Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andre ødelæggelser

Oprindelige forfattere KSJe og CLin

Figur 12-15. Kortskitse af Lyngbygård Å med åbne tilløb i 1870 og 1972. I løbet af 100 år er de fleste små tilløb forsvundet ved dræning og rørlægning.

Figur 12-15. Kortskitse af Lyngbygård Å med åbne tilløb i 1870 og 1972. I løbet af 100 år er de fleste små tilløb forsvundet ved dræning og rørlægning.

Rørlægninger

Et naturligt vandløbssystem begynder i en række kilder, hvorfra små kildebække forenes til stadigt større vandløb. Førhen var landskabet derfor gennemskåret af et stort netværk af små og store vandløb, som i mindre og større slyngninger fulgte landskabets konturer.

For effektivt at kunne udnytte jorden til bygninger og intensiv landbrugsdrift har man igennem de sidste 150 år i meget stor grad rørlagt de mindre vandløb. I de bynære områder skønnes op mod 80 % af de mindre vandløb at være rørlagte, men også i det åbne land er det sket i meget stort omfang (figur 12-15). Det har betydet, at også langt de fleste af vores oprindelige kilder er forsvundet. De fleste af vore vandløb begynder i dag som drængrøfter og rørudløb.

Rørlægning af et vandløb vil naturligvis udelukke hele det naturlige plante- og dyreliv. I forbindelse med de senere års naturgenopretningsprojekter har en del kommuner frilagt mindre vandløb, men resultatet har ofte været utilfredsstillende. Årsagen er, at de fritlagte bække ofte løber i en 1-3 m dyb rende, fordi rørlægningen i sin tid skete i forbindelse med dræning og deraf følgende sænkning af grundvandsstanden. De dybe render er for mørke til at huse det nødvendige planteliv. Skal genoprettelse af rørlagte vandløb lykkes, er man nødt til at hæve grundvandet og bringe vandløbet op til det naturlige niveau i terrænet.

Annonce

Opstemninger og andre forhindringer

Mange af de gamle opstemninger, der blev foretaget i forbindelse med vandmøller i Middelalderen og den tidlige industrialder i begyndelsen af 1800-tallet findes stadig som indskudte mølledamme på vore vandløb. Og selv om møllen i dag er nedlagt, eksisterer der stadigvæk et vandfald ved udløbet. En sådan spærring forhindrer effektivt opvandring af vandløbets fisk og smådyr. Der skal faktisk kun en ganske lille højdeforskel til for at stoppe de fleste smådyr.

Figur 12-16. Der er stadigvæk mange steder, hvor de små bække løber under vejene i et betonrør. Disse underføringer er umulige at passere for fisk og smådyr.

Figur 12-16. Der er stadigvæk mange steder, hvor de små bække løber under vejene i et betonrør. Disse underføringer er umulige at passere for fisk og smådyr.

Et betonrør uden vandløbsbund under en vej kan også være en uoverstigelig forhindring (figur 12-16). Røret er glat, og der er ingen ujævnheder med lav strømhastighed. Endvidere er der ofte nedstrøms røret dannet et mindre vandfald, fordi vandet ved store vandføringer spuler sten, grus og sand væk fra rørmundingen. Selv et beskedent fald på nogle få centimeter er nok til at udgøre en uoverstigelig forhindring for ferskvandstangloppen.

Ved mange af de større opstemninger er der i tidens løb bygget fisketrapper, men de fleste fungerer ikke, så de har i århundreder dannet en barriere – især for laksefiskenes vandringer (se Vandløbenes fisk og de følgende afsnit).

I begyndelsen af 1990’erne besluttede man, at opstemninger i vandløbene generelt skulle fjernes, men at der i særlige tilfælde kunne være kulturhistoriske hensyn, som talte for en bevarelse. Mange af de mindre opstemninger er i dag fjernet, eller der er bygget et såkaldt omløbsstryg i form af en gravet, ofte slynget vandløbsbund foret med sten. Her udlignes faldet over en længere strækning, hvor både fisk og smådyr kan færdes. Samtidig skal vandløb, der føres under veje og jernbaner, udformes, så vandløbets bund så vidt muligt fortsætter ind gennem røret.

I nogle af vore store vandløb, f.eks. Gudenå og Storå, er der opført større vandkraftværker, som stadig er i funktion (se boks 12-6). Dæmningerne til disse værker danner ikke bare mølledamme, men store, regulære søer. Da næringssaltkoncentrationen i store vandløb er høj, har disse vandkraftsøer en stor produktion af planktonalger, der påvirker vandløbene nedstrøms, hvor algerne omsættes, og det giver anledning til dårligere iltforhold. Søerne øger også sommertem­peraturen, og varmt vand indeholder mindre ilt end koldt vand.

Boks 12-6.

Tangeværket

ch12_021 (1).jpg

Tangeværket er Danmarks største vandkraftværk. Opstemningen danner den store kunstige Tange Sø, der forurener Gudenå på et langt stykke ned mod Randers. Foto: Elmuseet.

Tangeværket er Danmarks største vandkraftværk (figur A). Det blev anlagt efter 1. Verdenskrig. Ved at stemme Gudenå op har man skabt et ca. 10 m højt fald, som kraftværket udnytter. Samtidig opstod den 10 km lange Tange Sø. Efter søen er der gravet en 5 km lang „rende“.

Den fysiske påvirkning af Gudenå strækker sig altså over 15 km. Derudover påvirkes vandkvaliteten på en lang strækning nedstrøms værket på grund af nedbrydningen af det organiske stof, der produceres i den næringsrige Tange Sø. Dyrelivet nedstrøms forringes så meget, at Dansk Vandløbsfauna Indeks (se boks 12-4) falder 1‑2 point i forhold til strækningen oven for søen. Det vil sige, at en række af de mest følsomme arter ikke kan leve nedstrøms værket. Allerede få år efter anlæggets opførelse uddøde laksen i Gudenå, og ørredbestanden faldt kraftigt (se Smådyrenes tilpasninger til rindende vand og de følgende afsnit).

Tangeværket producerer 11 millioner kilowatt-timer om året, hvilket ved værkets etablering var nok til at dække 22 % af elforbruget i Jylland. I dag dækker det 0,3 ‰ af Danmarks samlede elforbrug svarende til produktionen fra en stor moderne vindmølle. Alligevel vedtog Folketinget i 1980 i lyset af 1970’ernes oliekriser, at vedvarende energi og herunder energi fra vandkraft skulle prioriteres højt. På grund af de biologiske forringelser, som Tangeværket påfører Gudenåen, har der dog i en lang årrække været mange diskussioner om, hvorvidt værket skal fortsætte eller lukkes, og om Tange Sø skal bibeholdes, eller Gudenåen genoprettes med sit gamle løb gennem ådalen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen, Claus Lindegaard: Andre ødelæggelser i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498256

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk