Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kuldioxid

Oprindelig forfatter KSJe

 Figur 5-28. Afløbet fra brunkulslejet i Søby havde i 1970’erne rævesurt vand med en pH-værdi på 3‑4. Der var ingen fisk i vandløbet, og den eneste plante var undervandsformen af liden siv. Bemærk de rødbrune okkerudfælninger.

Figur 5-28. Afløbet fra brunkulslejet i Søby havde i 1970’erne rævesurt vand med en pH-værdi på 3‑4. Der var ingen fisk i vandløbet, og den eneste plante var undervandsformen af liden siv. Bemærk de rødbrune okkerudfælninger.

Vandløb modtager hele tiden grundvand og drænvand fra de omgivende jorder. Vand der kommer lige ud af jorden er altid kraftigt overmættet med kuldioxid, CO2, i forhold til, hvor meget det kan rumme, når det kommer i ligevægt med luftens CO2-indhold. Hælder man vandløbsvandet op i en flad skål, falder dets indhold af CO2 støt, fordi den overmættede CO2 afgives til luften, indtil det efter nogle timer er kommet i ligevægt.

Men hvorfor er vandet fra jorden så kraftigt overmættet med CO2? Det skyldes, at mikroorganismerne i jorden til stadighed frigør CO2 ved deres stofskifte, mens der ikke forbruges CO2, da planternes fotosyntese selvfølgelig ikke kan forløbe i mørke nede i jorden. Det er derfor ganske almindeligt, at vandløb er 10-20 gange overmættede med CO2, hvis de modtager deres vand fra de omgivende jorder.

Sagen stiller sig dog noget anderledes, hvis vandløbene starter som afløb fra søer. Her har vandet i lang tid været i kontakt med luften, og algerne kan også have nået at forbruge CO2. I disse vandløb kan man derfor finde et CO2-indhold nær luftmætning, og i tilfælde af stor fotosyntese i vandet kan CO2 endog være undermættet.

Annonce

Om sommeren er grundvand og markvand koldt, mens søvand er varmt. På en rejse ned gennem Gudenå eller et hvilket som helst andet vandløb finder man derfor koldt og CO2-rigt vand i de øvre dele, der overvejende fødes af nyt grundvand og markvand, mens man finder varmt og CO2-fattigt vand længere nede af vandløbet; især umiddelbart efter indskudte søer er CO2-indholdet lavt (figur 5-29).

ch05_033.jpg

Figur 5-29. Gudenå har mange opstemninger og indskudte søer. På turen fra udspringet i Tinnet Krat ved Tørring til udløbet ved Randers stiger vandtemperaturen om sommeren pga. den stigende luftkontakt, mens CO2-indholdet falder. Temperaturen er højest, og CO2-indholdet lavest, umiddelbart neden for søer, hvor vandet varmes op, og planteplanktonet forbruger CO2 i dets fotosyntese. CO2-indholdet falder fra morgen til eftermiddag pga. algers og planters forbrug. Efter Sand-Jensen m.fl., 2000.

 Figur 5-30. A) I Boest Bæk ovenfor Halle Sø og Stigsholm Sø vokser amfibiske planter, her sideskærm og vandmynte, som har fordel af at kunne udnytte det forhøjede indhold af CO2 i vandet. B) Neden for søerne vokser bl.a. kruset vandaks, som kan udnytte hydrogenkarbonat.

Figur 5-30. A) I Boest Bæk ovenfor Halle Sø og Stigsholm Sø vokser amfibiske planter, her sideskærm og vandmynte, som har fordel af at kunne udnytte det forhøjede indhold af CO2 i vandet. B) Neden for søerne vokser bl.a. kruset vandaks, som kan udnytte hydrogenkarbonat.

Kuldioxid og planterne

Overmætningen med CO2 er vigtig for vandplanters fotosyntese. Vandplanter som enkelt pindsvineknop og vandstjernearter, som kun kan udnytte CO2, har derfor gode muligheder for at trives i vandløbene, mens de har det betydeligt sværere i søerne, hvor CO2-indholdet kan være mere end 10-20 gange lavere.

Overmætningen med CO2 betyder også, at en række amfibiske arter såsom sideskærm, vandmynte og tykbladet ærenpris kan opnå tilstrækkelig høj fotosyntese til at vokse nede i vandløbene, mens det ikke er muligt i søvand med et lavt indhold af CO2. Studerer man planterne oven for søer, finder man således ægte vandplanter og amfibiske arter, som udelukkende kan udnytte CO2. I afløb fra søer finder man derimod arter, som kan udnytte hydrogenkarbonat som alternativ kulstofkilde, da CO2-indholdet er lavt (figur 5-30).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen: Kuldioxid i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 24. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498212

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk