Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pleje af fiskebestandene nu og i fremtiden

Oprindelige forfattere DBek, EEgN, FSiv og MMH

Figur 10-35. Her kontrolleres kvaliteten af små ål til udsætning.

Figur 10-35. Her kontrolleres kvaliteten af små ål til udsætning.

Igennem hele 1900-tallet er fiskebestandene i vores vandløb som flere gange nævnt gået tilbage. Og som ligeledes nævnt har udretning af vandløb og opgravning af gydegrus og skjulesten forringet de fysiske forhold i et omfang, så mange af bestandene helt eller delvist er blevet udryddet. Tilsvarende har spærringer i vandløbene forhindret, at mange bestande af ferskvandsfisk kunne foretage de nødvendige vandringer mellem gyde- og opvækstområderne og dermed gennemføre deres livscyklus. Rent vand er også en forudsætning for, at fiskebestandene kan overleve, og forureninger fra både dambrug, industri og spildevand har især tidligere belastet mange af vore vandløb i en grad, som har ramt både fisks og smådyrs overlevelse.

Fiskepleje

Begrebet fiskepleje omfatter bl.a. arbejdet med at bringe bestandene på fode igen. Fiskepleje har været en tradition længe, og i begyndelsen satte man fokus på udsætning. Ved at udsætte fisk får man ofte den umiddelbare og ønskede virkning, at der bliver flere fisk at fange. Udsætninger af fisk i vandløb og søer er blevet udført i mindst hundrede år, og det har især drejet sig om ørred, ål, gedde, laks, helt og stalling. Ørred og ål har i mængde domineret udsætningerne i både vandløb, søer og kystnære områder (figur 10-35).

Igennem de seneste årtier er der imidlertid sket en markant udvikling i fiskeplejen som følge af forskningsbaseret viden inden for området. Som beskrevet for ørreden har forskningen vist, at de fisk, som er bedst egnet til at genskabe vilde bestande, er individer, som er afkom af vildfisk og ikke afkom fra stammer, som har været avlet i dambrug i mange generationer. På den baggrund kræver man i dag, at stort set alle udsatte fisk er afkom af vildfisk.

Annonce

Figur 10-36. Hårdhændet vedligeholdelse af vandløb.

Figur 10-36. Hårdhændet vedligeholdelse af vandløb.

Ud over udsætning af fisk har man øget indsatsen for at gøre noget ved de reelle problemer, som er årsag til tilbagegangen. Konkret består det i at genskabe egnede levesteder, især ved at udlægge gydegrus i vandløbene og ved at sikre passageforhold forbi spærringer som beskrevet for ørred og laks.

I fremtiden vil forskellige krav fra EU, herunder Vandrammedirektivet og Habitatdirektivet, kunne bidrage til, at der bliver skabt bedre forhold for fiskene. I Vandrammedirektivet er målsætningen, at vandløbene mindst skal opfylde kravet „god økologisk tilstand“, medmindre de bliver klassificeret som kunstige eller stærkt modificerede vandområder. Derfor skal der sættes ind i de vandløb, hvor bække og åer er blevet udrettet og/eller hårdhændet vedligeholdt (figur 10-36), og hvor der mangler passagemuligheder for fisk og smådyr på grund af opstemninger (figur 10-37). Der er også stadig problemer med forurening, der skal løses. Kommunerne har derfor en stor opgave at varetage.

Figur 10-37. Opstemning i vandløb med oprindelig laksebestand.

Figur 10-37. Opstemning i vandløb med oprindelig laksebestand.

Spærringer

Spærringer i vandløb er formentlig den største hindring for, at bestandene af ferskvandsfisk kan udvikle sig naturligt. For fiskebestandene er det nemlig naturligt og nødvendigt at vandre mellem de områder, hvor de gyder, og de områder, hvor ynglen og ungfiskene senere vokser op. Generelt vandrer alle bestande af fisk i vandløbene. For nogle fiskearter er der kort afstand mellem gyde- og opvækstområderne og for andre op til flere tusind kilometer.

Antallet af fiskearter, der har behov for at kunne vandre frit, stiger generelt med vandløbets størrelse. I mindre vandløb er det arter som ørred, ål og lampret, der har behov for fri passage. I større vandløb er antallet af arter langt højere, og i Danmarks længste vandløb, Gudenå, er der ved opstemningen ved Tangeværket behov for fri passage for mere end 20 fiskearter.

I de danske vandløb er der imidlertid en århundredlang tradition for at oprette spærringer, som har haft til formål at skabe en produktion i form af dambrug, kraftværker, vandmøller og engvandingsanlæg. Mange af opstemningerne er i dag bevaret og forhindrer derved stadig, at fiskene frit kan bevæge sig.

Igennem de seneste 30 år har man mange steder forsøgt at skabe passage for fisk og samtidig bevare opstemningen. Evalueringer af sådanne projekter har imidlertid vist, at fiskene sjældent har opnået fri passage. Opstemninger forsinker desuden stort set altid fiskene i kortere eller længere tid, og det kan være kritisk for såvel de optrækkende gydefisk som for de nedtrækkende smolt, som skal nå havet, inden de mister evnen til at leve i saltvand. For mange arter er det umuligt at passere fisketrapper, og for nogle kan det være svært at passere omløbsstryg med et stort fald.

Der er reelt kun helt fri passage for fisk og smådyr, når det naturlige fald bliver genskabt ved at opstemningen helt bliver fjernet. Faktisk er der nu også en stigende tendens til at fjerne spærringerne. Dambrugene har stået for de fleste større opstemninger i vandløbene. Mange opstemninger ved dambrug bliver imidlertid i disse år fjernet, fordi der er opnået ny viden om fiskenes vandringsbiologi, og fordi ny teknologi tillader, at dambrug kan „genbruge“ (recirkulere) vandet og producere fisk uden at tage vand ind ved en opstemning.

Søpassager

Det er ikke kun fysiske spærringer, der kan hindre fisks vandringer. I vandløb, hvor der er søer, som er naturlige eller kunstige, vil der ske et tab af fisk i søerne. I de fleste tilfælde kan det have et omfang, så fiskene ikke kan opretholde naturlige bestande, da både optrækkende gydefisk og nedtrækkende ungfisk går tabt. Igennem de senere år er der tillige skabt nye søer med henblik på at reducere kvælstofudledningen til vore indre farvande. I denne type søer forsvinder helt op til 90 % af lakse- og ørredsmoltene. Forklaringen er, at ungfisk i både naturlige og kunstige søer i vid udstrækning bliver ædt af søens rovfisk, især gedde og sandart, og af de fugle, som æder fisk. De ungfisk, som overlever passagen gennem søerne, kan desuden blive så forsinkede, at de ikke når frem til havet, inden de mister evnen til at tåle saltvand.

Eksempler på gode plejeresultater

Alt i alt er situationen for fiskene i vandløb trods alt blevet forbedret i de seneste årtier, og ørredbestandene er nok det bedste eksempel på dette. I 1960 beregnede man, at produktionen af naturlige ørredsmolt i alle danske vandløb var på ca. 0,18 million. Dette var en betydelig reduktion i forhold til de 2,6 millioner smolt, som vandløbene producerede, før mennesker begyndte at ødelægge levestederne.

Ved at genskabe levestederne, sikre den frie passage og forbedre vandkvaliteten i vandløbene er den naturlige produktion steget. I dag har man beregnet, at vandløbene selv producerer omkring en million smolt, altså 5 gange mere end i 1960’erne. Sideløbende med den naturlige produktion af smolt bidrager udsætning af både yngel, ½-års, 1- års og smolt i åmundinger til at øge mængden af smolt, som trækker ud i havet. Den samlede produktion er derfor nu kommet op på ca. 2,7 millioner og derved i antal på niveau med den oprindelige produktion.

Nu er udfordringen, at levestederne og passageforholdene skal forbedres så meget, at smoltene i større omfang bliver produceret naturligt. Det skal understreges, at dette ikke kun er gavnligt for ørreden. Mange af vores andre vandløbsfisk stiller lignende krav til levesteder og passageforhold som ørreden. På denne måde bliver ørreden en „paraply-art“ i arbejdet med at forbedre levestederne for vandløbenes fisk og andre dyr; hvad der er godt for ørreden, er også godt for mange andre arter.

Boks 10-5.

Stallingen, truet af spærringer

ch10_045 (1).jpg

Kort over Skjern Å-området.

Stallingen (Thymallus thymallus) findes i Danmark naturligt udbredt i de vestjyske vandløb. Stallingen og dens nære slægtning arktisk stalling (Thymallus arcticus) er gået tilbage i Europa og Nordamerika. Det skyldes de samme faktorer som for andre laksefisk, f.eks. ørred og laks, nemlig spærringer i vandløbene og mangel på velegnede gyde- og opvækstområder. Det har vist sig, at stallingen er meget dårlig til at passere fisketrapper og omløbsstryg ved dambrug og vandkraftværker.

En DNA-analyse af stallinger fra Skjern Å-systemet viste tydeligt, at den genetiske variation i stalling er stærkt påvirket af spærringer. Stallinger fra Skjern Å’s hovedløb og tre af de større tilløb, Vorgod Å, Fjederholt Å og Holtum Å blev undersøgt, sammen med DNA fra op til 60 år gamle skælprøver fra stalling fra vandløbene. På figuren er de forskellige tilløb vist, og man kan desuden se, hvor mange spærringer (sort bjælke på tværs af åen) der adskiller de forskellige bestande.

Der fandtes klare genetiske forskelle mellem stallingbestandene i de forskellige tilløb – forskelle hvis størrelse præcist hang sammen med, hvor mange opstemninger der er mellem vandløbene. Nutidige og historiske prøver fra samme tilløb ligner ikke hinanden genetisk, hvilket tyder på, at de isolerede bestande er blevet stærkt decimeret. Det er ikke i samme grad tilfældet for bestanden i åens hovedløb. Faktisk kan man ud fra de genetiske data beregne, at bestanden er cirka tre gange større i hovedløbet end i tilløbene.

Samlet set kan man konkludere, at bestandene af stalling oven for spærringerne er små, isolerede og genetisk forarmede, mens bestanden i hovedløbet tilsyneladende har det bedre. Dette skyldes, at voksne stallinger har svært ved at komme op i tilløbene, mens yngel fra bestandene oven for spærringerne har suppleret bestandene nedstrøms ved at drive med strømmen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Dorte Bekkevold, Einar Eg Nielsen, Finn Sivebæk, Michael Møller Hansen: Pleje af fiskebestandene nu og i fremtiden i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498244

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk