Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jægerstenalderen

Oprindelig forfatter KSJe

 Figur 2-2. Renernes formodede trækruter op gennem Nordtyskland og Syddanmark umiddelbart efter, at isen trak sig tilbage. Fund af fangstbopladser er vist med trekanter.

Figur 2-2. Renernes formodede trækruter op gennem Nordtyskland og Syddanmark umiddelbart efter, at isen trak sig tilbage. Fund af fangstbopladser er vist med trekanter.

I Jægerstenalderen (for ca. 12.500-6000 år siden) var bebyggelsen i Danmark stærkt knyttet til de store søers og åers bredder. Senere i oldtiden blev den direkte tilknytning til de ferske vande løsere.

Befolkningen ernærede sig dengang udelukkende ved fiskeri, fangst af landdyr og indsamling af planter og skaldyr. Man bevægede sig rundt i landskabet efter den vekslende tilgængelighed af fisk og landdyr på de forskellige årstider. Denne nomadeadfærd var vigtig for den øjeblikkelige overlevelse og for at mindske risikoen for overudnyttelse af naturens ressourcer.

I de første årtusinder efter istiden var landet dækket af åben tundra og græssteppe, hvor der bl.a. levede ren, hest og bison i flokke. Når rensdyrene foretog deres sæsonvandringer ad bestemte ruter, lå jægerne parat på steder i terrænet, hvor flokkene blev trængt sammen, var længe om at passere og derfor lettere kunne nedlægges (figur 2-2). Sådanne nøglepunkter kunne være en smal dal langs en langstrakt sø, et lavvandet vadested ved en å eller ved åens indløb i en sø.

Annonce

 Figur 2-3. Tandede fiskespyd og fiskekroge af ben fra Maglemosetiden.

Figur 2-3. Tandede fiskespyd og fiskekroge af ben fra Maglemosetiden.

Trækkende laks og ørred kunne også fanges på lavvandede steder under opgangen på vej mod gydebankerne allerøverst i de små vandløb. De kunne dengang give meget store udbytter.

Bosættelsen kunne være kortvarig i de tilfælde, hvor mændene var på storvildtjagt efter sæsontrækkende flokdyr. Den kunne strække sig over en lille måned, når fangsten var indrettet på opgang af fisk. Og den kunne være langvarig, hvis man bosatte sig nær havet eller søer, hvor der var fangstmuligheder det meste af året.

I de næste årtusinder var Danmark helt overvejende et skovland. Denne tolkning bygger på studier af plantepollen i bunden af søer og moser og vurdering af skovdækkets omfang ud fra plantearternes produktion og spredning af pollen. Man skal altså forestille sig, at landskabet for 80 %’s vedkommende var dækket af skov, så vandløbene overvejende var skovvandløb, søerne var skovomkransede, og der var store moser og sumpe, der tilsammen måske har dækket 15-20 % af landets areal. Det var et landskab præget af skov med porøse jorder, mange sumpe og moser, mange søer og lange, snoede vandløb med brinkerne stabiliseret af træernes rødder. Alt dette holder godt på vand og partikler, så vandføringen i åerne var ret ensartet i løbet af året, og tabet af plantenæringssalte var derfor minimalt.

Man må også regne med, at bæver var almindelig i Danmark indtil for ca. 2000 år siden. Langs de små vandløb har bæverens dæmninger medvirket til at øge arealet med skovsumpe og dæmpet store udsving i vandløbenes vandføring og erosion af jorderne efter nedbør. Sådanne bæverområder møder man fortsat i USA, Canada og Estland.

Maglemosetiden

Maglemosetiden er den del af Jægerstenalderen, der udspandt sig i perioden fra for ca. 11.000 til ca. 8500 år siden. Der er gjort mange fund fra denne periode i nutidens sjællandske moser, der dengang var lavvandede søer. Fiskepladserne har ligget lige uden for rørsumpen på lavvandede steder, hvor der har været gode muligheder for at fange gedde, ål, aborre, skalle, brasen og malle m.fl.

 Figur 2-4. Denne fiskegård i Gudenå ved Frijsenvold var den sidste af slagsen, man nedlagde efter mange hundrede års brug.

Figur 2-4. Denne fiskegård i Gudenå ved Frijsenvold var den sidste af slagsen, man nedlagde efter mange hundrede års brug.

På Sjælland var især geddefiskeriet vigtigt, og fangsten af 60-100 cm store individer var rigelig. Geddebestandene har været langt større end i dag, fordi søerne dengang var klarvandede og havde undervandsplanter overalt, hvilket gav mange standpladser til gedderne. I dag er geddens territorier trængt sammen på et lille område i kanten af rørsumpen, og de små gedder bliver derfor alt overvejende ædt af deres større artsfæller.

Hele suiten af fiskeredskaber fandtes: fiskekrog, spyd (harpun), lyster, garn, ruse og fiskegårde. Fiskekrogene var store og grove, uden modhager og lavet af ben eller hjortetak (figur 2-3). Fiskegårde af pælerækker har været bygget ud i søerne fra bopladserne. Fiskegårde har sandsynligvis også været til stede i de store danske åer, men her er træet siden rådnet bort og vidnesbyrdene forsvundet (figur 2-4). Fundene er generelt sparsomme i Jylland, hvor lavere kalkindhold og pH i vandet gav dårligere bevaringsforhold end på Sjælland.

I søerne og langs vandløbene har Maglemosetidens mennesker også drevet jagt på bæver for at udnytte kødet, skindet, fedtet og de skarpe tænder. Da bævere lever i større grupper, har de sikkert været lette at få fat i. Man jagede også oddere af hensyn til det fine, bløde skind, men jagten har været vanskeligere og udbyttet lavere. Fra bopladsen ved Ringkloster ved Skanderborg Sø kender man dog mange omkring 6000 år gamle tegn på odderjagt.

 Figur 2-5. Fangstbopladser fra Jægerstenalderen langs Gudenå og Salten Å og ved Mossø. Jægerne flyttede i perioder til bopladser ved Norsminde Fjord.

Figur 2-5. Fangstbopladser fra Jægerstenalderen langs Gudenå og Salten Å og ved Mossø. Jægerne flyttede i perioder til bopladser ved Norsminde Fjord.

På de små holme i søerne har der været store ynglebestande af f.eks. gråand, skeand, spidsand, troldand, blishøne, grågås, knopsvane og lige så mange arter til. De har givet æg, dun, fjer, kød og skind. Om foråret og efteråret kunne man desuden drive jagt på de kæmpestore flokke af vadefugle, ænder, gæs og svaner, der rastede under trækket fra ynglepladserne i det nordlige Skandinavien og Rusland samt de arktiske områder på Svalbard, Island og Grønland.

De fleste bopladser fra Maglemosetiden betegnes sumpbopladser, fordi de er bygget på pæle ude i rørsumpen hævet op over vandet, men man kender også bopladser på højere, fastere bund ved de store søers bredder. Pælehytterne havde et gulv af bark, der var lagt i flere lag, og var forsynet et ildsted på et underlag af sand eller ler. Man har opholdt sig her fra april til september for at fiske og gå på jagt. Om vinteren flyttede man måske højere op i terrænet eller drog ud til kysterne.

Søerne og især åerne har været transportveje gennem det sumpede og skovdækkede landskab. I et sådant landskab var transport og færdsel ad vandvejen næsten en nødvendighed for at komme rundt, drive jagt og fiskeri og opretholde kontakt mellem befolkningsgrupperne. De ældste arkæologiske fund er padleårer (ca. 11.000 år gamle) og udhulede stammebåde af lindetræ (ca. 7500 år gamle). Måske var de allerførste både lavet af skind eller bark, som ikke har efterladt sig spor, for store lindestammer fandtes næppe i skovene i begyndelsen af Maglemosetiden.

Ertebølletiden

I Ertebølletiden (for ca. 7500-6000 år siden) opholdt menneskene sig i højere grad ved kysterne, eller de skiftede mellem indlandsbopladser ved søerne og vandløbene og kystbopladser (figur 2-5). På bopladsen Ringkloster ved Skanderborg Sø har man jaget odder, skovmår, vildsvin og kronhjort, men knogler fra de bedste kødstykker på vildsvin mangler. Arkæologerne formoder, at de er bragt ud til kysterne og fortæret der, for kontakten med kysten er åbenbar pga. tilstedeværelsen af knogler fra havdyr (spækhugger, delfin, fisk og østers) på bopladsen i indlandet.

 Figur 2-6. De kendte køkkenmøddinger lå tæt i Limfjordens ørige i Ertebølletiden. Datidens landområder er vist med brune nuancer, mens nutidens kystlinje er vist med hvidt.

Figur 2-6. De kendte køkkenmøddinger lå tæt i Limfjordens ørige i Ertebølletiden. Datidens landområder er vist med brune nuancer, mens nutidens kystlinje er vist med hvidt.

Det er dog vigtigt at huske, at vurderinger af bosætningen afhænger af, hvad vi finder i dag. En vigtig faktor i den forbindelse er de havstigninger, der var en følge af istidens ophør. I hele Ertebølletiden steg havet og oversvømmede kyst­egnene – især i Nordjylland – så bopladser, der var anlagt tæt på kysten, i dag ligger ude i havet og måske er helt forsvundet eller i hvert fald ikke opdages af arkæologerne.

De senere anlagte kystbopladser og køkkenmøddinger fra Ertebølletiden ligger derimod over havniveau i de nordlige og midterste dele af Jylland og Sjælland, og de er registreret i stort antal omkring Limfjorden, Århus Bugt, Århus Ådal, bugten ved Norsminde, hvor Norsminde Fjord nu ligger, Roskilde Fjord og bugten ved Vedbæk (figur 2-6). Fra Norsminde Fjord er der blot 15 km til den store boplads ved Skanderborg Sø. Sammensætningen af kulstofisotoper i hundeknogler fra Skanderborg Sø viser, at hundene har ædt føde fra havet og derfor, sammen med deres herrer, med stor sandsynlighed har opholdt sig her en del af året.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj Sand Jensen: Jægerstenalderen i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=498190

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk