Søfisk på vintervandringer

Vintervandring er observeret for karpefisk som skalle, brasen, løje, flire, skalle-brasen-krydsninger og rudskalle samt hos småaborrer. Man har også observeret, at gedder og store aborrer kan vandre, men at de kun gør det i mindre omfang sammenlignet med karpefiskene. Alle størrelser af fisk vandrer, men under visse forhold er især de mindre fisk overrepræsenteret. For brasen gælder det, at de største individer ikke deltager i vintervandringen. Det hænger formodentlig sammen med, at meget store brasen ikke løber nogen særlig risiko ved at blive i søen om vinteren. Der findes simpelthen ikke gedder, eller fugle, der er store nok til at gabe over dem, og de behøver derfor ikke søge ly for rovfisk i søers til- eller afløb.

Der er store forskelle i adfærden blandt de forskellige individer. Nogle vandrer flere gange i løbet af vinteren frem og tilbage mellem sø og vandløb, mens andre er ude af søen hele vinteren. Fælles for alle observationer er, at vandringen ofte sker omkring skumring og daggry. I visse perioder af året vandrer titusinder af fisk i løbet af ganske få timer, svarende til, at flere tons biomasse flyttes mellem sø og vandløb.

Når karpefiskene først er vandret ud af søen, står de helst i vandløbets stillestående partier, og de stuver sig gerne sammen i rørunderføringer eller i små drænkanaler med henfalden bevoksning. Her er de formodentlig i skjul for fiskehejrer og lignende fjender. Så længe det ikke er alt for koldt, kan fiskene finde på at skifte rundt mellem forskellige egnede skjulesteder i vandløbene.

En svensk undersøgelse har vist, at denne vandring rundt i vandløbet hovedsagelig sker om natten, mens fiskene i døgnets lyse timer normalt opholder sig langs vandløbets kant og helst skjult i tæt vegetation. Kun om foråret er vandringen lidt mere spredt over døgnet, og hér kan man oftere træffe på de imponerende stimer i dagslys. Har man lyst til at observere fænomenet, er marts og april derfor tidspunktet, hvor man har størst chance.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

En mulig forklaring på vandringerne er som nævnt, at karpefiskene søger ly for søens rovfisk. Set i lyset af, at rovfiskene kun i mindre omfang følger efter fiskene ud af søen, kan vandringen være et forsvar mod at blive ædt i en periode, hvor deres egen fødeoptagelse alligevel er så lav (vekselvarme dyr fordøjer langsomt, og fødetætheden er lav om vinteren), at de roligt kan forlade deres spisekammer. Ligeledes har en dansk undersøgelse afsløret, at risikoen for at blive ædt af skarv falder mere og mere, jo længere tid fisken opholder sig ude af søen i vinterhalvåret.

Fiskene afvejer populært sagt fordele og ulemper ved at blive i søen. Præcis på samme måde som fiskene afvejer fordele og ulemper, når de skifter opholdssted inden for søen, danner stimer osv.

Men hvorfor er det ikke alle karpefiskene, der vandrer? Det hænger sandsynligvis sammen med fiskenes kondition omkring vandringstidspunktet. Meget tyder på, at fisk, som er i dårlig kondition om efteråret, oftere bliver tilbage i søen. De risikerer formodentlig at sulte ihjel, hvis de vandrer. Fødemulighederne i de vandløb, fiskene overvintrer i, er nemlig som antydet ovenfor normalt meget dårligere end i søen, og fiskene skal derfor have „råd“ til at vandre. Hvis fisken har den fornødne kondition, er den populært sagt bedre tjent med at sulte et sted, hvor der ingen rovfisk er, frem for at tage chancen ude i søen mens den selv æder. Det kan samtidig forklare, hvorfor der er så store forskelle i omfang og timing mellem og inden for arter, søer og år. Det afspejler formodentlig, at chancen for at finde føde og risikoen for at blive ædt – og dermed fordelene ved og behovet for at vandre – varierer fra år til år og ikke mindst fra sø til sø.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Søfisk på vintervandringer.

• Forrige afsnit er Trofiske interaktioner- den evige risikovurdering
• Næste afsnit er Menneskets udnyttelse af søernes fiskebestande