøm. Det grove materiale aflejres på strygene, hvis strømhastigheden lokalt nedsættes. Det finere materiale aflejres også kortvarigt her, men sættes igen i bevægelse, medmindre det finder læ og fanges mellem sten og grus og danner en meget kompakt bund. Det fine materiale afsættes dog fortrinsvist på indersiden af svingene og forlænger dem. Med tiden øger det muligheden for, at svingene snøres af, så vi får en lille sø.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen: Vandløbenes fysiske form i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 13. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498207

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk