Fuglenes forekomst

Der er næsten ingen fugle i næringsfattige søer. Det er en charme ved dem. Her produceres så få planter og dyr, at fiskene tager den føde, der findes, og næsten intet bliver til overs til fuglene. Det bekræftes af storstilede undersøgelser i Florida. Her stiger fuglenes tæthed og biomasse i de lavvandede søer meget voldsomt, omtrent 1000 gange, fra den ultranæringsfattige til den næringsrige sø (figur 18-7).

Opgørelser fra Sverige viser, at der kan leve nogle få par fiskeørn, sortstrubet lom og stor skallesluger i de meget næringsfattige søer, hvis de er store nok. Alle de nævnte fugle æder fisk, og de kan kun fange tilstrækkeligt ved at afsøge et stort areal. Hvinand, som æder bunddyr, kan også leve her, mens der derimod ikke kan leve planteædende arter (figur 18-8). Vi har imidlertid ingen store, næringsfattige søer i Danmark; den sidste, Hostrup Sø, blev forurenet af en destruktionsanstalt for døde dyr.

Fuglene er til stede med flest arter og individer i middelnæringsrige søer, hvor der både findes de undervandsplanter, som knopsvane, blishøne og rastende pibeand og spidsand æder, og de smådyr tilknyttet planterne, som gråstrubet lappedykker, lille lappedykker og taffeland dykker efter på dybder mellem 0,5 og 3 m. Røgbølle Sø ved Maribo er en sådan middelnæringsrig sø. Her lever der pr. 100 ha omkring 28 ynglepar, som æder smådyr i de dybe vandlag, 40 par, som æder smådyr i de øvre vandlag, og 49 par, som æder planter på bunden (tabel 18-1). For hver 100 ha lever der også 29 ynglepar, som altovervejende æder fisk. Det drejer sig især om toppet lappedykker, men den assisteres af skarv, fiskehejre, rørdrum, havørn og om vinteren af stor og lille skallesluger.

Det er velkendt, at de bedste fuglesøer rummer en betydelig undervandsvegetation af langskudsplanter. Herhjemme har utallige lavvandede søer, som siden enten er blevet afvandet eller forurenet, haft denne høje kvalitet for 100-200 år siden. Arresø og Søborg Sø på Sjælland, Filsø og Slivsø i Sønderjylland og Hundsø, Ingstrup Sø og Gårdbo Sø i Nordjylland var førhen fyldt med fugle i en rigdom, som vi i dag kun kender det, også lidt afbleget, fra de svenske søer Tåkern, Krankesjön og den restaurerede Hornborgasjön.

Krankesjön lige uden for Lund i Skåne illustrerer de dramatiske forskelle mellem de skiftende perioder, hvor den lavvandede og 290 ha store sø enten har haft uklart, grønt vand og næsten ingen fugle eller har haft klart vand, mange bundplanter og tætte bestande af planteædende fugle såsom blishøne og knopsvane og ænder med en bred diæt (figur 18-9). F.eks. steg antallet af blishøns i yngletiden fra næsten 0 til 175 par, knopsvaner fra under 5 til 18 par og svømmeænder fra 5 til 40 par, da søen gik fra at have uklart vand og mangle bundplanter til at have klart vand, hvor der var planter på bunden. I forhold til søarealet rummede den klarvandede Krankesjön altså i yngletiden omkring 75 par planteædere pr. 100 ha; det er samme niveau som i Røgbølle Sø. I den vegetationsrige sø er der også tætte bestande af smådyr tilknyttet planteoverfladerne. Det øger mængden af de fisk, der æder smådyr og derfor også bestandene af rovfisk, som de fiskeædende skarver, lappedykkere, skalleslugere og fiskeørne herefter kan fylde sig med.

Artsrigdommen af fugle er reduceret i de mest næringsrige, uklare søer, fordi de mangler undervandsplanter og dermed de smådyr, som er knyttet til vegetationen. I de tre Maribo-søer uden undervandsplanter er antallet af ynglefugle, som æder smådyr i de nedre vandlag, blot 2-4 par pr. 100 ha, mens 15-29 par fouragerer i de øvre vandlag. Planteæderne er selvfølgelig også færre (7-22 par pr. 100 ha), og de må nøjes med planteføde i rørsumpen eller på land. Blandt dem, der fouragerer på land, skal især nævnes knopsvane, blishøne og grågås. Derimod er fiskeæderne på toppen med 12-33 ynglepar pr. 100 ha i de tre søer. Samlet set er tætheden af fugle derfor meget større i den middelrige Røgbølle Sø med undervandsplanter (146 par pr. 100 ha) end i de tre mere næringsrige søer uden undervandsplanter (36-79 par pr. 100 ha, tabel 18-1).

Toppet lappedykker er den mest udprægede fiskeæder i søerne, og den forekommer næsten udelukkende i næringsrige søer, for kun her er tilstrækkeligt mange fisk at æde. Op til et vist næringsindhold øges dens antal direkte i takt med, at produktionen af især skalle og brasen stiger. Fra et udkigspunkt ved næringsrige søer som Mossø, Esrum Sø eller Arresø kan man snildt med sin kikkert spotte 10 ynglepar. På i alt 1280 ha i de fire Maribo-søer yngler i snit 193 par eller ét par for hver 6-7 ha (tabel 18-3).

Toppet lappedykker er især knyttet til den åbne vandflade uden for rørsumpen. Den kan dykke til betydelig dybde og holde sig ganske længe under vandet. Den foretrækker at æde små fisk. Undersøgelser i en polsk sø viste, at voksne individer åd fisk, som i gennemsnit var 10 cm lange, mens de fodrede ungerne med 8 cm lange fisk. Uden for yngletiden dykkede lappedykkerne i snit 19 gange i timen og åd mange af fiskene under dykningen. I yngletiden, hvor der skal serveres mange fisk til ungerne, dykkede lappedykkerne i snit 33 gange og bragte 4-5 fisk til overfladen i timen.

Hvis der overvejende lever store brasener, aborrer og sandarter i søen, får toppet lappedykker og især dens unger det svært, fordi disse fisk overstiger maksimumstørrelsen. I Mossø var der midt i 1980’erne nogle stærke årgange af store sandarter, som er meget effektive med hensyn til at æde små byttefisk. Resultatet var, at toppet lappedykker manglede føde til ungerne, næsten ingen af dem kom på vingerne, og bestanden gik ned. Det tyder på, at fiskene var stærkere end lappedykkerne i deres indbyrdes konkurrence om føden (se også afsnittet om samspil mellem fugle og fisk i Fuglenes samspil med fødeorganismerne).

Når arealet af damme og søer stiger, bliver der selvfølgelig plads og føde til flere fuglearter og flere individer.

Antallet af arter stiger typisk med mellem 60 og 250 % for hver gang, søarealet øges 10 gange; altså langt langsommere end selve arealet (figur 18-10). Med stigende søareal sker der efterhånden også en mætning af artsrigdommen, idet der simpelthen ikke findes flere arter i regionen, som kan leve i søerne. I Florida sker denne mætning ved en søstørrelse på over 1 km². Over denne tærskel ligger antallet af vandfuglearter nogenlunde konstant på mellem 20 og 30 som herhjemme. Også individantallet øges langsommere end arealet, da de fleste fugle er knyttet til overgangen mellem rørsumpen og den åbne vandflade.

Længden af denne overgangszone, som er proportional med kvadratroden af søarealet, er derfor et bedre mål for det antal arter og individer, man kan forvente at finde, end arealet. Søer med vige, bugter, holme og øer får en særlig lang kystlinje i forhold til arealet og rummer derfor langt flere fugle end søer med en regulær badekarform. Øer kan i øvrigt give den ekstragevinst, at fuglene her er i sikkerhed for ræve og mennesker. Det skal man lægge sig på sinde, når man designer nye fuglesøer (boks 18-1).

I små damme og små søer yngler grønbenet rørhøne, blishøne og gråand (figur 18-11). I damme på 0,2-0,4 ha (dvs. 2000-4000 m²) træffes i snit ét ynglepar af hver af de tre arter, men i småsøer på 3,2-12,8 ha yngler i snit 3-4 par. Småsøerne rummer sædvanligvis også ynglende knopsvane, som er en stor fugl med større krav til areal og føde end blishøne.

Blandt lappedykkerne sker der også tydelige skift i arternes tilstedeværelse med øget areal (boks 18-2). Lille lappedykker kan yngle i små damme på bare 0,04 ha (400 m²), mens gråstrubet lappedykker kræver 10 gange større damme, og toppet lappedykker fordrer egentlige søer med et 100 gange større areal på 4 ha. Tilstedeværelsen hænger meget godt sammen med arternes føde. Lille lappedykker æder smådyr, gråstrubet lappedykker æder både smådyr og fisk, og toppet lappedykker æder altovervejende fisk – og mens smådyr findes i alle søstørrelser, skal der en vis størrelse til for at rumme fisk.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

I søer jager den toppede lappedykker i øvrigt den gråstrubede lappedykker væk, mens lille lappedykker lever skjult mellem sivene og klarer sig. For lille lappedykkers og toppet lappedykkers vedkommende øges antallet af ynglepar med søernes areal.

Rovfuglene står øverst i fødekæderne og har derfor behov for et stort søareal for at finde tilstrækkeligt med føde. Rørhøgen yngler ikke i små søer, men optræder med i hvert fald 6 ynglepar ved den 40 km² store Arresø, mens de fire Maribo-søer med et samlet areal på 12,8 km² har omkring 30 ynglepar.

Havørnen foretrækker også at yngle i tilknytning til større søer og fjorde. Om vinteren opholder mange havørne sig da også i isfrie perioder ved Maribo-søerne (maksimum på 30 i vinteren 2010-11), Tystrup-Bavelse-søerne og de nordsjællandske søer, hvor der altid er fisk og fugle at fange. Og fryser søerne til, er der kort afstand til fjordene, hvor ænder, gæs og svaner flytter ud. Ved Roskilde Fjord kan der samles 8-12 havørne i sådanne situationer, og Danmark kan nå op på hele 300 havørne (februar 2012), fordi der flyver fugle til fra nabolandene. Havørnene har absolut ingen problemer med at skaffe sig føde ved de danske kyster i hårde vintre. De kan tålmodigt vente på, at byttet svækkes af fødemangel og vinterkulde, før de slår det.

Fiskeørnen er en meget fåtallig ynglefugl i Danmark (3 par i 2011). Den yngler altid i tilknytning til større søer, men under trækket kan den til gengæld fiske i næsten alle slags søer, ja endog i søernes tilløb og afløb med ganske kort afstand til søbredden eller nær en tæt trafikeret vej (figur 18-12). I Sverige er den også fraværende som ynglefugl i de små søer, hvor der simpelthen er for lidt at fange, mens der kan være adskillige par i store søer. Antallet af ynglende fiskeørnepar stiger markant med fiskebestandenes tæthed i søerne. F.eks. yngler der to-tre par fiskeørne i den mellemstore, fiskerige Krankesjön i Skåne.

Fugle er som nævnt i næste afsnit fødeopportunister og bevægelige størrelser, som hurtigt kan kolonisere nydannede søer. Selv om vi herhjemme har genetableret eller nyskabt omkring 100 søer, er deres biologiske udvikling langtfra veldokumenteret. Pengene er primært gået til entreprenørarbejde og meget lidt til de klatskillinger, som det kræver at dokumentere den biologiske udvikling. Derfor er det uhyre svært at udtale sig om, hvorledes fuglebestandene udvikler sig i løbet af tiden efter genetablering eller nyoprettelse af søer.

Der er belæg for, at man de første år efter søetablering kan opleve nogle ganske specielle fuglearter. Eksempelvis optrådte der atlingand, brushøne, lille præstekrave, plettet rørvagtel og sorthalset lappedykker, da man etablerede Alsønderup Enge ved Hillerød. Her fandtes der de første par år ganske lavvandede områder med vandpileurt, som var en magnet for ænder og vandhøns. Der var også søbredder med bar mineraljord, som lille præstekrave kunne yngle på. Men leder man efter den veldokumenterede udvikling i ynglefuglene baseret på de samme målemetoder år efter år, finder man dels blot 5-6 søer, som har en tilstrækkelig datakvalitet, dels et noget skiftende forløb fra sø til sø. Og i ingen tilfælde er tidshistorien lang. Nogle søer, f.eks. Alsønderup Enge, rummer klart det største antal fuglearter umiddelbart efter etableringen, og derefter følger en markant nedgang. Andre søer viser derimod ikke nogen systematisk udvikling, og i flere tilfælde veksler ynglebestandene markant fra år til år, så ingen overordnet konklusion er mulig.

Man kan sige, at nogle søer og nogle år er langt bedre end andre (boks 18-1). Gode søer som Sneum Digesø ved Vadehavet har mange forskellige biotoper til fuglene, inklusiv rævesikre øer. Det er vigtigt, at der både findes lavvandede og lidt dybere områder, at der frem for alt findes sjapvand til vadefugle, og at der tillige findes områder med vandplanter eller oversvømmede landplanter. Det er sikkert også hensigtsmæssigt at undgå for tætte fiskebestande, der kan konkurrere med fuglene om bunddyrene. Det kan være en af forklaringerne på, at flere søer udviser et fugleoptimum umiddelbart efter etableringen, inden fiskene er blevet for talrige. Som et rutineindgreb med henblik på at optimere fuglebestandene i amerikanske vådområder lader man dem derfor med mellemrum tørre ud, hvorved fiskene forsvinder og fuglene får et overtag.

Der findes som nævnt ikke tal for fuglebestandenes udvikling over meget lange tidsrum. Men forestiller man sig, at søerne over århundreder vokser til, fyldes naturligt op og omdannes til mose, vil fuglebestandene selvfølgelig ændre sig. Fugle knyttet til de åbne vandflader vil forsvinde, fugle knyttet til rørsumpen kan klare sig længe, og mosefugle vil til slut tage over.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Fuglenes forekomst.

• Forrige afsnit er Søfugle før og nu
• Næste afsnit er Fuglenes samspil med fødeorganismerne