Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vandløbenes forurening

Oprindelige forfattere KSJe og CLin

Den voldsomste forurening kan dræbe alle dyr i et vandløb. Er den bare kraftig, nøjes den måske med at dræbe de mest følsomme arter eller ungdomsstadierne. Men er forureningen der­imod mere moderat, er det kun en del af individerne i bestandene, der får deformerede kæber eller taber evnen til at spinde perfekte fangstnet. Er forureningen lav, er det kun de mest følsomme arters adfærd, der påvirkes. Sådan afhænger forureningens virkning af dens karakter og styrke.

Tre forhold har mere end noget andet af det, vi mennesker har udsat vandløbene for, forringet dem som levested for dyr og planter: forurening med organisk stof, forurening med miljøfremmede stoffer og ændring af deres fysiske form.

Forringelsernes omfang er steget i takt med befolkningens størrelse og rigdom. Der har sikkert været vandløbsødelæggelser allerede i forhistorisk tid, men først fra Middelalderen kendes der beretninger om dem. Og selv da var det kun noget, der optrådte lokalt. Først i løbet af 1900-tallet steg problemerne til sådanne størrelser, at de kom til at påvirke vandløbene over det meste af landet. De ødelæggende forholds omfang toppede i 1970’erne, men resultaterne af dem findes stadig i form af et fattigt dyre- og planteliv.

Annonce

Det organiske stof og de miljøfremmede stoffer er menneskers affald, som enten med planlagt spildevand eller med uplanlagt afløbsvand fra forurenede arealer er endt i vandløbene. Det skal dog tilføjes, at en del af det organiske stof, der ender i vandløbene, stammer fra naturen selv. Det optræder normalt blot i mængder, der ikke skader dyr og planter.

Ødelæggelsen af vandløbenes fysiske form er af en helt anden karakter. Den har under navnet vandløbsvedligeholdelse bestået i udretning af slyngede forløb, sænkning af vandløbsbunden og fjernelse af plantevæksten. Formålet med disse tiltag har været at gøre vandløbene så egnede til transport af vand, at landets utallige moser og fugtige enge kunne blive til dyrkelige arealer. Til ødelæggelse af den fysiske form kan man også regne rørlægning og opdæmning, som dog ikke går under betegnelsen vandløbsvedligeholdelse.

Kilde
1970
1977
1983
1989
1994
2000
2008
Rensningsanlæg42.00028.00016.70014.200940018001300
Regnvandsbetingede udløb3000
3000
3000
3000250017001700
Spredt bebyggelse6000
6000
6000
6000500039003500
Dambrug12.50010.50090006200350034002500
Total63.50047.50034.70029.40020.40010.8009000
Tabel 12-1. Udledningen af organisk stof (tons pr. år) til ferskvand i perioden fra 1979 til 2008. Der er ikke data fra regnvandsbetingede udløb og spredt bebyggelse i alle årene. I nogle opgørelser af BI5 fra rensningsanlæg er der ikke skelnet mellem udledning til ferskvand og havområder. I disse tilfælde antages de ferske vande oghavet at have fået lige store mængder organisk stof. Udledninger til ferskvand fra industrien udgjorde i 2000 ca. 40 og i 2008 15 tons og er på grund af større usikkerhed end på de øvrige tal ikke medtaget i tabellen. Forudsættes det, at udledningen fra regnvandsbetingede udløb og spredt bebyggelse var konstant i årene fra 1970 til 1989 (i tabellen angivet med tal i kursiv), er den samlede reduktion i udledning af organisk stof fra 1970 til 2008 på 84% og for udledningen fra rensningsanlæggene på 97%. Data fra Forureningsrådet 1971, Miljøstyrelsen 1984, 1990, 1995, Boutrup m.fl. 2001 og Naturstyrelsen 2010.

Siden problemerne kulminerede i 1970’erne, har man med forskellige initiativer forsøgt at gøre problemerne mindre eller ligefrem fjerne dem. Forurening med organisk stof og næringssalte fra spildevand er da også takket være biologiske og kemiske renseanlæg begrænset til nogle få procent af, hvad det var, da det var værst (se boks 12-1 og tabel 12-1). Det har haft en positiv indflydelse på vandløbene som levested for dyr og planter, men forbedringen har langtfra været så stor, som man havde håbet. Det skyldes i vidt omfang, at man har opretholdt vandløbsvedligeholdelsen med dens fjernelse af bundmateriale og afskæring af planterne ved roden. Det siger sig selv, at i et sådant vandløb har dyrene og planterne yderst usle levevilkår, selv om vandkvaliteten som sådan er forbedret.

Boks 12-1.

Principperne i et kemisk-biologisk rensningsanlæg

Op til 1970 bestod rensningen af spildevand stort set kun i en mekanisk fjernelse af en mindre del af det organiske stof. Siden da er rensningsanlæggene blevet en højteknologisk sag, hvor næsten alt det organiske stof nedbrydes, og de fleste næringssalte fjernes (se tabellen). Det foregår i stort omfang ved hjælp af biologiske processer, der omhyggeligt styres (fotografi nedenfor).

Når spildevandet løber til et moderne rensningsanlæg, et såkaldt kemisk-biologisk rensningsanlæg, er det første skridt i rensningen stadigvæk den mekaniske fjernelse af de største partikler i en rist. Derefter ledes vandet til en tank, hvor sand og grovere partikler bundfældes. Disse grove rester anbringes på en godkendt losseplads. Fedt og andre lette partikler samles i overfladen og ledes til rensningsanlæggets rådnetank.

Næste trin er fældning af fosfor, der i spildevandet optræder i form af fosfationer (PO43+), med eksempelvis jernklorid i en forfældningstank. Jernklorid (FeCl3) tilsættes og opløses i spildevandet til ferriioner (Fe3+) og kloridioner (Cl-). Ferriionerne binder sig til fosfationerne og fælder ud som tungtopløseligt jernfosfat (FePO4). En del af det organiske stof bundfældes sammen med jernfosfat. Bundfaldet pumpes over i rådnetanken.

Vandet i forfældningstanken indeholder stadig et højt indhold af organisk stof. Det pumpes nu over i en anden tank, procestanken, som indeholder det såkaldte aktive slam. Det består af bakterier, der nedbryder resten af det organiske stof til vand, CO2, ammonium- og fosfationer. I det aktive slam findes også nitrificerende bakterier, der omdanner ammoniumionerne (NH4+) til nitrat (NO3-). Både nedbrydningen og omdannelsen kræver meget ilt, og tanken gennemluftes derfor kraftigt med atmosfærisk luft, eventuelt med ren ilt. Det er primært disse to processer, der tidligere fjernede ilten ude i vandløbet.

Den sidste proces i rensningen er nu op til de denitrificerende bakterier, der omdanner nitrat (NO3-) til frit kvælstof (N2), der afgives til luften. De denitrificerende bakterier lever under iltfrie forhold og bruger nitrationerne i stedet for ilt i deres respiration. Gennemluftningen i procestanken må derfor standses i perioder, så de rette iltfrie forhold kan opstå. Denne del af rensningen kan også foregå i en særskilt beholder.

Efter at denitrifikationen er gennemført, pumpes vandet over i en efterklaringstank, hvor bakterier og rester af det organiske stof bundfældes. Bundfaldet pumpes over i rådnetanken, hvis indhold omdannes til biogas (metan), der anvendes på rensningsanlægget til opvarmning og produktion af elektricitet. Inden det nu rensede spildevand ledes ud til vandløbet, bliver det gennemluftet, så det er mere ened 60% mættet med ilt.

ch12_002.jpg

Luftfoto af Silkeborg rensningsanlæg, der udleder det rensede spildevand til Gudenå, lige før den løber ud af Silkeborg Langsø. Der er flere procestanke, idet nedbrydningen af det organiske stof tager adskillige timer. Foto: Silkeborg Forsyning.

Trin BI5NO3-PO43+
Urenset spildevand2004010
Mekanisk renset spildevand150358
Forfældet spildevand140321,5
Biologisk renset spildevand60321,5
Efter kvælstoffjernelse30101,5
Erter klaring1581,0
Indhold af organisk stof (målt som mg BI5 pr. liter), nitrat (mg PO43+ pr. liter) i urenset spildevand og efter de forskellige rensningstrin i et kemisk-biologisk rensningsanlæg. I velfungerende og effektivt styrede anlæg er restindholdet af organisk stof og næringssalte endnu mindre end de her angivne værdier.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen, Claus Lindegaard: Vandløbenes forurening i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 13. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498252

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk