Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vandløbsvedligeholdelse

Oprindelige forfattere KSJe og CLin

Figur 12-10. Skematisk tegning der viser, hvordan vandstanden i vandløb stiger, efterhånden som planterne vokser op. Hvis åen vedblivende skal kunne transportere den samme mængde vand væk uden at gå over sine bredder, skal den oprenses, eller planterne skal fjernes.

Figur 12-10. Skematisk tegning der viser, hvordan vandstanden i vandløb stiger, efterhånden som planterne vokser op. Hvis åen vedblivende skal kunne transportere den samme mængde vand væk uden at gå over sine bredder, skal den oprenses, eller planterne skal fjernes.

For at kunne opfylde vandløbslovens formål om at sikre vandløbenes evne til at aflede vand er der for alle større vandløb udarbejdet regulativer, som indeholder bestemmelser om vandløbets skikkelse, dvs. dybde eller bundkote, bredde, skråningsanlæg, fald og vedligeholdelse.

Traditionel vandløbsvedligeholdelse

Regulativerne har traditionelt været udarbejdet med henblik på, at afledningen af vand hele tiden skulle være optimal. Derfor bestod vandløbsvedligeholdelsen af skæring af planterne (grødeskæring), opgravning og uddybning af bunden og slåning af vegetationen langs bredderne.

Når man vil holde vegetationen nede, skyldes det, at planter øver modstand mod vandbevægelsen og derfor nedsætter den gennemsnitlige strømhastighed i vandløbet. Det fører til opstuvning af vand (figur 12-10) og giver problemer med afledning af vand fra markerne, fordi drænledningernes udløb kommer under vand, og der er risiko for oversvømmelse af de omkringliggende arealer.

Annonce

Figur 12-11. Når oprensningen foregår med gravemaskine, fjernes bundens øverste lag og kastes op på bredden.

Figur 12-11. Når oprensningen foregår med gravemaskine, fjernes bundens øverste lag og kastes op på bredden.

I mindre vandløb foretages grødeskæringen ofte manuelt med le eller buskrydder, mens der i større vandløb anvendes specielle maskiner. Maskinerne er mest effektive, hvis dybden er ens i hele vandløbsprofilet, og derfor fjernes alle større sten og grene.

Regulativerne angav tidligere, om planterne skulle slås en eller flere gange om året, uanset om der var udsigt til oversvømmelse eller ej. Ligeledes blev der regelmæssigt foretaget opgravning af bunden, når bundfældet materiale havde hævet den 10 cm over den kote, der var angivet i regulativet. Opgravningen foregik med store gravemaskiner, som uddybede vandløbet til 20 cm under regulativets bundkote (figur 12-11).

Forbedret vandløbsvedligeholdelse

Boks 12-2.

Vandløbsrestaureringer

De udrettede og kanaliserede, såkaldt regulerede, vandløb er gode til at transportere vand, men de mangler den mangfoldighed af levesteder, som et naturligt slynget vandløb rummer. Derfor er variationen i plante- og dyrelivet ringe, og man opnår ikke den naturmæssige forbedring, som man med den forbedrede spildevandsrensning kunne forvente.

Af Danmarks 64.000 km vandløb er kun omkring 1000 km ureguleret og løber i, hvad man med lidt god vilje kan kalde naturtilstand. Derfor har lovgivningen siden 1985 givet de instanser, der har ansvaret for vandløbene, mulighed for at forbedre dem med hjælp fra Skov- og Naturstyrelsen (nu Naturstyrelsen). Der er indtil nu gennemført mere end 1000 sådanne forbedringer, som man også kalder restaureringer. De spænder lige fra genopretning af gydepladser for ørreder ved udlægning af gydegrus (se Vandløbenes fisk og de følgende afsnit) over etablering af passagemuligheder ved at nedlægge opstemninger eller anlægge omløbsstryg til frilæggelse af rørlagte vandløb. Den ultimative restaurering af vandløb, en tilbageføring af udrettede vandløb til helt nykonstruerede slyngede vandløb, er dog kun gennemført i få tilfælde – et af dem er Skjern Å (se boks 12‑5).

De effektivt vedligeholdte vandløb blev reelt for brede og for dybe i forhold til den vandmængde, de afledte. Konsekvensen blev, at man om sommeren med lav vandføring bare havde en sjat langsomt flydende, iltfattigt vand i bunden af en uddybet rende med ensartede bundforhold. Det har man siden forsøgt at råde bod på med såkaldt nænsom grødeskæring, udyrkede bræmmer og våde enge langs vandløbene (se de følgende afsnit og boks 12-2).

Nænsom grødeskæring

Figur 12-12. Nænsom grødeskæring med le sørger for, at vandet kan afledes hurtigt gennem en strømrende, samtidig med at planter og dyr stadigvæk kan trives i en stor del af åen.

Figur 12-12. Nænsom grødeskæring med le sørger for, at vandet kan afledes hurtigt gennem en strømrende, samtidig med at planter og dyr stadigvæk kan trives i en stor del af åen.

Med vandløbslovens revision i 1982 blev det bestemt, at vandafledningen skulle sikres under hensyntagen til de miljømæssige krav, der fastsættes ved anden lovgivning (bl.a. miljøbeskyttelsesloven, nu naturbeskyttelsesloven og miljømålsloven). Vedligeholdelsen af vandløb skulle med andre ord foregå på en for miljøet mere skånsom måde.

Boks 12-3.

Målsætning for vandløb

Fra midten af 1970’erne stod amterne for tilsynet med miljøtilstanden i omgivelserne. Dette arbejde blev med amternes nedlæggelse overtaget af miljøcentrene, der i dag er integreret i Naturstyrelsen.

For vandløb blev det i praksis gjort ved, at amterne tildelte alle strækninger en målsætning. Disse målsætninger kunne være A: skærpede, B: generelle eller C: lempede. De generelle målsætninger svarede til de forskellige typer vandløb: bækken, den vegetationsrige lille å og den store dybere å (se figur 7‑1).

En vejledning beskrev de krav til vandets kvalitet og vandløbets fysiske udformning, der skulle være opfyldt ved en given målsætning. Mindstekravet til forureningsgraden i A- og B-vandløb er II (svarende til faunaklasse 5, se boks 12‑4). I nogle B3-vandløb kunne mindstekravet sættes til forureningsgrad II-III (faunaklasse 4), hvis det blev vurderet, at de naturlige forhold gjorde det umuligt at opnå en højere faunaklasse. De vandløb, som man stillede lempede krav til, skulle alle som minimum have faunaklasse 4.

Hvis et vandløb ikke opflydte den tildelte målsætning, skulle myndighederne over en periode arbejde hen imod, at målsætningen blev opfyldt. Det kunne for eksempel ske ved, at kommunerne pålagdes en bedre rensning af spildevandet, eller at den lovpligtige vedligeholdelse af vandløbet blev ændret.

På landsbasis havde ca. 75 % af alle vandløbene en B-målsætning, mens ca. 5 % havde en A. De resterende 20 % af Danmarks vandløb var i så dårlig en tilstand, at amterne gav dem en lempet målsætning (C). Vandløbene havde generelt svært ved at leve op til deres målsætninger, og på landsbasis opfyldte kun 40‑45 % af vandløbene i 2010 de tildelte målsætninger.

I år 2000 blev målsætningernes navne ændret på grund af det såkaldte vandrammedirektiv fra EU. De hedder nu: høj tilstand, god tilstand, moderat tilstand, ringe tilstand og dårlig tilstand. Vedtagelsen af Vandrammedirektivet betød, at tilstanden i vore vandløb i 2015 som minimum skal opfylde kravene til ”god tilstand”. Hertil kræves, at faunaklassen fortsat skal være mindst 5, og det ændrer i princippet ikke på det forhold, at det stadigvæk er under halvdelen af de danske vandløb, der kan leve op til de krav, EU forudsætter opfyldt i 2015.

Myndighederne skønner, at de krav, Vandrammedirektivet stiller til forbedring af vandkvaliteten og til forbedring af de fysiske forhold, vil kunne få op til 75 % af de danske vandløb til at opfylde betingelsen om minimum god tilstand, men at tidspunktet herfor først indtræffer i 2025. De metoder, virkemidler, der tænkes anvendt, er udmøntet i de såkaldte Vandplaner, som bl.a. kræver bevillinger til rensning, genopretning og udtagning af landbrugsjord langs vandløbene.

Grødeskæringen kan derfor nu foregå ved, at kun en del af planterne fjernes, således at der skabes en slynget strømrende igennem vegetationen (figur 12-12). Det genskaber varierede bundforhold og slyngninger på vandløbet samtidig med, at det normalt sikrer afledning af vandet. Det kan dog betyde, at man i somre med megen nedbør må acceptere en vis oversvømmelse af de marker, som tidligere var en del af vandløbets fugtige miljø, for herved at opnå den ønskede biologiske kvalitet og sikre, at vandløbet lever op til den biologiske målsætning (boks 12-3 og 12-4).

Ved kun at skære i strømrenden vil det også være muligt for bundpartikler at aflejre sig nær bredderne, så bunden her bliver hævet og efterhånden bliver bevokset med sumpplanter, mens egentlige vandplanter ude under vandet går tilbage i mængde.

De gamle regulativer med deres meget håndfaste bestemmelser har dog forhindret, at den mere miljøvenlige vedligeholdelse har slået effektivt igennem, og det er først nu mere end 20 år efter vandløbslovens ændring, at en mere skånsom vedligeholdelse er reglen snarere end undtagelsen og endda kun i vandløb med en høj målsætning (se boks 12-3).

Udyrkede bræmmer og våde enge

Med en ændring i vandløbsloven indførte man i 2012 en 10 m bred dyrkningsfri bræmme langs alle vandløb. Formålet med denne bræmme er, at man skal undgå en direkte strøm af næringssalte og jordpartikler fra marken til vandløbet. Endvidere giver et sådant permanent bevokset areal en mere stabil bred, hvor udskridninger forekommer sjældnere. Bræmmerne må græsses, men der skal være hegn mindst 1 m fra vandløbet for at undgå, at kreaturer træder brinken ned.

Figur 12-13. De lovpligtige bræmmer langs vandløbene skulle holde en del organiske og uorganiske partikler tilbage fra dyrkningsjorden, men som det ses er det ikke altid tilfældet. Og næringssaltene, der findes opløst i drænvandet, tilbageholdes slet ikke. De er heller ikke til megen nytte som skjul og sværmningssted for de voksne vandløbsinsekter.

Figur 12-13. De lovpligtige bræmmer langs vandløbene skulle holde en del organiske og uorganiske partikler tilbage fra dyrkningsjorden, men som det ses er det ikke altid tilfældet. Og næringssaltene, der findes opløst i drænvandet, tilbageholdes slet ikke. De er heller ikke til megen nytte som skjul og sværmningssted for de voksne vandløbsinsekter.

Bræmmerne er relativt gode til at tilbageholde jordpartikler med næringssalte, især fosfor, der med overfladevand føres fra dyrkningsjorden til vandløbet. Men de har ingen indflydelse på de opløste kvælstofsalte, som afgrøderne ikke har optaget og som med drænvand og grundvand føres under bræmmerne ud i vandløbet. Bræmmernes evne til at fungere i samspil med vandløbenes insekter er desuden minimal (figur 12-13).

Anderledes forholder det sig med de udyrkede enge langs vandløbene (figur 12-14 og boks 12-5). Hvis drænene fra dyrkningsjorden stoppes ved engenes begyndelse, vil det næringsrige drænvand skulle passere gennem engjorden med alle dens planter på dets vej til vandløbet. I dette våde miljø bliver store dele af kvælstofsaltene omdannet til luftformigt kvælstof, som fordamper væk fra jorden. Her vil også hele samspillet mellem landjorden og vandinsekternes voksenliv med deres fødesøgning, danse og andre parringsritualer kunne udfolde sig (se Vandløbenes smådyr og de følgende afsnit).

Det samme vil kunne ske, hvis fremtidens bræmmer, som det har været intentionen, bliver 10 m brede.

Figur 12-14. Bliver hele ådalen udlagt som udyrkede enge, der fra tid til anden oversvømmes af åens vand, kan næringssaltene i stort omfang tilbageholdes eller fordampe op i luften. Samtidig kan de voksne vandinsekter finde både skjul og steder, hvor de kan sværme.

Figur 12-14. Bliver hele ådalen udlagt som udyrkede enge, der fra tid til anden oversvømmes af åens vand, kan næringssaltene i stort omfang tilbageholdes eller fordampe op i luften. Samtidig kan de voksne vandinsekter finde både skjul og steder, hvor de kan sværme.

Konsekvenser

Plantearter med vækst i toppen af skuddene som vandaks og vandranunkel kan ikke vokse videre, når vækstpunktet fjernes, og de vil efter gentagne skæringer gå til grunde. Derimod kan arter med vækstpunkt ved grunden af skuddet og tæt på vandløbsbunden, f.eks. pindsvineknop, fortsat vokse. Kraftigt vedligeholdte vandløb er derfor karakteriserede af store, ensformige bevoksninger af planter med lange båndblade fra vandløbsbunden. Artsrigdommen er markant mindre i vandløb med grødeskæring end i vandløb uden grødeskæring.

Når planterne er fjernet, bliver lysforholdene på bunden gode, hvilket giver mikroalger som f.eks. den trådformede grønalge Cladophora en mulighed for hurtigt at vokse op (se figur 12-2). Udviklingen af disse alger kan medføre store svingninger i iltindholdet, fordi deres stofskifte er meget intensivt: Om dagen er vandet overmættet med ilt, og om natten er iltindholdet så lavt, at det kan blive et problem fra smådyrene.

Boks 12-4.

Forureningsbedømmelse

Ændringer i vandløbets smådyrliv bruges i Danmark til måling af forureningsgraden. Oprindeligt opstillede man fire forureningsgrader: I, II, III og IV, hvor rene vandløb har forureningsgrad I, og de stærkt forurenede har forureningsgrad IV. Senere blev de tre mellemkategorier I-II, II-III og III-IV medtaget, og der arbejdedes med 7 forureningsklasser.

Dette indeks blev i 1998 afløst af Dansk Vandløbsfauna Indeks, som nu er det officielle danske indeks til bedømmelse af den biologiske tilstand i danske vandløb. Man arbejder her med syv faunaklasser, hvor faunaklasse 7 er den bedste svarende til forureningsgrad I og faunaklasse 1 er den ringeste svarende til forureningsgrad IV.

Dansk Vandløbsfauna Indeks opererer med seks nøglegrupper af smådyr. Nøglegruppe 1 består af de mest forureningsfølsomme dyr (de fleste slægter af slørvinger samt enkelte slægter af døgnfluer og vårfluer), mens nøglegruppe 6 omvendt omfatter de dyr, som tåler størst forurening (de såkaldte forureningsindikatorer og forureningsdominanter). I de øvrige fire nøglegrupper er der på lignende måde listet en række dyregrupper, der afspejler de mellemliggende forureningsgrader. Til hver nøglegruppe er der mulighed for flere faunaklasser alt efter, hvor mange forureningsfølsomme og forureningstolerante dyr der findes på lokaliteten.

Når planterne forsvinder, forsvinder også den biofilm og de smådyr, som lever på deres blade. Til gengæld bliver betydningen af bundens organismer større. Det betyder, at der optræder relativt flere gravende dyr, som er tilpasset til dårlige iltforhold.

Ved en sammenligning af 17 kraftigt vedligeholdte vandløb med 16 naturligt løbende vandløb fandt man, at antallet af ferskvandstanglopper, slørvinger, døgnfluer og vårfluer var faldet markant i de kraftigt vedligeholdte vandløb sammenlignet med de naturlige – for de tre sidstnævnte dyregruppers vedkommende var også antallet af arter gået tilbage (tabel 12-2).

Den samlede mængde af dyr kan være betydeligt mindre ved kraftig vedligeholdelse, og mængden af byttedyr for fiskene er derfor reduceret. Sammen med den ensartede bund betyder det væsentligt forringede forhold for fiskene, og især ørreden går voldsomt tilbage. I ovennævnte undersøgelse var ørredbestanden i de kraftigt vedligeholdte vandløb kun en femtedel af den, man fandt i de naturlige vandløb (tabel 12-2).

Dyr Naturvandløb Vedligeholdte vandløb
Ørred10822
Ferskvandstanglopper790420
EPT, individer434108
EPT, arter7,73,6
Tabel 12-2. Antal individer af ørreder, ferskvandstanglopper og antal arter og individer af døgnfluer (Ephemeroptera), slørvinger (Plecoptera) og vårfluer (Trichopetra) i 16 naturvandløb og 17 vedligeholdte vandløb. Antallet af ørreder er angivet pr. 100 m2, mens antallet af smådyr er relativt angivet pr. prøve. Døgnfluer, slørvinger og vårfluer kaldes tilsammen EPT. Efter Pedersen, 2003.

Vedligeholdelse af vandløbets bredder omfatter slåning af kantvegetationen og fjernelse af træer. Det medfører færre skjulesteder for ørreder, der har standpladser under udhængende brinker, og øget lystilgang til vandløbet. Derfor vokser vandløbets planter hurtigere, hvilket øger behovet for hyppigere grødeskæring.

Skånsom vandløbsvedligeholdelse har givet bedre betingelser for bunddyr og fisk, men for at sikre vandafledningen sker den delvise fjernelse af grøden nu hyppigere, hvilket fortsat fastholder plantesamfundene i en tilstand, som langtfra er optimal.

Boks 12-5.

Skjern Å

ch12_017 (1).jpg

Nymfen af flodguldsmed, Ophiogomphus cecilia, er fredet i Danmark og regnes for truet i Europa. Den er nu registreret fra den restaurerede del af Skjern Å. Den voksne guldsmed ses på figur 9-23. Foto: N. Sloth, Biopix

Den nedre del af Skjern Å blev så sent som i 1960’erne kanaliseret og inddiget, og de omkringliggende vådområder afvandet og omdannet til marker. Skjern Å er vores største vandløb målt på den mængde vand, der føres fra oplandet til havet (her Ringkøbing Fjord). Vandløbssystemets 2000 km vandløb var alt overvejende blevet udrettet og uddybet langt tidligere. Omme Å, som er et stort tilløb til Skjern Å, har dog i et vist omfang undgået udretning, måske fordi en stor del af åen løber gennem militære øvelsesområder.

Med den generelle kanalisering af Skjern Å fik næringssalte og jern fra de vestjyske sandjorde en hurtig transportvej ud til Ringkøbing Fjord, som blev mere og mere forurenet med det resultat, at mange fisk og fugle forsvandt. På den baggrund besluttede Folketinget i 1987 at genskabe åens selvrensning. Den nederste del af Skjern Å skulle føres tilbage til sit oprindelige løb i de gamle snoninger, og det oprindelige vådområde med de årstidsbestemte oversvømmelser skulle gendannes. Det blev dog hurtigt klart, at det gendannede vådområde var alt for lille til at rense vandet for kvælstof. Alligevel blev projektet fastholdt.

I 2002 var projektet gennemført. Efter afslutningen fremstod det 21 km2 store landskab som en åben ådal med en stor, slynget å omkranset af en mosaik af enge, lavvandede søer, enkelte krat og begyndende siv- og rørskovsdannelser (se figur 23-8). Engene afgræsses for at forhindre, at vådområderne vokser til i rørskov. Landskabsmæssigt har projektet været en stor succes, og de mange nye vådområder huser i dag et imponerende fugleliv.

I hovedløbet er 19 km lige kanal blevet til 26 km slynget vandløb. Det vil sige, at vandløbets gennemsnitlige fald i teorien bliver mindre. Det er dog ikke tilfældet, idet det kunstige, 1,5 m høje fald ved Kodbøl blev fordelt ud på det nye løb, så faldet og dermed strømhastigheden er nogenlunde den samme som før restaureringen.

De første år har der ikke uventet være en kraftig bevægelse af sand ned gennem det nye vandløb, og før denne sandbevægelse er blevet meget mindre, kan planter og dyr have svært ved at få fodfæste. Sand, der „løber“ ned ad et vandløb, giver nemlig den mest golde bund, man kan finde i vandløb. Efter de første 2 år var der næsten lige så mange arter på sandbund i det nye vandløb som opstrøms, men langt færre individer. På grus- og stenbund var dyrelivet på de nye strækninger stort set som opstrøms.

I Skjern Å findes der en række sjældne planter og smådyr, som kun findes her eller ganske få andre steder i Danmark. På lidt længere sigt skulle disse arter gerne blive begunstiget af restaureringen. Om det vil ske, ved man ikke endnu, men tilsyneladende er ingen af de sjældne arter gået tilbage. Laksen har fået lettere ved at nå op til sine gydepladser, idet styrtene ved Kodbøl er fjernet. Til gengæld bliver flere nedvandrende laksesmolt ædt af rovfiskene i de nydannede søer (se Vandløbenes fisk og de følgende afsnit).

ch12_018 (1).jpg

Vandranke er en sjælden plante i Europa. I Danmark findes den nu kun i Skjern Å-systemet. Det er derfor glædeligt, at den tilsyneladende kan vokse i de genslyngede partier. Foto: U.N. Nielsen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen, Claus Lindegaard: Vandløbsvedligeholdelse i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498255

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk